Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14516Visninger
AA

17. kapitel 16. Kathleen Beck

Jeg stirrede frem og tilbage mellem Louis og Harry. Det her var gået alt for langt ud, dem der havde været bedste venner var begyndt at angribe hinanden. Jeg sukkede træt imens jeg lagde vægten over på den ene fod.
”Jeg forstår ikke hvorfor i bliver ved med det her?” jeg fik med det samme de andres opmærksomhed. Jeg smilede hen til Harry, Louis kiggede jeg bare irriteret på. De åbnede munden for bare at lukke den.

”Louis, jeg ved ikke hvorfor du er sur på Liam!” jeg lagde tvært mine arme over kors. Danielle og Louis åbnede munden på klem men intet kom ud. De flettet beskyttende fingrene sammen. De vidste tydelig ikke hvad de skulle sige, og jeg fnøs bare trættende.
”Fordi han sårer jer” han kiggede en smule nervøs på mig, og derefter Harry. Harry kiggede ned på mig, og jeg kiggede op på ham. Jeg sendte ham et rolig smil, og Harry trak mig ind til sig selv. Jeg snusede hurtig hans specielle duft ind, bare for at puste det ud lidt efter.

”Burde det ikke være jeg eller Harry der var uvenner med Liam” jeg udstødte et grynt. Det var ikke med min gode mening, men det røg bare ud af mig. De kiggede alle sammen på mig med et lille smil, måske skyldes det mit grynt.
”Men Liam er ikke fair overfor jer” Louis slap Danielle, bare for at trække mig væk fra Harry. Louis lod hans arme holde omkring mig, bare i et lille kram.
”Og Louis er du helt fair overfor Liam?” jeg kiggede smilende på ham. Louis bed sig i læben, måske kunne han også se pointen jeg prøvede at få frem.

”Er du ikke sur på Liam?” Danielle kiggede undrende på mig, jeg trak mig væk fra Louis. Jeg smilede stort til hende, imens jeg havde Harry og Louis undrende blik i nakken.

”Jeg er ikke sur på Liam. Jeg forstår ham bare ikke” Danielle trak mig hen til sig. Er jeg lige pludselig en ting de kan skubbe rundt med. Jeg satte bestemt min fod ned i jorden, og bramset bevægelsen. Hvilket fik Danielle til at kigge trist på mig. hvorfor kiggede hun sådan på mig?

”Kathleen. Jeg vil gerne snakke med dig, alene” hun kiggede nervøs på mig. Jeg bed mig tøvende i læben. Skulle jeg bare snakke med hende, eller skulle jeg bare gå.

”Okay” jeg fremstammede det nervøs inden jeg modvilligt gik med hende. Jeg var egentlig lidt skræmt over hvad hun ville sige, jeg ville i hvert fald ikke kunne klare mere kritik. Det har jeg fået nok af på denne her turne.

”Hvad vil du sige?” vi nåede hen til en bænk, hun satte sig og kiggede op på mig. Jeg kiggede modvilligt hen på bænken, inden jeg mopset satte mig ved siden af hende. Jeg foldede mine ben sammen, og lod dem hvile på bænkens tag.

”Er du sikker på du kan klare det?” vi kiggede på hinanden. Jeg bed mig tøvende og nervøs i læben. Jeg vidste at hvis jeg havde Harry, så kunne jeg – men hvad hvis vi gik fra hinanden.

”Ja” jeg kiggede ned på mine sammenrullede hænder, hvis de ikke var foldet stramt sammen ville de havde rystede utrolig meget og det var pinefuldt, både for mig men nok også Danielle.
”Du ved at du betyder utrolig meget for mig Kathleen. Jeg vil kun det bedste for dig” hun trak mit hoved op og fik mig til at kigge på hendes bekymrede ansigtstræk.

”Du kan stadige bortadoptere barnet” jeg rykkede mig hurtig, inden jeg kiggede forarget på hende. Det var da det samme som at abortere, og det kunne jeg ikke. Jeg havde aldrig set Harry være så glad, og hver gang han kiggede på min mave, fløj sommerfuglene rundt.

