Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14490Visninger
AA

22. Kapitel 21: Harry Styles

Jeg mukkede surt. Jeg forstod da godt at det skulle siges, og man kunne da også se det på hende!
Jeg mener, når hendes mave efterhånden var blevet så stor, var en koloenorm trøje ikke nok længere!
Jeg sukkede irriteret.
Så måtte vi tage det på den hårde måde. Især fordi jeg ville have flere ting klaret.
Jeg ignorerede hendes stille grød som hun sad der på sengen, og bukkede mig stedet ned over vores kuffert.
Vi ville vende tilbage til England om 2 uger, på vores sidste del af turen.
Jeg sank en klump. Uge 30, var Kathleen endt i. Og det betød, at hun have termin om 10 uger. Måske var jeg blevet far om 8 uger.
Det var vildt at tænke på. Jeg ville så gerne møde den lille pige der gemte sig i maven, og gav os et lille spark engang imellem. Jeg ville ikke navngive hende, indtil hun var født. Det syntes jeg passede.
Jeg fandt nederst i kufferten en hvid trøje.
Det var en graviditetsbluse jeg havde købt til Kathleen for et stykke tid siden. Men den passede ikke dengang. Men den ville passe nu. 
Den ville sidde stramt på hende.
Som i alle-og-enhver-ville-kunne-se-hendes-gravide-mave-i-en-5km-radius.
Som i, at det ikke kunne skjules på nogen måde.
"Tag den på," jeg kastede den hen til hende.
"Hva?" Stammede hun. "Tag den på," sagde jeg sammenbidt og hårdt.
Hun sank en klump, men spurgte ikke mere ind til det. Hun hev trøjen af, så den runde mave kom til syne.
Eftersom hun var noget uge 30, var der sket et par ting. For det første, havde hendes mave vokset for fuld kraft. Endnu ikke var hun ligeså stor som andre i hendes uge, men man kunne se der ikke var langt til fødsels, i forhold til hvordan hun så ud, helt til at starte med. I mange uger var det blot en lille bule, men nu så hendes mave rigtig gravid ud, tilmeld var hendes navle poppet ud, som den jo gjorde i løbet af ugerne 20-30.
Da hun havde hevet trøjen helt over, kunne man tydeligt se hvordan hun så gravid ud, og også navlen kunne man skimte ud igennem stoffet.
"Harry," stammede hun, helt forundret over hvordan hun så ud i stramt tøj.
"Hvad skulle det her til for?"
"Vi skal ud."
"Hvad?! Nej! Ikke sådan her!"
"Ville du ikke vise det?"
Vi stirrede intenst på hinanden. Mig ind i hendes blå, og hendes ind i mine grønne.
"Det kan jeg ikke."
"Men du havde ret. Du kan ikke skjule det mere om to ugers tid, hvis din mave vokser som den allerede har gjort."
Både barnet, men også Kathleen havde taget nogle kilo på, de sidste par uger. Kathleen's lænd og ryg var også blevet skubbet mere tilbage, og hendes mave frem.
Men stadig var hendes mave ikke højgravid.
Endnu.
Hun sukkede. "Hvad vil du da gøre?"
Jeg lagde mine arme over kors. "Sige det, så er det ude af verdenen. Du og barnet ville også have det bedre, hvis i ikke skal rejse og arbejde og synge hele tiden."
Hun nikkede. "Som i nu?"
Jeg nikkede.
Hun rejste sig, og jeg blev næsten også helt overvældet over hendes udseende.
Altså, jeg havde da ligget ved siden af hende hver nat, og også holdt om hende og maven. Jeg kunne ikke lade være, men jeg ville bare have at de begge to havde det godt. 
Men jeg havde aldrig set hende i stramt tøj. Jeg bed mig i læben. Det føltes så forkert, og samtidigt så fantastisk.
Jeg tog fat i hendes hænder. "Undskyld. Jeg ville ikke råbe af dig," hviskede jeg. Jeg kyssede hendes pande. Selv mig var det beroligende for, at vide at jeg blev hos hende. Det føltes rigtigt. Som en familie.
Hun sukkede. "Er det her virkelig nødvendigt?" Hun lod sin hånd glide hen af sin mave. Jeg nikkede. "Og undskyld fordi jeg sagde dig imod. Du har ret, enhver kvinde skal vise sit barn frem, uanset om det endnu er ufødt," jeg strøg blidt hendes håndrygge.
"Undskyld," peb hun. "Vi... Det ved jeg ikke..."
Jeg trak hende ind til mig, kunne mærke hendes mave ramme min overkrop før alt andet, inden jeg snusede hendes duft til mig.
"Lad os så få det sagt."
Og med de ord gik vi ud af vores værelse, og videre ned af gangen. 
Kathleen så overhovedet ikke nervøs ud, da vi langsomt nærmede os mødelokalerne, hvor lederne arbejdede.
Det havde givet hende utrolig meget selvtillid, at være kommende mor. Så meget, at hun nærmest overskyggede mig.
Hun sank dog en klump. "Er det ikke det første man kan se, når vi træder ind?" Spurgte hun lavt.
"Jo. Men vi har ret til at gøre hvad vi vil."
Vi havde klaret at være væk fra hinanden de sidste par uger. Vi havde da hinanden i aften og nattetimerne, og også morgentimerne, hvor jeg hjalp Kathleen igennem.
Vores stylister havde også efterhånden fået det at vide, for da Kathleen's scenetøj ikke passede længere, fordi hendes mave blev større, var vi nødt til at sige det, så de kunne lave noget løst, dækkende tøj.
