Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14483Visninger
AA

21. Kapitel 20. Kathleen Beck

 

Der var gået mange uger siden vi var kommet tilbage til turneen. Louis og Niall havde budt Harry og jeg velkommen med det største knus man kunne få, og jeg havde aldrig været gladere for at se dem. Selvom det havde været en fantastisk uge, så havde jeg savnet drengene.

Som de afgået uger, var min mave blevet større og større og det var snart svært at gemme den længere. Det så ikke ud til at det gik Harry synderlig meget på, men det gjorde det med mig. det skyldtes nok at jeg vidste at mine dage var talte her, hver dag der gik, hvert minut, hver time der gik blev min mave bare større.

Harry var dog hele tiden i nærheden af mig og min mave, han kunne ikke lade være med at røre den, og hver gang han gjorde det blev jeg altid rørt til tårer at jeg måtte gøre alt for ikke at stortude af lykke. Selvom det blev virkeligere og virkeligere at jeg snart skulle føde, var det stadige ikke gået op for mig. Jeg tro stadige min hjerne var sat på de første måneder af graviditeten, og ikke de sidste.

”Kathleen?” jeg vendte mig langsomt om, jo mere min mave var vokset jo langsommere var jeg blevet. Det drev mig faktisk en smule til vandvid. Jeg ville gerne være helt bevægelige som jeg plejede, men så på den anden side ville vi snart få det smukkeste datter til verden.

Navnet til barnet var nok stadige i diskussion, vi måtte nok sige at vi ikke var enig om navne og det drev os en smule til vandvid.

”Harry?” jeg lod mine hænder ligge sig blidt på min mave, sparkene fra vores datter var der bare blevet flere af. Hver gang hun sparkede, fik jeg det største og mest fjollede smil på læben.

”Jeg tænkte på noget” han trak mig hen til sofaen og satte sig efterfølgende med et lille bump. Jeg skubbede dog også ned i sofaen, men mere besværlig ind let.

”Sig frem” Harry kiggede kort på mig inden han bukkede sig ned og kyssede toppen af min runde mave.

”Vi skal jo snart finde ud…” han afbrød sig selv da et spark kunne mærkes i maven. Vi kiggede begge hurtig ned på min mave da endnu et spark kunne mærkes.
”Finde ud af hvad?” jeg fik hans halve opmærksomhed, men nu var det heller ikke fordi han havde hele min. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på vores kommende datter, de mange ting vi stadige manglede, huset der stadige ikke var fundet.

”Det der med huset” han holdte om mine kinder inden han kyssede min næsetip. Jeg udstødte dog bare et utilfreds grynt, noget han var blevet vant til at høre. Noget jeg desværre var blevet for vant til at gøre.

”Vil du heller bo i lejligheden?” han sendte mig et drillende smil. Jeg derimod hev hans hoved mod mit, lod lidenskabelig vores læber mødes i nogle små men enestående kys.

”Harry. Det har vi snakkede om” mine humørsvingerne var blevet mere kontrolleret og jeg flippede ikke nær så meget ud som jeg plejede. Jeg kan stadige huske den første uge hvor Harry ikke var blevet ofre for mine humørsvingerne, den uge var Harry helt rundt på gulvet.

”Så må du være mere koncentreret” han trak mit hoved lidt ned, og lod små kys ramme min pande. Jeg smilede dog bare flovt og en anelse akavede. Det skyldes måske at han stadige havde fat om mine kinder.

”Og det skulle komme fra dig?” jeg sendte ham et drillende smil inden jeg lagde mine hænder ovenpå Harry. Jeg kunne som altid mærke den varme berøring, de varme strømme der strømmede igennem mig.

”Det er da ikke mig der er mere interesseret i at kysse” han trak mine hænder væk, bare for at ligge dem på pladsen mellem os. Jeg smilede flovt og rødmede da også kort efter.

”Det er ikke mig der har de mest attraktive læber. Det er da forståeligt” jeg satte mine ben på hug inden jeg formodet at kravle hen til ham.

”Kathleen” Harry rødmede, som han faktisk var begyndt mere på. Jeg grinede dog hjertelig. Jeg elskede at jeg også have en effekt på ham, som han altid har haft på mig.

 

 

Drengene var kommet tilbage, hvilket inkluderet Liam også. Liam havde dog lukkede sig mere og mere indeni sig selv. Jeg måtte nok også ærligt indrømme at jeg havde utrolig dårlig smag i munden. Det kan godt være at han havde gjort nogle utilgivelig ting. Men han var trodsalt en af Harrys bedste venner, og deres venskab hang i en minimal tynd tråd – hvis man overhoved kan kalde det en tråd.

