Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp. Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende. Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det? Og var det ikke nok til at få nok problemer igang? - anbefales at 1'eren er læst først :-)

19Likes
19Kommentarer
7547Visninger
AA

2. Kapitel 1: Harry Styles


 

"Kathleen!" Råbte jeg hidsigt ud i lejligheden,
"Ja?" Råbte hun tilbage, "hvor har du stillet din kuffert?!" Stresset kiggede jeg endnu engang rundt i vores soveværelse.
Hvor fanden havde hun lagt den?
"Kathleen det er ikke sjovt!"
Jeg stod og nærmest stirrede på hver en krog i værelset. Vi skulle afsted. Ikke lede efter kufferter, der forhåbentlig var pakket. Men det var den. Altså pakket. 
Kathleen kom grinende ind til mig. "Den står da lige derovre," hun pegede hen imod vindueskarmen. Jeg stønnede opgivende og fik flyttet mig hen til vindueskarmen og kiggede bag gardinerne. Dér stod den store grå kuffert. 
"Du skulle bare være kigget ordentligt, i stedet for at gå i panik," hun sendte mig et lille smil. Jeg sendte hende et surt skarpt blik. Jeg var dødtræt, og vi havde utrolig meget tid på at pakke, for nu var vi to der skulle afsted, og ikke kun mig. Og vi skulle være afsted i et halvt år.
Plus minus.
Hun fnes lidt af mig, og gik så igen.
Jeg rystede på hovedet af hende. 
De sidste otte måneder havde hun arbejdet som en sindsyg for at indspille hendes album. Hun har bare skrevet og skrevet og skrevet, og sunget og sunget, men nu var hun også træt. Et passende tidspunkt at tage på turne på, ikke?
Nå, men jeg havde ihvertfald forsøgt at hjælpe hende så meget jeg kunne. Hendes album var blevet udgivet for ikke så lang tid siden, så det var stadig nyt, at vi kunne stå med et album i hånden, med hendes silhouette på. 
Nå, men nu var kufferterne klar. 
Så manglede vi vel kun os selv.
Jeg gik ud til hende i køkkenet. Da hun flyttede ind sidste år i august, var det blevet noget sjovere at bo her. Vi boede godt nok i central London hvilket havde været en udfordring for hende at vænne sig til. Nu havde hun jo boet i en lille by, det meste af hendes liv.
Hun stod og rørte i noget der måtte være kaffe. Det kunne jeg godt forstå. Klokken var nemlig omkring 3 om natten, og en taxi ville hente os og køre os ud til lufthavnen, hvor vi skulle flyve hen over til Amerika, hvor første koncert skulle være.
Med et træt suk gik jeg hen til hende og lagde mine arme om hende. Hun gav et lille forskrækket spjæt fra sig, men lod mig så stramme mit greb om hende en anelse.
Hun pustede tungt ud og lod sit hoved støtte op af mit skulderblad. Kathleen var stadig temmelig høj ( men ikke højere end jeg) så hun hvilede ikke ved mit bryst, men mit skulderblad.
"Jeg er træt," hviskede hun. Jeg kyssede hende i hovedbunden og gav slip på hende.
"Det er jeg også," sagde jeg med et lille smil. Jeg tog den ene kaffe og lod den forblive sort, imens Kathleen puttede en enkelt teske sukker i sin. 
"Er du klar?" Spurgte jeg hende. Hun trak på skuldrene med et lille smil. "Jeg er lidt nervøs. Men det er vel normalt," hun kiggede op på mig. Jeg nikkede. "Jeg har også tabt turneånden lidt, efter pausen. Men den kommer nok tilbage," jeg tog en stor slurk af kaffen, og kunne allerede der mærke at jeg blev mere frisk. 
"Det skal nok blive sjovt," sukkede hun. "Kathleen du skal ikke være nervøs," jeg lagde min hånd på hendes underarm. "Bare rolig. Selvom vi bliver adskilt, skal det nok gå," jeg sendte hende et betryggende smil. Hun nikkede. "Skal vi ikke gå? Der er lang vej til Amerika."

