~ Wrong ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Igang
Forældreløs, som lille pige. Alene om at bære sorgen, og de mange kommentarer, der blev smidt efter hende. Hun blev ældre, og lærte en vigtig ting om sig selv, som ingen andre vidste.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

2. Tragedien

"Vi defineres af de historier andre fortæller om os. "

Det fik jeg altid af vide af mine forældre. At leve som efternøler, af en så tragisk handling, det tager på en, både fysisk og psykisk.

At en enkelt handling kan ændre dit liv så hurtigt, det er næsten ufatteligt. Det var hårdt nok da det skete, men tanken om at skulle leve med det resten af sit liv - det var nok det hårdeste.

Medlidenheden kunne dæmpe nogle af de "ud af kroppen" oplevelser der måtte opstå, men intet af det folk sagde, ville kunne få mig til at glemme, hvad der skete. At skulle gå rundt hver dag resten af sit liv, uden at vide, hvad der helt præcist skete. Velvidende, at man aldrig skulle se dem igen. En del af mig ville for altid være tabt, uden at nogen nogensinde ville kunne udfylde det hul igen.

"Tik tak, tik tak" - tiden gik, og jeg blev ældre. Jeg lærte at leve med de ar, der nu prægede min unge, sarte hud. Tragedien flænsede mig, gjorde mig til et lille sårbart barn igen, og efterlod dybe flænger i mig. Det efterlod mig til en helhed, man kunne kalde "Palle alene i verden", for det var sådan, jeg oplevede det.

En del af mig blev samlet igen, da kærligheden viste sig i en anden form, klædt som en mand - min mand, og som et lille barn. Barnet - Destiny, var en livsglæde jeg havde glemt, fandtes. Deres eksistens fik mig til at føle, at jeg levede igen - og for første gang i lang tid, følte jeg, at der var en grund til at jeg levede. Hun var afhængig af mig, så op til mig, og kaldte mig mor.

Som tiden gik, blev hun ældre, og jeg lærte nu, de bekymringer der fulgte med titlen som mor. Det ansvar der hang på en, kunne til tider være ekstremt belastende, men du ville altid være elsket, og have mindst én, der så op til dig, og beundrede dig. En glæde spredte sig i mig, hver gang jeg så hende smile. Det var en slags anerkendelse for mig - jeg var alligevel god nok.

Min mand, min ægtefælle, min store kærlighed, ville for altid være ved min side. Det var ihvertfald det, vi sagde ja til. Den kærlighed han kastede på mig hver dag, gjorde, så jeg vidste, at jeg var utrolig heldig - uanset hvad der var sket før i livet.

Jeg havde aldrig forstået, hvorfor det netop lige var mine forældre, det var sket for. Men jeg havde lært at leve med det. Lært at leve mit eget liv, og tage mine egne valg. Det troede jeg ihvertfald - bildte mig selv det ind. Men inderst inde, ville jeg altid være den lille, uskyldige, forældreløse pige, som sad med den blodige kniv i hånden, skyldig på grund af den psykiske sygdom, der terroriserede mig. - Jeg ville for altid være skyldig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...