Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp. Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende. Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det? Og var det ikke nok til at få nok problemer igang? - anbefales at 1'eren er læst først :-)

19Likes
19Kommentarer
7548Visninger
AA

5. Kapitel 4: Kathleen Beck


 

Jeg vågnede af nogle stemmer over mig. jeg gned mig efterfølgende i øjet imens jeg udstødte et surt støn, hvem var det der snakkede så forfærdelige højt. Jeg åbnede missende med øjnene imens jeg kiggede på to skikkelsligne drenge. Jeg blikkede et par gange mere for at få blikket til at blive bedre. Denne gang kiggede jeg på Louis og Niall, hvor var Harry?

”Kan i ikke være stille” jeg kiggede muggen på dem, deres grin formede sig på deres læber. Hvad synes de der er sjovt i det?

”Kathleen. Vi er her, og vi skal af sted” jeg sukkede surt imens jeg smed benene ud over sofaen. Jeg kunne ikke lade være med at kiggede surt på dem da jeg rejste mig. Hvorfor havde de så meget energi? Det er næsten til at brække sig over. Har jeg sagt jeg er morgensur?

”Hvor er de andre” jeg bevægede mig hen mod døren imens jeg skubbede den op. Drengene kiggede indgående på hinanden, var der noget de holdte for mig.

”Louis!” jeg vendte mig halvt om imens jeg trådte ud af døren. Louis bed sig nervøs i læben. ”Liam er ikke til at finde. Harry sidder og snakker med Paul” Louis afsluttet hans sætning. Niall startede på hans. ”Vi ved ikke hvad noget af det her går ud på” Niall skubbede mig blidt hen mod koncertsalen. Jeg bed mig nervøs i læben, havde jeg gjort noget galt siden Harry snakker med Paul.

”Glæder du dig til i aften, Kathy” Louis skubbede blidt til min skulder imens vi bevægede os med lange skridt hen mod døren. Skrigene der kom fra drengenes fans var ikke til at klare, de havde virkelig en forfærdelig lyd, men alligevel en smuk klang i det. Jeg kunne næsten regne med hvordan det var at se et glimt af sine store idoler. Jeg ved heller ikke hvordan jeg ville have haft det, men nok i form af hvordan pigerne lød.
”Nej. Jeg er bange” Niall trak mig ind til sig imens vi gik videre. Jeg rystede denne gang af ren og skær af skræk.
”Det skal du ikke være Kathleen. Du er fantastisk sanger, og ikke mindst person” han lagde et kys på mit hår. Flere skrig som nok mindede mere om hvin kunne høres, og det fik os alle til at grine inderlig.

”Hvad så hvis de ikke kan lide mig – de er jo kommet for jer” Niall klemte blidt min arm imens han rystede på hovedet. Louis åbnede døren og Niall skubbede mig ind, jeg var stadige utrolig nervøs, og det hjalp ikke at deres fans allerede var mødt op, det gjorde næsten helt ondt at tænke på.

”De vil elske dig, ligesom vi gør” Louis kyssede blidt min kind imens jeg fik en lyserød farve. Jeg rystede bare på hoved, de var søde. Men de behøvede ikke at lyve yderligere ind højst nødvendig.

”Det tro jeg ikke på” jeg stammede nervøs. Et par arme blev lagt omkring min talje. Jeg måtte ærlig indrømme at jeg troede det var Harry, men det var det ikke, det var Niall. Nialls arme strammede sig hurtig til et baglænds kram. Niall fik viskede hvor jeg skulle gå hen, og det gjorde jeg så også. Harry havde jeg stadige ikke set noget til, og det gjorde mig faktisk en anelse mere nervøs. Tænk hvis han ikke fandt mig, tænk hvis jeg skulle gå på scenen uden egentlig at få den optimale opbakning jeg vidste jeg havde brug for. Jeg kiggede mig nysgerrige omkring mig da jeg endelig var nåede hen til min endestation.

Jeg kunne ikke fatte at jeg var nåede her til, her hvor jeg var nåede til. Jeg bed mig genert i kinden da jeg hørte min navn bag mig.

”Kathleen Beck, er det dig?” jeg vente mig tøvende om inden jeg kiggede på en ældre kvinde. Jeg nikkede med sammenrullede læber, hvad skulle jeg ellers sige.

”Det er mig” jeg peb efter en længere pause hvor hun bare havde stået og ventet utålmodigt på mig.

”Skønt, gider du følge med mig” hun ventede ikke på svaret inden hun gik hen mod et af rummende. Jeg trippede hurtig efter hende imens jeg kiggede til siderne. Jeg ville gerne snakke med Harry, bare lige før jeg skulle op. Han kunne berolige mig, og jeg var bange for at jeg var for nervøs nu.

