Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
14496Visninger
AA

16. Kapitel 15: Harry Styles


"Kom nu," Kathleen så på mig med et forpint udtryk i ansigtet. Jeg knep mine øjne sammen. Hvordan kunne det skade hende, at jeg skulle fortælle min mor det?
Det var da ikke hende, der skulle fortælle sin mor at jeg som 23 årig skulle være far.
Hov, vent lidt.
Hun var 21, og gravid med vores barn.
Fail. I mindre grad, altså.
Med et dybt suk tog jeg imod telefonen, og Kathleen tog langsomt for sig af maden.
"Hej mor," sagde jeg tvært.
"Hej Harry... Er du okay? Er i okay?" Ændrede hun det til.
Jeg blev lidt glad over at høre hendes stemme, for det var utrolig lang tid siden jeg sidst havde været sammen med hende, som om jeg havde glemt hvem hun var.
"Æhm... I det store tiltag... Ja."
"Hvad mener du Harry?" Sukkede hun. Hun kunne sagtens mærke på mig, at der var noget galt.
"Joanna ringede til mig, og sagde at jeg skulle forsøge at snakke med dig, hvis ikke du selv ringede. Hvad er der galt med jer to?"
Pis. Dengang Kathleen's forældre og mine var mødtes, var de faldet i alt for god snak, og var blevet hinanden veninder. Så nu hang vi da på dem. I det mindste var der ikke kamp imellem svigerforældrene.
Jeg lukkede øjnene lidt, og studerede Louis der gik ud, da Liam kom hertil.
Han skubbede hårdt Liam væk fra værelset, og efterlod Kathleen, Niall og jeg alene.
"Du må love mig, at du ikke afbryder, før jeg er færdig okay? Jeg ville gerne selv have fortalt dig det, men jeg er bange."
Det var lidt pinligt at sige det så lige ud. Det var ikke noget jeg plejede at gøre.
Kathleen sendte mig et opmuntrende smil. 
"Bare sig det, Harry."
Noget sagde mig, at Joanna muligvis havde givet hende et hint, men så alligevel ikke. Joanna vidste også, at det her betød meget for mig, især fordi jeg måtte give slip på rigtig meget.
Jeg kunne da ikke tage på turne til næste år, hvis jeg havde et lille barn.
Det vidste drengene også, men de virkede heldigvis som nogle der støttede op om det. For vores begges skyld. Jeg tror i grunden at de kunne se det positive i vores valg.
Jeg rømmede mig svagt i telefonen, og tog mig sammen. Det skulle siges, og det var nu.
Ikke når Kathleen havde født, eller når vi skulle se hinanden igen. Nu.
"Jeg skal være far," sagde jeg tomt. "Kathleen er gravid." 
Jeg tror aldrig jeg havde været så nervøs i hele mit liv. Som min mor lovede, tav hun og ventede på flere i formationer.
"Vi fandt ud af det lige til min fødselsdag. Kathleen er 11 uger henne. Vi var til scanning idag... Og det hele er fint. Rigtig fint."
Kathleen fandt min hånd og klemte den blidt. Bare for at støtte mig. Jeg havde været ved st gå ude af mit gode skind, da vi kom ind til lægen idag. Jeg var så bange for, at der var noget galt med det ufødte barn. For hvis nu vi kæmpede så meget for det havde det godt, og det så alligevel havde det skidt, ville jeg føle dårlig samvittighed. 
Af ren automatik, som jeg havde gjort de sidste to uger, gled mit blik ned på Kathleen's mave. Den var stadig ligeså flad som inden graviditeten, men det ville snart ændre sig. Det var som om, at jeg havde haft svært ved at tro på hende, men så idag da jeg så ultralydsbilledet af barnet på skærmen, troede jeg for alvor på det.
Der var et velskabt, lille barn i hendes mave. Og jeg var faren. 
På mange måder var det både fantastiske, men også forfærdelige følelser. Jeg kunne ikke rigtig finde rundt i det. Jeg måtte bare beskytte dem begge to. Jeg følte mig som en klaphat, da jeg ikke havde turdet sige lige ud at jeg elskede barnet ligeså højt som Kathleen. 
Det var da forfærdeligt af en far, ikke?
Selvfølgelig ville jeg elske det barn. Uanset hvad.
