Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp. Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende. Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det? Og var det ikke nok til at få nok problemer igang? - anbefales at 1'eren er læst først :-)

19Likes
20Kommentarer
7780Visninger
AA

7. Kapitel 6: Kathleen Beck


 

Jeg åbnede missende med øjne som solenstråler ramte min bare hud i ansigtet. Jeg gned mig træt i øjne imens jeg udstødte et lydløs gab. Jeg kiggede kort over mod Harrys side, og jeg havde forventet han lå der. Det gjorde han bare ikke.

Harry og jeg var kommet på talefod igen, og jeg kunne ikke være mere taknemlig for det som jeg var. Jeg havde ellers troede at Harry var blevet træt af mig, men det var ikke det.

Håbede jeg da.

Når jeg tænkte tilbage til aften i går, var ikke gået som jeg regnede med. Drengene havde været højlyde og irriterende da jeg allerhelst bare gerne ville have sovet og det kunne jeg umulige i den larm de havde lavede.
Jeg satte mig frustreret op, hvor var han? Jeg sad tøvende i sengen i nogle lange minutter før jeg endelig rejste mig. jeg kunne mærke hvordan den lune brise ramte min bare hud, jeg gøs for et splitsekund inden jeg trak en stor trøje over mit hoved. Jeg kunne mærke hvordan den konstante kvalme ramte mig igen og jeg måtte løbe ud på badeværelset og kaste mig ned over brættet. Bare for at smage den bitre smag af gamle mad og surt opkast.

”Kathleen?” Jeg havde forventet at det var Harry der var kommet ind, men det var det ikke. Niall stod i døråbningen imens han kiggede bekymrede på mig. jeg trak mig slapt op og kiggede igennem spejlet på Niall. Jeg sendte ham et træt smil inden jeg kort skyllet munden.

”Niall?” jeg vendte mig om imens han gik hen mod mig.
”Er du okay” han trak nervøs mine hænder hen til sig selv, gav dem et blidt klem. ”Jeg tro bare jeg spiste noget dårligt mad” jeg sendte ham et drillende smil da jeg virkelig ellers ikke vidste hvad jeg skulle.

”Jeg har det ikke skidt, det kan ikke være det Kathleen” han kiggede undrende på mig og jeg bed mig nervøs i læben. Men jeg sagde jo sandheden, jeg havde vidst spist noget dårlig dagen forinden.

”Niall, vi spiste trodsalt heller ikke af samme tallerken” jeg trak mine hænder til mig igen. Jeg vidste ikke hvad det ellers kunne være, kunne jeg være syg?

”Gjorde vi ikke?” han lagde sine hænder på mine skulder da jeg havde vendt mig mod spejlet igen. Mine hænder lå på vasken og holdte min trætte krop oppe.
”Skide skægt Niall” jeg kiggede en anelse irriteret på ham. Han veg undrende væk fra mig imens han rystede kort på hovedet.

”Hvad sker der for det humør?” han kiggede nervøs på mig. jeg fnøs bare irriteret, kunne han bare ikke lade mig være.
”Lad mig nu bare være Niall. Jeg vil gerne være alene!” jeg hvæsset det af ren og skær irritation. ”er du sikker?” han trådte et skridt nærmer mig, hvilket fik mig op i det røde felt.

”Skrid Niall” jeg vendte mig i vrede imens jeg hævede stemmen. Han åbnede chokeret munden, inden han igen lukkede den igen.
”Kathleen” han lagde sin hånd på min underarm, gav den et blidt klem. Jeg skubbede den væk imens jeg kiggede surt på ham.

”Er du komplet inkompetent? Jeg har lige bedt dig om at gå!” jeg skreg det i hovedet på ham imens jeg trak vejret hårdt og uregelmæssigt. ”Kathleen” Niall kiggede sårede på mig. Jeg pegede bare hen mod døren imens mine vejrtrækninger var hvæsende. 

 

 

Jeg havde lagt mig i sengen efter jeg havde været på scenen. Niall havde ikke turde at snakke med mig siden mit udbrud, hvilket jeg bare var utrolig glad for. Jeg lukkede irriteret mine øjne, selv lyset irriteret. Jeg sukkede irriteret inden jeg lagde mig om på siden for at sove, men ligeledes hjalp det ikke. jeg trak Harrys pude over mit ansigt inden jeg skreg i frustration, jeg ville gerne sove. Jeg er træt og jeg er sur og det hele er bare for meget.
”Kathleen?” jeg kastede puden væk fra mig imens jeg lagde vægten på mine underarme. Jeg kiggede over på Lou der var kommet ind i bussen. Jeg bed mig i tungen for ikke at skrige, jeg ville gerne være alene.

”Hvad?” hvæssede jeg surt.

