Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp. Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende. Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det? Og var det ikke nok til at få nok problemer igang? - anbefales at 1'eren er læst først :-)

19Likes
19Kommentarer
7404Visninger
AA

6. Kapitel 5: Harry Styles



Hvad er jeg for et menneske?
Hvad?
Hvad er jeg for en?
Jeg stirrede stift op i loftet, i den halvtomme køje jeg lå i. Kulden der kom efter Kathleen havde vækket mig, og nu kunne jeg jo så ligge her, og have ondt af mig selv.
Og høre hvordan de andre drenge forsøgte at muntre hende op.
Jeg rullede mine læber sammen og slap dem så sukkende.
Jeg ville gerne kysses. Af Kathleen.
Men der blev jeg nok aldrig igen. Hvis jeg var Kathleen, ville jeg være ekstremt sur og skuffet, og Kathleen var bare den mest skrøbelige person i verdenen, så den sidste der ville gøre det her ved hende, burde være mig. 
Jeg burde havde passet på hende. 
Jeg satte mig op med et opgivende suk.
Hvad skulle jeg sige til hende? 

Hvis jeg fortalte om den 'aftale' jeg havde lavet med manegementet ville de jo vinde. Så ville de jo pludselig kunne styre Kathleen og jeg.
Alle vidste det.
Og med alle mente jeg drengene, crewet, holdet.
Dem allesammen. Bortset fra Kathleen. Selvfølgelig havde jeg dårlig samvittighed, men jeg kunne bare ikke fortælle hende det.
Vredt tog jeg min telefon fra natbordet og kylede den ned i jorden.
Selvfølgelig var deres plan, at Kathleen og jeg ville blive uvenner, også ville det mest oplagte være at vi slog op.
Pisse ligeglad med at min telefon kunne være blevet smadret, rejste jeg mig hidsigt op.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre!?
Ind af døren braste en chokeret Niall.
"Harry? Er du okay?"
Jeg kiggede vredt på ham. Jeg følte mig som en arrig hund.
"Nej! Niall bare gå!" Råbte jeg.
Niall så en anelse forskrækket ud, men alligevel lukkede han døren, og trådte længere ind i værelset.
"Harry..." Han rystede lidt på hovedet. "Du gør det sværere for dig selv, nu."
Jeg lagde armene over kors. "Du mener måske at jeg burde fortælle hende det? Bare så hun kan blive vred over, at jeg ikke har gjort noget ved det?" "Vi ved begge to godt, at i bliver såret uanset hvad. Kathleen er brudt helt sammen efter igår. Det var hendes første koncert. Første!"
Jeg bed mig hårdt i underlæben. Det kunne ikke gå.
"Men jeg kan ikke fortælle hende det. Det gør ondt, at lade nogen styre vores forhold."