”Vi ligger bare en naturlig makeup til dig” hun dirigeret mig hen til sminkebordet og stolen dertil.  Jeg skubbede mig op på stolen imens jeg nikkede uden nogle form for lyd. Hvis det var op til mig, havde jeg bare lade være med at tage noget makeup på, men det gik åbenbart ikke.

”Glæder du dig?” hun sendte mig et smil igennem spejlet. Jeg bed mig frustreret i læben. Jeg rystede på hovedet, hvorfor bliver alle ved med at spørge om det. For det første var det min første gang på en scene foran flere tusind mennesker, og for det andet var jeg bange for at min stemme ville svigte mig.

”Hvorfor dog ikke?” hun skubbede mine sammenrullede læber fra hinanden. Hun sendte mig et trygt smil, men jeg kunne da bare ikke sige det til andre. Folk må da tro at jeg har nogle skruer løse.

”Det er en længere historie” jeg nikkede en anelse anerkende på hovedet, hvilket fik hende til at sukke trættende. ”Kathleen, sid stille” jeg kiggede ind i spejlet inden jeg peb svarede igen. Jeg måtte lære at styre mine nervøse træk.

 

 

Jeg strammede grebet om mikrofonen imens jeg kom gående ind på scenen. Jeg måtte blikke et par gange inden jeg kunne se igennem de skarpe spotlight der bare forfulgte mig. Jeg trak vejret dybt, jeg holdte min uregelmæssige vejrtrækninger helt i bund. Jeg var bange for at deres fans ville dømme mig på min indtrædelse af scenen.

”Hvordan har i det i aften?!” min stemme lød utrolig nok kontrollerende, men det var jeg ikke. jeg prøvede bare så godt jeg kunne at gemme det væk.
Jeg kunne høre hvinende der kom fra publikummet af, og det fik denne gang mine nerver til at falde en smule.

Jeg måtte indrømme at jeg var skuffet på Harry, han havde ikke sagt held og lykke, som de andre havde. Faktisk havde jeg slet ikke set ham, og det gjorde mig en anelse mere irriteret. Han vidste at jeg ikke var helt tryg ved det her, i det mindste kunne han have ønskede mig tillykke. For det gør man da uanset hvad.

”Er i parate?!” min stemme var denne gang mere tydelig og kontrollerede. Jeg måtte indrømme igen at jeg denne gang følte mig en smule mere tilpas.

”Før One Direction kommer. Skal vi så ikke få varmede stemmerne op?!” jeg kunne høre hvinene. Jeg smilede denne gang mere afslappede.

”Det var det jeg tænkte” jeg gik op til stolen der stod midt på scenen, sammen med det store klaver. Drengene kunne tydelig se mig her fra og det gjorde mig nervøs, tænk hvis jeg laver en fejl.

”Er i parate!” jeg satte mikrofonen på holderen inden jeg selv satte mig på stolen, ved klaveret. ”Jeg håber i er parate” jeg lod blidt mine fingere ramme tangenterne, den kolde overflade kølede mine fugtige finger ned. Jeg trak vejret lavt men hivende. Jeg var nervøs for at jeg sang forkert, men alligevel startede jeg.

”You've got the words to change a nation, but you're biting your tongue” jeg lod min stemme ramme mikrofonen ligeså vel som mine finger ramte de rigtige tangenter. Fingrene gled langs tangenterne ligesom jeg lod min stemme ramme mikrofonen igen.

”You've spent a life time stuck in silence, afraid you'll say something wrong. If no one ever hears it how we gonna learn your song? Lyden der kom ud af min mund gjorde mig næsten helt rundtosset, jeg havde aldrig troede at min stemme ville komme til at lyde sådan, men det gjorde den alligevel.

Salen som før havde været så fyld med hvin og skrig, havde lyden forvandlet sig til den smukkeste klang af de forskellige stemmer, der sang rolig og afklarede med. Det havde jeg aldrig troede om fansene til mine bedste venner, det var alligevel uvirkelig at tænke på. At de kunne være så stille og faktisk lytte til teksten, det havde jeg ikke forventet af dem.

”So come on, come on. Come on, come on” Jeg kunne mærke hvordan min stemme ville give efter, men det ville jeg ikke have. Jeg ville gennemføre det uden at græde.

”You've got a heart as loud as lions, so why let your voice be tamed?” denne gang var salen helt stille og jeg tro bare de lyttede med. Jeg måtte indrømme at det var en unik oplevelse, jeg kan godt forstå at drengene elsker det. Det ville jeg bestemt også, og det gjorde jeg nok allerede. 

