Harry Potter - Hævnens time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 21 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til den store fan-fiction konkurrence) 20 år efter kampen mod Han-Som-Ikke-Må-Benævnes og hans tilhænger, findes uroen stadig sted i den magiske verden, da Harry Potter, en dag bliver meldt savnet. Samt bryder dødsgardister - de som overlevede kampen- fri fra Azkaban, hvilket skaber kaos i Ministeriet for Magi. Orenda Roberts, journalist på Profettidende, tager sagen i egen hånd, og får en hjælpene hånd af selveste Albus Potter. Ginnys - og Harrys søn. Sammen kæmper de om at finde Harry, mens mørke tider går i møde. Mon om hele menneskeheden og den magiske verden er i alvorlig fare, når de finder ud af, at ondskaben lurer om hjørnet?

5Likes
12Kommentarer
889Visninger

5. 4.

Kapitel 4 ϟ

-Ikke rettet igennem

Mødet med Orenda gik over mine forventninger. Vi var begge enige om, at vi skulle finde min far. Hvordan, havde vi ikke lige fået afgjort endnu. I mellemtiden ville vi observere vores omgivelser, samt ville Orenda tage hen til Hermione, for at høre ad, hvad vi kunne stille op. Som altid, var hun fuld af gode ideer. Så lad håbe, at hun også havde det denne gang.

I mellemtiden tog jeg tilbage til Hogwarts skole, så min forsvinden ikke skulle virke mistænkelig. Dog havde det ikke været en rar skole at komme tilbage til, da Kotkel havde haft svært ved at dække over mit fravær.

Som sædvanlig endte det med, at han blev tvunget til at sige den endegyldige sandhed. Jeg fik lærerne på nakken, og skulle en tur op til professor Dawlish, som overraskende tog min udflugt mindre alvorligt.

Han havde derudover fortalt mig nogle fortrolige ting omkring min fars forhold til Ministeriet for Magi. Der var en hvis sætning, som ikke ville forlade min hukommelse: ”Din far har ikke altid været lige begejstret over en vis person i ministeriet. I løbet af de sidste par år, blev han kaldt til retssalen til forhør, da han konstant blev beskyldt for at have stjålet det usynlighedstæppe, som ikke længere tilhørte ham.”

Hvem min far ikke var begejstret for, fik jeg ikke af vide. Noget sagde mig, at han ikke selv var helt klar over det. Hvorfor han valgte at fortælle mig det, vides ikke, da vi blev afbrudt af Draco Malfoy, som skulle have en fortrolig snak med ham. Hans ord havde dog givet stof til eftertanke. Min far havde stadig fjender. Fjerner som ville have ham væk fra rektor posten, samt ende i Azkaban. En ting var sikkert; den som stod bag, befandt sig umiddelbart i Ministeriet for Magi.

⚯͛

Jeg vågnede til en kvækkende lyd. Svimmelt kom jeg op at sidde i min seng, og blev mødt af en grøn slimet tudse ved min side. Dens mund bevægede sig op og ned, mens kvæk-lydende blev dannet. Irriteret prøvede jeg at række ud efter den, men blev forhindret af en lille flue. Den fløj summende rundt foran mit ansigt, og straks mærkede jeg noget vådt på min højre kind.

Et skrig banede sig vej op ad min hals, mens jeg så hvordan tudsen tog sin tunge til sig igen.

”Hvor klamt” beklagede jeg mig, og tog hjørnet af mit tæppe, for at tørre min våde kind.

Den kvækkede igen, hvilket fik vreden op i mig. Jeg tog fat om dens lille slimede grønne krop og fortsatte hen mod dens ejermand.

”Leander, den forbandede tudse vandre frit rundt i drengens soveværelse. Kan du ikke for en gang skyld holde styr på ham?” sagde jeg højt og tydeligt, mens jeg ruskede i ham, så han kunne vågne. Han gav et grynt fra sig, og rakte ud efter hans tudse uden tøven.

”Han hedder Junior” mindede han mig om, og tog ham helt ind til sig, mens han vendte sig væk fra mig, så jeg kun kunne se hans rødblonde hår og hans enorme stritøre.

Jeg sukkede irritabelt, da tanken om, at den tudse igen i år skulle være en plage. Sidste år endte Leander Leung at få en advarsel, da Tudsen op til flere gange havde spist af skolens magiske planter. En dag var den lige ved at dø, da den var kommet i nærheden af en kødædende snegl. Ikke nok med det, fik den også klistret nogle af vores – drengenes sovesal i Gryffindor- skolebøger med dens slimede skin og fugtige tunge.