”Niall sagde du brækkede dig i morges” jeg løftede undrende på øjenbrynet. Hvad rager det hende hvad jeg gør? Hvorfor siger Niall det.

”Og det kommer dig ved, fordi?” jeg satte mig op i sengen og Lou satte sig ned til mig. ”Jeg kan se du er sur” jeg fnøs fornærmede, selvfølgelig var jeg da sur. Du vækkede mig, når jeg tydelig gerne vil sove. Kan du selv se det?

”Er du sur?” Lou satte sig bedre til rette, men jeg kunne se hun var urolig. Er hun komplet dum, nej jeg er glad.

Hvad helvede ser det ud til jeg er?

”Nej jeg er skide glad Lou. Kan du ikke se det?” jeg pegede flabet på mit ironiske smil. Jeg kunne virkelig ikke klare dumme spørgsmål lige nu. Denne her var i særklasse.

”Og jeg regner med at det ikke er første gang. Eller madforgiftning” jeg tav hurtig. ”Kathleen. Hvad er du sur over?” Hun kiggede bekymrede på mig, da jeg ikke forsvarede mig selv.

Jeg fnøs irriteret og barnligt.

”Hvad kommer det egentlig, dig ved?” hun veg lidt tilbage, inden hun sagde noget jeg er meget sikker på at jeg hørte forkert.

”Sådan var jeg også” jeg stirrede med sammenknebende øjne på hende. Hvorfor skal alt omhandle hende, hun er da ekstrem irriterende.
”Jeg regner med du ikke ved jeg har et barn?” hun smilede moderlig. En stemme indeni mig, vidste godt hvad hun hentyde til. Jeg ville bare ikke høre eller se det.

”Nej, og jeg er julemanden eller hvad?” hun grinede inderlig, hvilket desværre smittet af på mig. Hvorfor griner jeg? Der er da intet sjovt i det her.

”Kathleen, vil du svare mig på en ting?” jeg nikkede grinende. Jeg vil ikke grine, jeg er sur. Men hvad er jeg sur over?
”Jeg ved dig og Harry er seksuel aktive” hun trak vejret kort. Jeg trak mine ben op til min krop, jeg ville ikke vide det. Jeg ville ikke høre det, men alligevel var jeg nysgerrig omkring hvad hun havde at sige.

”Og?” peb jeg tøvende.

”Har i huskede at beskytte jer?” jeg kiggede befippede på hende, hvad er det for et spørgsmål. ”Hvad?” jeg åbnede min mund på klem, jeg var chokeret. Ja det er et passende ord.

”Har i?” hun blev åbenbart ved, og mine tårer begyndte.

Hvorfor græder jeg nu?

Jeg tørrede dem væk igen, men med en hidsig arm. ”Ja selvfølgelig har vi det!” jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg svarede hende på sådan et intimt spørgsmål. Det skyldtes nok både hendes beskyldninger og den nagende nysgerrighed som nok ville blive min død.

”Du ved godt det kan knække ikke?” jeg nikkede nervøs.

”Jeg tro du skal tage en test” hun lagde moderlig sin hånd på mit ene knæ. Jeg rystede febrilsk på hovedet. ”Hvad?” jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, andet ind at blive ved med at ryste febrilsk på hovedet. Håbet der nok var ved at skrumpe.

”Snak med en du stoler på, og tag en test så det er ude af verden” hun klemte blidt mit knæ inden hun rejste sig og efterladte mig med enorm mange ubehagelige tanker.

 

 

Jeg sad i opholdstuen og det gjorde resten af drengene også, inklusiv Liam. Jeg havde med vilje slukkede min telefon, jeg vidste hvad jeg blev nød til at gøre. Jeg kiggede hen på Louis, og han kiggede på mig.

Jeg sendte ham et smil. ”Louis?” jeg fik alles opmærksomhed, også Liams. Det skyldtes måske at jeg ikke havde gide at snakke med nogen af drengene.

”Kathleen?” grinede han imens han kastede en brødkrumme på mig. ”Må jeg låne din telefon. Min mobil er gået død, og min far vil gerne snakke med mig” latterlig undskyld, men den så ud til at virke.
”Selvfølgelig, du kender desværre koden” jeg smilede med et falsk taknemlig smil, og tog hans mobil. Drengene regnede sikkert med at jeg ville snakke her. Men da vi holdte og var i by, ville jeg ud og snakke, gå og græde. Og der var det jo godt jeg ikke var kendt, ellers ville det aldrig have lykkes.

”Sig til Paul at jeg går en tur!” jeg nåede ikke at høre deres svar før jeg var ude af bussen. Jeg indåndede den dejlig luft, da jeg gik væk fra holdepladserne.