"Vi har valgt at beholde det. Der er ingen af os, der ville kunne sige ja til en abort, mor. Det virker så forkert. Så ville vi hellere være forældre i en ung alder."
"Harry? Vil du ikke prøve at sige 'jeg'? Du siger vi. Og jeg kan ikke finde ud af, hvad du tænker."
Jeg spændte lige en tand i hele kroppen. Hun vidste at jeg på nogle måder var uenig i at beholde barnet, men jeg kunne bare ikke modsige Kathleen. Hun havde jo ret. Det var et barn. Og det havde det godt.
Desuden var hun i uge 11, og allerede i uge 12 var sidste frist for abort.
Det her var nu eller aldrig. Men det skulle ikke være et valg, som Kathleen sagde.
"Mor, jeg har..." Jeg gned mine fingerspidser mod hinanden.
"Jeg er enig med Kathleen's valg. Jeg har stadig svært ved at tro det, men jeg er enig. Det barn har intet gjort for at dø. Det udvikler sig normalt, og har det godt. Det skal på ingen måde mistes. Jeg ved det er meget at sige, men jeg er klar til at elske det barn lige som jeg elsker Kathleen."
Jeg hørte et snøft igennem telefonen. "Harry..." Hviskede min mor grådkvalt. "Jeg forstår jeres valg. Jeg ville heller aldrig selv kunne gøre det. Harry har i det godt? Er det for meget for jer, på turen?"
Jeg ventede lidt med at svare. Jeg kunne selv mærke at tårerne bankede på, men det ville være flovt. 
Niall lagde støttende sin hånd på min skulder.
Hvor var det pinligt. Kathleen havde haft nemmere ved det end jeg.
"Vi klarer den. Tak mor," hviskede jeg.
"Jeg elsker dig Harry. Jeg tror på jer."

Efter vi havde fortalt vores forældre det, var det gået lidt nemmere. Min far havde været mere chokeret end min mor, men især min stedfar forstod os. Men det var vel godt? I så fald, havde de allesammen hjulpet os, og Kathleen's far havde også været temmelig rolig omkring det.
Jeg havde lige fået mit hår til at sidde ordentligt, da jeg kom ind på vores værelse igen. Vi var endt på et hotel i Los Angeles hvor vi skulle have koncert de næste to aftner. Idag var fridag og Danielle, Freddie og Brianna ville komme forbi.
Kathleen havde fået meget støtte både af Danielle og Louis.
Det var dejligt at se.
Kathleen stod foran et smalt spejl ved siden af vores seng. Hun stod kun i undertøj (ikke fordi jeg ikke havde set det før) med et bekymret blik i ansigtet.
For et par få dage siden var hun trådt ind i uge 14. Jeg følte tiden gik uendelig hurtigt, især når vi blev forfulgt af køreture og koncerter.
Jeg var så stolt af, at hun klarede at stå på scenen 4-5 gange om ugen og synge, trods hun stadig havde gener fra sin graviditet. Jeg havde tvunget hende ud og købe graviditetsBH'er så jeg ikke skulle se hende pive hver morgen. Det kan godt være det gjorde ondt på hende, men det gjorde også ondt på mig at se hende lide.
Men det var da trods alt en naturlig ting, at hendes bryster var ved at gøre sig klar til at kunne amme barnet når det var født.
Det var i grunden sjovt, at det endelig kunne gøre noget. Jeg mener, når kvinder udvikler bryster, er det samtidigt med de får deres menstruation, så de kan blive gravide. Så nu skulle hendes krop faktisk bruges.
Okay, det var nogle meget meget akavede tanker, som jeg var glad for ingen kunne høre.
Så nu stod hun der. Trods hun ikke lignede en der havde ondt, så hun stadig forpint ud i ansigtet.
Da jeg vendte mig lidt rundt i lokalet, forstod jeg det pludselig.
Jeg stirrede lidt for stift på hende, men jeg kunne ikke gøre for det.
Selvom jeg kort sagt havde ventet på at det ville ske, var det stadig lidt mærkeligt.
Altså. Jeg var da stensikker på, at hun var gravid, især efter den første scanning, men det at hendes mave havde fået en lille bule, fik mig til at spærre øjnene op.
Den lille bule var stadig kun en fjer af den pude hendes mave ville være en dag, men den var der.
