To pseudotvillingesøstre og et meget stort orkester

Alt dette er der ikke nogen, der ser. Den hæslige, som begynder at spurte lange hvileløse ture hver dag, ud på store marker, hvor alt er stille, så hun kan skrige og spørge, og de tunge hofter, som bliver mere og mere tavs og ubevægelig.

3Likes
0Kommentarer
154Visninger
AA

1. To pseudotvillingesøstre og et meget stort orkester

 

I en tyk dansemasse er der noget, der ændrer sig. Massen består af en masse strenge, streger og hår og kruseduller, de er viklet ind i hinanden. Når man står udenfor ser det ejendommeligt ud. Men når man prøver at røre det, virker det pludselig langt mere familiært. Det føles, som  når man vågner om morgenen og knytter næverne, og de er så svage, at de ikke kan spændes helt. Og man bliver ved med at prøve prøve prøve.

En ser hæslig ud. Hendes krop er lemmer, der er presset sammen uden at passe til hinanden, hendes ansigt er runkent og grusomt. Hænderne er buttede, hun har bumser på skuldrene, og huden, der dækker hende, er slap. Det er i væggene, hun spejler sig. Efter at have trampet dem jordfyldte med sine støvler, så spejler hun sig i skidtet. Og får det væmmeligt. Det første hun tørrer for sved, da hun kommer ud på badeværelset, er sit ansigt. For at rense det for de ting, det har set. Hun er et uhyre, som for altid drejer rundt, som drejer ind i massen igen og gnubber sig mod de andre kroppe for at suge til sig af noget andet. Hun er altid i nærheden af alle. Der er et tryk omkring hende, fordi hun hvirvler vinden med rundt, når hun snurrer, derfor er hun så forvrænget. Så hæslig. Der er en sang, der har spillet i tolv minutter.

En er i nylon og skørt. Hendes arme er langt over massens stoppunkt, hendes arme er i ilt. Hun er den, der ved, at de er en vakuumpakket masse, og at det er oppe ved hendes negle, at ting kan begynde. Spædt, men resolut, og i det mindste med en fremdrift, der ikke kan findes i massen. Men hun vil ikke trække vejret mere, end hun kan her. Derfor bliver hun. Hendes hofter er det tungeste i rummet. Det er bare et spørgsmål om tid og takter, før tyngden breder sig til resten af kroppen. Når en krop udvikler kræft, er det, fordi cellerne bliver snydt af virussen og kloner den uden at tænke sig om. Naiv og uselvisk. Hendes hofter er en tumor.

Det er de to, der kolliderer, da det viser sig, at de er pseudotvillingesøstre. Begge undfanget samme tid på året, om sommeren, og født foråret efter. Kun med et år mellem dem. De kender til den samme livmoder, begge har de vredet sig og sparket derinde, indtil de kom ud i verden og fyldte femten og seksten uden at nå at se sig omkring. Og som femten- og sekstenårig opløser de massen, fordi de bliver hentet kl. 18. De bliver kørt hjem, det er allerede mørkt. Den hæslige sidder på bagsædet og prøver at undgå sit spejlbillede i ruden. De tunge hofter sidder forrest og snakker snakker om dagen, der er gået. Og om ilt. Moderen styrer bilen uden at lægge mærke til søstrene, hun er bare lykkelig, fordi hendes livmoder har fred.

Faderen har dækket op til aftensmad. Han slår armene ud, da han ser dem, som en dirigent, der roser sit orkester efter en vellykket koncert. De kan alle stadig høre en rungen efter instrumenterne. Fælles nær-tinnitus-oplevelse. Dugen er hvid af margueritter, som er gule i centrum og tre centimeter i diameter. Moderen nynner, faderen dirigerer.

    - Vil du have majs eller tomater? siger moderen til den hæslige.
    - Jeg vil have min frihed, synger hun.
    - Du kan også få begge dele, siger moderen. Den hæslige tænker, at det måske heller ikke var det rigtige tidspunkt at diskutere det emne på. Så tænker hun, om det nogensinde er det rigtige tidspunkt til det.