Bussen og os havde et længerevarende stop, hvilket vil sige vi skulle være her i to til tre dage. Heldigvis var vi også nåede rimelig langt.

Jeg åbnede telefonen og fandt det nummer jeg skulle bruge. Så uden tøve ringede jeg hende op.

”LOUIS” hvinede den genkendelige stemme, hvilket fik et fnis til at forme sig på mine læber.

”Danielle, sidst jeg så mig i spejlet var jeg ikke Louis” jeg sparkede til nogle sten på vejen. Folkene her kiggede kort på mig inden de gik videre, og det var jeg glad for.

”Gud Kathleen, hvad laver du med hans telefon” hun grinede hjertelig, og det irriteret mig desværre nu grænseløst.

”Lånte den” sagde jeg koldt og hun tav med det samme. ”er du okay Kathleen” hun kendte mig godt nok til at vide at jeg ikke var okay. Jeg tøvede kort inden jeg sikrede mig at der ikke var nogle efter mig, som kunne smug lytte.

”Jeg har brug for din hjælp” jeg trak mig ind under et halvtag da jeg kunne mærke dråberne ramme min hud.

Hvorfor regnede det?

Jeg hader regn.

”Hvad har du brug for?” hun lød bekymrede.

”En test” jeg hviskede det så lavt jeg kunne. ”Test?” spurgte hun undrende. ”Ja, en test til ja” jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det. Men hun vidste det allerede.

”ÅH, gud Kathleen!” hun lød bekymrede på mine vegne.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. De kan genkende mig hvis jeg køber det” jeg gled hulkende ned på fortovet.

”Kan du ikke snakke med Paul om at komme hen til mig” jeg hulkede højt og inderlig. ”Kathleen trak vejret.

”Jeg skal hen til dig. Paul har intet at sige” jeg kunne fornemme hendes smil.
”Så køber jeg det, tag det første fly” hun sagde adressen og jeg nikkede sammenrullede med læberne.

 

 

Jeg havde fået lov af Paul, det var som om han var glad for det. Jeg skyndte mig ind i bussen, og håbede de ikke var her, men det var de selvfølgelig. Jeg havde fået hendes nummer og derfor kastede jeg telefonen hen til Louis.

”Tak for lån” jeg skyndte mig ind på værelset imens jeg kastede noget tøj ned i en taske. Jeg skulle væk før Harry kom tilbage.

Jeg havde fået pakkede det jeg skulle og jeg skyndte mig derfor ud til døren. Men jeg blev selvfølgelig stoppede. ”Hvad laver du Kathy?” Louis kiggede undrende på mig.

”Jeg skal besøge min faster” en stor og fed løgn. ”Sikker?” Louis lød ikke sikker, og jeg fnøs lydløs.

”Ja, vi ses om nogle dage” jeg vinkede akavede til dem inden jeg igen var ude af døren. Da jeg var på vej hen til holdepladsen for taxaerne, kunne jeg tydelig høre drengenes råbeden, som bare blev mindre jo længere væk jeg kom fra dem. Jeg sukkede inden jeg lænede mig op af en lygtepæl.

”Miss, skal jeg tage din taske?” jeg slog forskrækket mine øjne op og kiggede på en ældre dame i hendes taxauniform. Jeg nikkede stumpt som hun tog den fra mig. Jeg satte mig ind på bagsædet ligesom hun satte sig på førersædet. Hun kiggede bekymrede på mig, men undlod at sige noget hvilket jeg var utrolig taknemlig for.
”Hvor skal vi så hen?” hun slog den gennemsigtige glasvæg til venstre så den åbnede sig. Jeg kiggede med blodsprængte øjne på hende, det kan godt være at jeg ikke har grædt i lang tid, men derfor må mine øjne vel godt være blodsprængte, må de ikke?

”Lufthaven tak” hvisket jeg lavt imens hun tændte tændingen til bilen og vi begyndte at køre. Jeg sank længere ned i sædet jo længer væk vi kom fra byen.

Gjorde jeg det rigtige?

 Var det bare noget jeg bildte mig selv ind?

Selvfølgelig gjorde jeg det rigtige, det var jo for at beskytte Harry.

”Det bliver 90 dollars” var vi ikke længere væk fra en lufthavn? Jeg troede mindst at det blev 150.

”lad mig lige finde dem” jeg åbnede min lille taske jeg havde ved hånden. Jeg kunne mærke hvordan mine hænder rystede af ny fundet tårer.

 

 

Jeg stod foran den bekendte dør, jeg havde mødt hende det havde vi alle. Så det var ikke synderlig svært at finde der hen, hvilket jeg i dag takkede inderligt for. Jeg igennem hele turen kunne ikke holde mine tårer inde, og når folk så endelig spurgte – valgte mit temperament at løbe af med mig. Jeg kunne heller ikke styre vreden, den føltes på en mærkelig måde så indgroede i mig, at det skræmte livet ud af mig.