Og jeg var sikker på at det var en babybule, for i sidste uge da hun havde stået på vægten havde den sagt -3 kilo, kun på grund af hendes evige opkastninger. Jeg åndede tungt ud. Det var ikke noget nogen ville ligge mærke til, men den var der.
Jeg gik langsomt hen til hende og plantede mit hoved på siden af hendes.
Nervøst kiggede hun imod min kind.
"Kan man se det?" Hviskede hun uhørligt.
Jeg sendte hende et lille smil i spejlet.
Jeg havde lavet en lille smule research omkring det med at være gravid. Der var mange der allerede så utrolig gravide ud i uge 14, og jeg måtte indrømme at jeg var blevet lidt nervøs over, at man stadig ikke havde kunnet se det på Kathleen. Men nu kunne man. Hvis man kiggede rigtig godt efter. Det var faktisk lidt heldigt at man først kunne se det lidt nu.
"Jeg kan," svarede jeg lavt. Jeg kunne mærke hendes kind imod min. "Men det er nok ikke alle der kan det," sagde jeg videre.
Hun åndede lettet op. "Jeg var bange for, at det var meget man kunne se."
Jeg mødte hendes øjne i spejlet. "Nej," hviskede jeg. "Det er kun lige til at tyde. Men det betyder meget alligevel," jeg kyssede blidt hendes kind og vendte hende om.
Jeg sendte hende et skævt smil. "Er du ikke glad for det?"
Hun smilede lidt genert. "Jo... Måske lidt." 
Jeg grinede svagt. Jeg tog hendes hænder i mine, og flettede min ene hånd sammen med hendes ene.
"Du er meget smuk," hviskede jeg. Jeg trykkede let mine læber imod hendes pande.
Hun kiggede ned af sig selv. "Det her... Ser normalt ud for andre, ikke?"
Jeg nikkede. "Tro mig, hvis ikke jeg vidste du normalt er helt spinkel, ville jeg ikke have set det," jeg sendte hende et skævt smil, men hendes smil var stadig bekymrende. "Hvad hvis nogen ligger mærke til det? Og det her betyder vel blot, at min mave bliver ved med at vokse, ikke?"
Jeg vidste hun var bekymret for det hun lige havde sagt, men også for så meget andet end det.
Det fik mig blot til at tænke på, at den bule ikke var kommet fra den ene dag til den anden. Den måtte være begyndt at komme, allerede for en uges tid siden. I uge 13. Jeg åndede lidt lettet op. Selvfølgelig var der ikke noget galt med vores barn. Det havde det godt. 
Jeg vidste det skræmte hende, at hendes mave voksede indefra, altså, at et barn udviklede sig i hendes krop. Men alligevel kunne det ikke lade være med at glæde mig.
Jeg lagde mine arme om hende fra siden, så hegn stod med fronten mod hendes side.
"Babe? Vil du gøre mig en tjeneste idag?" Hviskede jeg blidt og kyssede hendes hals nænsomt fra hendes kraveben og op til øreflippen.
Jeg lod forsigtigt mine hænder glide ned af hendes ene side, og den anden om på hendes ryg.
"Mhm?"
Jeg kyssede også forsigtigt spidsen af hendes øreflip, hvilket fik hende til at gispe svagt.
"Snak med Brianna... Jeg ved i intet kendskab har til hinanden, men prøv at snakke med hende... I er samme alder," hviskede jeg hæst. Kuldegysningerne spredte sig på hendes krop
"Øh.." Hun var påvirket af mine berøringer. "Det skal jeg nok..."
Jeg smilede tilfredst og fangede hendes læber i et lille kys.
"Du skal ikke være nervøs, love. Det skal nok gå."
Hun smilede forsigtigt. "Det her er bare starten, ikke?"
Jeg nikkede langsomt. "Men hver ikke bange. Jeg er her," jeg klemte blidt hendes hånd.
Hun sukkede svagt og vendte sig imod mig.
Det morede mig lidt, at der kun var 4 uger tilbage til kønsscanningen. Så ville kunne sige ham eller hende. Det var skørt. Det foster ville en dag blive født, og være vores datter eller søn.
Alt for skørt.
Hun kiggede ned af os. "Hvornår kommer de?"
