Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14485Visninger
AA

18. Kapitel 17: Harry Styles


Så gik der 18 uger.
4 måneder, plus 2 uger.
Januar, februar, marts og nu april.
Og så lige maj.
Den dejlige sommerluft var ved at nærme os. Varmen i Sydeuropa var ubærlig, og nogen gange var jeg simpelthen ved at falde sammen omkring den varme. Tænk hvordan Kathleen klarede det.
Kathleen havde faktisk slet ikke tid til at tænke på varmen. Hun tænkte på sig selv, på mig og på vores barn.
Og så også lige min karriere, der sikkert ville falde sammen på grund af det her.
Men det ville jo være det samme at slå barnet ihjel, som at bortadoptere det, eller bare tage på turne igen.
Familie før karriere. Det var mit nye motto.
Det var da jeg børstede tænder jeg hørte det.
Kathleen's nye album lå i top ti i England.
Så... Var det ikke også hendes egen karriere hun ødelagde?
Jo. Det måtte det.
Jeg trådte smilende ind i hotelværelset hvor Kathleen netop havde klædt sig på. Jeg kom automatisk til at smile. Hvis hun tog en stram trøje på, kunne hun på ingen måde skjule sin voksende mave. Hun var iført en hvid puffet skjorte, der gjorde hendes bule mindre at se på. Hun så kun gravid ud, hvis man vidste det. 
Hun sendte mig et overbærende smil, og lod sine hænder glide ned af hendes mave.
"Hvad tror du?" Spurgte hun.
Jeg gik hen til hende og tog hendes hænder i mine. "Det er ligegyldigt. Så længe det har det godt," jeg kyssede hendes kind.
"Ej kom nu," grinede hun, "pige eller dreng?"
Jeg smilede skævt. "Uanset hvad, er det et smukt barn. Det har du sørget for." Hendes kinder fik en dybrød farve. "Lad os komme afsted, love."
Idag skulle vi til den anden scanning. Idag ville vi få at vide, om det var en dreng eller pige der gemte sig i maven. Det var stadig surrealistisk, nu 9 uger efter hun havde fortalt mig det, at hun var gravid. Og det hjalp ikke på det, at man var begyndt at kunne se det på hende.
Vi slap ud uden Paul så os, måske fordi drengene skyggede for os. Jeg var ude at besøge nogle venner, og Kathleen ude at shoppe. Nemt.
Med sammenflettede fingre fik vi med en taxa kørt hen til en klinik hvor scanninger skulle tages. Jeg måtte indrømme at jeg var lidt nervøs for, at alt dette var ved at ske uden for England. Den engelske lægehjælp var en jeg kendte til, i forhold til den her i Spanien.
Kathleen sad med et lille smil på læben. Den bule hendes mave havde fået, var stadig så lille, at hun kun så normal ud som hun sad nu, med en puffet trøje på. Men alligevel var det nyt for mig, for det var ikke en delle, men derimod noget helt andet.
Jeg tror hun kunne mærke at jeg var lidt smånervøs, for hun strøg mig blidt over håndryggen.
Hun sendte mig et opmuntrende smil. "Jeg er sikker på det har det godt," sagde hun stille. Heldigvis var der en lille glasrude imellem os og chaufføren, så han kunne ikke høre vores samtale.
Jeg smilede forsigtigt. "Det er bare stadig uvant for mig," sagde jeg. Hun smilede lidt bredere. "18 uger..." Sukkede hun. Jeg klemte blidt hendes hånd. "4 måneder," grinede jeg, stadig helt overvældet. Hun kiggede ned af sig selv. "Det går hurtigt. Jeg er halvvejs nu."
Det havde hun ret i. Jeg nikkede. "Jeg er her, Kathleen det slutter aldrig," mine ord fik hende til at se op på mig. "Det her slutter aldrig. Du er kun halvvejs med din graviditet, men det slutter aldrig."
