Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14514Visninger
AA

9. Kapitel 8: Kathleen Beck

Jeg gabte kort da jeg stod foran bussen hvor drengene var. Jeg tøvede, skulle jeg bare flygte eller skulle jeg tage det som den kvinde jeg udgiver mig for at være. Jeg trak været stille da jeg kunne høre skridt bag mig. Jeg vendte mig nervøs om, jeg håbede virkelig ikke at jeg havde vækket nogle. Jeg havde trodsalt ikke været helt stille da jeg trådte ind på pladsen, jeg kunne ikke få min taske rigtig op og ligge på min skulder, så jeg var flippede helt ud på mig selv. Jeg vidste nu denne gang godt hvorfor jeg havde været som jeg havde været. Men jeg ville stadige ikke have at de andre vidste noget om det, men jeg tro alligevel godt Louis vidste det. Desværre.

”Kathleen?” jeg kiggede hen mod Paul som stod og kiggede indtrængende på mig. Jeg nikkede med sammenbidte tænder, mon han har regnet det ud. For Paul er trodsalt ikke helt dum, han er trodsalt ham der står for alt på denne turne.

”Paul?” peb jeg nærmeste lydløs. Han kiggede stadige på mig. Jeg slog blikket væk, jeg havde det stadige ikke godt med at folk bare nedstirrede mig, som Paul gjorde lige nu.

”Hvad lavede du så i London?” jeg kiggede op på Paul igennem mine lange øjenvipper. Han kiggede opgivende på mig. ”Kathleen!” han kiggede denne gang en anelse vredt på mig. jeg skuttet mig derimod under hans hårde ord.

”Jeg ville besøge mine forældre” jeg prøvede forgæves at lyde rolig og afklaret – men som alt andet for tiden, gik det fuldstændig i vasken. Han fnøs som en lille møg forkælet pige, og det gjorde mig nervøs.

”Det var ikke det Louis sagde. Så i den sætning er der et eller andet du holder tilbage” han lagde armene over kors. Jeg lagde min ryg op af bussen imens jeg kiggede på ham. Jeg rystede denne gang irriteret på hovedet.

”Hvad kommer det egentlig dig ved Paul?” jeg lagde mine armene over kors imens jeg foldede mine ben sammen, jeg kunne ikke stå mere provokeret. Men helt ærlig, hvad kommer det Paul ved? Han behøver ikke vide noget om mit privatliv, som for resten er et stort rod.

”Fordi du er mit ansvar under det her!” han trådte et skridt frem mod mig, hans holdning var egentlig skræmmende. Jeg stirrede dog bare ligegyldig på ham, jeg havde alt for mange hormoner i min krop, til overhoved at registrere det.

”For det første Paul, så er drengene dit ansvar. Jeg kan godt selv passe på mig selv!” jeg skubbede mig væk fra bussen inden jeg åbnede døren til den. Jeg kiggede kort tilbage på ham, hans ansigt havde en snert af tomatrød farve. Jeg trådte ind og efterlod ham selv til hans begyndende raseriudbrud. Men helt ærlig, han skal ikke blande sig i mit privatliv, jeg er ikke kendt jeg er ikke i spotlightet firetyve timer i døgnet.

 

Jeg stod inden i bussen og lod min taske dumpe ned på gulvet inden jeg gik hen mod sofaerne. Jeg sukkede træt imens jeg kiggede lige op i loftet. Jeg lod et suk ramme lydmuren da jeg hørte døren gå op. Jeg skubbede mig op på mine albuer og kiggede hen mod den halvlukkede dør nu. Jeg kunne ikke undgå at se Louis, og Louis kunne ikke undgå at se mig. Jeg havde regnet med at han i det mindste ville have sagt godmorgen, men han ignorerede mig som han gik ud på det lille badeværelse. 

Jeg lod endnu en gang et suk ramme lyden og mine øjne som faldt sammen igen. ”Kathleen?” et par hænder blev lagt på mine ben inden de røg ud over kanten. Jeg åbnede irriteret mine øjne og kiggede ind i nogle grå blå øjne. Dem er kun kunne tilhøre Louis.
”Louis, hvad skulle det til for?” hvæsset jeg irriteret inden jeg satte mig op og kiggede på Louis. Han kiggede indtrængende på mig inden han åbnede sin mund.
”Er der noget du gerne vil fortælle mig?” han kiggede skuffet på mig. Jeg gøs kort inden jeg samlede mine ben sammen og holdte stramt om dem.

