Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp. Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende. Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det? Og var det ikke nok til at få nok problemer igang? - anbefales at 1'eren er læst først :-)

19Likes
20Kommentarer
7780Visninger
AA

4. Kapitel 3: Harry Styles


 

"Hvad?!" Udbrød Niall og Louis i munden på hinanden. Jeg sukkede dybt.
"Selvfølgelig glemte vi det ikke," sagde jeg så. 
Så var der stille lidt.
"Hold kæft man... Jeg troede sku på det," sagde Niall irriteret.
Kathleen kiggede ned i sit skød med et lille flovt smil. 
"Men hvorfor ville det egentlig være et problem?" Spurgte Liam ude fra siden af.
Vi vendte os alle imod ham. Det var første gang han gad at være i kontakt med os, siden vi ankom til den her turne. 
"Fordi de kun er i starten af 20'erne. De kan da ikke passe på et barn," sagde Niall forarget.
"Aha, men Louis gjorde jo det samme?" Spurgte Liam. "Det var et uheld...." Sukkede Louis.
"Så du er ikke glad for Freddie eller hvad?" Blev Liam ved. "Liam stop nu," sagde Kathleen hårdt.
"Vil du ikke bare snart genre fortælle, hvad der irriterer dig så voldsomt?" "Hvad? Der er ikke noget!" Liam fnøs. "Kom nu," sagde jeg så. "Du har ikke talt med andre end din telefon hele dagen igår."
"Og hvad så? Det bestemmer jeg vel selv? I kan da også bare få et barn, det bestemmer i jo også selv."
"Er det det du er sur over? Fordi vi jokede med det?" Spurgte Kathleen. Liam stønnede opgivende. "Hvis i elsker hinanden så højt, er det da passende at få en lille unge at se efter! Go ahead!" Liam rejste sig vredt op, og skyndte sig ind i kølerummet han sov i.
"Hold da op," mumlede Niall.
Kathleen sukkede. Ingen af os havde glemt sidste års tragedie, som netop var opstået på samme måde. Og sandheden var vel, at Liam stadig var sur på os.
Han var faktisk meget egoistisk, og meget idiotisk. 
"Nå!" Louis klappede sine hænder sammen med et smæld. "Skal vi have morgenmad?"

 

 

"Harry?" Kathleen stak hovedet ud fra sit omklædningsrum. "Er det her for meget?"
Jeg kunne mærke folks sigende blikke.
Ville jeg ignorere hende, eller svare hende?
Vent. Vidste de til det? Det gjorde de sikkert. De ventede bare på at alt det her ville gå i opløsning.
Og hvorfor var jeg så sur i det idag?
Kathleen trådte ud fra prøverummet. Hun havde et par lave mørkeblå stiletter på, med en gul kjole der var dækket af blå, lyserøde og orange blomster. Hendes lange lyse hår var slangekrøllet, og hun bar en fin makeup. 
Jeg sendte hende et lille smil. "Det er helt perfekt," sagde jeg. Hun rødmede svagt. "Men tak så," sagde hun genert. Hun vendte sig heldigvis hurtigt om igen, sikkert for at skifte tilbage.
Ingen grund til mærkelige opførelser.
"Har du set Liam?"
En af stylisterne, der netop havde fundet tøj til mig og drengene prikkede til mig.
"Liam?" Spurgte jeg med rynkede bryn. "Er han her ikke?" Spurgte jeg forvirret. Hun trak på skuldrene. "Der er ingen der har set ham siden imorges."
Det bekymrede mig faktisk lidt. Han var bare smuttet vredt fra os imorges, kun på grund af Kathleen og jeg.
"Han dukker nok op," beroligede Louis. Stylisten nikkede anspændt og smuttede væk. Mit scenetøj var ikke så ekstraordinært. De kolde dage, skulle jeg have en langærmet hvid trøje på, og de kolde en t-shirt. Så valgte jeg selv underdelen, der ligesom idag nok ville bestå af stramme jeans. Kald mig kedelig, men jeg skulle synge ikke gå catwalk. 
Jeg rystede på hovedet. Jeg var nok lidt sur på ham, og derfor bekymrede jeg mig ikke.


