Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14516Visninger
AA

26. Kapitel 25: Harry Styles

Min vejrtrækning var noget nær gispende. Min ene hånd holdte om min arm, som holdte om min mund.
Hun var født. Den lille pige der have forudset så mange ting for os. Som havde Ligget i Kathleen's livmoder i 9 måneder. Hun er født.
Jeg smilede stort. Det var min pige. Min datter.
En lille stol kom trillende hen til mig fra en sygeplejerske.
Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af Kathleen, der denne gang havde sit ansigt prydet af glædestårer, og ikke smertetårer.
Det havde ramt mig så hårdt, at Kathleen havde det skidt, og at vores lille pige var på vej ud, at jeg på ingen måde havde haft overskud til at støtte hende. Og det havde virkelig virkelig skuffet mig. Jeg følte nærmest jeg havde ødelagt det hele.
Jeg skulle have været der for Kathleen, det havde jeg lovet hende. Men nu var hun her. 
Kathleen kiggede hen på mig med tårer i øjnene. "Hun er så lille," hviskede hun. Til vores begges fordele, var det stadig kun læger og jordemorderne der gik rundt herinde. Jeg ville ikke se vores familier lige nu. Jeg håbede ikke at Kathleen's forældre var sure på mig, for jeg vidste at mine forældre var skuffede.
Og jeg ville gerne holde ægteskabsløftet.
Kathleen smilede. "Er du ikke glad?" Hviskede hun op til mig. Jeg støttede min pande imod hendes.
"Jo. Jeg er bare så ked af, at jeg glemte dig i sidste øjeblik."
"Det gjorde du ikke. Du bliver fantastisk for hende. Præcis som du er for mig," hun trak sig væk og trak den lille baby tættere ind til sit bryst. Hendes lille krop var stadig mærket fra fostervandet, og hun så så lille og forknyt ud, lidt bange for omverdenen. Kun tryg i sin mors favn.
"H?" Spurgte Kathleen forsigtigt. "Ja min skat?" Hviskede jeg kærligt. "Hvor... Hvordan fandt du på navnet?" Hviskede hun.
Jeg rødmede lidt. "Kan du huske at jeg fortalte, at hun navnet ville komme til os, når vi så hende for første gang? Jeg tror det var det jeg mærkede."
Kathleen smilede kærligt til sin datter. "Lille Celina," hviskede hun.
Hun grinede svagt. "Hun fik dit efternavn," hun smilede stolt op til mig. "Celina Styles."
Jeg smilede forsigtigt. Der var noget i mig, der gerne ville svare hende: og det kommer du også til. Men på den anden side skulle det være en overraskelse. 
Jeg blev pludseligt nervøs. Den lille babypige der lå i Kathleen's arme, ville nok få det hårdt. Og det var vores, men ikke mindst min pligt, at den hun ville få det godt. Men jeg følte, at bare efternavnet Styles havde så meget i sig, at det ville ødelægge hende allerede før hun vidste hvad hendes navn var.
"Min lille pige... Du skal op til din far," Kathleen foldede det lille tæppe om hende strammere, og rakte hende forsigtigt over til mig.
Igen blev mine vejrtrækninger ustyrlige. Det var min lille pige. Jeg trak hende tættere ind til mig, ind til mit bryst.
Den lille lille pige. Et lille lykkeligt smil overtegnede mine læber da jeg forsigtigt lod mine fingerspidser strejfe hendes ene hånd, og derefter hendes pande. Det var fuldstændig fantastisk at se hvordan både øjenvipper og øjenbryn havde formet sig på hendes ansigt.
"Harry?" Hviskede Kathleen.
Jeg kiggede hen på hende, men jeg så hende ikke skarpt.
Kathleen grinede kærligt af mig, "ikke græd..." 
Men det var for sent. Det var ikke ligefrem fordi tårerne løb ned af kinderne på mig, men en sjælden gang imellem løb der en tåre ud fra min øjenkrog.