Det var Leanders bedste ven, så jeg lod gå denne gang. Et år uden de to ville blive langt være, end et år hvor de er adskilt. For så ville han være alt for sørgmodig og anstrengende. Han havde sine grunde. Men en død muggler mor, og en far, fuldblods troldmand, der var blevet bims; var det ikke let at omgå sig.

⚯͛

Da vi alle kom ned i spisesalen, var en tredjedel af pladserne tomme i lokalet. Måltidet var allerede  begyndt for længst, hvilket var meget mærkværdigt. Selv oppe ved lærerens lange spisebord, var nogle af lærerne ikke tilstede.

Jeg slog mig ned ved siden af en sort langhåret pige ved navn Foshia Delaine . Hun smilede sødt til mig, og spurgte om jeg ville have noget drikkelse. Jeg nikkede venligt til hende, og så mig omkring. Kotkel sad overfor os, og ved siden af ham sad Leander i færd med at fodre hans tudse med en bøtte fluer. Jeg havde allerede mistet appetitten, og nøjes med at tage nogle slurk af glasset.

”Såå, hvad har jeg gået glip af?” spurgte jeg, med en forventning om, at en masse svar ville komme strømmende. Men her var tavs. Kun lyden af summende stemmer, smaskende elever, samt Junior der konstant gav et kvæk fra sig.

”Jeg ved det ikke rigtigt. Der går rygter om, at elevernes forældre henter dem hjem.”  Brød Foshia ud, da hun havde tygget af munden.

”Hvorfor dog det?”  røg det ud af mig, mens jeg kiggede dybt ind i hendes fortvivlede øjne.

”De er vel ræd for, at lade deres barn færdes inde for Hogwarts mure, når en af de magtfulde og kendte troldmand kan forsvinde ud i det blå.” forklarede hun indlysende, og gengældte mit blik. Jeg rømmede mig en anelse, da det var min far hun snakkede om.

”Han bliver snart fundet” sagde jeg, og nev mig selv i armen for at bringe det op. De så afventet på mig, og denne gang vidste jeg, at jeg blev nødt til at forsætte.

”Kan du huske det i går Kotkel?” spugte jeg. Han nikkede, og Leander var hurtig til at spørge, hvad jeg hentydede til.

”I går mødtes jeg med journalisten Orenda Roberts. Hun kendte til min far før i tiden, langt før vi eksisterede. Hun har tænkt sig at finde ham, med min hjælp…”

”Er du overhovedet klar over, hvad du takker ja til?” brød Foshia ind og så bekymret på mig.

”Du ved da ikke, om jeg har takket ja til tilbuddet” skyndte jeg mig at sige, og kunne godt høre hvor dumt det lød, når ordene havde sluppet ud af min mund.

”Så du takkede nej?” Jeg så over på Leander der så fuldkommen forvirret ud, mens han aede den slimede Tudse, der stirrede på mig.

”Nej, ja…. Atså jeg takkede ikke nej” kludrede jeg i det.

”Fedt!” halvråbte Leander, ”så vil jeg være med i jeres lille klub” det var ikke til at vide, om det var sarkastisk ment, eller om han rent faktisk ville være med til finde min far, samt den skyldige.

”Ej Leander, det er fuldkommen latterligt det her. I burde vide bedre. Orenda er ikke Auror, hun er journalist. Og du... ” Foshia rettet blikket hen mod mig, ”du er stadig i læring som elev på Hogwarts” afsluttede hun med et bestemt tonefald.

”Hvis min far kunne gøre alt det, der er blevet skrevet om ham, så kan jeg også” konkluderede jeg, og rejste mig fra bordet.

”Men… ” Foshia så helt fortabt ud, og krympede sig en smule sammen. Jeg skulle lige til at gå, da min lille søster kom løbene hen til mig ovre fra Ravenclaw’s spisebord.

”Albus vent! ” råbte hun efter mig. Da hun nåede hen til mig, gispede hun efter vejret, mens hun stod med håndfladen hen i mod mig.

”Hvad er der Lily? ” spurgte jeg åndsfraværende, da jeg var klar på, at hun skulle til at påpege et eller andet jeg havde gjort.

”Mor er ankommet, hun vil have os med hjem. ” erklærede hun, mens hun tog fat i min arm, og første min ud af spisesalen. Jeg nåede lige, at se mig om, og så Foshia sidde med et mut blik, og Kotkel der aldeles ikke var tilfreds.

I hælene på Lily, begav vi os hen til en stor plæne – der hvor jeg havde taget min første flyvetime, som var ved at være nogle år siden nu. Jeg opdagede straks vores flyvende bil. Den hun havde fået som transport til arbejdet, af ministeriet for magi. Den var grålig blå, meget mat i farven, og var pænt meget rusten de fleste af stederne. Dog kunne motoren godt starte, så helt galt var det nu ikke.