Jeg bankede på den mørke trædør, hver bank jeg gjorde, bankende mit hjerte dobbelt så meget. Jeg bed mig i læben da døren åbnede sig. Jeg kiggede på den utrolig naturlige væsen foran mig. Hun trak mig hurtig ind i et beroligende kram, og der faldt de næste tårer så.

”Kathleen!” hun hev mig lidt ud, for at kigge indtrængende på mig.

”Hej” hun skubbede mig blidt ind i stuen, og efterfølgende ned i sofaen. Jeg kiggede lidt befippede på hende. Hun sendte mig et smil inden hun gik igen. Jeg kunne tydelig høre at hun tændte vandet, hvilket vil sige at hun sikker var i gang med vand til teet.

”Kathleen, vil du have noget med?” hun råbte igennem lejligheden. ”Nej tak!” råbte jeg tilbage, mit blik var skift og kiggende mod det slukkede fjernsyn.

”Kathleen?” hun lagde sin hånd på min skulder, og først der fandt jeg ud af at hun var kommet tilbage. Jeg blikkede et par gange inden jeg tøvende slog blikket hen på hende.

”Ja?” peb jeg næsten lydløs. Hun kiggede bekymrede på mig inden hun lagde tre pakker på bordet foran mig.  Jeg løftede den med den rystende hånd jeg nu havde. Jeg vendte den og kiggede med tårerne rendende ned af kinderne.

”Det er tre forskellige mærker” hun lagde sin hånd på min rystende hånd. Jeg fjernede dem ved et ryst og jeg bed mig i læben.

”Men først må du svare mig på en ting” hun tog pakken fra mig og lagde den ned på bordet ved de to andre. Jeg nikkede med sammenrullede læber.

”Hvornår skulle du have haft det?” jeg tøvede, og alligevel sagde jeg ikke noget. Jeg synes det var utrolig grænseoverskridende.

”For nogle dage side” hvisket jeg næsten lydløs. Nu når man bliver konfronteret med faktorerne er der ikke meget at gøre ved det. Jeg ville stadige ønske at det hele var en dårlig drøm, men den begyndte at blive mere virkelig. Det burde egentlig skræmme livet ud af mig, men jeg var i en skinddød tilstand. Jeg registeret ikke rigtig noget.

”Og du var ikke en spor mistænkelig?” hun stak til mig, der hvor det gjorde mest ondt. ”Nej. Jeg havde så mange andre ting jeg tænkte på” denne gang var det hende til at nikke med sammenrullede læber.

”Hvad vil du gøre?” jeg rystede grædende på hovedet. ”Du kan ikke beholde det Kathleen” jeg snøftede denne gang.
”Jeg kan da heller ikke slå det ihjel” jeg bed mig i læben imens jeg løbende rystede på hovedet.

”Det er der ingen der siger Kathleen.”

 

Jeg stod med tårerne rendende ned af mine opsvulmede kinder. De tre teste havde alle sagt det præcis samme, det var endegyldig. Hvorfor skulle det være endegyldig, kunne en af dem i det mindste ikke have været anderledes.

”Kathleen hvad sagde de?” jeg skubbede testende ned i skraldespanden da hun kom ind. Hun kiggede undrende på mig, da hun tydeligt havde set det.
”Hvad laver du?” hun bevægede sig hen til mig. Jeg stod fastfrosset og bare kiggede ud i luften. ”Kathleen. Flyt dig lige” hun skubbede til mig, jeg væltet et par skridt bagud. Jeg ville have råbt og skreget da hun kiggede ned i skraldespanden. Hun vendte sit hoved og pegede først på skraldespanden og så jeg.
”Hvad skulle det til for?” hun trak den ene, den anden og til sidst den tredje op igen. Hun vendte dem og kiggede indgående på dem. Fra at hendes blik havde været undrende var den ny overrasket og en anelse forskrækket.
”Jeg…” jeg stoppede mig selv da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. For hvad skulle jeg sige? Undskyld? For det nægtede jeg, det kan godt være jeg er i chok, men ikke nok til at sige undskyld.

”Er du okay?” hun trak mine hænder til sig. Hun klemte dem efterfølgende blidt og vi begge kiggede hen på dem.

”Det kan virkelig ikke passe, Danielle!” hulkede jeg, jeg faldt grædende sammen efterfølgende.

”Hvad vil du gøre?” jeg bed mig i læben igen, jeg kiggede indgående på hende.

”Beholde det” sagde jeg bestemt. Hun kiggede overraskede og en anelse nervøs på mig. ”Hvad hvis Harry” jeg afbrød hende, måske en smule uforskammet.
”Harry skal intet vide!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...