Da vi vågnede næste morgen, lå Kathleen og jeg helt sammenkrøllet i den store bløde dobbeltseng vi havde fået tildelt på hotellet. Vi skulle sove i de samme værelser vi sov i i bussen, som på hotellet.
Det passede mig udemærket.
For mit blik lignede det ikke hun var vågnet, men man vidste jo aldrig. 
Vores ben var flettet sammen og vores overkroppe lå tæt op af hinanden. Hun havde en af mine tynde t-shorts på, og jeg havde bar overkrop, udover mine boksershorts.
Så vi lå vel forsåvidt halvnøgne. 
Jeg førte min hånd op til hendes ansigt, og lod den ligge på siden af hendes hoved. Mine fingre gled ind i hendes hår, og jeg lod mine fingre blidt massere hendes hovedbund. Sådan skiftede jeg til at stryge hende over tindingen, massere hende og køre mine fingre igennem hendes hår.
Til sidst kunne jeg fornemme der var et smil på vej hen ad hendes læber.
"Harry," klynkede hun fnisende. 
Jeg ignorerede hendes ord, og lod istedet min hånd ligge i ro med mine fingre i hendes hår.
"Sovet godt baby?" Hviskede jeg blidt. Kuldegysningerne strøg på 0,2 hen over hele hendes krop. Den svage lyserøde farve som så så sød ud på hende dækkede hendes kinder.
"Mhm," svarede hun så. Hun var stadig ikke vant til, at ligge sådan her med mig, og vågne op til mig og mine dårlige kælenavne.
"Selvfølgelig," hviskede hun. Jeg kyssede blidt hendes pande.
"Godt," jeg strøg hende denne gang over kinden. Hun puttede sit hoved tættere ind mod min bare overkrop og sukkede dybt ud. "Hvad er klokken?" Mumlede hun.
"Jeg ved det ikke," jeg lod mine hænder glide ned af hendes ryg og lod min hånd kærtegne hendes lænd.
"Er du klar til i aften?" Hviskede jeg spændt. Første koncert på turen. Det ville blive vildt.
Hun smilede imod min brystkasse. "Ja," åndede hun. "Jeg er lidt nervøs."
"Det er jeg også." Og det var ikke engang løgn. Og det vidste hun også.
Hun løftede sit hoved fra sit gem, og kyssede blidt mit kindben. "Jeg glæder mig til at se dig på scenen," sagde hun med et smil. Jeg grinede hæst. "I lige måde da."
Hun blev hurtigt bekymret igen. "Jeg håber det kommer til at gå," sagde hun nervøst. "Bare rolig. De vil elske dig," igen kyssede jeg hendes pande. "Ikke tvivl på det."
"Jeg har jo dig, ikke?" Hviskede hun.
En sten landede i min mave. Over aftalen, som hun stadig var fuldstændig uvis om. Det gjorde både ondt i maven at skulle fortælle hende det, og at skulle lade være med det.
Jeg vidste ikke om jeg turde sige det til hende.
"Selvfølgelig. Jeg elsker dig, Kathleen," jeg strøg hende over hovedet og lod min hånd lande i hendes nakke.
"Jeg elsker også dig," svarede hun mig. Jeg rykkede ned til hende, og lod vores læber mødes i et kort kys.
Hun smilede tappert og lagde sig tæt ind til mig igen.
Lidt efter sagde hun: "Harry?"
"Mhm?"
"Jeg er lidt bekymret for Liam," hviskede hun. "Hvad har han gang i?"
Jeg havde kort sagt ikke så meget tilovers for ham. Efter sidste år havde jeg haft svært ved at stole på ham, og var stadig nervøs for at lade ham være alene med Kathleen. Tænk hvis han nu tvang hende til noget.
"Det ved jeg ikke. Ikke tænk på ham. Du har et show i aften," sagde jeg istedet. "Han tænker på sine ting, og du på dine," jeg kyssede hende blidt igen så hendes smalle overlæbe blev fanget af mine.
Hun sukkede. "Jeg skal prøve."