Jeg tænkte mig lidt om. "Om ikke så lang tid. Få noget tøj på," jeg gav hende et lille kys, og fik hende hen til vores kuffert og fandt noget tøj frem.
Jeg var lidt stolt, da hun turde tage en stram, langærmet, stribet trøje på.
Tro mig, så snart hun fik stof over huden, trods det var stramt, kunne man heller ikke se det, hvis man ikke vidste det. Det lignede bare en helt normal mave hvis man ikke vidste det.
Jeg smilede lidt for mig selv, og fik bakset nogle sko på.
4/9.
4/9 var terminsdatoen. Det sagde bare lidt om, hvor tidligt hun så blev gravid. Vi havde da gjort mange ting der ikke skule udføres som gravid inden hun fandt ud af det.
Men heldigvis var det jo ikke mange uger hun havde gået uvidende.
Ikke i forhold til mig. Jeg måtte lige holde lidt styr på det. Jeg var stadig lidt indebrændt over hun ikke havde sagt noget, men jeg var alligevel glad for hun gjorde det.
Jeg kunne ikke rigtig forklare det. Min kæreste er gravid og jeg skal være far, og det er det der dækker mine tanker her for tiden.
Især når man er begyndt at kunne se det på hende.
Hun stod få minutter efter henne ved mig, med sko på.
"Skal vi gå?"
Det var ikke med vilje, da mit blik fløj ned til hendes mave og fik øje på den lille bule igen.
Jeg nikkede og tog hendes hånd i min. 
Det var ikke meget man kunne se, men nok til at det gjorde mig lykkelig på en sær måde. Måske jeg skulle være bekymret over vores tidlige beslutninger, men jeg var glad.
Da vi kom helt ned, fandt vi Louis og Niall stå og tjatte til hinanden.
Jeg havde ondt af dem. De skulle sove sammen med Liam, hver nat.
Og Liam var stadig ikke retfærdig over for nogen af os fire. Niall og Louis hjalp Kathleen og jeg og forstod os, men ikke Liam.
Liam var bare sygt forelsket i Kathleen stadigvæk, og var nu vred over at vi ventede et barn sammen.
Men det skulle han ikke have magten over, det skulle vi. Han skulle i stedet få fat i en psykolog, og det er omgående.
"Nå," Kathleen, puffede blidt til Louis. "Glæder du dig?"
Et lille forfjamsket smil dukkede frem på Louis' læber og gjorde hans kinder lyserøde.
"Ja... Det bliver dejligt at se dem igen."
Jeg vidste han talte om Freddie og Danielle.
Jeg var nok lidt barsk, da jeg inden i mig selv lovede, at jeg ikke ville være som Brianna og Louis. Være adskilte forældre til et barn. Aldrig i livet.
Jeg kyssede Kathleen's kind som en konstatering. Kathleen var min, og det ville hun også være bagefter.
Kathleen grinede let. "Hvad så med dig, onkel Niall?"
Niall havde fyret et par onkeljokes af, da han var blevet forklaret om Kathleen's graviditet. Niall havde selv ingen kæreste, men han var jo officielt onkel via sin storebror, også kaldte Louis også Niall for Freddies onkel.
Så vores lille ville vel også få en plads i Niall's nevø/niece samling.
Jeg klemte blidt vores hænder og lagde i stedet en arm om hendes liv. Hun rykkede lidt tættere ind til mig, og lod sit hoved hvile mod min skulder.
Niall grinede højt. "Jeg er klar - som altid."
Et lille smil bredte sig på mine læber. Jeg forstod godt hans ord. Det var en konstatering til os alle, og det vidste Louis også. Han sendte Kathleen et betryggende smil. "Har du det godt?"
Kathleen nikkede. Hendes morgenkvalme var efterhånden forsvundet lidt, trods den stadig var der. 
Louis nikkede. "Danielle vil gerne snakke med dig," sagde han roligt. Kathleen spændte kort i sin krop. "Og jeg vil snakke med hende. Så det er fint."
Jeg vidste hun ikke løj, men Danielle var der trods alt også, dengang hun havde taget testen.
"Hvad laver Liam?" Spurgte Kathleen forsigtigt.
Niall og Louis trak på skuldrene. "Det er jeg ligeglad med," sagde Niall lige ud. "Han er klam."