"Men det er jo det de gør. Når du ignorerer hende i 5 timer igår, og tilmeld får et udbrud nu, styrer de DIF jo. Tænk over det."
Han åbnede døren og gik.
Et hidsigt hyl røg ud af mig. Narrøve. Idioter.
Da jeg kiggede hen på døren igen, så jeg en noget videre fortabt Kathleen stirre på mig. Jeg kendte det blik.
Hun var bange for mig.
Hun stirrede bare helt nervøst på mig. "Kathleen," hviskede jeg.
Jeg følte vi var tilbage i de gamle dage, hvor vi skulle kæmpe for at være sammen. Men denne gang kæmpede vi imod hinanden.
Hun rykkede et par gange i sin kæbe.
"Jeg skulle faktisk bare børste tænder," hviskede hun spinkelt. Hun føg hurtigt forbi mig, og ind på det toilet vi havde på vores værelse.
Temmelig luksus faktisk, men det var den del af, at vi havde fået værelset også.
Få minutter efter kom hun ud igen.
Hun skænkede mig ikke et blik, da hun hurtigt smuttede ud af værelset igen.
Jeg sukkede dybt.
Var det bare det? Skulle jeg fortælle hende det?
Jeg fik lynhurtigt noget tøj på, og gik ind i vores lokale hvor vi var når det var dag.
Kathleen sad med et udtryksløst blik i ansigtet, imellem Louis og Niall der forsøgte at komme i kontakt med hende.
Og Liam sad med sin telefon i hænderne, på den anden sofa.
Der sprang den. Jeg kunne slet ikke holde ham ud længere.
"Hvad fanden er det du laver på den telefon?!" Råbte jeg af ham.
Hurtigt fik jeg alt opmærksomheden i lokalet.
Liam kiggede flabet op på mig. "Jeg tror der er nogle andre ting, som du skal tænke på, Harry."
Jeg stegte af raseri. "Jeg syntes ikke du skal tale til mig på den måde! Kom så, giv mig den!" Je rakte ud efter hans mobil, men han lagde den væk. 
Satte sig på den.
"Hvad er det du ikke vil fortælle os? Stoler vi nu ikke på hinanden eller hvad?"
"Ja, det ser jo ikke sådan ud. Hvis du stolede på mig, ville du vide jeg havde styr på det."
"Styr på hvad, Liam?"
"Ja, det er jo ikke fordi du har styr på noget," skældte Louis mig. Jeg kiggede forarget hen på ham.
"Mig? Jeg forsøger bare at redde det hele," "og det går jo også bare super. Ikke? Kom vi går over og spiser."
Niall rejste sig og gik med Louis hen til bussens dør. De forsøgte at få Kathleen med, men hun havde lukket sig inde, som var hun låst i en bobbel, hvor hun hverken hørte eller så.
Sådan gjorde hun når hun var utilpas.
Liam rejste sig med et suk. 
Så smuttede han ind på sit værelse.
Der var helt, helt stille inde i bussen bagefter. 
Så gik Kathleen også.
Jeg gik ikke. 
Jeg lagde mig på gulvet.



