somewhere far away

DETTE ER EN 2'ER TIL WHY ME....
Emily er kommet tilbage til skolen og ha fået et nogle lunde normalt liv. hun ignorerer drengene og prøver at holde hvad der skete hemmeligt, men da den nye dreng Nico starter på skolen for det konsekvenser og gamle fjender dukker op igen.

vi råder jer til at læse Why me? før i begynder på denne movellas for at kunne forstå det hele ;)

4Likes
0Kommentarer
1847Visninger
AA

13. Home Sweet Home

“Awww! hvor er de søde” lød det fra Jonas. Han var så også årsagen til at jeg vågnede. Flakes arme lå rundt om mig og holdte mig tæt ind til ham. jeg gad faktisk ikke vågne… jeg ville bare blive liggende her, med Flake. jeg kunne ane et blits og vendte hovedet mod Jonas. “Fuck nu af…” mumlede jeg og begravede hovedet ned i Flakes skulder. Han gav en svag lyd fra sig og gabte så. jeg sukkede da hans hænder fjernet sig fra mig. “Emily… du skal op” hviskede han blidt ind i mit øre. Jeg sukkede hårde og satte mig op. “hvor er i nederen” mumlede jeg og gik mod mit værelse. klokken var kun omkring 12 og jeg havde det som om jeg skulle dø…. det var ubehageligt.

Smerten i mit hjerte skyldes kun en ting… Kærlighed… der gik ikke en dag hvor jeg ikke tænkte på Niall, Louis, Harry eller Liam. Det var det mest underlige jeg havde været igennem. og det der blev skabt… Jeg savnede virkelig alle drengene. men jeg ville ikke tilbage til dem. alt det der de har gjort. jeg ville ikke kunne leve med mig selv hvis jeg tilgav dem. “forstyrre jeg?” jeg kiggede over på Flake der stod og smilede i døren. “nej… det gør du ikke” mumler jeg og smider mig tilbage i sengen. Han lagde sig ved siden af mig og kiggede på mig i noget tid. “Tristan fortalte at du er Jaloux på Julie” jeg slog mig selv i panden. “jeg er ikke jaloux! jeg kom bare til at tænke på noget” mumlede jeg og kiggede på Flake. “hvis du siger det” mumlede han og satte sig op. Jeg kiggede surt på ham. “jeg var fucking ikke Jaloux!”jeg satte mig hurtigt op og kiggede igen på Flake. “Hvis jeg var så fanes jaloux var jeg nok skredet hver gang jeg så dig med en pige!” han løftede det ene øjenbryn. “hvis du ikke var jaloux… var du sku ikke stukket af da jeg var sammen med Julie!” svarede han stædigt igen. “så hvis jeg gik ud nu og kyssede med… lad os sige Tristan… så var du ikke blevet mærkelig?” han rynkede brynene og rystede på hovedet. “nej… for jeg føler intet for dig søde ven” jeg tav helt. Det gjorde ondt. “av…” mumlede jeg og kiggede væk fra ham. “Emily…” jeg kiggede surt på ham “nej! jeg gider ikke høre det… bare… fuck af!” råbte jeg og han sukkede og forsvandt langsomt ud af værelset. Da døren lukkede efter ham faldt den første tåre ned af kinden. Mine ben kunne ikke holde mig op længer og jeg faldt sammen på gulvet i en hulkende klump.

Jeg havde nok sat sådan i omkring 20 minutter da jeg blev enig med mig selv om at det her ikke var det hver. Jeg kastede en taske på sengen og fik pakket alt hvad jeg kunne finde som var mit, det hele kom ned i tasken og jeg tog mit tøj på og gik ud i gangen. “Emily… hvor skal du hen?” jeg kiggede tilbage på Jonas som bare kiggede undrende på mig. “det er lige meget… men Jonas please… lov mig at passe på dig selv” mumlede jeg og gik over og krammede ham. “farvel” jeg trak mig fra ham og han kiggede undrende på mig “Farvel? hvor skal du hen?” han trådte et skridt nærmere og jeg et skridt tilbage. “England” mumlede jeg… “jeg vil tilbage til min bror og dem der faktisk elsker mig” sagde jeg og gik hurtigt ud af døren da jeg hørte Flake kalde på mig. Jeg havde ringet til en taxa der skulle køre mig til lufthavnene den holdte allerede ude foran og jeg skyndte mig hen til den.

