Stenen og kornblomsten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Igang
Erindringsløs om gode tider forlader vores kvindelige hovedperson livet i byen for at finde sig selv, efter at hun fem år tidligere blev voldtaget. Men er frisk luft nok til at få vores hovedperson til at acceptere tilværelsen? I sidste ende er det ikke kun et spørgsmål om opgivelse, men også om det umulige ved at fjerne det, der findes i hår, hud, kød og blod. Det, som selv ikke søens beroligende kølighed kan fjerne.

2Likes
2Kommentarer
138Visninger

1. 1

Det er koldt, og jeg mærkes i alle folder og huller og hårstrå, der findes på min krop. Jeg er på spring. Jeg kan løfte et hav og gemme mig under det, skrige en skov i stykker og gå i kramper så voldsomme, at jeg svæver oppe i solskinsskyerne. Det gør jeg. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg er sytten, da det sker, og de efterlader mig på Slotspladsen. Usædvanligt. Alt er usædvanligt ved den nat. I radioen siger de, at pigen efterlades med intet andet på kroppen end et rødt, tyndt stykke stof, der er bundet så stramt om munden på hende, at hun ikke har været i stand til at råbe efter hjælp. Ikke at det er nødvendigt at kalde efter nogen. De bringer et interview med den livgarde, der efterfølgende finder hende, fugleungen. På daværende tidspunkt var det begyndt at sne. Hun bliver hasteindlagt og man finder ud af alt muligt, som af en eller anden årsag er relevant for alle dem, der lytter med i radioen. Avisen skriver også om det. Pigen bliver fundet med sten i sig.

Jeg husker intet, kun, at jeg siden den nat har haft en helt særlig sten i mig. Nogle gange er den skarp som nyspidsede blyanter, andre gange er stenen blot tung og bedøvende. Trods de forskellige, nedbrydelige stadier pumper den mit blod rundt og gør dele af min krop varm. Jeg prøver at holde mig varm. Derfor svømmer jeg.

Søen er aldrig klar, altid brunlig efter jernet. Når mine fødder rammer bunden, maser en tyk, silkeblød algemasse sig op mellem mine tæer, og jeg gyser. Jeg både hader og elsker den fornemmelse, ligesom at bide i vat – det er mærkeligt tilfredsstillende, og samtidig vil min natur have, at jeg holder op. Jeg bevæger mig længere ud i vandet, dyrker det unaturlige midt i naturen.

Der er sol på mine skuldre, ja, på hele mig. Jeg går rank og høj ud. Der er ingen mennesker, ingen afgrænsninger, ingen frygt at se omkring mig. Da jeg først begyndte at komme her, sørgede jeg altid for at bade i undertøj, men nu er det eneste, jeg bader med, et tyndt bånd. Det er rødt. Mit hår bliver holdt i spænd af det, så jeg ikke får klasket det i ansigtet, når mit hoved kommer under – jeg sætter det stramt og lige bag ørene. Det er det eneste, jeg har på, når jeg er i søen.

Kontrasterne er at se overalt. Hvid mod rød, solbrændt og bleg – jeg er pigen, den uberørte og mærkede, og jeg vil ikke være andre. Derfor prøver jeg at finde mig selv. Det hjælper, når jeg svømmer. Jeg er altid alene herude, og i de uger, jeg har tilbragt her, har jeg kun set få mennesker, og altid kun om dagen. De suser forbi i deres klodsede familiebiler ude på landevejen, der snor sig som en lille ledning gennem landskabet af trælamper, og jeg går, vandrer, løber, til jeg finder supermarkedet, hvor jeg køber kiks, vindruer og tapenade, som jeg bærer tilbage til hytten.

Nu er solen ved at forsvinde mellem træerne, og det minder mig om mit aftenritual: Aftenlampen vendes mod væggen, lidt efter lidt, så mørket kan trænge sig på, mens bogen i mine hænder bliver sværere og sværere at finde mening i. Det er endnu en ting, jeg både elsker og hader: Når jeg er alene, så får jeg fred, men jeg er også uendeligt bange for netop dét faktum på samme tid. Jeg vågner ikke længere om natten, og jeg behøver heller ikke at rulle gardinerne ned. Mine forældre er der ikke længere. Det er jo også fem år siden. Jeg kunne ikke være i samme rum som stenfrugter i starten, for så kom jeg i tanke om det, de sagde i radioen, med sneen og livgarden og alt det, der blev efterladt på og i mig. Det er min indre tatovering.