Som det kommende i min mave.

”Egentlig ikke Louis” jeg kiggede hen på ham. Hans blik som hurtig søgte op i loftet med et sukkende og opgivende støn.

”Det tro jeg du har” han kiggede med skuffede øjne på mig. Jeg bed mig i læben og rystede igen på hovedet.

”Som hvad?!” mere nåede vi ikke at sige før Niall, Liam og til sidst Harry kom ud af døren. Louis fastholdte stadige mit blik, men hans var ikke andet skuffet og det gjorde egentlig ondt at se og tænke på. Der var bare lige det, jeg bestemmer over mig selv, over min krop.

”Vi snakker videre i aften. Mød mig uden foran bussen” han klemte mit knæ en smule mere hårdt ind han burde. Jeg skar tænder af smerten da han rejste sig. Harry kiggede sørgmodigt på mig.

”Hyggede du dig i går, Harry?” jeg sendte ham et prøvende smil inden jeg lagde mine ben over hinanden. Harry satte sig ned til mig, hans blik som dog igen smeltet op og kiggede kærligt på mig.

Var det ham der var fyldt med hormonerne?

”Jeg savnede dig, du ringede ikke” jeg bed mig i læben. Jeg vidste godt jeg ikke havde ringede, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Så i stedet havde jeg tyret min telefon ned i gulvet, så den virkede ikke. Det kan kun skyldes min dårlig samvittighed.

”Jeg kom til at ødelægge min telefon” jeg trak den op af bukselommen og viste ham den rimelig ødelagte telefon. Han smilede dog til mig inden han kyssede blidt min kind. ”Men stort tillykke alligevel Harry” jeg satte mig op på hug og kyssede hans næsetip. Jeg havde troede det var mig der ville rødme først, men det blev altså Harry der løb af med den ære.

”Kathleen har også mere hun vil sige” vi kiggede alle over på Liam. Jeg, Niall og Harry kiggede undrende på ham. Louis derimod kiggede sigende på Liam, var der noget jeg fuldstændig havde missede i den tid jeg ikke var her?

”Jeg har ikke noget at sige” Harry trak mig hen til sig og jeg satte mig på ham. Vi alle kiggede på Liam, han kiggede dog kun på jeg og Harry.

”Måske skulle du lade være med at lyve” han rejste sig vredt op. Harry trak mig tætter til sig.

”Hvad lyver hun om?” denne var det Niall der spurgte med hans undrende stemme. Jeg lagde dog derimod mit hoved ind mod Harrys bryst.

”Måske skulle i spørge det der” Liam kastede henkastede på hoved, mod min mave. Louis havde regnet den ud og skubbede hurtig Liam ud af døren. Jeg derimod var fuldstændig og aldeles forvirret.
Hvorfor kiggede han på min mave?

Var det fordi?

Nej det kunne det ikke være, han vidste det jo ikke.

 

 

Louis havde trukket mig med ud af bussen da jeg ikke var kommet. Jeg var gået modvilje med, det skyldes nok at Louis var meget stærkere ind jeg selv var. Jeg kiggede ned på mit håndled som Louis holdte rundt om. Jeg ville for længst have sagt av, men jeg ville ikke have at han fik den forkerte oplevelse af mig. Men det havde han nok allerede i forvejen.

”Gider du slippe mig Louis!” hvæsset jeg efter ham. Han gjorde som jeg bad om, men denne gang skubbede han bare til min ryg. Jeg ville have udstødt et irriteret suk, hvis jeg altså ikke skulle holde øje med jorden.

”Så fortæl!” han vendte mig om da vi var kommet langt væk fra alt og alle. Han stirrede med hans specielle øjenfarve på mig. Jeg fnøs bare irriteret, hvad kommer det overhoved ham ved?

”Hvad kommer det egentlig dig ved?” hvæsset jeg af ham inden jeg lagde min ryg op af hegnet. ”Det kommer mig ved, da i begge er mine bedste venner” han holdte fast om mine skulder for at jeg ikke kunne gå nogle steder hen. Jeg kiggede bare vredt på ham.

