19.00 • Adam & Astrid • Bag Dine Blå Øjne

Adams P.O.V af kapitel 22 af romanen, Bag dine blå øjne. Inspireret af ciatet: "Det er næsten ikke til at tro, at det virkelig er mig, der har oplevet det her. Og at jeg har overlevet. At jeg er her nu"

7Likes
6Kommentarer
310Visninger
AA

1. 19.00 • Adam & Astrid

Der blev banket på døren 3 gange. Jeg var i gang med at tænde endnu en smøg, selvom jeg forgæves havde tænkt, at min forrige smøg, for 20 minutter siden, skulle være den sidste. Jeg lagde lighteren fra mig, sukkede og tog et enkelt sug, før jeg rejste mig op fra lædersofaen, der knagede ved enhver bevægelse.

Jeg gad ikke gøre mig selv den tjeneste at finde ud af, hvem der havde fået adgang til opgangen uden at have ringet på. Havde det været min far, var han braset ind.

Jeg åbnede døren og så Lærke med mascaraen hængende over de runde kinder. Ned over hendes rosa læber. Jeg burde være overrasket over, at hun stod her, men sandheden var, at Lærke og jeg var som magneter, selvom jeg ikke forstod hvorfor.

”Vil du snakke om det?” Hørte jeg mig selv sige. Jeg blev opmærksom på, at jeg stadig stod med smøgen imellem fingrene.

Egentlig havde jeg lyst til at smække døren i på hovedet af hende og gå baglæns. Forestille mig at jeg derved kunne rejse tilbage i tiden. Måske bare til 30 sekunder før, og så ville den dør aldrig blive åbnet.

Mindet med Astrid overrumplede mig, idet Lærke trådte over dørtærsklen og lagde armene om mig.

 

”Hey.. hey,” forsøgte jeg for bedst muligt at trøste hende. Jeg havde aldrig set Astrid græde før. Vi havde været sammen i godt et år, og ikke på et tidspunkt, havde hun været skrøbelig.

Ikke før nu.

Jeg forstod stadig ikke, hvorfor hun græd.

Havde jeg gjort noget? Havde hun?

Måske var en død.

Jeg strøg hænderne igennem hendes lyse hår, lod tommelfingrene tage tårerne, der strømmede ned imod hendes fregnede kinder og kyssede så hendes pande, imens jeg trak hende ind i mine arme, hvor hun hørte til.

Hun blev ved med at græde, trak vejret så hårdt ind, at hun endte med at hyperventilere, imens tårerne stod som et vandfald ud af hendes gråblå øjne. Jeg trak hende med over mod sofaen, men hun begyndte at stemme imod med fødderne og guidede mig i stedet imod sengen. Langsomt blev hun mere stille, imens hun trak den store sweater over hovedet og efterfølgende løsnede de sorte bukser.

Gråden stilnede ned i snøft, idet hendes læber lå på mine. Jeg ønskede ikke det her. Jeg ønskede ikke, at hun skulle forsvinde imellem mine fingre. At hun skulle blive til den stærke person, hun altid skulle udstråle. Jeg ønskede ikke, at hun skulle få mig til at glemme.

Men Astrid havde en evne. Og snart lå vi sammen i sengen, viklet ind i hinandens kroppe. Jeg legede med hendes fingre, flettede dem ud og ind af mine egne, lyttede til hendes rolige vejrtrækning og trykkede så mine læber imod fregnen på hendes skulder.

”Tal til mig,” hviskede jeg lavt. Kyssede så fregnen igen.

Hun var stille i lang tid.

”Lad være. Det her skulle være mit limbo,” hviskede hun og gemte hovedet i min pude.

”Bare fordi du ikke fortæller ting, betyder ikke, at de ikke er der,” mumlede jeg lavt i hendes øre. Jeg flettede mine fingre ind i hendes igen.

”Ikke imellem dig og mig,” mumlede hun. Hun løsnede fingrene ud af mine, tog så en dyb, sukkende vejrtrækning og vendte sig om, så hun lå med ansigtet imod mit. Tårerne lå stadig i krogene af hendes skinnende øjne.

”Adam.. der er noget, jeg burde have fortalt dig,” hviskede hun.