 


Efter nogle lange timer i det offentlige fly, skulle vi videre ind til en plads, hvor alle skulle mødes.
Både Kathleen og jeg var enormt trætte. Jeg var faldet i søvn nærmest med det samme vi satte os i flyveren, men Kathleen vidste jeg brød sig ikke om at sove oprejst, så hun havde ikke sovet så meget. 
Kathleen lænede sig sukkende op af mig. "Jeg er stadig træt," hviskede hun. Hun kiggede op på mg med sine krystalblå øjne. Jeg kyssede toppen af hendes hoved. "Vi får nok lov til at hvile os lidt senere," jeg strøg hende forsigtigt hen ad hendes side. Også var der selvfølgelig også tidsforskellen. Vi var 5 timer bagud, så istedet for den lyse morgen, var det en tam mørke vi var nået til.
Ikke længe efter, var hele crewet, resten af bandet og alle de frivillige mødt op.
Jeg kunne mærke på Kathleen, at hun var nervøs for noget, men jeg ved ikke hvad. Jeg var også for træt til at gennemtænke tingene lige nu. 
Måske var hun nervøs for, om hun ville klare sceneshowet, eller bange for at hun ville blive gjort til grin. Måske var hun bange for, at de andre fra holdet ikke ville kunne lide hende. Men det ville der være nogen der ikke kunne. Der ville være nogen der ville være misundelige, og direkte hade Kathleen.
Da vores tourleder Paul dukkede op med en kæmpe liste, forstod jeg lidt af hendes bekymring.
Hun var da bange for, at vi ville blive placeret langt væk fra hinanden, og at dem hun så skulle være sammen med i hverdagen ville hade hende.
Jeg lod min næse bore sig ned i hendes hår og indsnuse hendes specielle shampooduft. Jeg smilede lidt tamt, og gav hende så små kys rundt om.
Hun tog roligt fat om mit håndled og lod sine fingre glide frem og tilbage på min underarm. Det beroligede mig utrolig meget.
Paul forklarede hvem der skulle være i hver bus, men han nævnte intet om hvor 'opvarmeren' skulle være, hvilket var Kathleen.
Kathleen strammede kort sit greb om min arm, da folk begyndte at gå ind i deres busser.
Lige da jeg skulle til at sige noget beroligende til hende, kom Paul hen til os. "Jeg har en overraskelse til jer to. Kom med mig," han sendte os et lille smil, og lod os følge med ham ind i den bus drengene og jeg plejede at sove i. Her var Niall, Liam og Louis allerede ved at pakke ud, da vi gik forbi dem, og ind i et rum bag deres. Der var kun tre køjer, til de tre derinde.
Så hvad med mig?
Paul åbnede døren ind til et lidt større rum end drengenes, hvor en dobbeltkøje var.
Ikke sådan en med over og underkøje, men en dobbeltkøje. En køje hvor Kathleen og jeg kunne ligge.
"Woah," sagde Kathleen overrasket.
Paul grinede. "Der er selvfølgelig også en køje til i en af de andre busser, hvis nu i skulle slå op eller sådan noget," sagde han. Jeg kiggede forarget på ham. Kathleen og mit forhold skulle på ingen måde ødelægges på den her tur. Derimod skulle vi fejre årsdag i juli.
"Det var for sjov," sagde han. Han klappede mig på skulderen og gik så igen.
Kathleen grinede og satte sig i køjen. "Det var da heldigt," hun så langt mere bekymringsfri ud nu. Jeg sendte hende et smil. Jeg havde slet, slet ikke regnet med at vi ville få lov til det her. Jeg troede vi ville blive adskilt. 