"Niall! Stop!" Skreg Kathleen.
"Ikke før du siger undskyld!"
"Aldrig!"
Endnu et højlydt hvin. "Idiot!"
"Ej Niall, stop før hun bliver syg!" Sagde Louis bekymret.
"Der sker ikke noget!" Niall gav hende endnu et sprøjt.
"Harry hjælp," peb hun.
Jeg kiggede op fra min telefon og hen på det mærkværdige foran mig. Niall holdte Kathleen fast nede på gulvet, og sprøjtede vand på hende med en lille legetøjspistol, imens Louis forsøgte at stoppe dem.
Normalt ville han havde været med til legen, men vi var vidst alle lidt bekymrede for Liam. Lidt bange for hvad han havde gang i.
Kathleen havde hemmelighedsfuldt fortalt mig om nogle 'piger' Louis havde talt om med hensyn til Liam. Men det lignede bare ikke ham. 
Jeg troede ikke på det.
"Nix," sagde jeg. "Du fortjener det. Giv hende lidt mere, Niall."
"Det kan du ikke mene!" Skreg hun. Lidt efter blev hun oversprøjtet i ansigtet af Niall, og hendes bitre ansigtsudtryk fik mig til at grine. Det var morsomt alligevel.
Jeg smilede med et hovedryst. Faktisk havde jeg længe tænkt over det med et barn. Hvis nu vi havde glemt det, hvad ville vi så have gjort? Beholdt barnet? Eller bortadopteret? Eller noget helt tredie?
Og ville Kathleen og jeg egentlig få børn en dag? Ville vi sidde om ti år med guldringe og børn i armene?
Det ville blive spændende at se. 
En meget høj rømmen fik os alle til at se hen på døren. Paul stod med et stresset udtryk i ansigtet. "Vi kører ud til koncertstedet om et kvarter. Bare så i ved det."
"Skal du være med, Paul?" Spurgte Niall grinende. Han gav Kathleen endnu et sprøjt. Paul grinede højlydt. "Nej tak."
Jeg var faktisk lidt muggen på ham. Paul var vores allesammens ven, og vi holdte sådan set af ham som vores personlige ven, og selvfølgelig Tour leder. Men lige nu irriterede han mig, fordi han havde sagt det om Kathleen og jeg.
Han kiggede længe på mig. Det opfattede jeg som en klar hentydning, og derfor fulgte jeg med ham ud.
"Har du snakket med hende om det?" Spurgte han, han lukkede døren til bussen i, så de andre ikke hørte det.
"Øh," sagde jeg lidt forbavset "ja. Selvfølgelig."
Jeg blev nødt til at lyve mig igennem det her. Så længe jeg kunne tage lidt afstand til Kathleen, og samtidigt blive sammen med hende, ville det her lykkedes.
"Okay. Godt. Det var bare lige det," han sendte mig et lille smil, og skyndte sig videre til næste bus.  
"Harry!" Jeg vendte mig om og så vores kære makeup artist Lou komme hen til mig med åbne arme.
"Lou!" Sagde jeg glad. Jeg lod hende trække mig ind i en omfavnelse. "Nå," sagde hun med et stort smil. "Er i klar?" Hun var som altid glad og energisk, og holdte altid meget af drengene og jeg. "Sådan nogenlunde," jeg vippede lidt med hovedet. Hun nikkede. "Det er jo først i aften." Jeg nikkede. Det ville blive godt at komme tilbage på scenen. 
"Jeg har hørt det med dig og Kathleen," sagde hun lidt lavere. Min teori var rigtig. Alle vidste det.
Eller hvad havde de egentlig hørt. "Jeg er virkelig ked af det," hun lagde sin hånd på min underarm og fjernede den igen. Jeg sukkede uden lyd. "Det er okay. Jeg forsøger."
"Du forsøger? Har du overhovedet fortalt hende det?"
Jeg rullede mine læber sammen. Kunne jeg sige det her til Lou? Eller var det for risikabelt? Ej, det kunne jeg. Lou var en af mine venner.
"Nej," sagde jeg så. "Nej?!" Udbrød hun chokeret. "Harry alle ved det! Det er et spørgsmål om tid, før en anden siger det til hende. Jeg ved du ikke vil såre hende, men måske er det her ikke en god ide," hun sænkede stemmen lidt. Jeg sukkede, "men jeg kan jo ikke bare sige til hende, at nu slår vi op, for det siger de vi skal. Jeg holder af hende, Lou." Lou rystede på hovedet. "Det ved jeg. Men lad nu være med at gøre noget dumt, Harry."
Hun sendte mig et lille smil. "Gå ind med dig. Vi kører vidst nu."
Jeg vinkede farvel til hende, og hoppede så op i bussen igen. Denne gang sad Liam oppe i en af sofaerne, imens Niall og Kathleen lå ved siden af hinanden på gulvet og sniksnakkede. Louis skrev med en. Måske hans kæreste Danielle. 