Hun flettede vores fingre sammen, og gik så som den første ind i lokalet.
I lokalet sad Paul, og to andre mænd, jeg ikke vidste hvad hed.
Paul kiggede først på Kathleen også jeg.
"Ja?"
Kathleen smilede stolt. "Vi har noget at fortælle," hun kiggede smilende op på mig, der stirrede på Paul der stirrede på mig.
Jeg lyste op i et bredt smil.
"Ja vi har. Vil du sige det, Kathleen?"
"Meget gerne," sagde hun og gav min hånd et klem. "Harry og jeg skal være forældre," hun lod en hånd stryge sin mave. "Her i september, vi skal have en lille pige," hun smilede bredt over ordene, og holdte stramt om min hånd. Jeg var også lidt nervøs.
Hvad ville de gøre nu?
Paul var ved at vælte med fra stolen, og de andre to lignede nogle der troede det var løgn.
"Virkelig?" Spurgte Paul chokeret.
"Det er sandt," sagde jeg og lagde en arm om Kathleen. "Vi venter os en lille pige," jeg smilede skævt og forsigtigt.
"Men siden hvornår!? Vi er jo i juli!"
Kathleen nikkede. "Siden januar, inden turnéen startede. Vi vidste det bare ikke dengang," hun klemte min hånd.
"Men hvorfor sagde i ikke noget!? I skulle da ikke med på turen!"
"Og hvad havde du så gjort?" Spurgte jeg hårdt. "Smidt os ud?"
"Det er det jeg bliver nødt til at gøre nu."
"Nej!" Kathleen viklede sig fri fra mig. "Ikke Harry. Please, det er mig der bærer barnet, ikke ham," igen gled mit blik ned til hendes mave, der var frit synlig i trøjen.
Paul kiggede som hypnotiseret på hende.
"Jeg forstår det ikke. Har du været gravid i så lang tid?"
Kathleen nikkede med et stort flabet smil. "Og der er ikke længe til hun ankommer," hun flettede vores fingre sammen.
"Men det..." Paul tog fat i telefonen på bordet. "Det bliver jeg nødt til at-" "nej!" Råbte jeg hårdt af ham.
Jeg gav slip på Kathleen, og hev vredt telefonen ud af hånden på ham, og smækkede den ned i bordet.
"Det er dig vi vil tale med! Nu har du de sidste 7-8 måneder forsøgt at adskille os, og det blev det stik modsatte resultat. Hvad vil du gøre?"
Han stirrede skræmt op på mig. "Harry i kan ikke få et barn, i er på turne, og vi er ved at planlægge den næste allerede!"
"Lad dem nu tage hjem!"
Bag os lød en ny stemme, som fik alle til at dreje sig i sædet.
Liam stod med et protestantisk blik. "Lad være! De fortjener det, du aner ikke hvor meget de har været igennem."
Jeg kunne ikke finde ud af, om det her var en af de samme fælder han lavede, eller om han ville gentage sidste års heltegerning.
Jeg gik langsomt hen til Kathleen der stod med et chokeret forvirret blik hen imod ham.
Jeg tog fat om hendes hænder.
"Gå ud til drengene," hviskede jeg i hendes pande.
"Nu?"
"Ja," mine ord var åndende, imod hendes hoved, men hun gjorde som jeg sagde.
Hun skyndte sig ud af lokalet, og efterlod Liam og jeg inde ved mændende.
"Kathleen skal have lov til at tage hjem. Og også Harry."
Jeg kiggede forundret på ham.
Siden hvornår var han på min side?
Mændende ignorerede ham dog blankt.
"Hvad tænker du på Harry?! Du kan ikke blive far her og nu! Du har en karriere igang!"
Jeg lagde armene over kors. "Vi har vel lov til at få et barn når vi ønsker det. Og jeg husker ikke, at vi har fået at vide vi ikke måtte."
"Harry det er ikke en leg, det er et barn! I er alt for unge! Desuden fik i at vide, at i skulle holde jer fra hinanden. Var det ikke besked nok?"
"Fordi det ikke er en leg, har jeg retten til at tage hjem til dem og passe på dem!" Råbte jeg af ham.
"Og hvorfor skulle vi absolut skilles ad!?"
"Fordi det ødelagde dit image, okay Harry? Folk så altid dig i søgelyset, når vi fandt en du skulle være sammen med. Du får ikke nok omtale, hvis du er i et fast forhold! Og fordi i mister fokus."
"Det er da det rene pjadder! Hvis der er noget vi mister fokus af, så er det at være adskilte!"
Jeg pustede arrigt som en fugl, irriteret over hans ord.
Jeg vendte om på hælen. "Jeg har vigtigere ting at tage mig af, andet end mit image."
Så gik jeg vredt ud af lokalet og smækkede døren efter mig.
Da jeg var nået ned af gangen, mødte jeg Lou.
"Hvordan gik det?" Hun fangede lige et greb om min skulder.
Jeg kiggede træt ned på hende. Så trak jeg på skuldrene. "Bare lad være med at spørge."
Jeg vristede mig fri og gik som i en trance videre. Et ben af gangen, ned til lokalet hvor Louis og Niall sad.
Jeg ignorerede deres bekymrede blikke, og tog istedet min computer frem.
Lige nu kunne jeg ikke tænke på drengene, eller bandet, eller noget andet.
Kathleen satte sig forsigtigt ved siden af mig.
"Er du okay?" Hviskede hun. Jeg trak på skuldrene igen, og startede computeren op.
"Hvad laver du?" Spurgte hun videre.
Jeg sukkede og kiggede hen på hende.
"Stol på mig, okay?" Spurgte jeg en anelse rystende. Hun nikkede langsomt.
Forsigtigt gav hun mig et kys på kinden, men jeg opfattede det ikke rigtigt.