Hendes blik blev tænksomt fjernt, og jeg lagde en hånd imod hendes kind. "Du skulle ikke blive nervøs af mine ord. Jeg ville bare forsikre dig, at jeg aldrig går fra jer."
Det var stadig skørt for mig at tale om Kathleen som i flere personer. Men det var sandt, om 5 måneder havde hun født et barn.
Hun grinede lidt fjalet. "Selvfølgelig. Du fik mig bare til at-" 
"Så er vi her," taxachaufføren afbrød os, og rakte en hånd ud efter pengene.
Jeg rakte ham hurtigt hvad han befalte os, og gik med Kathleen igennem klinikken, og henvendte os.
Kort efter sad vi i et ventelokale.
Sukkende satte hun sig ned ved siden af mig, og holdte sin hånd imod mit lår. Jeg fik roligt fat i hendes fingre, og flettede dem sammen.
"Hvad tænkte du på?" Hviskede jeg.
Hun ventede lidt med at svare, måske hun skulle finde ordene igen.
"På om vi skulle til at gøre noget."
Gøre noget?
Jeg rømmede mig. "Altså... Fortælle det?"
Hun nikkede. "Inden det bliver for sent. Tænk hvis nogen ser det, også er det ovre. Så havde vi ikke muligheden for selv at sige det."
Jeg strøg hende over håndryggen. "Vi bliver nok nødt til at sige det, i løbet af de næste 10 uger."
"Ikke før?"
Jeg kiggede ned på hende. "Når det bliver nødvendigt."
Hun satte sig lidt bedre op. "Hvad hvis nogen opdager det? Harry vi bliver nødt til at gøre noget." Denne gang tog hun også min anden hånd i sin.
Jeg valgte ikke at svare hende. Jeg var stadig bange for at sige det højt, bange for at nogle ville dømme os til det forkerte.
Heldigvis havde vi fundet ud af det med Louis og Danielle igen, så den var reddet.
Kathleen gav slip på mine hænder med et suk.
"Jeg talte med min mor imorges."
Jeg kiggede hen på hende. "Om hvad?"
"Ja hvad tror du?" Grinede hun. Jeg smilede genert, hvilket fik hende til at grine mere.
"Hun tror det bliver en dreng," sagde hun med et smil. Jeg hævede et øjenbryn. "Hvorfor en dreng?"
Hun trak på skuldrene. "Jeg håber bare, at barnet ligner dig," sagde hun så.
Nu røg begge mine øjenbryn op. "Aha? Og hvorfor så det?" Jeg smilede drillende til hende.
Hun rødmede svagt. "Fordi du er smuk," hun kyssede min kind, og fik også mig til at rødme.
Så sad vi lidt der. 
Jeg lod mit blik glide hen igennem lokalet, hen på de andre kvinder der skulle til samme undersøgelse som os. Da jeg tænkte på Kathleen's lille bule, og så så de andres maver, følte jeg nærmest at Kathleen på ingen måde var gravid. Ja, hendes mave havde været helt flad til at starte med, og for hendes vedkommende havde hun da også fået sig en fin bule. Men de andre så bare langt mere gravide ud end hende.
Det bekymrede mig lidt, især fordi at Kathleen's desperate opkastninger var stoppet, og nu kun var det en gang imellem hun kastede op. Nu om aftenen.
Jeg åndede tungt ud, og kunne mærke nervøsiteten ramme mig igen. Selvfølgelig var der ikke noget galt.
Ihvertfald ikke med barnet. Åh, hvorfor fik vi ikke en abort?
Jeg lukke øjnene i forargelse over mine tanker. Hvem tænkte dog sådan? At slå et sundt og raskt barn ihjel? Desuden var det for sent. Barnet ville udvikle sig til ende i Kathleen's livmoder og derefter blive født. Ingen vej tilbage.
"Harry?" Kathleen kiggede bekymret på mig. "Er du... Bange for at blive genkendt?" Gættede hun. Jeg sukkede dybt. "Nej... Det..." Jeg rullede mine læber sammen.
De andre kvinder var også nået ældre end os.