"Det er helt fantastisk," jeg hev hende op at stå, så hun bumpede ind i mig. Hun grinede og lagde sin hånd mod min skulder. "Henter du kufferterne?" Hviskede hun. Vi havde mærkeligt nok en intens øjenkontakt. "De er taget ind, love" jeg gav hende et lille kys. Hun smilede lidt genert, inden hun hev mig ned til hende så vores læber ramte hinanden endnu engang.
Jeg smilede i kysset og trak hende tæt ind til mig. Hendes arme foldede sig om mine skuldre og min ryg, og mine arme foldede sig om hendes midterlinje.
Hun trak sig ud fra kysset med et lille smil og kærtegnede blidt min nakke.
"Det var super dejligt," hviskede hun. Jeg løftede øjenbrynene. "At vi kyssede eller at vi fik et værelse for os selv?" Mit spørgsmål fik hende til at grine, og ryste lidt på hovedet. 
"Ikke det. Du er," sagde hun med et forelsket smil. Jeg smilede bredere og kyssede hende blidt igen. "Men så er du også det," hviskede jeg. Hun grinede lidt. "Vi er trætte," sagde hun så. Jeg nikkede. "Måske vi skulle hvile os? Så vidt jeg ved, skal vi ikke noget," sagde jeg lavt. Hun trak lidt på skuldrene og kyssede min kind. "Måske," "jeg syntes du sagde du var træt?" 
Hun grinede lidt.
"Det er jeg også. Det var en lang tur," jeg nikkede, "pas på du ikke får jetlag," drillede jeg hende. Hun sukkede. "Det tror jeg allerede jeg har," hun lod sin hånd glide ned til min skulder fra min nakke af.
Jeg lod min hånd forsigtigt stryge hende hen over hoften, som et blidt kærtegn.
Med et lille smil, gav hun mig et lille kys igen, og hentede så kufferterne ude fra gangen.
Jeg kiggede drømmende efter hende. Selv otte måneder efter jeg mødte hende for første gang, var jeg stadig lige så vild og pjattet med hende som dengang.
"H?" Liam stod i døråbningen. Jeg sendte ham et lille smil. "Ja?" "Vi skal til et møde om en halv time."
Jeg kiggede lidt forbavset på ham. "Hvorhenne da?" "På vores hotel. I et mødelokale."
Jeg nikkede langsomt. "Burde vi så ikke køre nu?" Spurgte jeg forvirret. Liam grinede stilfærdigt. "Det gør vi da. Kig ud af vinduet."
Det var først der jeg lod mærke til, at vi ikke holdte stille længere. Vi kørte. Hen af en motorvej.
"Åh," sagde jeg flovt. Liam grinede og gik så igen.
Kathleen kom ind med sine egne kufferter. Hun lavede et sadface. "Desværre glemte vi dine kufferter på parkeringspladsen," sagde hun med en trist undermine. Jeg strakte kort hals. Det er da løgn. Nogle burde have taget dem med ind. "Nej nej nej," åndede jeg stresset. Jeg skubbede mig forbi hende og ud i gangen hvor..
Mine to store kufferter stod.
"Kathleen!" Råbte jeg efter hende. Et højt grin lød inde fra vores værelse af.
Jeg lod kufferterne stå, og løb i stedet ind i værelset hvor hun forsøgte at holde et grineflip inde. "Det der," jeg løftede strikst min arm. "Det var ikke i orden," sagde jeg. 
Hun rullede sine læber sammen. "Faktisk, var det rigtig rigtig skidt," jeg gik tættere og tættere på hende, til hun stod op af væggen, og mine skosnuder ramte hendes.
"Pis," hviskede hun drillende. Jeg pustede hende i hovedet så hendes hår fløj rundt om hende, og kyssede så hendes næsetip. "Du skal nok få det betalt," hviskede jeg med sammenknebne øjne.
"Nånå. Du er jeg da rigtig bange."
Jeg trådte væk fra hende og videre ud i gangen.
"Det burde du også!