På samme tid sidder de tunge hofter og forstår, hvad den hæslige mener. For siden de forlod massen er det som om, den ikke har forladt dem. De agerer normalt udadtil, i hvert fald hvad synligt er, men i de små og særligt indeni dem selv er der noget, der er i gang med at ske. For den hæslige er det, som det kom frem rundt om bordet, en nylig rastløshed for at finde svar. Hun har altid været nysgerrig, men hun har aldrig turde stille spørgsmål, fordi hun har vidst, at når folk ser hende, synes de, hun er så vederstyggelig, at det ikke er værd at tænke over de ting, hun siger. Og hun ved, det stadig er sådan, men der har ligesom vokset sig en kæmpe plante i hendes mave og op gennem hendes luftrør, som nu stille slanger sig ud ad hendes mund, mens den vokser sig med sikker fart gennem begge hendes lunger og ud gennem ribbenene, ligesom en bambusmark med den hensigt at torturere forbrydere og mistænkte og lade deres kroppe gennembore af de skarpe stængler.


For de tunge hofter, til gengæld, er det det modsatte, der sker. Hele hendes krop er nemlig blevet fyldt med vand, plaskvåde klude, som ingen har lyst til at vride eller røre, fordi de er så slaskede og kolde. Og de ligger i en dynge i halsen, der vrider sig selv hver gang, hun snakker eller bevæger sig, og vandet flyder op gennem hendes øjne, og hun har svært ved ikke simpelthen at græde. Ikke at hun har lyst til det, eller har nogen udefrakommende grund til det, eller at hun normalt er en doven eller forkælet eller særligt sensitiv type, hvis våben er netop den, gråden. Men hun ved heller ikke, hvordan hun snart længere skal undskylde eller undertrykke den, for den bliver bare ved med at ligge der, lurende og giftig.

Men alt dette er der ikke nogen, der ser. Den hæslige, som begynder at spurte lange hvileløse ture hver dag, ud på store marker, hvor alt er stille, så hun kan skrige og spørge, og de tunge hofter, som bliver mere og mere tavs og ubevægelig. For det ligner jo ikke dem. Og efter noget tid: Sådan er det jo med folk, de ændrer sig. Og efter lang tid: Ingen kan huske, det nogensinde har været anderledes.

Når en mor ser sine to børn ændre sig, også selvom ingen andre ser det, er der også noget, der skubbes til i hende. For hvad kan det skyldes, denne pludselige ændring af adfærd, og virker de ikke mere triste nu, mere digitale, som om de er programmerede til at sige, hvad de siger, og til at bevæge sig på den samme monotone måde? Nok er de artige, begge to. Den ene er i ualmindeligt god form og har en overdreven selvkontrol hældende mod det ekstreme, men stadig i en grad, der blot er imponerende. Som en eliteidrætsudøver. Den anden er selvstændig, behøver aldrig have at vide, hvilke pligter hun skal lave, for hun overtager flittigt al husarbejdet og gør det endda med en grundighed, som sjældent ses. Det er i det hele taget svært at se, hvorfor der er grund til at bekymre sig for og klage over de to piger, men alligevel bliver moderens øjne blankere og blankere som tiden går, og hendes mundvig bliver mere og mere tunge. Hun har forsøgt at snakke med sine kollegaer og veninder. Desperat fortalt om pigernes mærkelige adfærd, febrilsk viftende med armene, men hver gang har hun haft problemer med at finde ordene til at beskrive situationen, og hver gang er hun blevet bedt om lige at falde ned, tage en dyb indånding og tænke over hvad det er, hun siger. Og hver gang har hun tiet, fordi hun har vidst, hvor umulig en opgave det er nogensinde at udtrykke den bekymring, hun hver dag må bære rundt på, som var den en abe, der stædigt klynger sig til sin gren og nægter at høre på grunde til, at den burde fordufte.