”Hvordan kan du sige det Danielle” jeg trak mine ben op til resten af min krop. Jeg kiggede blikkende ned mod mine knæ.

”Tænk på Harrys karriere, Kathleen” jeg drejede hoved og kiggede på Brianna der var på vej hen til os. Jeg udstødte et lav hyl, jeg var sur, jeg var skuffet. Men mest af alt var jeg såret.

”Jeg bestemmer da ikke hvad han skal gøre” Brianna var kommet helt hen til os. Hun satte sig på bordet ved os. Jeg kiggede bare denne gang den anden vej. Jeg havde slet ikke lyst til at se på hende, hun sårede mig.

”Det gør du Kathleen” Briannas stemme prydrede den utrolige trykkede stemning. Jeg kiggede tøvende hen på hende, men mit blik var undrende. Jeg bestemte da ikke, han er voksen.

”Hvordan?” jeg bed mig i læben imens jeg holdte om min mave. Benene var faldet ud over bænken og jeg var ligeglad om jeg sad dårlig. Det eneste der kørte i mit hoved var et uendelig hav af spørgsmål.

”Ved at Harry skal vælge mellem dig og barnet, eller sin karriere” jeg kunne mærke de salte tårer ramme min hånd, hvilket tydelig indikerede at jeg græd. Men hvem ville ikke det, jeg ville aldrig have Harry til at opgive sin drøm, sin karriere.
”Kathleen. Det kan godt være Harry elsker det nu, men hvad med om fem år?” både Brianna og Danielle lagde en betryggende hånd på mig. Jeg rystede voldsomt, jeg var splittet.

”Så det du siger er at jeg skal gå fra ham?” Brianna kiggede kort op i himlen, inden hun igen kiggede på mig.
”Det vil jeg bestemt råde dig til. Eller at bortadoptere barnet” hun klemte blidt min skulder. Jeg rystede hendes hånd af, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Hvad kan man overhoved gøre?

”Jeg kan ikke bortadoptere vores barn. Jeg elsker barnet” Brianna hev blidt min hoved op. Jeg kunne intet andet ind at kigge ind i hendes øjne.

”Så gå fra Harry” denne gang sad jeg bare med åben mund. Jeg troede hun ville forstå mig. Danielle derimod kiggede bare ned i sit skød.
”Jeg troede faktisk at i ville være der for os. Især dig Danielle!” jeg rejste mig skuffet op imens mine øjne lå på Danielle. Danielle kiggede overraskede på mig, jeg kiggede dog bare skuffet på hende.

”Jeg troede jeg kunne kalde dig min veninde!” jeg skreg det i ren arrighed, ligeglad om nogle hørte det. Det hele kunne da også være ligegyldig.

”Du er min veninde Kathleen. Det er derfor jeg siger som jeg siger” Danielle rejste sig op og stod denne gang ved siden af Brianna. De kiggede på hende, sendte hinanden et smil. Jeg blikkede et par gange med øjnene.

”To mod en, er det ikke lidt unfair?” jeg hvæsset hvilsende ordene, inden jeg stormede væk.

 

 

Jeg sad inden på værelset, helt alene. De andre var blevet på legepladsen, jeg derimod havde slet ikke lyst. Jeg havde bare lyst til at forsvinde og bare efterlade alt. Jeg gled ned i sengen inden jeg snøftet kort. Jeg lukkede blidt mine øjne, og lidt efter kunne jeg høre døren gå op. Jeg samlede bare mine ben sammen, så jeg lå i fosterstilling.

”Kathleen, er du okay?” jeg kunne godt høre det var Harry, hvilket bare fik mig til at snøfte. Harry trak mit hoved op på hans skød. Jeg åbnede nervøs mine øjne.

”Kathleen?” jeg nikkede svagt inden jeg lagde mig bedre til rette. ”Danielle og Brianna sagde bare du var stormede væk?” jeg bed mine tænder sammen imens jeg kiggede stift op på ham.

”Det skyldtes måske at det er deres skyld” han trak mig lidt væk, bare får at kunne ligge sig ned til mig. Han kiggede undrende på mig, jeg sendte ham bare et falsk smil.