 

 ✿

 

Jeg følte kort sagt at jeg sank ned i stolen, igennem gulvet og videre ned i undergrunden.
Efter næsten to timer til det her møde, var jeg kort sagt ved at falde sammen. Jeg var træt, lidt sulten, og jeg savnede Kathleen. Lige nu ville jeg bare ligge med hende i min favn og sove. Jeg sukkede dybt.
Det var bare sådan et røvsygt møde, hvor vi fik at vide hvordan vi skulle være på turen, og hvilke regler der var for os, og hvordan vi skulle indspille albummet.
Intet nyt.

Det føltes som en evighed, inden mødelederen jeg ikke huskede navnet på, sagde tak for nu. Alle skyndte sig ud af lokalet, men jeg havde knap nok lagt mærke til det, så jeg sad stadig sammensunkent i stolen.
"Harry," en dyb stemme fik mig til at se op. En af de mange manegement ledere, satte sig ved siden af mig.
Gå nu væk. Jeg skulle ud og sove. 
"Jeg bliver nødt til at snakke med dig og Kathleen om noget."
Da han nævnte Kathleen's navn, blev jeg med det samme nysgerrig. 
"Ja?" Spurgte jeg lidt forbavset. "I to, bliver nødt til at tage afstand fra hinanden."
Jeg åbnede chokeret munden. "Hvad? Hvorfor? Hvordan det?" Spurgte jeg forvirret. Manden holdte en hånd oppe, for at få mig til at tie. "Du og Kathleen kan ikke hænge op af hinanden konstant, under den her tur-" "det var sådan set heller ikke min plan," afbrød jeg ham. Han så lidt irriteret på mig. Måske det slet ikke var så slemt, hans pointe. Hvis nu jeg bare tiede stille.
"I har fået et værelse sammen, så i privat kan være ligeså meget sammen som i vil, men til koncerterne, i fritiden hvor i går offentligt eller jeres indspilninger, der må i ikke være i nærheden af hinanden."
"Men hvorfor ikke? Det er jo ikke for sjov vi er i et forhold. Vi har brug for hinanden!" Sagde jeg forsvarende. "Jeg forstår ikke, hvad der er galt i det," mukkede jeg. "Det bliver ikke godt for jeres omtale, hvis i hænger for meget op ad hinanden," "det er da bedre, end hvis vi slet ikke gjorde."
Manden rystede på hovedet. "I er ikke hjemme i lejligheden længere, Harry. I er ude i offentligheden, på turne. I skal tage jer sammen nu." "Men det er slet ikke at tage sig sammen, når vi bare adskiller os," "jo, for så holder i fokus."
Træt sukkede jeg. Det her kunne bare ikke ske. 
"Jeg går ind og siger det til Kathleen også," sagde manden og rejste sig. 
"Nej nej," sagde jeg hurtigt. "Det gør jeg selv."
Manden kiggede på mig med løftede øjenbryn. "Jeg ved ikke hvad du har tænkt dig at sige, Styles."
"Jeg gør det selv! Jeg skal nok forklare det ordentligt!" Råbte jeg vredt. Manden rystede på hovedet af mig. "Fint. Men hvis i bare er ét sekund mere i nærheden af hinanden end i burde, så ryger i ud. Og du ved hvem vi nemt kunne undvære."
Så gik han. 
Arrigt sparkede jeg til en af stolene, så den sagde en høj skrattende lyd.
En vi nemt kunne undvære.
Gu fanden da nej! Jeg kan da ikke undvære hende!
Jeg fnøs vredt og rejste mig.
Gud.
Det var da slet ikke for sjov, da Paul sagde vi ville slå op.
Det var deres plan. Først ville de tage os fra hinanden, så vi ville få ondt, og til sidst tvinge os til at slå op.
Jeg knyttede mine næver. Meget havde de vundet de sidste par år, men det her skulle de ikke vinde.
Der ville stå 1-0 til Styles, når det her var slut. 
Og Kathleen skulle ikke vide det her. Ikke endnu. 
Det skulle ikke gå udover hende. Hun var ikke værd at såre.
Jeg rejste mig og gik ud af mødelokalet. 
Indtil videre måtte jeg holde det som min egen hemmelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...