Jeg faldt ikke ligefrem i søvn. Men jeg farede da forskrækket sammen, da en telefon ringede.
Det var ikke min eller Kathleen's.
Jeg kendte stadig Kathleen's ringetone.
Selv den savnede jeg at høre.
Der var gået 3 timer siden de gik. Der var koncert igen i aften, så de var nok igang med at forberede sig. 
Til at starte med, ignorerede jeg opkaldet. Men telefonen blev ved.
Og ved.
Og ved.
Jeg strakte hals, og fandt på den måde ud af, at det var Liam's telefon der ringede.
Med det samme blev jeg nysgerrig. Jeg rejste mig langsomt op fra gulvet, som var telefonen der lå og ringede på bordet en farlig genstand.

'A'

A ringede?
Jeg løftede øjenbrynene. Hvis jeg ville vide noget, så var det nu.
Jeg tog telefonen op, og godkendte opkaldet.
Vent, nej hvad fuck havde jeg gang i?
"Liam mus?" En lys stemme jeg aldrig i mit liv havde hørt, kaldte efter sin...
Liam mus?
Jeg rømmede mig irriteret. "Det er Harry. Liam's ven."
"Hvad? Men Liam sagde jeg skulle ringe, når jeg lige fik tid," "hvem er du?" Valgte jeg at sige.
"Hans kæreste selvfølgelig. Har han ikke fortalt det?" 
Jeg stivnede i hele kroppen. Havde Liam en kæreste?
Hvordan det?
Siden hvornår?
"Hvor længe har i været det?" Spurgte jeg hende. Hun sukkede dybt. "Vi havde et One Night stand i sidste uge."
Okay. Der holder den altså.
"Det var fint at snakke med dig, A-" jeg rynkede brynene.
Hvorfor havde han ikke engang skrevet hendes navn i kontaktbogen.
"Athena," afsluttede hun. 
"Ja, men vi ses, ikke? Godt, Hej."
Jeg skyndte mig at smide telefonen fra mig, som var det en brandvarm genstand.
Liam havde en kæreste. Så forstod jeg da bedre. Men hvorfor var han så så sur og vred hele tiden? Kunne han ikke sige noget?
"H ringede imorges," jeg farede sammen da jeg hørte en ny stemme i lokalet.
"Hun sagde også hun var hans kæreste."
Jeg kiggede langsomt hen på Kathleen, med store øjne, "h-hvad?" Stammede jeg.
Hun trak på skuldrene. "Jeg ved ikke hvad det går ud på. Jeg tør heller ikke at gætte."
Jeg nikkede sammenbidt.
Kathleen sukkede og skulle lige til at gå igen.
"Harry?" Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede. "Er du okay?"
Nej. Jeg er ikke okay.
Min bedste ven har åbenbart kærester i massetal, har One Night Stands hele tiden, og indimellem det hele, må jeg ikke engang være sammen med min kæreste, som er den eneste i den her omkreds der ikke ved det.
Jeg trak på skuldrene. Jeg hadede at skulle lyve for Kathleen.
Hadede det.
Langsomt gik hun hen til mig. "Vil du snakke med mig?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, og så med det samme hvordan hele hendes person faldt.
"Har jeg gjort noget forkert?" Da jeg kiggede på hende, for at møde hendes havblå øjne, var de fulde af tårer.
Jeg rystede på hovedet. "Det er bare mig. Undskyld. Jeg..." Jeg lagde min ene arm om mig selv. "Det er utilgiveligt. Det ved jeg."
Kathleen snøftede. "Er det fordi der var så mange andre? Vil... Skal vi ikke ses i offentligheden? Er jeg pinlig at være sammen med, Harry?" 
Jeg skyndte mig at ryste på hovedet. "Nej. Jeg er stolt af dig, Kathleen. Det var så fantastisk igår. Du kan slet ikke drømme om det."
"Men hvorfor sagde du så ikke noget? Hvad er det der stopper dig?"
Jeg tyggede hårdt på min læbe. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke fortælle hende det.
"Det..." Jeg sukkede. "Det kan jeg ikke fortælle. Undskyld," min stemme var lav og flad og jeg var helt forvirret over mig selv. Lige før var jeg splitterragende tosset, og nu var jeg på randen til tårer. Det vidste Kathleen også, og hun vidste også at det var et tegn på, at der var noget galt.
Jeg troede hun ville gå, og tænke at det var så min egen skyld, men aldrig Kathleen, og aldrig overfor mig. I stedet gik hun hen til mig og slog armene om mig.
Jeg tror faktisk at jeg græd, for jeg snøftede da jeg også trak hende til ind til mig. 
"Jeg tror på dig," hviskede hun, "du gjorde det imod din vilje. Jeg ved ikke hvad der holder dig tilbage, men det gør ondt."
"Undskyld," hikstede jeg frem. "Undskyld Kathleen."
Hun strammede sit greb om mig.
"Jeg elsker dig."
"Jeg elsker også dig... Jeg er ked af hvad jeg gjorde," hviskede jeg.
"Det... Kan vi ikke lade være med at tale om det? Jeg ved bare nu, at jeg var god deroppe, ikke?"
Jeg trak mig lidt væk fra hende, men havde stadige mine arme om hende. "Du var helt eminent fantastisk, Kathleen. Det var næsten helt pinligt da vi skulle derop bagefter."
Hun smilede lidt forsigtigt. "Det var da jer folk ville se." "Men de skiftede mening da du sang," jeg tørrede forsigtigt nogle tårer væk fra hendes kinder.
Hun trak sig ind til mig igen. "Jeg elsker dig Harry," gentog hun. 
Jeg åndede ud i hendes hovedbund. "Jeg lover det ændrer sig. Det lover jeg."


 

