Omni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 18 jul. 2016
  • Status: Igang
Uønsket. Forladt. Hele sin barndom har Omni været forhadt - af sin mor, der efterlod ham ved børnehjemmet; af de andre børn; af alle de voksne, der aldrig valgte at adoptere ham, men gik videre til de langt mere normale drenge og piger. Men nu er han voksen. Han er i hvert fald gammel nok til at kunne bestemme over sig selv, træffe sine egne beslutninger og flytte ud i sin egen lejlighed. Han er gammel nok til at vide, at han ikke burde drikke så meget som han gør; gammel nok til at vide, at der er nogle mennesker man bør holde sig langt væk fra. Det er bare så fandens svært, når ét af de mennesker konstant banker på ens dør...

3Likes
2Kommentarer
197Visninger
AA

1. Tattoo-tosse

"Nu passer du på dig selv," sagde Karen, mens hun stod i døren og tog afsked med Omni. For udenforstående virkede det sikket oprigtigt nok. Hendes sarte smil, hendes uroligt stolte blik, det lille vink med den elegante hånd, der efterfølgende lagde sig over hjertet, og ikke mindst de næsten moderlige ord. 

Han smilede bare tilbage. Et smil, som han gennem årene havde tillært sig - venligt, roligt, empatisk.

Han stod allerede på trappen til børnehjemmet, og han kunne ikke komme afsted hurtigt nok. Kufferten var pakket, hætten på trøjen var trukket op, der var blevet taget afsked med dem, der skulle tages afsked med. Han skulle bare afsted.

"Du ved, hvor du kan finde os, hvis du får brug for hjælp," fortsatte Karen.

Og Omni fortsatte sit smil, nikkede lidt, undgik øjenkontakt, mest fordi han vidste, hvor meget hans øjne gjorde andre utilpasse. En lektie han havde lært alt for tidligt og brutalt.

"Du har vores nummer, ikke?"

Han nikkede igen. Ville hun da for helvede ikke bare stoppe med at snakke, så han kunne gå? Han lagde en hånd på sin kuffert, indikerede at samtalen - eller monologen - var slut.

"Det er godt, Omni." Karens stemme havde en lille snert af noget, der næsten kunne mistænkes for at være rigtig ængstelse, og i et kort øjeblik følte Omni sig forvirret. Hun kunne ikke lide ham. Det var der ingen, der kunne. Ikke engang hans egen mor.

Med et fast tag i kuffertens håndtag hankede Omni op i den og løftede den ned af de sidste trin, ned på gaden, ud i friheden, hvor han var en voksen, sin egen herre. Uden at vende sig om, trak han sine få ejendele med sig og lagde for alvor barndommen bag sig.

Transporten med bus var ikke just behagelig. Der var for varmt, for mange mennesker, for lidt plads, når man have en kuffert med sig. Han stod op hele vejen med rejsetasken mellem benene og forsøgte at ignorere de mange puf og skub, der fulgte med sådan en tur. Han var sig samtidig yderst bevidst om de mange blikke, der faldt på ham. Det var ikke noget nyt, og han hadede det. Derfor havde han også beholdt hætten oppe på trods af varmen. Ingen grund til at give dem endnu mere at sladre om. Det var nok at han i forvejen var så stor af sin alder. Ikke mange på 18 var over 195 cm. Og slet ikke så veltrænede som han. Selvom hættetrøjen var stor, skjulte den ikke helt, hvor bred han faktisk var over skuldrene.

På let rokkende ben, fangede han høretelefonerne på sin mobil og stak dem i ørerne. Få sekunder efter bragede Linkin Park ind i han øregange og gjorde ham en hel del roligere. Der var noget ved deres til tider skurende musik, der fik hans puls til at slappe af.

Folk steg på og andre hoppede af. En lind strøm af fremmede, som i et flygtigt øjeblik var en del af Omis indsnævrede verden. En enkelt gang ramlede en mand ind i Omnis skulder, og uden at tænke over det vendte han blikket mod den fremmede.

Han blev mødt af et ansigt, der var tatoveret ved tindingen, ned over kinden og fortsatte ned på halsen. Piercingerne i øjenbrynet glimtede mat over det overraskede blik, da Omnis øjne blev afsløret. 

Manden, der på trods af sine frivillige ansigtsskamferinger ikke så meget ældre ud end Omni selv, bevægede munden, mens hans øjne glimtede lystigt.

Omni havde på ingen måde lyst til at høre, hvad det var, han havde at sige. Det var sandsynligvis enten skældsord eller en aparte fascination af det groteske, men han fik ikke mulighed for at ignorere det, eftersom manden let bankede en knytnæve mod Omnis skulder igen. Han krævede opmærksomheden og fattede tydeligvis ikke en hentydning. Omni pillede høretelefonerne ud, men undlod at kigge på manden igen.

"- købt dem?" var det sidste han hørte den fremmede sige.

Omni rømmede sig. "Jeg hørte ikke, hvad du sagde?" Hans stemme var som altid lettere hæs, og han forsøgte at tale så lavt at det kun var den krævende fremmede, der kunne høre ham - ingen grund til at tiltrække sig mere opmærksomhed end højest nødvendigt.

"Dine kontaktlinser. Hvor har du købt dem?" gentog tossen ivrigt. "De er virkelig fede."

Han burde lyve. Han burde remse et eller andet tilfældigt butiksnavn op. Han burde stå af bussen og gå resten af vejen for at slippe for tåber som Tattoo-Kaj, men en lille del af ham nød at se folk vride sig, når de hørte sandheden. Om ikke andet ville Tattoo-Kaj vel lade ham være i fred.

"Det er ikke linser," svarede Omni kort. Han tillod sig at se direkte på manden for at fange hans forfærdede reaktion - men den udeblev. I stedet kneb han munden stramt sammen og vendte Omni ryggen. Hvilket var godt det samme. Omni satte høretelefonerne i ørerne igen og blev ikke generet af fyren mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...