Jeg lukkede øjnene. Det betød, at hun havde gjort noget. En del af mig ønskede, at hun ikke sagde det. At hun havde ret i, at tingene ikke ville eksistere, hvis vi ikke snakkede om dem.

”Hey,” hviskede hun og trykkede læberne blidt imod mine:

”Jeg har ikke været dig utro, hvis det er nogen trøst.”

Jeg mærkede, at hun lagde hånden imod min kæbe, før hun lagde hendes ansigt helt ind til mit, så vores næser strejfede hinanden.

”Adam, jeg har ikke haft det så godt på det seneste. Du ved, jeg er bakket ud af vores aftaler en del. Mor tog mig til lægen for godt en måned siden og…. jeg fik resultatet i dag,” hviskede hun. Kyssede igen mine læber.

Jeg mærkede, at den første tåre forlod min kind. Kunne hun for fanden ikke have været mig utro? Jeg tog en dyb vejrtrækning og prøvede at lede efter de rigtige ting at sige, men jeg kunne ikke komme frem til noget.

Vi lå sådan sammen i godt 5 minutter, før hun sagde noget igen.

”Jeg kommer til at dø, Adam.” Den grødede stemme var tilbage.

”Schhh… du går ingen steder. Du er den stærkeste, jeg kender,” mumlede jeg og nussede hendes kind med ydersiden af min pegefinger. Hendes øjne undersøgte mit ansigt.

”Mit liv er først lige begyndt og så…” hun begyndte at græde igen:

”Det er fandeme uretfærdigt.”

Jeg sagde ikke noget. Måske ville det endelig få hende til at åbne op. Sådan for alvor.

”Jeg gider ikke være derhjemme. Mor begyndte på hendes omsorgssnak allerede i sidste uge, og nu hvor resultaterne er kommet, så går hun amok. Ikke gøre dit, og ikke gøre dat, og husk det og det. Adam, jeg gider ikke være… være syg.”

Jeg vidste stadig ikke, hvad ”syg” indebar. 

”Jeg vil ikke dø.” Hendes stemme knækkede over på det sidste ord. Jeg havde regnet med, at jeg i løbet af forholdet skulle tale Astrid ned fra ting. Tysse på hende, når hun blev for arrig over noget, der ikke fungerede efter hendes hoved, eller måske trøste hende en enkelt gang, når hun endelig ville vise tårer. Men at jeg skulle opleve, at hun græd over det.

Det var virkelig uretfærdigt.

”Mit liv er kun lige begyndt. Da jeg mødte dig.. og..”

Vi lå der i et par minutter igen. Hun snøftede, vendte sig igen om, så jeg kunne lægge armene om hende og holde hende så tæt, som var muligt. Jeg ville ønske, at vi kunne ligge der for evigt. Jeg ville ikke give slip på Astrid igen. Jeg ville ikke se hende forsvinde.

”Jeg gider ikke tilbage dertil,” hviskede hun så. Jeg forstod ikke hvad hun mente:

”Adam, kan jeg ikke bo her? Her er så meget bedre.”

Jeg rynkede på panden for mig selv. Astrid havde aldrig kritiseret det sted, hun kom fra. Godt nok passede hun ikke ind i familiens liebhavervilla, men at sætte et dårligt ord på sin familie, det havde hun aldrig gjort.

”Der er så… hvidt. Så rent,” begyndte hun, og forargelsen strålede ud af hendes stemme:

”Det minder mig om et hospital. Hvem kalder det et hjem?”

Jeg kyssede hendes fregne igen på armen, lyttede til hendes ord, idet jeg var bange for, at sagde jeg bare én ting, ville det få hende til at tie.

”Det er bare en skal. En kulisse. Her forleden var vi i gang med at rydde ud i garagen, så der kunne blive plads til fars nye Porsche. Jeg fandt en gammel kasse med alverdens pyntegenstande, Anders og jeg havde lavet for mange år siden, og ved du hvad mor sagde? Hun sagde, at det var ragelse, hun havde glemt at tage med på lossepladsen fra sidste omgang, der blev ryddet ud derfra. Kun perfekte minder. Hvilken familie er det?”