Også selvom det var risikabelt, gjorde jeg det alligevel.
Jeg trådte snigende ind i Kathleen's omklædningsrum, og bankede stille på væggen ved forhænget.
"Kom ind," sagde hun lavt.
Jeg trak forsigtigt forhænget fra, og fandt hende fuldt påklædt i sit scenetøj.
Jeg trak det for igen og trådte ind til hende.
"Er du sikker på det ikke er for meget?" Spurgte hun nervøst.
Jeg sendte hende et lille smil igennem spejlet. "Overhovedet ikke. Du er meget smuk."
Hun rødmede svagt, og jeg nødt at se jeg stadig havde samme påvirkning på hende.
Hun vendte sig om og kiggede op på mig. "Tak fordi du kom," hviskede hun. Igen slog hun armene om mig.
Det stak i min mave igen. Jeg var blevet sammen med hende i bussen siden vi snakkede sammen. Hun var slet ikke genert eller bange for mig længere. Dog var hun lidt nervøs, da vi talte om mit udbrud imorges, og igen måtte jeg flovt sige undskyld.
Det var ikke fair. 
Men vi var begge to meget nervøse for Liam. Liam gik indelukket med sig selv, og snakkede kun en enkelt gang med os. Det var nærmest helt sjældent, at han smilede.
Kun når han snakkede med Hanna og Athena, der åbenbart var hans One Night Stand kærester.
Jeg fik gåsehud, og følte mig utilpas, bare ved at tænke på det.
Og igen senere i aften, var jeg nødt til at ignorere hende, men jeg ville ikke gøre det lige så slemt, som igår. Måske jeg kunne nøjes med at sende hende et smil, på trods af at Paul havde sagt jeg gjorde det helt perfekt igår.
Jeg bestemte selv hvad der var perfekt for mig. Ikke den idiot.
"Selv tak," sagde jeg og kyssede hende i hovedbunden. 
"Hvorfor selv tak?" Spurgte hun forvirret.
Jeg rødmede lidt. "Tak for at være dig," sagde jeg stille og aede hendes kind.
Hun rødmede også selv. 
Hun vendte sig om igen. 
"Gjorde jeg det fint nok igår?" Spurgte hun usikkert.
"Det var helt helt perfekt. Du lignede en rutineret superstjerne. Det var så fint, Kathleen" jeg kyssede hendes kind bagfra. 
"Men hvad hvis nu jeg laver en fejl? Eller glemmer ordene? Igår var jeg lige ved at græde."
Det kan jeg godt huske. Midt i den af hendes sange der var alle mest fantastisk, den hun selv havde skrevet sidste år på campen, var hun lige ved at miste sit ordforråd, og lige ved at græde.
Det havde også været hårdt for hende at indspille den, men heldigvis hjalp hendes mor os.
Hendes mor, Joanna havde gjort mere end nok for os begge, selvom hun før havde gjort utilgivelige ting.
Men det lod til, at være ovre nu. Det hele var ihvertfald blevet meget bedre, siden Kathleen's forældre var flyttet sammen igen.
Nu følte Kathleen sig endelig som et medlem af en familie.
"Selv hvis du laver en fejl, ville netop fordi du laver den blive rigtig. Sådan er det med kunstneren," sagde jeg med et lille smil. "Men jeg er jo bare opvarmeren," sagde hun rystende. Jeg lagde mine hænder på hendes overarme, og lod mine tommelfingre forsigtigt køre frem og tilbage.
"Du er den dygtigste opvarmer vi nogensinde har haft. Og den mest smukkeste."
Hun kiggede forlegent ned i jorden, og jeg vendte hende forsigtigt om.
"Bare gør som du altid gør, Kathleen. Så går intet galt, det lover jeg."
Hun smilede til mig. "Tak," hviskede hun. Hun rullede sine læber sammen.
"Men jeg må indrømme, at jeg også havde brug for den her opbakning igår."
Jeg kiggede ned i jorden, og gav slip på hende. Igen gled den dårlige samvittighed ind over mig som en mørk, våd sky.
"Undskyld," hun tog ordene ud af munden på mig. "Det var ikke meningen at gøre dig trist," hun løftede mit blik. Jeg mødte hendes store nysgerrige blå øjne, jeg igen og igen var blevet dybt forelsket i.
"Du har ret, Kathleen. Men det viste os hvor stærk du var, at du gik ud og gjorde det, selvom du var ufatteligt nervøs." 
Hun smilede lidt for sig selv. "Jeg bliver nok nødt til at gå derud nu. Få fat i en mikrofon."
Jeg nikkede. Hun havde ret. Endnu engang. Jeg tog hendes hænder i mine. "Husk jeg elsker dig," hviskede jeg. Jeg kyssede igen hendes kind, men hun var hurtigere til at fange mine læber med sine.
Det var en befrielse, endelig at opleve et kys igen. Hun trak sig lidt væk og gav mig så et lille hurtigt kys bagefter.
"Jeg elsker også dig. Tak Harry," hun klemte mine hænder, inden hun gav slip og forsvandt ud af omklædningsrummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...