Jeg havde en datter. Lige i armene på mig.
Jeg fik næsten et lille chok, da den lille pige forsigtigt rørte på sig. Hun rykkede rystende på min hånd, til hendes fingre strejfede et lille hul fra knapperne i min skjorte. Jeg smilede lidt bredere og forsigtigt kærtegnede hendes kind. 
En lille halvgrædende lyd lød fra hende, hvilket fik mig til automatisk at vugge hende blidt i min favn. "Shy... Jeg er lige her..." 
Jeg kunne mærke Kathleen's lille glæde over mig.
Den lille pige faldt lidt til ro igen. Hun åbnede missende øjnene. Man kunne ikke rigtig skimte hendes øjenfarve, fordi hendes øjenlåg stadig var trætte. 
Jeg smilede blidt til hende og strøg hende forsigtigt over håret.
Mørkt hår.
Jeg kiggede smilende hen på Kathleen der nikkede stille.
Jeg rakte hende forsigtigt Celina igen, som Kathleen glædeligt tog imod og holdte tæt ind til sin favn. Man kunne på en eller anden måde se hvordan den lille stadig var mest tryg oppe hos sin mor.
"Hej," en sygeplejerske eller jordemorder eller hvad hun var, kom hen til os.
"Hvordan går det hos jer?"
"Helt perfekt," svarede Kathleen drømmende i et lavt tonelav. Jeg smilede forsigtigt. Hun klarede det. Kathleen klarede at føde hende. 
Kvinden nikkede. "Skal jeg sige noget til jeres familie? Der venter vist også jeres venner derude."
Var drengene virkelig kommet? Hold da op. Kathleen og jeg fik kort øjenkontakt.
"De må gerne komme ind." 
Kathleen sukkede. "Tak Harry," hviskede hun. Hun rakte ud efter min hånd. Jeg klemte først hendes hånd, inden jeg blidt kyssede hendes håndryg. "Undskyld Kathleen. Jeg ved ikke hvad der-" Kathleen rystede på hovedet, "du har gjort mere end jeg kan drømme om. Tak Harry." Hun smilede. "Tak for navnet, til vores fine datter."
Jeg smilede lidt genert. Jeg er far. Jeg har en datter.
"Hej!" Kathleen's mor Joanna trådte hvinende ind på stuen, efterfulgt af min mor og Robin og ikke mindst Kathleen's far Marc. Skuttede mig lidt, flov over min opførelse før.
Jeg rejste mig fra stolen jeg sad på, der blev overtaget af Kathleen's mor. Både min mor og Kathleen's susede over for at sige goddag til den lille nye, men jeg var så flov og skuffet at jeg bare frøs fast for enden af sengen.
Jeg kunne mærke Kathleen's far komme tættere og tættere på mig, hvilket fik mig til næsten at ryste. Har jeg nævnt hvor skræmmende den mand kan være?
"Hr. Beck, undskyld jeg ville gøre alt for at-" 
Men jeg blev stoppet midt i de snublende ord, for han slog bare armene om mig. Jeg tror aldrig jeg har delt sådan et kram med nogle mænd på den her måde. Jeg var for paralyseret til at kramme tilbage, men han trak sig væk fra mig, og holdte mig fast ved skuldrene.
"Tro mig, sådan var jeg også. Det skal du ikke være flov over."
Jeg så en anelse forbløffet ud. "Jeg er sikker på at du vil gøre alt for at passe på dem begge to."
Jeg var bare mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
"Men... Undskyld," peb jeg forskrækket. 
Min mor grinede henne ved Robin. "Rolig Harry. Der skete jo ikke noget."
Kathleen sendte mig et betryggende smil.
Kathleen's far gav slip på mig igen. "Men.. Okay da."
Min mor rystede på hovedet. 
"Goddag!" Ind af døren braste Louis med Danielle under armen med blomster og gaveindpakninger og hele møgeriet.
"Så er lille pigen født!" Louis kiggede med løftede øjenbryn og et stort smil på læberne rundt på os alle. 