”Det er mit liv, jeg behøver ikke fortælle noget til dig!” jeg hævede min stemme i takt med at jeg udtalte ordene. Jeg kunne se Louis lidt paniske ansigtsudtryk. ”Skal jeg så sige hvad jeg ved!” han hævede selv stemmen, jeg fnøs som svar.
”At du ødelægger dit liv! Og ikke mindst Harrys!” han kunne tydelig se at hans ord faktisk sårede mig, og jeg lagde heller ikke skjul på det. Jeg kiggede tårefyldt ned i jorden. ”Så lad mig være. Du behøver ikke beskytte mig”  han trak mit ansigt op så jeg kunne se ordentlig på ham. Jeg udstødte et hånelig grin, da han lod hans blik ramme mit.

”Jeg gør det uanset hvad du synes!” han holdte godt fast i min hage. Jeg prøvede at slippe fri og det irriteret mig grænseløst at jeg ikke kunne komme fri.

”Hvorfor kan du ikke bare lade være!” jeg peb grædefærdig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd, hvorfor græd jeg.

”Fordi, du betyder alt for Harry!” jeg åbnede munden, men intet kom ud over. Holdte han kun af Harry, selvfølgelig gjorde han det, han holdte og har aldrig holdt af mig. ”Og? Jeg ved godt jeg ikke betyder noget for dig Louis. Så stop med det der falske hejs du laver!” hvæsset jeg. Jeg trak min hånd op til Louis hånd, fik vrisset hans greb løs inden jeg skubbede ham hårdt.

”Bare lad mig være Louis!” jeg satte hurtig i løb da jeg godt kunne tænke at Louis ville løbe efter mig. det gjorde han også, han var hurtigere ind jeg havde regnet med.

”Kathleen!” Louis råbte af mig, og jeg ville snart løbe tør for luft. Mine lunger brændte, måske skyldtes det at jeg ikke havde fået løbet ordentlig i lang tid. Jeg trak vejret besværlig da jeg ikke så mig for. jeg løb lige ind i den person jeg mindst ville se.

”Kathleen!” Liam strammede hurtig grebet om mine arme. Jeg skar hurtig tænder af smerterne.

”Liam, lad mig være!” jeg prøvede at slippe fri af hans greb, men det lykkes ikke. Louis kom hurtig op til mig og Liam.

”Kathleen, please. Du må ikke overanstrenge dig!” han bad mig bedende. ”Er du ikke ligeglad?!” jeg vred mig under Liams stramme greb. ”Jeg er ikke ligeglad og det har jeg aldrig været!” Liam skubbede mig bagud og Louis fulgte med. Jeg udstødte nogle vrede ord, hvorfor kunne de ikke lade mig være.

”Hvad vil du gøre?” denne gang var det Liam der snakkede. De havde taget mig bag de andre busser, for at få mere privatliv. Jeg mente bare at det var for at få overtalt mig til at få det fjernet, så Harry aldrig behøvede at tænke over det.

”Hvad helvede tro du?” jeg satte mig demonstrativt ned på jorden. Heldigvis var jorden dejlig lun, selv på denne årstid.

”Hun vil beholde det” jeg kiggede surt op på Louis og Liam der begge var overrasket. ”for det første er det ikke noget det! Det er et levende organisme!” jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordet, men det behøvede jeg heller ikke. For de forstod det godt.

”Det kan du da ikke mene!” Liam lød denne gang oprigtig såret, hvorfor var han såret? Det er ikke ham der står i denne her situation.

”Det kan du bande på jeg vil!” jeg holdte om min mave og de kiggede begge første gang på hinanden. Men med hver deres følelse.

Liam var såret.

Louis var beskyttende.

Jeg var træt af deres mange håbeløse forsøg.

”Hvad med Harry!” Louis havde sat sig på jorden ved siden af mig. Liam var gået i ren frustration, vi kunne begge høre hans jamrende og hans gråd. Hvorfor græd han, havde jeg sagt noget forkert.

”Kathleen. Du er 21 og Harry er kun 23” han lagde sin hånd på min skulder, i en beskyttende gestus. Jeg græd denne gang højlydt.

”Louis, du var ikke meget ældre” jeg kiggede med tårerne rende ned af kinderne på Louis. Han bed mig nervøs i læben, for han vidste jeg havde ret. ”Det var som sagt et uheld” Louis kiggede bedrøvede på mig, da vi kunne høre nogle høje stemmer, men et stykke længere væk. Og en af dem var meget genkendelig, selv på lang afstand.