”Hvordan har de kommende forældre det?” Louis smilede stolt til os. Jo længere vi var kommet i graviditeten, jo mere havde han svært ved at gemme at han faktisk glædede sig til at blive en form for onkel. Jeg grinede dog hjertelig igen. Men mit blik skimtede kort Liam, han bed sig trist i læben inden han kiggede ned i telefonen igen. Jeg fik endnu mere dårlig samvittighed, men det ville jeg ikke vise.

”Helt fantastisk. Hendes spark bliver mere og mere tydelig” jeg kiggede smilende ned på min mave. Harry der trak mig ind til sig, og efterfølgende lagde sin ene hånd på min mave.

”Virkelig?” Louis lød glad. Jeg ved ikke, men det var som om på en måde at han fik et bedre indblik i Briannas graviditet.

Ikke at jeg forstod det, for hver graviditet er forskellige.

”Ja. Hun er allerede fantastisk” Harrys stemme rungede den stille bus. Vi kiggede alle glad på Harry.

”Tænk du er syv en halv måned fremme” Niall kunne ikke lade være med at kigge ned på min mave. Jeg kiggede også kort ned på maven inden jeg nikkede stolt. Jeg var nok allerede en stolt mor, vores barn udviklede sig normalt, det er vel det eneste en mor og far kan ønske sig for sit kommende barn.

Vores datter.

Vores kreation  

”Hun bliver bare større og større” jeg kunne ikke gemme det stolte smil, da jeg kiggede hen på Harry. Harry smilede også stolt tilbage til mig inden han lod vores finger flette sig sammen. Jeg kiggede ned på vores hænder, for en stund. Inden jeg igen kiggede rundt på Louis, Niall og Liam til sidst.

Liam kiggede tøvende på mig, Harry som strammede hans greb om min hånd. Jeg ved at Harry så at jeg kiggede på Liam og Liam kiggede på mig. Grebet om min hånd strammede sig bare mere, så jeg til sidst måtte trække hånden væk. Jeg kunne ikke lade være med at ryste den en smule, bare for at sikre sig at jeg stadige havde følelsen i min hånd.

”Kathleen” Liams ord var næsten helt lydløs. Jeg nikkede svagt imens mit hænder automatisk søgte min mave. Harry sad rimelig anspændt, men det var nok mere at han ikke havde det godt med at Liam snakkede til mig. Jeg mente dog også at alle fortjente en chance mere, ligesom jeg havde givet min mor, burde Liam også få det. Selvom det gjorde ondt, jeg var stadige ikke mentalt kommet over Liams besættelse.

”Hvad skal jeres datter hedde?” jeg kiggede stadige på Liam, og Liam blik flakkede men ente til sidst ved mig. Jeg sendte ham et lille uskyldig smil. Liams ansigtstræk forvandlede sig hurtig til en mere forpint et, det forstod jeg ikke noget af.

”Vi er ikke blevet enig om navnet. Men jeg vil gerne have hun hedder Safir” Liam kiggede hen på mig igen, og derefter Harry. Jeg kunne godt se at Liam var trist over Harry og hans venskab kun hang i en minimal tråd.

Jeg kiggede også hen på Harry der bare vrængede med ansigtet. Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule irriteret, men jeg havde lært at holde det for mig selv.

”Det er også et smukt navn” Liam fik igen min opmærksomhed, og ligeledes fik Liam også Harrys opmærksomhed. Jeg kunne mærke at Harry stadige var utrolig anspændt, han sad i hvert fald rimelig meget ude på kanten af sofaen.

”Det synes jeg også” selvom jeg nok ikke eneste inde ville indrømme det. Så kunne jeg se at Liam tøvede med at få nogle ukendte ord ud af munden. Jeg blev hevede ind til Harry, inden han lagde hans hænder på min mave igen.

Jeg smilede kort ned til min mave inden Liams ord fik mig til at miste pusten for en kort stund. ”Undskyld” jeg lod mit blik mødes Liam, og Harry, Louis og Niall sad helt stille, det var også som om de mistede pusten. Jeg havde aldrig forventet at Liam ville sige undskyld, selvom det nok var noget jeg gerne ville høre.

”Undskyld for at have været sådan” han kiggede bedrøvede på Harry og jeg. Harry og jeg kiggede først på hinanden og så over til Liam. Han skuttede sig og kiggede ned i sofabetrækket.