Søen renser mig indefra, ligesom det første åndedræt man tager, når man vågner. Jeg svømmer. Der vindstille i aften, og det betyder, at jeg kan svømme så langsomt, at ikke engang jeg selv kan høre mine bevægelser. Mine øjne er åbne, selv når jeg dykker, og jeg holder meget af, at jeg ikke kan se noget. Da jeg bryder overfladen igen, venter et syn mig, der i et kort øjeblik får mig til at stoppe op og træde vande. Jeg har ikke set andre hernede før, søen er jo så isoleret.

Du går langsomt, ligeså langsomt, som jeg svømmer, og dine tæer er bare i sandet. I din venstre hånd er der en blå kornblomst. Det vil altså sige, at du har været ovre på den anden side af skovstykket, hvor hytten, jeg bor i over sommeren, også ligger.

Jeg kæmper med mine tanker – det er som om, at jeg har et ekstra ansigt, der vil have mig til at skrige, gemme mig eller forpustet svømme så langt væk, jeg kan. Men ansigtet er ikke mit, og derfor vælger jeg at blive ved med at træde vande, for hvad er det, jeg er bange for? Dine hænder åbner sig og er solbrune som nybagte brød. De åbner sig, taber kornblomsten, og så ser jeg dine øjne, som er ligeså blå, som blomsten nu ligger dér i sandet.

Jeg tænker ikke længere. Min krop slår fra. Det sker ligeså snart at det går op for mig, at du nu også svømmer ved siden af mig, og at bunken af bomuld ligger rodet ved siden af min, der nænsomt er foldet sammen.

Du plasker ikke. Håret ser helt hvidt ud i de sidste, smørgule stråler. Jeg har selv fået helt mørkt hår, efter mit hovet kom under. Efter noget tid begynder du at gå o. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg mærker en brændende lyst af at følge efter din skikkelse. Du ligger dig i det tynde græs og lukker øjnene, efter lidt tid kæmper du dig op og støtter dig på albuerne. Du ser afventende på mig, og jeg går op og mærker algemudderet mellem mine tæer, derefter solen, der som en varm hånd skubber mig frem mod dig.

Vi er ikke særlig forskellige. Vi har forskellige historier, men vi minder om hinanden. Jeg blev fundet i et tyndt lag sne med følelsen af fremmede legemer i mig. Du blev fundet med hvidt skum ud af munden i en bil, der var så varm, at din hud var begyndt at skrælle af. Begge var vi børn, da det skete – vi kunne ikke tale, vi kunne ikke bevæge os, nej, ikke engang gå, også selvom min ulykke skete femten år efter din. Du har været rask i længere tid end jeg, men vi er lige gamle, og det betyder, at vi begge er ved at ændre os. Vi ændrer os.

Jeg mærker solen tørre mig fuldstændig – tænkt, at det tager så lang tid for den at gå ned! – og selv folderne under mine baller bliver helt tør, min hud smidig igen. Mine bryster slapper af, jeg slapper af. Jeg ser på dig, og du smiler lidt. Jeg smiler tilbage og plukker en kornblomst, som jeg ligger på din mave, og så ved jeg, at jeg er voksen, og at jeg har vundet. Det er nu, jeg mærker min krop. Og mærker forandringen.

For det er jo sådan, at ligeså snart at vandet rammer mine tånegle, så føler jeg, at jeg kan klare alt. Jeg kan løfte et hav og gemme mig under det, skrige en skov i stykker og gå i kramper så voldsomme, at jeg svæver oppe i solskinsskyerne. Men jeg gør det ikke. For efter at jeg mødte dig, så svømmer jeg hele tiden, og jeg behøver aldrig at tænke på andet end vores svømmeture, for du er hos mig, også selv når det sner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...