”Og det var det her også. Men det får mig ikke til at gøre det!” jeg lagde grædende mit hoved ind mellem hans ansigt og skulder. Louis holdte beskyttende og trygt om mig. Vi kunne denne gang høre dem en smule tættere på. Jeg trak mig tøvende væk fra Louis, tørret mine øjne hurtig.

”Du må ikke sige noget Louis!” jeg kiggede bedende på Louis. Louis som bed sig i læben, inden han tøvende nikkede.

”Det lover jeg” sagde han utrolig tøvende.

”Men du bliver nød til at sige det på et tidspunkt!” fik han formuleret før de andre var henne ved os, jeg nikkede bare med sammenrullede læber.

 

 

Jeg stod inden i den store sal sammen med Harry. Drengene var inviteret til en galla, og jeg var med som Harrys plus one. Jeg kiggede tøvende hen på de forskellige fine og rige folk. Noget jeg nok aldrig kommer til at opleve, jeg vil heller ikke kunne gøre det. Jeg kiggede op på Harry der allerede kiggede ned på mig.

Jeg sendte ham et smil inden han trak mig længere ind i salen. Jeg måtte for alt i verden ikke se utilpas ud, selvom jeg var det med fuld drøn.

”Harry?” vi vendte os om og et rig ægtepar stod og kiggede på os. Harry nikkede med et stort smil inden hans finger gled ind i mine og flettede dem sammen. Jeg kiggede kort ned på dem inden jeg igen vendte blikket hen til dem.

”Hvor er det dejlig du kunne komme” de gav ham blidt hånden inden de begge intens kiggede på mig.

Jeg følte mig blottet.

”Er det Kathleen Beck?” kvinden lyste op i et kæmpe smil. Jeg kiggede forlegen på hende, og hendes mand, hvem var de. Harry skubbede blidt til mig men med et smil på læben. ”Det er mig” jeg kiggede flovt på dem, hvem var de overhovedet.

”Det er dejligt endeligt at møde Harrys kæreste” hun smilede sødt inden hun rakte hånden frem og kiggede afventende på mig. jeg tog blidt hendes hånd inden hun klemte den, og ligeledes gjorde jeg.

”Det er for resten dem der afholde det event vi er til” Harry kyssede blidt min tinding. Jeg smilede sødt inden Paul gik forbi os men med et sigende blik.

Hvad gik det ud på?

”Hvorfor kigger han sådan, på os. Harry?” jeg vendte mig hen til Harry så vi stod med front til hinanden. Han kiggede tøvende ned på mig, og jeg lagde mine arme over kors. Kom nu til sagen Harry.

”Det er ligegyldig Kathy” han fik fat på noget champagne og rakte mig en. Jeg kiggede tøvende på genstanden han stadige havde i hånden.
”Kathleen, den er ikke farlig” han sendte mig et drillende smil. Jeg nikkede med sammenrullede læber, inden jeg tog i mod den. Harry ville skåle og jeg ville væk, det her ville aldrig ende godt.

”Skål!” Harrys stemme var en anelse høj og glad, da Louis hurtig kom hen til os. Louis kiggede sigende på mit glas og efterfølgende mig. jeg kiggede op på Louis og bad inderlig til at han ville hjælpe mig. ”Jeg skal lige snakke med dig Kathleen!” Louis smilede til Harry men sendte mig et sigende blik. Jeg nikkede stumpt inden jeg gik med ham.

”Kathleen, hvad har du gang i?” han rev glasset ud af hånden på mig og kiggede bebrejde på mig. Jeg kiggede bare skift på Louis.

”Hvad tro du? Det ville da være mærkværdig at jeg ikke drikker alkohol ikke?” jeg fnøs imens Louis hårdt satte glasset fra sig, på et nærliggende bord.

”Du kunne da bare sige nej tak!” han kiggede bebrejde og opgivende på mig.

”Det er jo svært når jeg plejer at drikke champagne!” min stemme hævede sig i takt med mit temperament var ved at koge over.

”Så sig det til ham, sig sandheden Kathleen” han holdte fast om mine skulder imens jeg prøvede at slippe fri.
”Jeg kan da ikke bare sige sandheden Louis! Han vil hade mig!” jeg prustede tungt ud.

”Hvem vil hade hvem?” vi vendte os begge og kiggede på Harrys undrende blik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...