Han siger, han elsker mig

Han siger, han elsker mig - men gør han nu også det? Jeg elsker ham stadig // med i 'For jeg elsker dig'-konkurrencen - valgmulighed 1 //

4Likes
2Kommentarer
237Visninger

2. //

 

Vi havde været sammen i syv år, og havde endelig besluttet os til at flytte sammen, og så sker alt det her. Vi lærte hinanden af kende allerede tilbage i folkeskolen og forblev venner i løbet af gymnasie tiden, hvor vi blev kærester, for vi havde udviklet følelser for hinanden. Vi var lykkelige og forelsket. Han var det første kæreste, jeg havde haft og jeg fortrød det ikke. Jeg havde aldrig tænkt på andet end ham i alle disse år, jeg havde altid troede, at det skulle være os to for evigt, men jeg var begyndt at blive i tvivl.

Jeg elskede ham stadig, men jeg så ham næsten aldrig.

Vi havde boet i lejligheden i snart to måneder, og der stod stadig nogle få papkasser henne i hjørnet af soveværelset, men det tog han sig ikke af. Det var mit job, sagde han.

Vores lejlighed var lille, men hyggelig, eller jeg prøvede at gøre den hyggelig, ved at sætte stearinlys op og friske blomster, men hver gang han så dem, smed han det ud. Den ene gang havde jeg købte nogle pyntepuder til vores sofa, som så godt ud til den sorte kedelige sofa, men det skulle jeg åbenbart ikke have gjort. Han kastede dem ud af vinduet, og da vi boede på tredje sal, kunne jeg ikke gå ned og hente dem, for jeg så hvordan de blev kørt over igen og igen, da bilerne der kørte forbi.

Jeg holdte tårene inde, når han var i lejligheden, hvilket han ikke var særlig tit, og det gjorde ondt. Jeg var så sikker på, at Daniel og jeg skulle blive sammen, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro efter alt det her. Jeg fik så fjerne tanker om ham.

Jeg elskede ham, men nogle gange var det så fandens svært. Hans så dejlige blå øjne, var næsten ikke blå mere, de var mere mørke end den lyse blå, som jeg før kunne forsvinde væk i. Han smilede ikke særlig meget, og jeg vidste aldrig, om det var mig, der var noget galt med. Jeg havde ikke gjort ham noget.

Lige nu sad jeg i sofaen med benene oppe til mit bryst, mens jeg holdte en frisk brygget kop kaffe, som var dampende varm. Det var ikke længe siden, at jeg var kommet hjem fra arbejde, og sad egentlig bare og ventede på Daniel, som jeg ikke vidste, hvornår dukkede op.

Vores forhold var efterhånden blevet til, at det var ham der bestemte, når jeg måtte gøre det ene og det andet. Og jeg gjorde ikke andet end at adlyde det, for jeg elskede ham. Jeg ville ikke miste ham, selvom jeg vidste, at det ikke var sådan her vores forhold skulle fungere. Jeg var sikker på, at han inderst inde og selv vidste det, det var derfor jeg ikke gjorde modstand. Han skulle bare have tid til at finde sig selv igen.

Jeg arbejdede på et teater, hvor jeg stod for det økonomiske og hele teknikken. Jeg var meget teknisk anlagt, så jeg hjalp til, hvor de havde brug for det. Det var mig folk kom til, hvis de skulle bruge noget til teaterstykket eller, hvis der skulle købes mere ind til vores salg af sodavand og øl. Jeg elskede mit arbejde, og nogle gange så meget, at jeg hellere ville være der end herhjemme, hvor jeg kunne finde Daniel.

Daniel arbejde som forretningsmand, men jeg havde aldrig rigtig sat mig ind i, hvad han egentlig lavede. Han sad på sit kontor dagen lang og holdte styr på en masse ting og sager. Han snakkede aldrig om arbejdet, så jeg blev ikke rigtig involveret i det.

Jeg hørte nogen ved døren, og der gik ikke længe, før døren blev revet op og ind kom Daniel. Han tog normalt på arbejde i fint tøj; helst sorte jeans, en skjorte og slips, men hans slips sad ikke, som det normalt gjorde. Det sad helt løst og skævt, mens han lignede en, der havde fået for mange øl.