"Det er bare.. De andre ser mere gravide ud end dig," sagde jeg flovt. Nu lød det bare dumt.
Hun grinede højt. "Nu skal du jo tænkte på, at ikke alle har den sammekropsbygning. Og vores barn har det jo godt." Hun smilede bredt til mig. Jeg smilede halvhjertet.
Hvis bare det havde det godt.
Jeg kiggede ned i mine hænder. "Hey. Det skal nok gå," hun drejede mit blik hen på hende.
Siden hvornår var jeg den svage i vores forhold? Det havde nærmest gjort underværker, at der nu var en der havde brug for Kathleen's støtte, en som ikke var mig. En som havde brug for det for at overleve.
Måske havde det påvirket os positivt i den sidste ende, at Kathleen var blevet gravid.
Jeg nikkede. "Ja. Undskyld, jeg er bare lidt rundtosset," jeg sendte hende et undskyldende smil, men jeg nåede ikke at få svar.
"Kathleen Beck?"
En ung læge/jordemorder stod med et bredt smil på læben og kiggede ud i venteværelset. Vi rejste os af refleks op, og fulgte med hende ind i et mørkere lokale. Denne gang var de to til stede. Måske en læge også en jordemorder?
De præsenterede sig begge to, og fik så lige en hurtig forklaring på de sidste 18 uger.
"Og dine blodprøver ser fine ud...."
Lægen bladrede nogle papirer igennem. 
Det her var faktisk utroligt nervepirrende. Kathleen var rolig da hun lagde sig på biksen og trak sin trøje op. Men det var jeg ikke. Tænk nu, hvis der havde været noget galt med de blodprøver? Hvad havde vi så gjort?
Min fulde opmærksomhed faldt imod Kathleen der rakte ud efter min hånd. Jeg fik hurtig fat i hendes, og klemte blidt hendes hånd. Nu skulle jeg ikke være nervøs, nu skulle jeg være der for hende.
Mit blik fløj op på skærmen hvor et tydeligt billede af barnet var.
Et bredt smil dukkede op på mine læber. Man kunne se hjertelydens bølger oppe i hjørnet. Barnet levede. Jeg rullede mine læber fornøjet sammen og slap dem igen.
Ej hvor vildt alligevel.
Lægen grinede. "Men det ser jo helt helt fint ud," hun lod den lille pind dreje rundt for at se på alle vinkler. "Der er bestemt intet at komme efter."
Kathleen åndede lettet ud og kiggede hen på mig med et smil. Jeg grinede lidt gurglende, og kiggede igen på skærmen. Der var det. Vores barn. I forhold til sidst, så barnet denne gang helt normalt ud. Ikke fordi det ikke havde gjort det sidst, men man kunne tydeligt se en udvikling. Det kunne man såfremt også på Kathleen.
Kathleen havde en samtale om bivirkningerne omkring graviditeten, men jordemoderen nikkede tilfredst da hun fortalte. 
"Det er normalt at kvalmen stilner af... Men nu begynder den lille jo at bevæge sig, og det vil du kunne mærke," hun kiggede først på Kathleen også mig.
Jeg nikkede forsigtigt, stadig med et smil på læben.
Kathleen smilede lidt genert ned til sin mave.
"Nå. Skal i have at vide, hvilket køn det er?" Spurgte lægen begejstret. Kathleen grinede. "Meget gerne," sagde hun muntert.
Lægen smilede lidt for sig selv. "Det er en pige. En lille lille pige," hun sendte os begge et stort smil.
Kathleen slap et lille overrasket grin ud og kiggede op på skærmen igen.
"En hun," konstaterede hun. Lægen og jordemorder grinede.
Men jeg var stadig for dybt inde i mig selv til rigtigt at opfatte det.
Det er en pige. Jeg skulle have en datter. Et hensynsløst grin røg ud af mig, hvilket fik Kathleen til at stråle i hele ansigtet. 
Vores datter havde det godt. 