Godt nok var jeg klar over, at Astrids forældre var meget materialistiske, men den opfattelse hun havde af dem, delte jeg ikke. Jeg elskede at komme hjemme ved Astrid. Hendes forældre var så cool og nede på jorden.

Men det nævnede jeg ikke.

”Jeg gider ikke tilbringe min sidste tid der. Det besluttede jeg mig for, så snart jeg fik resultatet. Eller.. jeg har tænkt over det længe. Men det var bare der, det gik op for mig, at jeg hører til her.”

Der var stille igen. En del af mig elskede at høre de ord. En del af mig forestillede mig, hvor glade vi kunne være, Astrid der lavede maden ved siden af hendes studie til medicin, og mig der tjente til føden. Men det var ikke realiteten. Ikke længere.

”Astrid.. du dør ikke,” mumlede jeg endelig. Kyssede hende så i nakken, lige bag øret.

”Lad være med at være så pisse optimistisk,” fnøs hun. Hun havde tydeligvis allerede gravet sig ned i et hul og besluttet sig for, at det var et sted, hun var kommet for at blive. Min Astrid skulle ikke dø.

Det var hun for stærk og sund til.

”Hold nu op,” sukkede jeg:

”Du dør ikke. Det du har… det bliver du rask for. Du kommer ind på medicinstudiet, du tæsker alle i Kapsejladsen. Eller forsøger i det mindste at bevise alle om, at du er et værdig holdmedlem. Du får et pisse godt arbejde. Vi køber os et hus. Sådan et rigtig et. Et hjem,” mumlede jeg lavt, imens jeg så det for mit indre. Vi forlod det rottehul af en lejlighed, der havde skabt gode som dårlige minder.

”Vi kommer igennem det her. Men du skal tro på det. På dig selv, og kan du ikke gøre det for dig selv, så please gør det for mig.” Det sidste kom ud med så lav en hvisken, at jeg var i tvivl, om hun overhovedet hørte det.

Men hun nikkede.  Snøftede så igen.

”Jeg er bange for, at jeg ikke er stærk nok,” hviskede hun tilbage. Ordene blev hængende i luften, og jeg lukkede øjnene ved dem. Endnu et tårer gled ned over min ru hud.

”Hvor slemt er det?” hørte jeg mig selv sige. Hun tav. Ledte tydeligvis efter den bedste måde at fortælle det på. Måske ikke kun overfor mig, men også overfor hende selv. Kunne hun sætte tal på tingene? Sandsynligheder?

”Jeg.. de sagde, at overlevelsesraten er på 88% og jeg er ung.. og stærk jo. Det sagde de.” Hendes ord var monotone. Hun troede ikke på det. Jeg lod fingrene stryge igennem hendes rødblonde hår og overvejede, hvordan hun ville se ud uden de lokker, hun havde haft i alt den tid, jeg havde kendt hende. Jeg turde ikke snakke om det.

”Jeg kan måske aldrig få børn.. det sagde lægen også,” fortsatte hun i samme toneleje. Jeg vidste, at hun forsøgte at distancere sig selv fra sine ord ved at sige dem højt. Som om det gjorde dem acceptable. Men åh, hvor var det bare ord, der ikke skulle komme ud af munden på en 19 årig pige.

”Det vigtigste er, at du skal være rask,” mumlede jeg. Jeg ville ønske, at jeg kunne holde hende tættere end, hvad jeg allerede gjorde. At det at hun lå trygt i mine arme betød, at intet kunne nå hende.

Men hvad kunne jeg gøre, når sygedommen var i hende? Det her var ikke noget, jeg kunne beskytte hende imod. Jeg hadede det, og alligevel følte jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg rent faktisk hadede. Der var så meget, jeg ikke forstod.

Vi lå der længe. Lyset i lejligheden ændrede sig igennem persiennerne. Ingen af os snakkede om at rejse os op, få noget at spise. Snart skinnede gadelampen ind som det eneste lys, og trods en ambulance, der en gang imellem rungede igennem nabolaget, var der fuldkommen stille.

Det var ikke noget, man kunne sove ovenpå. Det føltes som om, at nogen i lokalet allerede havde startet en begravelse. Hvor ville jeg bare ønske, at det ikke var Astrids navn, der skulle stå på gravstenen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...