”Babe, lav noget mad,” sagde han og lukkede døren. Jeg tog en af min, stadig, dampende kaffe og blev ved med at se på ham. Han kom ind i stuen og satte sig i den anden sofa, vi havde. ”Violet, jeg er sulten!” Denne gang sagde han det lidt hårdere, så jeg kunne forstå det, men jeg blev endnu engang siddende.

”Vi!” udbrød han og rejste sig op, men han havde lidt svært ved at stå helt stille. ”Lav så den mad!” råbte han og pegede ud mod køkkenet. Jeg sukkede lydløst og rejste mig op, for at gå ud i køkkenet, mens jeg havde min kop kaffe i hånden.

Jeg satte min kop på køkkenbordet og lagde mine hænder, på hver side af min kop, på bordet. Jeg rystede på hovedet, og vidste godt, jeg burde gå, men jeg kunne ikke. Det var min Daniel. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang med at lave mad til ham.

Jeg fik lavet nogle bøffer til ham med kartofler og sovs. Jeg vidste, at han godt kunne lide det, men når han ikke vidste, hvad han ville have, kunne jeg forvente alt muligt fra ham.

”Daniel, maden står på bordet,” sagde jeg blidt fra køkkenet af. Jeg vidste, han kunne høre, hvad jeg sagde, for han sukkede tungt, og sagde en form for udbrud.

”Servér det herinde for mig,” jeg sukkede og tog tallerken og gik ind i stuen med det til ham. Det var Daniel, der i startede havde sagt, at vi overhovedet ikke skulle spise inde i stuen, vi havde et køkken, og det var der, vi skulle spise maden. Jeg satte maden på sofabordet, da han var travlt optaget af en fodboldkamp, der kørte i fjernsynet.

”Hvad er det?!”

”Bøf,” sagde jeg og kunne fornemme, at min stemme var mindre, end den skulle være.

”Bøf?!” han smed tallerkenen på gulvet, hvorefter han gik truende hen i mod mig, selvom han havde svært ved at gå helt lige. ”Jeg skal fandeme ikke have bøf, når jeg udmærket ved, hvad jeg vil have!” Han stemme var fuld af vrede, og da mit blik nåede hans øjne, var de fulde af lyst.

Han havde aldrig prøvet på noget, og han have aldrig været voldelig overfor mig, han var kun bestemmende, men det var de fleste mænd. Min Daniel var bare som andre mænd.

Han lod sin ene finger glide hen over min kind, men han kiggede bare på mig med et tomt, men truende blik. Jeg kunne ikke gøre noget, jeg var som lammet til stedet, mens jeg intet kunne sige. Jeg kunne ikke protestere, jeg kunne ikke engang se væk fra de øjne, som jeg ikke kendte på min kæreste.

Der gik ikke længe før hans hånd gled ned over min arm, hvor han tog hårdt fat. Smerten i armen var ulidelig, og jeg ville næsten ønske, jeg ikke var her. Jeg kunne mærke nogle tåre bane sig vejen frem til mine øjne, som hurtigt fik mig til at se ned i gulvet.

”Slip mig,” hviskede jeg. ”Daniel, slip mig,” min stemme var en hvisken, fordi jeg ikke turde gøre andet. Jeg var bange for at råbe af ham, og jeg var bare generet bange for ham i dette øjeblik.

”Slippe dig? Hvorfor fanden skal jeg slippe dig, når du ikke laver det mad til mig som jeg forlanger?!” Han spyttede ordene ud i hovedet på mig. Han tog hårdere fat i mig, indtil tårene gled ned af kinderne på mig. Han slap og løftede mit ansigt stille op, så jeg så ind i hans kolde øjne. Hvor var min Daniel?

Jeg sukkede lydløst og håbede på, at han ikke lagde mærke til det. Jeg var bange for, hvad han havde tænkt sig. Daniel var slet ikke sig selv, eller også var det bare den fyr, som jeg var smask hamrende forelsket i. Jeg kunne ikke forlade ham, han havde brug for mig, og jeg havde brug for hans kærlighed. Lige meget hvordan han forærede mig den, så havde jeg brug for den. Jeg var bare bange for, at han var væk. Den Daniel jeg engang kendte, var blevet til en anden Daniel, som jeg ikke kunne forlade. Jeg elskede ham.

”Jeg elsker dig,” sagde han og gik. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...