"Det blev en pige!" Råbte jeg begejstret da jeg trådte ind i bussen. Niall og Louis sad med hver deres telefon inde på sofaen.
Niall fnøs. "Det siger man jo, når barnet er blevet født." Han himlede med øjnene. Jeg kiggede en anelse surt på ham - for sjov - han kunne da godt være lidt mere glad.
Louis kiggede smilende op fra sin telefon "til-" "vent en pige?!" Sagde Niall forskrækket.
Kathleen og jeg grinede. "Ja, en pige," Kathleen kiggede smilende ned af sig selv.
Niall fløj op fra sofaen og trak hende ind i et kram. "Stort tillykke!" Han gav hende et kys på kinden og gav også mig et lille kram.
Jeg havde intet imod at Niall og Louis en gang imellem kyssede hende på kinden eller i panden. De gjorde for venskab. Så længe Liam ikke gjorde det.
Louis rømmede sig. "Tillykke! Så kan Freddie jo få sig en kæreste!"
Kathleen og jeg grinede.
Niall mandede sig stolt op. "Jeg skal have en niece," drillede han. "Ja det skal jeg da også!" Sagde Louis utilfredst. Jeg var også blevet en onkel for Freddie, så jeg modsagde ham ikke.
Kathleen grinede sit lettede grin, men blev afbrudt fra en rømmen bag os.
"Hvad for en pige?"
Vi vendte os alle om imod Paul der stod og så forvirret ud i døråbningen til bussen.
"Mig," sagde Niall. "Jeg skal have en pige," han sendte Paul et kæmpe smil.
Kathleen og jeg udvekslede forvirrede blikke. Hvad havde han gang i?
Paul løftede et øjenbryn. "Men du har jo ikke nogen kæreste," "ej, den var grov!" Louis protesterede fra sofaen af.
Paul rystede på hovedet. "Jamen god fornøjelse med jeres pige," han sendte Kathleen og jeg et sidste blik inden han vendte om igen.
"Fuck," pustede Louis. "Det var tæt på."
Kathleen nikkede fastfrossent. Jeg lagde min arm om hende. "Det skal nok gå. Den samtale vi havde idag var ikke forgæves."
Louis og Niall kiggede på hinanden. "Har i tænkt jer at sige det?" Spurgte Niall.
Kathleen trak på skuldrene og satte sig ved siden af Louis der lagde en arm om hende.
"Ja. Men ikke endnu. Snart." Hun lænede sig træt tilbage i sofaen.
Jeg sank en klump. Det var tæt på. 
"Ved i at vi har en uge fri i næste uge?" Louis kiggede op på mig. Jeg kiggede tilbage på ham med løftede øjenbryn. "Virkelig?"
Han nikkede. "Måske i skulle tage tilbage til England i to."