”Det betyder ikke noget det du siger” Harry kiggede en smule arrigt på Liam. Jeg derimod skubbede blidt min albue ind i Harrys side. Harry kiggede undrende på mig, jeg kiggede dog bare neutralt på Harry. Jeg ved ikke om det skyldtes at jeg snart skulle være mor for første gang, at jeg faktisk havde ondt af Liam. Jeg kunne næsten ikke nænne at være ond mod Liam, det ville jo ikke hjælpe særlig meget. Min datter skal vokse op uden nogle form for ubehag.

”Det er okay Liam” det var som om at luften igen blev tynd. For drengene kiggede mistroisk på mig. Jeg trak dog roligt på skulderne.

”Det er det jo ikke Kathleen. Jeg forstår godt Harry” Liam pillede ved sine negle. Jeg kiggede dog væk, hvad skulle jeg sige.

”Liam jeg gider ikke at være uvenner med nogle, især ikke når jeg snart skal være mor – til en dejlig datter” jeg vendte blikkede hen mod dem igen. Alles munde var piv åbne, men ingen lyd kom ud.

 

 

Dagen efter var ankommet og Harry og jeg sad inde på vores hotelværelse. Vi sad på sengen og bare stirrede intens på hinanden, men det var nok af forskellige årsager. Jeg kiggede på Harry fordi jeg nok inderst ind var lidt skuffet på Harry.

Han kunne da bare have tilgivet Liam, det var ikke ham det hele gik ud over. Hvis jeg kunne tilgive, hvorfor kunne han ikke.

Harry stirrede nok på mig fordi jeg havde tilgivet Liam, og en anden blanding af ubehag. Vi vidste begge at mine dage var talte, især fordi jeg ikke havde noget tøj der kunne gemme maven, det var nok også en stor del af problemet.

”Sig noget Kathleen” Harry lagde sine hænder over mine. Jeg kiggede tøvende væk, jeg var bange for hans reaktion hvis jeg sagde det. Det var nok også det der gjorde mest ondt at tænke på.

”Hvad skal jeg sige, Harry” jeg kiggede ind i hans grønne øjne. Jeg håbede inderligt at vores datter ville få den smukke farve. Og ikke mine, de var ikke nær så smukke som Harrys, de var nok mere over i det unaturlig.

”Sig hvorfor du tilgav Liam, han fortjener det ikke!” jeg kunne allerede nok godt mærke spændingerne der kom fra Harry. Jeg havde nok også udsendt nogle spændinger, for denne morgen havde ikke været som de andre. Der var en undertonede spænding mellem os, som var i gang med at blive pustede mere op.

Lige som ordsproget: at puste til ilden

”Harry, alle fortjener en ekstra chance. Var det ikke dig der sagde det først?” han tav med det samme, men ikke at det varede ved for det gjorde det ikke.

”Alle, undtagen Liam!” han skubbede sig væk og hoppede efterfølgende ud af sengen. Jeg sad bare tilbage i sengen imens Harry gik rundt i en cirkle og mumlede en masse bandeord.

Tænkt at han havde det i sig, jeg havde aldrig forventet at Harry ville eller kunne bande. Især fordi det er en forargelse i blandt Briter at bande og bruge f-ordet.

”Harry, han er en af dine bedste venner” jeg skubbede mig besværligt ud mod kanten. Denne gravide mave, var jeg faktisk ved at være en smule træt af. Bare en smule.

”Han var!” jeg tav med det samme, det havde jeg aldrig troede jeg skulle høre. ”Var?” jeg kiggede bedrøvede over til ham. Harry som nærmede sig mig med en voldsom hast. Denne gang stod han kun få centimeter fra mig, og jeg måtte ærlig sige at han så rimelig meget konfust ud. Det ville jeg godt kunne forstå, jeg havde aldrig troede jeg skulle høre de endelige ord, og slet ikke nu.

”Ja, var! Han har ikke været særlig behagelig” han satte sig på hug foran mig. Jeg kiggede nervøs på ham, hvad var hans næste trak? Det var nok det eneste der røg igennem mit hoved.

”Og det har du heller ikke været overfor Liam. Så jeg synes i står lige!” jeg vrængede ordene ud, jeg var skuffet over hans beslutning, og det kunne han også godt fornemme.

”Jeg er slet ikke i nærheden af at være på Liams niveau” jeg trak mig en smule nervøs tilbage. Det skyldte nok at Harry aldrig havde været sådan overfor mig, eller snakkede sådan om hans bedste venner.