”Hvorfor er det deres skyld” han trak mig ind til ham igen inden han lagde et par kys på min pande. Jeg derimod fnøs bare, måske var det barnligt, men lige nu var jeg bedøvende ligeglad.

”Fordi de…” han kiggede på mig, og jeg kiggede nervøs på ham. ”Du kan godt sige det Kathleen, jeg bliver ikke sur på dig” han sendte mig en af hans skæve smil, hvilket bare fik min mave til at slå koldbøtter.

”De synes vi skal bortadoptere” jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg havde grædt for meget på denne turne ind jeg havde gjort i de måneder jeg boede sammen med Harry.

”Det tænker du ikke på, at vi skal gøre” jeg kunne se Harrys triste blik inden han slog blikket væk. Jeg greb fat om hans hage inden jeg vendte den om, så han udelukkede kunne kigge mig ind i øjne.

”Nej, det kunne jeg aldrig finde på. Men de siger at de vil ødelægge din karriere, og det er det sidste jeg vil” jeg kiggede tøvende ind i hans smukke øjne. Han sendte mig et beroligende smil, som faktisk også hjalp en del. Eller det er hvad jeg nok inderlig ønskede.

”Det vil ikke ødelægge noget Kathleen” han trak mig ind til sig, og holdte godt om mig. jeg lagde tungt mit hoved på hans bryst.

”Men din karriere, den betyder alt for dig” jeg lod mine arme holde omkring hans krop. Hans hjertebankende var beroligende, men ikke nær så meget at jeg ikke stoppede med at ryste.

”Nej Kathleen, det er dig og barnet der betyder alt” han kyssede blidt min hovedbund. Jeg bed mig i læben, jeg ville inderlig gerne tro på ham, men det gjorde jeg ikke. Han har været i gang med sin karriere i over seks år, hvilket er en stor del af hans liv. Jeg derimod har ikke været inde i hans liv i mange år, det er nok det der skræmmer mig mest.

”Harry du har været i gang med din karriere i seks år. Du kan ikke sige at den ikke betyder noget for dig” jeg skubbede mig væk og satte mig i stedet op i sengen. Kiggende på ham.

”Den gang jeg mødte dig, betød karrieren meget for mig. Men nu er er det som om…” han satte sig op og greb fat omkring mine hænder.
”Nu betyder den ikke nær så meget som dig og mit kommende barn” han fangede mit flakkende blik, sendte mig en af hans berømte smil. De smil der kunne få en hver piges hjerte til at springe nogle bank over. Det gjaldt også mig, hans smil fik mit hjerte til at banke hurtig, og hurtigere.

”Mener du det?” jeg kiggede tøvende på ham, bange for at han bare drillede. Men så er der det, han har aldrig været den som driller om sådan nogle ting.

”Med enhver knogle i kroppen” hvis jeg ikke havde haft den lyserøde farve i kinderne før, så havde jeg det nu, og det bliv bare ved med at blive mere og mere rødt. Jeg tror aldrig jeg havde været så beæret som jeg var nu.

”Det skal du jo sige” jeg kiggede flovt ned på vores sammensmeltet finger. Jeg kunne og kan stadige ikke forstå hvordan han stadige kan holde af mig. Jeg ved at jeg er den der kommer til at ødelægge bandet, hvis jeg altså ikke allerede har det. Harry, Louis og Niall er gået i krig mod Liam, Liam er gået i krig mod dem. Og så er der mig, som er den der startet det hele, og sikkert også er den der må stoppe det hele, på en eller anden måde. Om man kan lide det eller ej.

”Kathleen!” han sukkede lidt, jeg slog mit blik op og kiggede på Harry. ”Undskyld Harry, det var ikke meningen at såre dig” jeg klemte hans hånd, og han sendte mig et flovt smil. Hvorfor er han flov.

Efter noget tids stilhed, kiggede jeg spørgende på ham inden jeg igen åbnede munden. ”Harry?” jeg kiggede stadige med lyserøde kinder på ham. Han nikkede med et drillende smil, og jeg blev endnu en gang mere rød i kinderne.

”Hvad kommer der til at ske med bandet?” jeg havde nok en bange anelse, men jeg håbede bare at det ville blive benægtet.