Da vi ankom ved lufthavnen betalte jeg for turen og skyndte mig ind for at bestille en billet til England. Jeg fik en billet og fandt hurtigt terminalen hvor flyet skulle flyve fra. Der ville går ca. 20 minutter til flyet landede. jeg fandt min mobil frem og scrollede igennem mine kontakter indtil et kendt navn vidste sig på skærmen. min finger gled over opkald og den bekendte bip lyd, lød i få sekunder inden hans dejlige stemme fyldte mit hoved. “Emily… er det dig?” der gik lidt tid inden jeg reagerede på spørgsmålet… men jeg nød bare hans stemme så meget. “Kan du ikke hente mig i lufthavnen om 1 time?” midt spørgsmål kom som en overraskelse for ham… eller det lød sådan. “Du kan regne med mig Emily!”  Jeg lagde på og smilede. De havde ikke glemt mig helt.

Min hjerne var i en stærk konflikt med mit hjerte da jeg satte mig tilrette i flysædet, ved siden af mig sad en dreng. Hans lyse hår og tydelige kindben virkede bekendt  og på den anden side sad af ham sad der også en dreng. Hans hår var mørkt med et gyldent skær af brun og hans øjne brændte ind i mine da han drejede hovedet. NO FUCKING WAY! Hvad lavede de nu her!? Jeg drejede hurtigt hovedet væk fra ham, men han havde opdaget mig. “Emily… Omg er det virkelig dig?” lød det svagt fra Mikkel som så fik drengen ved siden af til at kigge hen på mig. Hans øjne lyste op da han så mig, gid jeg kunne vise den samme glæde… men det kunne jeg bare ikke. “Emily…” jeg sukkede og tvang et smil frem på mine læber “William… længe siden, og hej til dig Mikkel” mumlede jeg og kiggede ned i mit skød hvor jeg sad og pillede ved mine negle. “hvor blev du af den aften hvor du var sammen med Nico?” lød det svagt fra William. “jeg… har ikke lyst til at snakke om det” svarede jeg ærligt. For det havde jeg virkelig ikke. Den aften jeg fandt ud af at Nico faktisk var Justin og at Zayn faktisk havde brugt ham til at komme tæt på mig. ‘Jeg havde ingen tillid til nogen efter det. MEn der skete noget da jeg mødte Flake, han behandlede mig anderledes, indtil i dag. “Jeg har ikke følelser for dig søde ven” den gjorde seriøst ondt. Jeg havde fået mange sms’er og opkald fra Flake og hver gang hans ansigt viste sig på min skærm gik der et jag gennem mig. den brummede endnu engang i min hånd og jeg mærkede et par varme og engang så elskværdige øjne stirrer på mig. “skal du ikke tage den?” jeg rystede på hovedet og lagde på. Der var igen stille og heldigvis gjaldte det resten af turen.

Jeg var hurtigt ude da flyet landede og skyndte mig at finde min taske. jeg mødte en hær af mennesker på vej ned af rulletrappen. Da jeg var halvt nede kunne jeg se det blonde hår og det fantastiske smil. Niall! Jeg gik stille hen mod ham, men da jeg mærkede hvor meget jeg rent faktisk havde savnet drengen, kunne jeg ikke lade hver. Jeg slap tasken henne ved ham og hoppede op i hans arme. “Emily! jeg har savnet dig så meget” mumlede han ned i min skulder. Jeg kunne ikke få et ord ud, men jeg kunne vise at jeg også havde savnet han, ved at  strammede grebet om ham. Sådan stod vi i lidt tid inden jeg hoppede ned fra ham, han smilede stadig meget og flettede hans fingre ind i mine. “lad os smutte hjem til de andre… de vil blive så glade for at se dig” sagde han og tog min taske. “hvordan var det så i Danmark?” kom det stille fram ham. “det var… fint” mumler jeg og mærker igen min baglomme vibrere. Ham smed min taske ind bag bilen og satte sig ind på førersædet. “lad os smutte hjem!” sagde Niall glad og begyndte at køre. Turen hjem til drengene var lang… Alt for lang hvis du spørger mig. “vent her… de ved ikke at du er med” sagde han stille jeg nikkede og blev stående i gangen. “Hey drenge… jeg har mad med” råbte han og bar alle Nandos poserne ud af gangen. “endelig… jeg troede du havde spist alt selv” lød det fra Louis. Det mindede mig om hvor meget jeg faktisk havde savnet ham. en tårer løb ned af min kind og jeg holdte hurtigt mine hænder over munden for at han ikke skulle høre mig. i stedet væltede jeg en paraply . ”hvad var det?” lød det stille fra Louis, skridtende kom nærmere og jeg smilede til Louis da han stod i døråbningen med begge hænder op foran munden ”Emily… er det…” jeg løb over til ham og omfavnede ham ”undskyld jeg stak af” mumlede jeg ind i hans bryst. ”du er hjemme igen!” jeg nikkede og trak mig stille fra ham ”hjem kære hjem” sagde jeg glad.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...