Dermed ophører moderen med at kunne gå. Bekymringen har spredt sig som cancer til alle hendes legemer, der er blevet for tunge til at hun kan løfte dem, og legemsdelene ser desuden mærkelige ud, som om de ikke helt passer sammen. Hun trækker sine knæ op om ørerne, da hun har fået slæbt sig ind i dobbeltsengen i soveværelset, og hun accepterer, at dette er en depression, som er begyndelse på en endnu længere og meget værre depression, og at hun ikke engang vil have kræfter nok til at tage sig eget liv, før den fuldstændig opsluger hende og al hendes stolthed, så stoltheden smider hun fra sig, hun er klar, men i samme øjeblik åbnes døren. Det er faderen, der er kommet hjem fra en lang forretningsrejse, hvor han har spillet trommer med børn i Indonesien. Allerede da han træder ud ad bilen, mærker han, at der er noget galt, for der hænger en sønderrivende stank ud af lejligheden, som var noget gået i forrådnelse. Han kan også mærke, at det ikke er nogen almindelig stank, for omkring sig ser han ingen, der skærer grimasser eller så meget som rynker på næserne. Fuld af undren farer han op ad trapperne, nærmest flår døren op og løber ned ad den lange gang for at finde sin kone forkrøblet henslængt på deres seng, badende i sine egne tårer og rystende af sult og tørst.
   - Min kære, hvad sker der, hvad kan jeg gøre? Vil du have noget at drikke, vand eller mælk? Og da han siger det, fyldes hun med en helt ny forståelse, da hun uden at nå at tænke over sit svar, siger:
   - Jeg vil havde min frihed. Da ved hun, hvilken frihed, der er tale om, og da ved faderen, hvad han skal gøre. Han retter den ryg, han vender til hende, tæller tre takter, og begynder at dirigere, uddannet i faget, som han er. Og al omkringliggende musik begynder at spille, en sælsom melodi, men den er munter, og den spiller så højt og rungende, at alle kan høre det. Kæmpe nær-tinnitus-oplevelse. Og de to døtre hører det også. Den hæslige hører det på sin løbetur, trods hun er mange kilometer væk. Hun hører det ikke klart nok til at kunne nynne melodien, men hun hører, at musikken river i hende. De tunge hofter er til gengæld lige omme bag lejligheden, tavst siddende på en bænk, og hun kan synge med på melodien, og det gør hun, hun danser også. Så mange rives i af melodien, at der samles flere hundrede foran lejligheden, og de danser alle sammen, og så man det udefra ville man beskrive det som en pludselig tyk dansemasse. De står så tæt, at de ikke kan få luft, og der er så mange af dem. En går med hat og er buttet, en har en rungende mobiltelefon i lommen, en stritter med fingrene. En ser hæslig ud, og en, hvis hofter en tumor, er i nylon og skørt.

Da dansemassen opløses, er det ikke fordi, nogen må forlade den for tidligt. Det er ikke, fordi nogen kolliderer, og det er ikke af andre unaturlige grunde. For så længe musikken spiller, er det slet ikke muligt at forlade den, og selvom alle har deres tanker og historier, er der ingen af dem, der støder uventet sammen; de holder kort, men sikker, afstand til hinanden. Dansemassen opløses, da dirigenten bliver træt i armene, og hans kone rejser sig op og går ud i køkkenet og begynder på maden. Så tager de to søstre hinanden i hånden og går indenfor, hvor de sætter sig rundt om bordet. Den hæslige er ualmindeligt gudforbarmende hæslig, og de tunge hofter har ualmindeligt tunge, rytmiske hofter. Moderen nynner, faderen slår ud med armene.

   - Vil du have majs eller tomater? siger moderen til den hæslige.
   - Jeg vil gerne have begge dele, siger den hæslige til moderen. Og så er der ikke nogen, der tænker mere over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...