Lily kastede sig i hendes favn med det samme. Hun satte sig hurtigt ind bag bagsædet, mens de ventede på, at jeg kom nærmere.

”Godt at se dig min dreng” sagde hun lettet, og kyssede mig i panden, inden jeg satte mig ind i bilen.

”Hvordan kan det være, at du henter os? ” brød Lily tavsheden, da vi fløj op over de lave skyer. Mor kiggede en enkelt gang tilbage på hende, og fokuserede derefter ud foran sig igen.

”Ser i, jeg har haft snakket med Hermione. ” startede hun ud, og fik derefter øjenkontakt med mig, ”og hun fortalte mig, at Orenda Roberts havde haft fat i dig en af dagene. ”

Jeg skulle lige til at protester idet hun fortsatte.

”Lad mig snakke færdig” bad hun mig udtrykkeligt om, så her blev helt tavst igen.

”Hermione fortalte mig, at vi godt kunne tro os til Orenda. Jeg kan forstå på hende, at de vil hjælpe os med, at få vores Harry tilbage. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med hele situationerne endnu, men jeg er blevet enig med professor Dawlish og Hermione, at det er bedst, at jeg kom og hentede jer hjem. Tiden på Hogwarts er noget værre rod, og professor Dawlish kan ikke sikre, at det er et sikkert sted at omgå sig, så længe Harry er væk. ”

Hendes mange udtagelser chokerede på Lily og jeg. Især Lily, da hun intet vidste om noget som helst; udover at far selvfølgelig var forsvundet. Jeg derimod, kunne ikke forstå hvordan mor kunne tvivle sådan. Selvfølgelig var det, det rigtige at gøre: At finde frem til far, samt finde ud af hvad der foregik.

Men hun var jo bange, hvilket var forståelig nok. Det var vi alle.

Vejen hjem tog ikke så lang tid. Vi boede lagt ude i blandt marker, hvor ingen ville kunne finde vej. Stedet lå få kilometer fra Godric Dalen, skjult med træer, samt magi, så muggler postbudene ikke skulle komme vadende.

Huset blev altid nævnt som Vindelhuset, da det lignede det Weasley’erne havde boet i. Dog var huset mere stabil, og behøvede ikke så meget magi til at holde det oppe.

Bilens hjul strøg hen ad de lange græsstrå, og landede med et lille bump, da motoren blev slukket. Lily sad stille på bagsædet, mens mor skiftevis kiggede på os.

”Lad os få pakket ud, og få fyldt maverne med lidt af den gode grød jeg har fået lavet mig.” sagde hun bestemt, og steg ud af bilen, mens hun tog al vores grej og begyndte at bære det ind i huset.

”Vi kunne også bare bruge magi. Så spare vi både tid og kræfter” fniste Lily, og fulgte efter mor, med en kuffert i hånden, samt hendes trælse ugle, Herkules i sit bur, som hun bar i den anden hånd.

Jeg studsede lidt over hendes indvending, og erklærede mig enig, mens min mundvig buede opad.

”Skynd dig ind Albus!” råbte Lily til mig, og kom til syne i hoveddøren, ”Vi skal lave skæg med Talby” hviskede hun halv højt, mens hun fniste.

Jeg rystede en anelse på hovedet, og klukkede. Min søster havde det med at drille Talby, en af vores husalfer. Der gik ikke længe, før jeg mødte hans bitre blik, mens han prøvede at vige sig langt væk fra Lilys drillende selvskab. Hun havde altid et par løjer i lommen, fra onkel George Weasley’s butik - Weasleys Tricks & Fiduser – som havde beliggenhed i diagonalstræde. Dog elskede hun også at bruge Kandisbaronens slik til at være drilsk.

Det skal lige påpeges, at Lily respekterede husalfer lige så meget som Hermione gjorde. Og hun holdte meget af Talby, selvom det ikke altid så sådan ud. Han var i hvert fald ikke så begejstret, når først hun trådte ind i huset.

Talby havde det heller ikke altid lige let med os troldmænd og hekse. Hvis man så tilbage på hans fortid, var hans væremåde lettere at forstå. Talby var ved at være op i årene nu, og tiden fra dengang Han-Som-Ikke-Må-Benævnes, havde ikke været nem for hans vedkommende. Han blev igennem en lang periode torteret af Dødgardisterne, da han nægtede at røbe hemmelighederne om, hvad hans mor kendte til Harrys plan om at destruere horcruxene. Og selvom Du-Ved- Hvem selv fandt ud af det, slap Talby ikke så let.

Selvom han var en tvær sur husalf, var han noget så loyal.

Han var nu en del af vores familie, og havde stor respekt for Weasley’erne, da hans mor havde været husalf for dem.