Jeg sukkede over hans ord. Det kan godt være vi personligt var venner og uvenner og op og ned, men vi var trods alt et band, og jeg ville ikke nævne One Directions slutning, trods den kom tættere og tættere på. Inden jeg fandt ud af, at Kathleen var gravid var jeg frisk til et par år mere. Men nu nægtede jeg at være Kathleen i stikken. Vi skulle være forældre, og det skulle gøres på en ordentlig måde.
Louis kiggede tamt på mig. "Hvorfor sukker du?"
"Kan du ikke selv se det?" Spurgte jeg en anelse snerpet. "Vi kan ikke blive ved med at være uvenner. Det begynder at få konsekvenser det her."
Jeg gav roligt Kathleen et lille klem, for at vise det intet havde at gøre med hende.
Louis kiggede ned i gulvet.
"Jo... Men jeg er ikke enig med ham. Jeg er faktisk enig med Niall. Han er klam. Helt ærligt, hvis det var Danielle det var gået ud over, var han sku da blevet banket gul og blå," vrissede Louis irriteret. Ikke over mig eller Kathleen, men over Liam.
Kathleen svarede han lavt: "men hvad med jeres band?"
"Det kan vente, lige nu skal vi lige have tingene på plads," Niall blinkede med øjet til hende, og hun smilede svagt.
Døren til vores rum gik op, men det var ikke Liam som vi først troede. Det var Brianna, og i hånden holdte hun en lille fyr.
Den lille dreng, der i januar var fyldt 1 år, lyste op da han så sin far.
Han gav slip på sin mors hånd og styrtede hen til Louis.
"Far!"
Ordet kom ikke rent ud, med alle stavelser men det var til at forstå.
Louis grinede lykkeligt og svang ham op sine arme.
"Hej Freddie," Louis krammede ham blidt ind til sig i et lille klem. 
Brianna hilste kort på Niall men ignorerede Kathleen og jeg.
Virkelig, dont ask.
Måske hun vidste noget?
Nej. 
Bare nej.
Den lille dreng grinede glad til sin far og lod sine hænder ramme hans ansigt.
Louis smilede tæt ind til drengen og lod sine læber kysse hans pande.
Brianna grinede, "der er vidst en der har savnet sin far, hvad?"
Hun strøg blidt Freddie over hovedet.
Da jeg kiggede ned på Kathleen, kiggede hun allerede på mig. Hun sendte mig et drillende smil, og jeg vidste hvad hun hentydede til. Jeg fik svagt røde kinder, hvilket fik både Niall og Kathleen til at grine.
"Det er lidt sødt, ikke?" Hviskede hun. Jeg nikkede. Det var det. Synd det ikke var sådan hver dag.
Kort efter hilste Brianna dog på os. Først mig, så Kathleen.
Kathleen smilede venligt til hende og lod hende trække hende ind i et goddagkram.
Lyden af et par stiletter fik mig til at se imod døren. Der kom Danielle.
Hun lyste op da hun så Louis, men også Kathleen og jeg.
Louis havde travlt med at snakke med Freddie og snakke med Brianna, så hun kom hen til os i stedet.
"Hej," hilste hun. Med det samme trak hun Kathleen ind i et kram. "Har du det godt?" De udvekslede kindkys, og smilede så til hinanden.
Kathleen vippede lidt med hovedet. "Så godt som jeg lige kan," sagde hun med et lille grin.
Danielle grinede lidt og hilste også kort på mig. "Hej Harry," hun trak mig ind i et kram ligeledes, men undlod kindkyssene. Vi var begge optaget. Jeg ved ikke rigtig, det føltes bare mærkeligt at kindkysse med en anden kvinde end min kæreste. Kathleen havde intet imod det, og det havde jeg heller ikke noget imod, at hun gjorde.
Jeg så Liam træde ind i et værelset med et lille smil, der voksede da Danielle og Louis mødtes i et kys.
Men så snart hans ansigt vendte sig imod Kathleen's, blev det bare helt drejet modsat.
Jeg kunne ikke glemme hans opførsel for 3 uger siden lige efter vi havde været til scanning. Jeg havde stadig dårlig samvittighed, for jeg ville jo gerne beskytte Kathleen, men det gjorde jeg ikke. Hun var mest vred over kysset, men jeg var bare vred over det hele. Han skulle ikke røre hende, og især ikke når han kunne finde på at begå vold imod hende.