Jeg fattede ikke han rent faktisk turde gøre sådan noget.
Kathleen grinede svagt, og holdte lidt tættere om sin nyfødte baby i armene.
"Rolig nu, Louis," Robin grinede. "Der er massere af tid."
Jeg kiggede hen på Kathleen. Åh ja. Massere af tid.

 


"Klarer du den?"
Kathleen grinede svagt. "Selvfølgelig."
Hun strøg den lille pige over hovedet og gav hende et lille kys på panden.
"Hun sover," hviskede hun. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af hende.
"Godt. Så kan du også hvile dig."
Selvom de mange humørsvingninger endelig havde fået en ende, var der stadig småskænderier. Kathleen var vågen det meste af døgnet for at amme den lille, og hver nat var jeg vågnet med hende og hjulpet hende. Det havde ført til nogle skænderier om, at jeg burde hvile mig. Men den stakkels kvinde fik jo aldrig søvn.
Kathleen smilede. "Det kan være ligemeget med mig. Hun har det godt."
"Vores lille Celina," jeg bukkede mig ned og kyssede hendes pande, som Kathleen lige havde gjort. Den første barnegråd var blevet til mange, især de efterfølgende uger, fordi hun altid havde brug for os. Både mælk fra Kathleen's bryst, men også støtte og hvile hos hver og en af os. Jeg var efterhånden ved at være lidt vant til at falde i søvn med Celina liggende hen over mit bryst, med sin hånd knyttet imod min blusekant.
Jeg smilede ved tanken. Kathleen rejste sig forsigtigt op, og gik med den lille ind i soveværelset. Lige nu sov hun i en vugge inde ved os, selvom vi selvfølgelig havde et værelse til hende. 
Det var dejligt at se Kathleen's slanke høje figur som hun gik normalt igen. Babybulen var - mærkeligt nok - væk, og hendes normale krop var tilbage. Hun nåede at tage omkring 6-7 kilo på, og vores skønne pige vejede 3300 gram. Så de små 2,5 kilo der sad på hendes krop efter graviditeten gjorde ingen skade overhovedet. Faktisk kunne man knap nok se det. Hvis man spurgte mig, var hun tynd i forvejen, og de to kilo skadede hverken mig eller Kathleen.
Hun kom smilende tilbage ind i stuen til mig.
"Mhm," hun lagde sig i sofaen på mit skød.
Jeg grinede. "Kom her."
Jeg lagde mig ned på ryggen med hovedet op mod sofaens armlæn, og lod hende ligge hen over min krop med sin flade mave imod min.
Sådan lå vi lidt i stilhed, imens jeg strøg hende over hovedet.
"Det kan godt være at jeg er glad for vores datter... Men jeg har savnet dig," hviskede hun. "Og jeg har savnet at vi kan ligge sådan her."
Jeg smilede bredt. "Det har jeg også..." Jeg kyssede hende blidt i hovedbunden.
Hun lagde sig sukkende ind til mig, og jeg kunne langsomt mærke hvordan hun blev tungere og tungere. Det mindede mig om hvordan Celina var faldet i søvn henover mig, når hun var helt smadret fra dagens små begivenheder.
Endelig var alt faldet på plads. Kort efter fødslen havde Liam og jeg fået os en lang lang snak, og det var endt med en god bjørnekrammer, også er det vist også svar nok. For det vores hovedmål i virkeligheden var, var at gøre Kathleen glad. Og Kathleen er glad, når hun sidder hjemme med mig og vores nyfødte datter.
Og det accepterede Liam. Samtidigt med, at Liam og jeg var kommet på talefod som de bedste venner vi er igen, var løftet om mit og Kathleen's ægteskab også ved at komme tættere på. Jeg havde talt rigtig meget med Kathleen's far, og det var endt med et godt bånd imellem svigerfar og søn.
Jeg var ihvertfald klar til at fri til Kathleen, og klar til at lave en rigtig familie, hvor vi alle hed det samme.