 

 

 

"Kathleen?"
Et par timer efter, havde Louis og Niall endelig fået lidt snak i Kathleen, og de sad nu og grinede og hyggede sig. "Vil du se?"
Jeg havde virkeligt fundet det mest perfekte.
Da Kathleen bad om et hus, fik hun et hus. Både til hende og vores pige.
Hun rejste sig langsomt op og satte sig ved siden af mig. Hun lænede sig ind over mig.
"Er det...?" Hun gispede da jeg rakte hende husets salgsopstilling.
"Men det...." Hun klikkede sig igennem billederne.
Huset havde en rummelig akustik med mursten og træ, og ikke sådan noget højteknologisk noget. Ja, der var da de nødvendige ting af god kvalitet, men det var ikke et hus som folk med en formue som min ville vælge. Den her var mere normal.
5 værelser, pladser til os alle 3 til at starte med, og selvfølgelig hvis vi en dag udvider familien.
"Virkelig?" Hviskede hun chokeret.
Hun havde tårer i øjnene. Måske hun ikke havde regnet med, at jeg ville gøre alt det her. Men så skulle hun vente til efter barnet var født. Så ville hun måske forstå det.
"Alt for jer," hviskede jeg. Hun smilede først til mig også ned til sin mave. 
Hun grinede. "Men Harry.. Det her det-"
"Hej!" Kathleen blev afbrudt af en stort smilende Liam der kom ind af døren.
"Jamen Hej," hilste Niall.
Liam grinede. "Så er den klaret!"
Han kiggede hen på os med et stort smil. Kathleen kiggede forvirret på mig, også op på ham igen.
"Hvad for noget?"
Han satte sig i sofaen overfor os, ved siden af Louis.
"Om to uger, når vi lander i England igen, skal du hjem Kathleen, og om 6 uger tager Harry hjem."
Kathleen og jeg kiggede forundret på hinanden. Om 6 uger...
Så var Kathleen i uge 36, og var nået tættere på sin termin. 
"Så hvad med turnéen? Den skulle jo slutte når Kathleen var i uge 39," spurgte Louis forvirret.
"De koncerter bliver aflyst."
Louis og Niall kiggede på hinanden.
"Men det... Det er vel bare godt," sagde de lidt fortumlede.
"Og hvad med bandet?" Kathleen kiggede rundt på os alle.
Liam smilede til hende, men for første gang var jeg ikke nervøs over det. "De har ikke lovet noget, men der bliver ingen turne næste år. Til gengæld skal vi indspille flere sange end vi allerede gør."
Og jeg ville sagtens kunne indspille et album, og passe på den lille.
Jeg lyste op i et stort smil.
Så kiggede jeg ned på huset igen.
"Hvis jeg kan få fat på det hus der inden for to uger... Lover du mig så at det er møbleret når jeg kommer hjem?" Jeg sendte Kathleen et skævt smil.
Hun grinede. "Det kan jeg."
Hun tøvede ikke et sekund, inden hun nærmest væltede mig ned og kyssede mig på læberne.
"Tusind tusind tak Liam! Hvordan gjorde du det?"
Kathleen holdte om min hals, men passede selvfølgelig på at hendes mave ikke blev klemt.
Liam smilede lidt flovt. "Jeg fortalte dem det hele. Om mig, og det med dig. Men det er ovre nu. For det jeg ville have var egentlig at du var glad, og det er du sammen med Harry. Undskyld," han kiggede på os begge.
Jeg sendte ham et lille smil. "Det er okay. Men jeg glemmer aldrig hvad du har gjort," sagde jeg en anelse skarpt.
Kathleen grinede. "Tak Liam," gentog hun. Liam nikkede.
"Og tillykke med datteren. Jeg fik aldrig sagt det."
Denne gang grinede vi allesammen.
Kathleen sukkede smilende. "Tak Harry," hviskede hun ned i min pande.
"Selv tak, min Kat."
"Kat, virkelig?"
"Mhm."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...