Kathleen var faldet i snak med Danielle, og Freddie kom over og hilste på onkel Niall.
Jeg hoppede over på den vogn, og trådte hen til Louis og Niall der grinede til den lille.
"Hov, hvem kommer der? Det er jo onkel Harry!"
Jeg grinede hæst da Freddie smilede hen til mig. Han var smilende og kær, præcis som sin far.
Ville mit og Kathleen's barn også ligne mig så meget?
Jeg fandt lille Freddies hånd, og gav ham et håndtryk med min pegefinger. "Halløj," hilste jeg muntert.
Han kiggede undersøgende på mig, hvilket fik mig til at rynke panden.
"Ja, jeg var sjovere med langt hår, det ved jeg."
Louis og Niall grinede højt, men jeg tror faktisk jeg havde ret. Freddie havde ledt efter mit hår.


Et par timer efter, da vi var blevet inkvarteret på en legeplads ikke så langt herfra, skulle jeg - som andre normale mennesker - tisse.
Ja, tisse. Det gjorde superstjerner også.
Efter en tids søgning efter et toilet fandt jeg det.
Lige i det jeg skulle til at træde ind på mandetoilettet hørte jeg nogle genkendelige stemmer.
Louis. Og Danielle.
Men så måtte Kathleen vel...?
Jeg stoppede op og lyttede.
"Jeg fatter dem ikke," sagde Danielle til sin kæreste.
"Nej... Men det er jo ikke vores beslutning."
"Jeg vil ikke se Kathleen og Harry gøre det samme som dig og Brianna," sagde hun bekymret.
Jeg stivnede. De talte om Kathleen og jeg, om vores beslutning om barnet.
"Jeg tror ikke det bliver sådan. De elsker hinanden," sagde Louis vildfarent. "Men de er unge! Louis det kommer ikke til at gå, også ender vi i den lange ændre, fordi vi hjalp dem."
Jeg kunne mærke vreden blive skruet op på min menneskelige kogeplade.
Diskuterede de virkelig, hvordan deres forhold ville ende? For det var da ikke risikabelt, at mit og Kathleen's forhold kun ville vare i 20'erne, også finde en anden at leve livet med bagefter.
Tanken gav mig myrekryb. Aldrig i livet.
Jeg skulle ikke give slip på Kathleen.
Louis sukkede dybt. "Lad dem om det, Danielle. De finder fejlen bagefter."
Fejlen!? Fejlen i dette ville være, at slå et funktionsdygtigt, sundt og raskt barn ihjel!
Jeg opfattede ikke engang at de kom ud fra handicaptoilettet lige foran mig.
De kiggede længe på mig, som om de var i chok.
"Nå, så du vil gerne slå børn ihjel, hvad Louis?" Spurgte jeg mopset.
Louis sank en klump.
"H-Harry," stammede han. "Nej! Jeg hørte godt hvad i sagde! Det der er ikke fair! Tænk hvis jeg bad jer om at slå jeres barn ihjel!"
De stivnede begge to forskrækket.
"Harry, dæmp dig lidt..." Hviskede Danielle chokeret.
Jeg trådte hen imod hende, hvilket fik Louis refleksivt til at ligge en arm om hende.
"Du skal overveje om du vil hjælpe Kathleen eller om du ikke vil!" Jeg løftede min pegefinger vredt.
Hun fnøs af mig. "Det er den dårlige udvej i har valgt, og det du godt."
"Ja, for din kæreste gjorde da ikke det samme, vel?"
"Harry?" 
Vi vendte os alle skråt om, og så Kathleen stå med et forvirret blik. "Hvad sker der her?"
"Din dumme kæreste misforstår alting!" Vrælede Danielle.
"Hey! Hvad taler du dog om? Harry har ikke gjort noget nogen!"
"Måske han gør dig noget!" Sagde Louis irriteret til Kathleen.
Kathleen trådte målløst hen ved siden af mig. Hun rystede.
"Hvad..." Hun kiggede op på mig, men mit blik var fæstnet til Louis.
"Du gjorde det samme. Det ved vi også godt."
"Ja, men så holdte bandet en pause! Hvad har du tænkt dig at gøre?!" Spurgte han ophidset.
"Tænk over det Louis. Hvis du ikke bliver venner med Liam lige straks, så er der intet band!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...