Kort efter Kathleen og jeg fandt sammen, fik Louis Danielle. De var kort sagt skabt for hinanden, selvom det var lidt synd på den måde, at Louis var blevet far med en anden kvinde end hende.
Jeg smilede over Niall og Kathleen. Niall var heldigvis ovre den dumme episode fra sidste år, og var nu nærmere blevet en bror for Kathleen. Kathleen var jo endt som enebarn, og hun betragtede nærmest Niall som en bror. Jeg var glad for hun havde det godt med os.
Jeg satte mig ved siden af Louis i sofaen.
Jeg ville ikke snage i hans ting, men jeg kunne ikke undgå at se, at han skrev med Brianna. Moren til hans søn.
"Er Freddie og Brianna ikke her i Amerika?" Spurgte jeg forsigtigt. Louis nikkede. "Jo. I Los Angeles. Der er vi om..." Han tænkte sig om. "2-3 uger." Jeg nikkede. "Skal du møde dem?" 
"De kommer til koncerten. Eller, Danielle og Freddie gør. Jeg ved ikke med Brianna endnu."
Jeg syntes det var synd for Freddie, at han ikke havde to forældre der boede sammen og passede ham som et normalt barn. Han var selvfølgelig et normalt barn, men det var bare synd at hans forældre var adskildt.
Men det havde jeg selvfølgelig ikke sagt til Louis. 
Kun til Kathleen, for jeg vidste hun var enig med mig. Og det tror jeg i grunden også Louis var.
"Jeg forsøger bare at give ham det bedste," sagde Louis slukøret. "Men det føler jeg ikke altid at jeg gør."
"Det gør du, Louis. Du er der for ham. Selv lige nu."
"Tror du det?" Spurgte Louis lidt begejstret. "Jeg ved det," jeg sendte ham et lille smil. "Du vil altid være hans far, uanset hvad."
Louis grinede lidt. "Undskyld for det igår. Du og Kathleen skal selvfølgelig ikke være forældre."
Jeg grinede også selv lidt. "Det var en dum diskution."
"Ja, for så ville jeg være blevet onkel, og det gider jeg ikke," sagde Niall nede fra gulvet, vi kiggede ned på ham. "Gad vide hvad Theo siger til det," Kathleen lagde armene over kors. Louis og jeg grinede.
For et par år siden, havde Niall's storebror Greg fået sønnen Theo. Selvfølgelig var Niall ironisk, for jeg huskede stadig dengang Theo var nyfødt, og Niall var gået rundt og været ellevild i flere uger.
Niall rystede på hovedet og hjalp Kathleen op fra gulvet. Han satte sig ved siden af mig. 
Kathleen rejste sig med hænderne sat i hofterne. 
Hun snerpede sine læber sammen. Jeg vidste hun ville ligge hen over os, og jeg håbede Louis ville gå for ellers ville jeg få den lange del.
Det gjorde han så også.
For Brianna ringede ham satme op i det øjeblik.
Jeg rykkede hurtigt ud på hans plads, og Kathleen lagde sig øjeblikkeligt ned med hovedet i mit skød, og med benene hen over Niall.
"Hvad skal det til for?" Spurgte Niall irriteret, selvfølgelig for sjov.
Kathleen grinede så hendes skuldre hoppede imod mine lår. "Jeg er træt."
"Så du vil sove?" Jeg løftede øjenbrynene og strøg hende over kinden.
Hun kiggede op på mig. "Vi er der sikkert lige om lidt," hun smilede lidt fjoget.
Så brød Liam ind, og jeg var faktisk lidt bange for hvad han ville sige:"vi er der først om 3 timer. Du kan sagtens må at hvile dig."
"Fik du ikke nok søvn i nat?" Spurgte jeg bekymret. Hun lagde armene over kors. "Nu holdte du mig jo igang, så du har intet at sige."
Niall smækkede et højt grin op, men Liam forblev tavs som før.
"Nå nå. Men jeg husker da at det var dig-" "det snakker vi ikke om igen," hun smækkede sin arm op mod mit kraveben. 
"Tysh," hun spidsede læberne.
Jeg grinede. "Nå, men så kom da her."
Jeg kunne mærke og se fra sidelinjen, at Liam blev mere forpint, da jeg selv lagde mig ned og trak Kathleen ind til mig. Niall brokkede sig kort, men flyttede så over til Liam.
Jeg kyssede først Kathleen's pande, og derefter hendes læber, inden hun puttede sig ned til mit bryst.
"Godnat," gabte hun.
Jeg grinede og strøg hende over hovedet, "godnat Kathy."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...