Omni

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 18 jul. 2016
  • Status: Igang
Uønsket. Forladt. Hele sin barndom har Omni været forhadt - af sin mor, der efterlod ham ved børnehjemmet; af de andre børn; af alle de voksne, der aldrig valgte at adoptere ham, men gik videre til de langt mere normale drenge og piger. Men nu er han voksen. Han er i hvert fald gammel nok til at kunne bestemme over sig selv, træffe sine egne beslutninger og flytte ud i sin egen lejlighed. Han er gammel nok til at vide, at han ikke burde drikke så meget som han gør; gammel nok til at vide, at der er nogle mennesker man bør holde sig langt væk fra. Det er bare så fandens svært, når ét af de mennesker konstant banker på ens dør...

3Likes
2Kommentarer
198Visninger
AA

2. Is og blod

Lejligheden var ikke stor, men den var tilgengæld møbleret. En eller anden sagsbehandler måtte have haft dårlig samvittighed, for der stod både sofa, tv, spisebord og stole klar til brug. Omni var ikke vant til at få noget foræret fra nogen, så han vidste, at der ville komme et tidspunkt, hvor alt skulle betales tilbage. Hvordan betalingen skulle foregå var uvist - en dødssyg uddannelse, et røvsygt job, storebror eller mentor for en eller anden unge, med en hård fortid. Kommunen ville altid stille krav.

Han satte sig i sofaen. Koksgrå, slidstærkt stof. Han hoppede lidt op og ned. Gode fjedre. Og, hurra for en lykkedag, man kunne hive underdelen ud, så sofaen på magisk vis forvandlede sig til en god bred seng. Ikke dårligt.

Fjernbetjeningen til tv'et lå allerede ved siden af ham, og alle kanalerne var indstillet. Han lod det køre på Tour de France, mens hans bevægede sig ud i køkkenet.

Ganske lille, to kogeplader. Et lille komfur. En mikrobølgeovn. Et lille køleskab, der havde en lille smule indmad i form af rugbrød og diverse pålæg. Og mælk, selvfølgelig. Altid mælk. Som efter Omnis mening kun kunne bruges til noget, hvis det blev blandet op med vodka og kahlua.

Tegnebogen lå i baglommen endnu, men der var ikke mange kontanter i den. Tilgengæld var der et splinternyt dankort, som endnu et bevis på, at han var en voksen mand. Han smilede ved tanken om, at det snart skulle bruges til at købe rigtigt ind. Han kunne godt bruge en iskold øl.

Videre til badeværelset, der også var uhensigtsmæssig småt. Han kunne ikke udtrykke med ord, hvor meget han glædede sig til at skulle bade med sit toilet. Åh, hvilke vidundere ungdomslejligheder kunne byde på. Han fangede et glimt af sig selv i spejlet. Han havde stadig sin hætte oppe, men nu var han alene, så han kunne roligt møde sit eget blik. Så vidt han vidste, var den eneste i verdenen, der kunne holde til at se ind i de misfarvede øjne.

Det højre kunne til nød kaldes normalt - hvis isblåt ellers havde været en nogenlunde gængs øjenfarve. Blå var. Hvorfor så ikke isblå? Fordi hans var næsten hvidt. Og så var der det venstre. Hvad skulle man stille op med et øje, der var blodrødt? Omni havde mange gange siddet foran spejlet og nærstuderet sine glughuller, i håbet om at finde noget godt ved dem. Det isblå havde han efterhånden vænnet sit til. Han havde engang ladet sit hår gro helt vildt, delt det i højre side, så det dækkede for det venstre. Der gik cirka tre uger, inden det begyndte at drive ham til vanvid. Og personalet på børnehjemmet havde en tåbelig regel om, at man skulle se præsentabel ud, når der ind imellem kom vordende forældre, så håret var blevet klippet. Under sine mange betragtninger af sine øjne havde han fundet en lille isblå plet i det venstre, og det havde givet ham en barnlig tro på, at hvis han bare var en god dreng - som i virkelig god; aldrig lyve, aldrig stjæle, altid være en god ven - så ville det blodrøde øje langsomt forandre sig til samme farve som det isblå. Men ak, det viste sig at være sværrer end som så. Især fordi folk trak sig fra ham, så snart de så de mismatchende øjne.

Han vendte blikket bort og fiskede sin mobil frem. Will havde bedt ham om at at skrive, så snart han var alene i lejligheden.

Will var nok noget af det tætteste Omni kom på at have en ven. Han var klar over, at `venskabet´ bød på visse udfordringer, så som at Omni under alle omstændigheder skulle bære solbriller, så som, at Omni var den der betalte for al deres alkoholindtag - hvilket var betragtelige summer. Will bød ind med at være sammen med Omni. Det var ufint at købe sig til venskaber, det var Omni fuldstændig klar over, men hvis det var den eneste mulighed man havde...

Fingeren havde ikke andet end lige snittet send-tasten, før det bankede på døren, og med et forskrækket gisp tabte Omni telefonen i toilettet.

"For helvede!" bandede han for sig selv, og halede den hurtigt op. Han svingede den for at få den tør, mens han gik ud i gangen.

Han lod isøjet kigge ud af dørspionen, og lige som man havde troet sig sikker stod Tattoo-Kaj på den anden side af døren.

Og han var ikke alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...