”Jo du er Harry. Liam gjorde dumme ting, det kan vi godt blive enig om” jeg trak vejret uregelmæssigt, skyldes Harrys lille udbrud. ”Men det gjorde du også Harry! Du af alle mennesker satte ild til problemet!” Harry tav med det samme, kiggede en anelse overraskede på mig.

”I er bedste venner Harry, bedste venner! Det er ikke noget du skal tage let på!” jeg skubbede mig helt ind på sengen. Kiggede på Harry.

”Jamen. Hvis jeg skal tilgive Liam, skal han også holde sig fra dig. Fra nu af, og til evighed!” jeg åbnede chokeret min mund. Det han ikke mene.
”Det er ikke noget med DU skal tilgive ham. I skal tilgive hinanden, SAMMEN!” jeg fik med besvær rejst mig igen. Jeg sukkede irriteret inden jeg gik forbi Harry og ud på badeværelset der tilhørte vores værelse.

Jeg lagde sukkende mine hænder på vasken imens jeg måtte gøre alt for ikke at skrige. Jeg var så frustreret over at jeg havde ødelagt deres venskab, og denne gang var det helt bestemt. Jeg var den der havde skylden.

”Kathleen?” Harry lagde tøvende hans arme omkring mig om min mave. Jeg sukkede kort inden jeg lagde mit hoved tungt på hans bryst. Han stod og kiggede ind i spejlet og jeg kiggede op på ham.

”Hvad?” jeg lukkede mine øjne blidt og susede hans duft ind. Harry grinede sødt inden han plantede nogle små kys ned på mit hår. Det fik rødmen til at begynde igen.

”Jeg elsker dig” hans blide ord, gjorde mig mere blød i knæene at jeg måtte gøre alt for ikke at falde, så i stedet greb jeg bedre fat omkring hans liv.

”Jeg elsker også dig! Men Harry?” han fik mumlede et ja ned i mit hår. Hvilket bare fik det til at kilde utrolig meget.

”Hvad gør vi angående turneen?” Harry trak mig væk fra ham, fik formodet at sætte mig på pladsen mellem de to vaske. Jeg sad og dinglede med benene imens jeg kiggede afventende på ham.

”Hvad mener du?” han skubbede mine ben let fra hinanden inden han stillede sig imellem dem. Lagde hans hånd på min mave, gav min mave flere kys. Jeg grinede kort inden jeg lod mine finger glide ind i hans hår og hev hans hoved op mod mig.

”Vi, jeg kan ikke blive ved med at gemme min mave” jeg kiggede nervøs på ham. Jeg havde i lang tid tænkt på hvad min mor sagde, der var ikke noget galt med at vise min mave. Det ville jeg gerne prøve inden jeg fødte, opleve hvordan det er at folk smiler glad til en, og ikke bare fordi man er kærester med Harry Styles.

”Hvad vil du så?” jeg kunne godt mærke at han igen blev anspændt. Jeg fjernede blidt hans hænder fra min mave, bare for at lade mine finger flette sig sammen med Harrys.

”Jeg vil gerne sige det” jeg kunne se at Harry havde brug for at sunde sig, men jeg havde aldrig troede at han ville skubbe sig væk og endnu en gang gå rundt om sig selv.

”Det kan du da ikke mene!” hans stemme var oprørt imens han rev sig i hans hånd. Jeg sukkede kort, selvfølgelig mene jeg det.

”Jo Harry, de opdager det på den ene eller anden måde!” jeg skubbede mig længere ind på pladsen. Harry som var stoppede op og lænede sig op af væggen. Han kiggede arrigt på mig.
”Jeg vil ikke! Det kommer ikke dem ved!” han skreg den halvråbende. Jeg veg en smule tilbage af hans høje råb.

”Harry! Jeg vil også gerne opleve hvordan det er at kunne gå rundt uden at skulle gemme min mave!” jeg hvæsset det vredt.

”Det er ikke dig der skal gemme din mave!” min stemme dirrede denne gang af vrede og afmagt. ”Det går da også mig på!” jeg skubbede mig ned, der kom et lille bump men det var ikke det der bekymrede mig, synderlig meget.

”Hvorfor kan vi så ikke bare sige det?!” min stemme dirret af den begynde gråd. Jeg kunne ikke holde det inde længere, det var for hårdt.

”Fordi, de så vil tvinge dig hjem!” jeg bed mig i læben. ”Jeg skal jo hjem før jeg er højgravid. Det er ikke godt at rejse højgravid” jeg kunne se at det sårede Harry, men det sårede også mig.

”Men” han afbrød sig selv. Jeg kiggede ned igen.

”Jeg vil gerne sige det, Harry” halvhviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...