"Jeg så hendes øjne idag," mumlede Kathleen.
Jeg troede faktisk hun sov, så jeg blev lidt forskrækket.
Celina havde været hos os i 4 uger, en hel måned. Hun havde været så forfærdelig dejlig at beskytte og passe på. Jeg var så stolt over hende. Hun var min lille pige. 
Så nu var den mørkeblå fødsel farve efterhånden væk fra hendes regnbuehinder.
Hun var allerede begyndt at smile og bevæge sine små hænder og fødder. Ikke i et stort og vildt omfang, men hun var i live. Hun betød jo alt for Kathleen og jeg.
Jeg havde lagt mærke til de fineste små smilehuller i hendes kinder. Kathleen var blevet ellevild da hun havde set det, for det var helt klart noget hun havde fra mig. Hendes hårfarve var sværere at kategorisere. Men det var vel en lysebrun blanding af Kathleen's lyse hår og mit mørke.
"Ja?" Spurgte jeg begejstret. Jeg måtte indrømme, at jeg havde været dårlig til at se hendes øjenfarve, selvom jeg havde brugt 28 dage uafbrudt sammen med hende. 
Havde hun fået mine grønne strålende øjne, eller Kathleen's små-turkise smukke blå øjne?
Kathleen smilede.
"Vil du ikke sige det?" Jeg kiggede ned på hende.
Hun fnes, "jo. Åh..."
Hun lagde sit hoved tættere ind til mit bryst. "Du... Det var det eneste jeg ønskede mig..." Hendes stemme blev let grødet. "Det eneste jeg ønskede mig var, at hun fik dine øjne. Og det gjorde hun. Dine smukke grønne øjne," hviskede hun spinkelt. Jeg trillede hende ned fra mig, så vi kom til at ligge med front imod hinanden i sofaen. 
"Fantastisk," hviskede jeg. "Hun er så smuk," hviskede Kathleen, hun snøftede lavt.
Jeg smilede skævt til hende. "Men hun har din mund. Lille og fin." Kathleen grinede hjerteligt.
"Hun er vores, Harry... Det er ingen i hele verden der er i tvivl om det. Ikke når hun ligner dig så meget."
Jeg kyssede blidt hendes pande, "det er der heller ikke nogen der skal være i tvivl om. Jeg håber hun får det godt hos os," hviskede jeg.
Kathleen smilede. "Hun elsker dig. Og jeg elsker dig. Du er hendes far, selvfølgelig vil hun ikke have andre end dig," hun møvede sig op til mit ansigt, så vi fik øjenkontakt.
"Og jeg er så glad for, at det lige netop er dig der er hendes far. Der er ingen andre end dig der ville passe så godt på hende som dig," hun kærtegnede blidt min kind.
"Jeg elsker dig," sagde jeg bare. "Og jeg elsker Celina Lilly Styles," sagde jeg efterfølgende. Jeg elskede at sige hendes navn. Hun var en pige, med det smukkeste navn man kunne få.
Og den pige med den mest smukkeste mor. 
Kathleen smilede stort.
"Tak Harry. For at være den mest fantastiske mand."
Jeg rødmede. Jeg var blevet kaldt flot, smuk, ja alt pænt her i verdenen men nu var jeg blevet far, og jeg var stadig den perfekte mand for Kathleen. Og det var det eneste jeg ville.
Hun og Celina var de eneste, der virkelig betød noget for mig.
"Selv tak. Hvil dig nu, du har brug for det."
"Hvad hvis hun vågner?" Spurgte hun nervøst.
"Så er jeg her."
Kathleen lagde sig ind til mig med et smil.
"Det er du jo."
Jeg smilede for mig selv. I denne uge var det præcis ét år og 2 måneder siden vi blev kærester. Og det skulle fejres på en helt speciel måde. Kathleen vidste endnu ikke, at jeg havde booket tante Gemma til at være babysitter, imens vi to skulle snakke lidt med hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...