”Hvad mener du?” han kunne nok godt regne ud hvorfor jeg spurgte. Men måske ville han heller ikke indse at der uanset hvad ville ske noget med bandet på godt eller ondt. ”Harry, lad være med at spille dum” han kiggede overrasket på mig. det skyldte nok at jeg lige før havde været tæt på at græde, og nu var jeg bare irriteret. Endnu en af de mange bivirkninger ved at min krop forandres.

”I er et band i verdensklasse, du bliver snart far. Hvad vil du?” jeg rykkede mig længere ind mod væggen, bare for at støtte mit tunge hoved. ”Jeg…” jeg kunne nok gætte mig til resten, men jeg ville gerne høre det fra Harry, fra hans mund, fra hans vinkel.

”Jeg vil være sammen med jer” det var sjældent at jeg hørte ordet jer, i sammenhæng med mig og barnet. ”Hvad med bandet, Harry?” hvis det var mig der havde fået det spørgsmål, var jeg nok knækkede sammen i gråd, men sådan er Harry aldrig. Harry sendte mig et trygt smil.

”Bandet kommer nok til at gå i opløsning. Men det gør vores venskab ikke, vi vil jo altid være venner, uanset om vi har bandet til at holde os sammen” han trykkede blidt hans læber mod mine, og jeg udviklede det til en mere intim.

”Også Liam?” jeg trak mig væk. Jeg kunne ikke bære at de ville miste et seks års langt venskab på grund af mig. Harry tøvede utrolig meget inden han endelig svarede mig.  

”På et tidspunkt, ja”

 

 

Jeg sad ude i hvad de kaldte opholdstuen. Danielle sad med Louis, Brianna sad med Freddie og Niall og Liam sad ved siden af hinanden, i en akavede stemning. Jeg kiggede kort hen på Harry der var på vej hen til mig, han sendte mig et drillende smil, jeg sendte ham bare en grimasse tilbage.

Jeg elsker ham, og jeg ved han elsker mig.

”Hvordan har du det så” Danielle prøvede at snakke til mig. Jeg kiggede bare lige ud, hvorfor snakker hun overhoved til mig. Har hun ikke allerede fået fortalt mig sandheden, hendes forskruede sandhed.

”Bekymre du dig overhoved?” hun sukkede, og det gjorde de andre også. Alle undtagen Liam, jeg og Harry. Harry slog sig hurtig ned ved siden af mig, inden han trak mig ind til sig. Jeg lagde trygt mit hoved på hans skulderblad. Jeg kunne mærke hvordan hans vejrtrækninger blev mere uregelmæssigt og urolige. Mon det var mig, det kunne det vel kun være. Havde jeg virkelig den store effekt på ham.

”Ja, Kathleen. Det var intet ondt ment i det” jeg kiggede en anelse, bare en anelse fornærmet på hende.

”Så du mener det er okay at gå rundt og sige at jeg skal bortadoptere Harry og mit barn?” hun tav med det samme og Brianna kiggede flovt ned på hendes hænder. Jeg kiggede stadige hen på Danielle, det var nok hende jeg var mest skuffet over. Hvordan kunne hun overhoved finde på at sige sådan noget.

”Det var ikke ment sådan Kathleen” jeg løftede øjenbrynet lidt, kiggede måske en smule arrogant på hende. Men hun havde altså sårede mig, det er derfor jeg ikke har mange veninder, alt for meget drama, alt for meget pigefnider. Men hvem narre jeg, jeg har næsten ingen venner, men det kunne jeg ikke bekymre mig om nu.

”Så forklar mig hvordan du mener det!” Harry strammede grebet om mig, jeg tro godt han kunne fornemme mit kommende udbrud.

”At i ved ikke hvordan det vil ende” hun lagde sig utrygt ind mod Louis bryst. Louis, som den gode fyr han var, lagde beskyttende armene rundt om hende. Jeg fnøs bare en smule, jeg hade det her. Hvorfor kan hun bare ikke fortælle mig sandheden. For man skal være dum, for ikke at se at hun lyver.