Men det er vel ikke forkert, er det?

 

 

Jeg var kommet ind i det rum drengene havde været i lige før. Det så i hvert fald sådan ud. Drengene havde ikke haft tid til at sige noget til mig, da de fik nogle andre og vigtigere instrukser. Jeg smed mig udmattede i sofaen imens jeg kiggede mod skærmen der hang her. Jeg kunne her fra se alt hvad der skete på scenen, og det var jeg faktisk glad for.

Jeg kunne ikke lade være med at gabe et lille gab da jeg kiggede op på skærmen igen. Hver gang jeg så Harry fik jeg en klump i halsen, Harry havde set mig da jeg kom tilbage fra scenen af. Harry havde bare ikke sagt noget til mig, og det skar i mit hjerte.

Var jeg for meget?

Kunne han ikke lide mig?

”Kathleen?” jeg vendte mit hoved og kiggede over på Lou, der vidst nok var deres personlige stylist. Jeg nikkede svagt og sendte hende et smil imens hun satte sig i sofaen ved siden af mig. jeg trak mine ben til mig da hun gerne skulle kunne sidde tilpas, uden nogle former for gener.

”Jeg er Lou. Deres Stylist” hun rakte mig hånden, som jeg også venlig tog i mod. Så havde jeg ret, det var deres stylist.

”Hej Lou” jeg kiggede kort på skærmen og efterfølgende fik hun min opmærksomhed, ligesom jeg havde hendes.

”Jeg må sige at jeg fik tårer i øjne” jeg kiggede undrende på hende, men med et smil. Jeg krydset mine ben så de lå ovenpå hinanden.

”Hvad?” jeg var nervøs for hendes svar. Det kunne være skidt, som det kunne være ment godt. ”Det var virkelig smukt” jeg rødmede kraftig inden jeg kiggede flovt ned i mit skød. Jeg ville ikke selv sige det, men jeg synes også at det havde været godt. Ikke for at være spor selvglad, men jeg havde virkelig troede at det ikke ville have gået nær så godt.

”Mener du det?” de få særheder jeg havde tilbage bed mig i bagpartiet igen. Jeg havde i de måneder jeg var sammen med Harry, virkelig kæmpede for at ligge dem væk, gemme dem væk i en kiste som der siges.

”Hvert ord. Kathleen, du gjorde det virkelig godt” hun lagde trygt hendes hånd på mit underlår. Jeg kiggede rødmede på hende, hvad skulle man sige?

”Det er jeg glad for. Jeg” jeg stoppede mig selv, for hvad skulle jeg ellers sige. Jeg kendte hende ikke, og jeg åbner ikke bare op for mine dybeste hemmeligheder til en hver der kommer forbi.
”Harry, var stolt” jeg kiggede ned på mine sammenrullede hænder, som lå i skødet på mig.

”Det ved jeg nu ikke Lou” denne gang var det hende til at kigge underende og mistroisk på mig. Hvad?

”Det er lige meget. Sig til drengene jeg går op i bussen igen” jeg rejste mig og Lou kiggede på mig. Hun rejste sig lidt efter, hun hev mig ind i et stort og varmt kram. Jeg stod frosset fast, hvad lavede hun? Hvorfor krammer hun mig?

”Er du sikker?” hun kiggede bekymrede på mig. Jeg nikkede med sammenrullede læber. Jeg var træt og uoplagt.

 

 

Jeg vågnede da lyset skar i mine øjne. Jeg missede muggen med øjnene imens jeg udstødte et træt gab. Jeg kiggede denne gang på Harry som lå og sov ved siden af mig. Jeg slog hurtig mine ben udover kanten, og med det samme ramte den lunde brise mine nøgne ben. Jeg hev en trøje over hovedet inden jeg listede mig igennem drengenes rum.

Jeg lå og kiggede på min telefon da jeg hørte nogle fødders gang. Jeg kiggede hen mod den halvlukkede dør. Liam stod i et par bokser, imens han kiggede ligegyldig på mig.
”Sovet godt?” Liam sagde faktisk noget til mig, hvilket overraskede mig gevaldig. ”Øh” jeg viste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, for hvad skulle jeg sige?

”det tager jeg som et måske” han trak en trøje over hovedet inden han dumpede ned i den anden sofa. Han kiggede først indtrængende på mig, inden hans telefon sagde en lyd. Jeg sukkede lydløst imens jeg lagde mig bedre til rette og inden længe sov jeg i sådan en limbo. Sådan både hvor man var vågen og sov.

”Er hun okay?” jeg kunne høre Louis stemme i baggrunden imens jeg stadige lå i limboen.

”Hun er jo bleg i ansigtet” denne gang var det Nialls stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...