Og det gjorde vi.

 


Kathleen sukkede dybt. Hun havde nu nået uge 19.
"Hvorfor vil du ikke?"
"Kathleen, vi skal afsted." Tvært trak jeg kufferterne med mig. 
Hun mukkede surt og fulgte efter mig. Der var sket nogle sjove ting i løbet af sidste uge. De få der vidste det på turen, os fra bandet også Lou, havde lavet nogle søde jokes omkring den lille pige Kathleen bar på. Der var ikke sket så synderligt meget med hendes udseende, faktisk var der ikke sket noget. Den lille bule forblev lille. Og det var godt.
Lige inden vi skulle afsted, havde Kathleen tigget mig om at kysse hende.
Som i at kysse hende hårdt. Og lige nu var jeg stresset, for vi havde et fly vi skulle nå.
Og nu var hun jo så sur.
Fedt.
Og hvordan ville hun egentlig kunne klare en flyvetur?
"Helt ærligt, er der noget galt med mig?" Spurgte hun nervøst.
"Nej, overhovedet ikke. Men du ved hvor stresset jeg kan blive, især når vi skal med offentlig transport."
Hun sukkede. "Okay."

 


Efter nogle lange timer i både en forvildet taxa, en langt tjek i lufthavnen, sad vi endelig i flyet, på vej hjem. Vi ville hjem, både hjem i lejligheden, og derefter hjem til vores forældre. Bare for ligesom at kunne bekræfte meddelelsen om Kathleen's graviditet.
Kathleen lod sin hånd stryge hendes mave. "Tror du det er normalt?"
Jeg kiggede træt på hende. "At hvad?"
Hun smilede genert. "At have... Ja."
Jeg rynkede panden. Hun sendte mig et af de der du-regner-det-selv-ud blikke.
Right, godt. Jeg spidsede eftertænksomt læberne.
Imorges ville hun kysses. Kysses.
At have... Havde hun sagt.
At have lyst til at kysses?
Lyst.
Jeg grinede. "Det må det da være. Vi har jo ikke gjort det siden min fødselsdag."
Hun gispede. "Virkelig? Har vi ikke haft sex i 3 måneder?" Udbrød hun.
Jeg grinede igen, "ja. Og der er stadig et par måneder igen," jeg puffede blidt til hende. Hun sank ned i stolen. "Tror du godt vi kan gøre det?"
Jeg tænkte mig lidt om. Sidst vi havde haft sex, havde hun faktisk været gravid. Og barnet var sundt og raskt. Så det kunne vi vel godt?
"Ja. Altså, sidst skete der jo intet."
Hun tænkte sig lidt om. Så kiggede hun på mig med et indlysende smil.
Jeg rystede på hovedet af hende, "jeg nægter at gøre det hjemme hos dine forældre."
Hun sukkede dybt, "du ved ikke hvor hårdt det er!"
"Nu sagde jeg jo 'vi'. Vi har ikke haft sex," jeg løftede øjenbrynene.
Igen var det mærkeligt, at hun kunne tale så åbent om det. De hormoner havde godt nok halet sig ind på hende.
Hun sukkede. "Undskyld," mumlede hun flovt.
Jeg fnes. Jeg kyssede blidt hendes hals. "Jeg sagde ikke vi skulle droppe det helt... Måske bare vente, til vi kommer hjem til os selv." Jeg mødte hendes øjne.
Hun gøs. "Ja," hviskede hun. Hun nikkede. "Tror du mine forældre er sure?"
"Nej selvfølgelig ikke! Hvorfor skulle de være det?"
"Vi er jo så unge... Og vi skal have et barn," hun kiggede ned på sin mave. "Ja, men de støtter os. Ligesom mine forældre," jeg klemte blidt hendes lår.
"Jeg lover dig de ikke er sure."

 

 

"Der er de!" 
Joannas genkendelige stemme rungede højt i gaten. Hun vimsede begejstret hen til Kathleen og jeg, med sin mand i hælene. 
"Hej mor!" Kathleen lod sine arme svinge sig om sin mor, og uddelte så kindkys til hende. Tydeligt at hun havde savnet at snakke med hende.
Joanna grinede. "Har du det godt? Har i det godt?" Hun kiggede på mig med et bredt smil. Jeg nikkede. "Det har vi. Mange tak," jeg lod Joanna også give mig et velkomst kram, imens hilste Kathleen på sin far. "Går det godt? Med det hele?" 
Jeg nikkede. "Vi har det godt. Joanna, Kathleen klarer det super flot," roste jeg. 
Kathleen fik svagt lyserøde kinder.
Joanna grinede svagt og gik igen hen til sin datter.
"Nå," Kathleen's far hilste derefter på mig. "I lyder glade," han gav også mig et kort kram.
Jeg tøvede lidt. Jeg havde altid været lidt bange for ham. Han var meget høj, også ret dominerende i sin type.
"Det er vi også," sagde jeg så. 
Jeg sendte ham et prøvende smil. "Åh, lad da være med at være nervøs!" Han grinede højt. "Men hvad med jer to?" Han sendte mig et lille smil, og fulgte efter Joanna og Kathleen ud af lufthavnen.
"Kathleen og jeg? Misforstå det ikke, Hr. Beck jeg elsker din datter," sagde jeg lige ud. Jeg turde stadig ikke kalde ham ved fornavn.
Pinligt.
Han lagde sin hånd på min skulder og fjernede den hurtigt igen. "Har du... Vil du giftes med hende?"
Hans ord fik mig til at stoppe overrasket op.
Giftes? Som i... Kathleen og Harry Styles giftes?
Jeg grinede lidt akavet. "Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt på den mulighed," sagde jeg flovt. "Men jeg ville aldrig have i sinde at forlade hende." Jeg spændte lidt i kæben. Marc lod os gå videre. "Jeg mente ikke at jeg ville have dig til at træffe den beslutning," sagde han roligt.
Jeg smilede skævt. "Jeg ville da ikke tøve med at fri til hende, den dag jeg tør tage mod til det. Jeg..."
Marc kiggede afventende på mig, med et løftet øjenbryn. Jeg lod forsigtigt mit blik ramme hans. "Jeg vil gerne bede dig om din datters hånd. Men efter barnet er født," sagde jeg.
Marc smilede. "Det skal du få."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...