”Vil du godt fortælle mig den rigtige grund!” jeg vrisset mig fri fra Harrys greb, satte mig bedre til rette, kiggende på Danielle.

”I er unge og uerfaren hvad der angår børn” jeg fnøs irriteret. ”Det er alle vel, første gang de får børn!” jeg kom vidst til at halvråbe, for hele rummet mistede pusten for et kort sekund.

”Jamen” hun kiggede hen på mig, hendes blik for mig var ukendt. Jeg kunne ikke sætte ordene på det, jeg kunne ikke gennemskue det.

 

 

Jeg havde lige været oppe på scenen og var nu kommet ned til Danielle, Brianna og Freddie. Freddie sov dog allerede, men gud hvor var han kær. De har gjort det godt, og jeg må ærlig indrømme at jeg også håbede at Harrys og mit barn ville se så kær ud.

Jeg lagde mig ned på sofaen, kiggede op på skærmen. Jeg kunne se drengene komme ud på scenen og deres optræden var som man normal regner med. Sjovt og afslappede, men hvis man kendte dem rigtig kunne man tydelig se den anspændte spænding der kørte mellem dem. Liam der næsten ikke kiggede på Harry, Harry der bare sendte Liam falske smil. Jeg sukkede kort hvilket gjorde at jeg fik deres opmærksomhed.

”Hvad er der?” efterfølgende efter vores lille samtale i eftermiddag, havde vi kommet til enighed om at vi ikke var enig i Harry og min beslutning. Og derfra begyndte vi at snakke sammen, rigtig. Selvom der var en lang vej endnu, så kunne vi da snakke sammen. Det var mere ind hvad man kunne sige om drengene. De snakkede ikke med Liam, og Liam snakkede ikke med dem.

”Kan i ikke se, deres forhold krakelere?” jeg kastede henkastede med hoved, op mod skærmen. De kiggede indtrængende på skærmen inden de udstødte et gisp. Jeg kiggede overraskede på dem, så de så det samme som jeg gjorde?

”De skal nok komme igennem det” Danielle bed sig hårdt i læben. Jeg satte mig op og kiggede denne gang ordentlig på dem. ”Hvordan Danielle? De skændes på grund af mig” jeg lagde sukkende mit hage ned på mine hænder. Jeg rystede bare på hovedet.

”Det er ikke rigtig” Danielles svar var tydelig tøvende og jeg forstod hende godt. Brianna var dog gået hen til Freddie for at se hvordan han havde det, da han klynkede en smule. Vi, både Danielle og jeg kiggede kort på Brianna og efterfølgende så vi på hinanden.

Intens og uden ord.

”Danielle, vi kan ikke komme udenom faktorerne. Kig på Harry og Liam” jeg kastede igen henkastede med hoved, hen til skærmen som hun kort kiggede på.

”Det kan jo ikke blive ved Danielle. Jeg er skylden og det har jeg indfundet mig med” jeg kunne tydelig høre min rystende stemme, jeg var tæt på at græde. Men jeg ville ikke, jeg skulle ikke græde. Der var ikke noget at græde for.

”Det er jo ikke din skyld Kathy!” hun satte sig ved siden af mig, trak mig ind til sig selv. Det var der hvor det for første gang gik op for mig at jeg faktisk græd, selvom jeg inderlig havde sagt til mig selv at jeg ikke skulle græde. Men hvad gjorde jeg, jeg græder selvfølgelig.

”Det er det da. Jeg skulle aldrig have begyndt at snakke med drengene!” jeg måtte bide mig i tungen for ikke at vræle. Især fordi jeg kunne skimte at Brianna endelig havde fået Freddie til at sove igen.

”Så havde du ikke mødt Harry. Så havde vi ikke mødt dig Kathleen” Brianna satte sig ned ved mig, på den anden side.

”Du er grunden til at Danielle og jeg kan snakke og grine samme Kathleen” jeg vendte undrende mit hoved mod Brianna.
”Tro du ikke jeg synes det er mærkelig at kunne med min søns fars kæreste” hun sendte mig et drillende smil, inden hun blidt skubbede til min skulder. Jeg rødmede bare flovt, det havde jeg egentlig aldrig tænkt på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...