Lily banede sig vej hen til Talby, der nærmest slæbte sine arme hen ad det rene gulv, mens han sukkede gnavent. Det så ret morsomt ud, selvom hans humør aldrig var i top. Lilys forsøg på, at få ham til at grine, lykkedes aldrig rigtig.

”Hey Talby du gamle. Har du lyst til at smage en bønne? ” spurgte Lily med håb i stemmen. Hun lænede sig ned til ham, og folede sine hænder ud, hvori der lå en brun bønne med hvide små prikker på.

Han rystede på hovedet, mens hans store brune tennisbolde øjne udtrykte irritation.

”Ej kom nu sødeste Tally, bare en enkel? ” bad hun ham om, mens hun sendte ham et uskyldigt blik.

Han sukkede, og tog imod den brun tingest, som langt fra var en almindelig bønne. Lilys smil voksede, idet den nærmede Talbys mund.

Et raslende host banede sig vej op af Talbys hals, mens han spyttede bønnen ud i hans håndflade.

”Fy føj, hvad i al verden var det for en hæslig smag? ” vrissede han. Lily og jeg kunne ikke lade være med at grine af hans pludselige grimasse.

”Hvis du som laver den mindste lille drilsk ting på mig igen, så skal jeg personligt sørge for… ” begyndte Talby at true Lily, mens hans knoglede pegefinger var rettet imod hendes bryst. I det samme trådte mor ind i køkkenet med et forundrende blik. Hun havde et brev i den ene hånd, mens hun den anden slæbte på en masse halvfyldte flasker. Det var helt sikkert dragemøg til planterne vi have ude bagved. Dragemøg var langt mere effektiv, da der var langt flere næringsstoffer i end almindelig gødning, som mugglerne brugte.

”Talby, hvad har du dog gang i” brød mor ind, og havde nær tabt de mange flasker, som lugtede hæslig af møg. Der gik ikke mere end få sekunder før Talby trak sig tilbage og undskyldte. Derefter trak han sig tilbage, forsatte hen til gangen, og op ad vores skæve trappe. Hvis ikke det var for magien, ville den være braset sammen for længst.

Mors blik landede på Lilys, da hun havde stillet flaskerne på køkkenbord. Henne ved siden af den selvopvaskene børste. Den hun altid brugte, når hun ikke selv magtede, at vaske de beskidte tallerkner og krus op.

”Sig mig, hvad for nogle narrestreger havde du så i ærmerne denne gang?” spurgte hun med en bestemt stemme. Dog hav hun et lille smil fra sig, hvilket betød, at hun i hvert fald ikke var sur. 

”Du ved, multibønner” sagde hun kort og godt. Mor forlod med det samme hvad der var sket, og klukkede let, mens hun stille pakkede brevet op.

”Hvilken smag fik han så? ” spurgte hun fraværende, da hun var begyndt at studere teksten på papiret.

”Ørevoks” mumlede Lily, og satte sig ned på en stol.

Hun holdte hendes hoved op med hendes arme, der var placeret på bordpladen. Det så aldeles afslappende ud, så jeg tillod mig at gøre det samme, da mine ben var alt for trætte til at stå oprejst meget længere.

Min mor kiggede op fra brevet med store øjne.

”De har fundet fars briller på Hogwarts areal, ude på den enorme græsplæne” brød hun med en panikken i stemmen.

”Hvem? ” spurgte Lily, som vågnede fra hendes tanker, idet mor sagde far.

”Ministeriet for Magi.” kom det fra mor som stadig var paf over nyheden. Vi havde endelig et spor at gå efter, men roen var ikke ligefrem blevet formennesket. Han var altså blevet taget. Orenda havde ret i sin udtagelse.

Flere små bank kom henne fra døren. Inden vi nåede at sige kom ind, væltede Orenda ind med hendes højhælede skrigende grønne sko. Hun havde en stak papir under den ene arm, som ikke kunne være i hendes propfyldte taske der hang på den ene skulder.

Vi alle stod med unden på vidt gab. Hun undskylde over hendes måde at vade ind i vores private hjem. Dog tog hun sig ikke lang tid om, at sætte sig ned ved spisebordet.

”Orenda, hvad laver du dog her?” spurgte jeg overrasket. Dog kom en glæde frem i mig, da det var vigtigt at hun hørte om brevet.

”Åh jeg ville lige høre, om i er indformeret om den seneste nye…” hun nåede ikke at snakke færdig, inden mor rakte hende bredet. Orenda skimtede det let og nikkede bekræftende.

”Ja, det var lige netop det jeg ville forhøre mig om. Ministeriet for Magi prøver ihærdigt at finde flere spor. Dog synes jeg ikke rigtig, at der bliver gjort nok. Hvis Harryn virkelig har været på Hogwarts skole de seneste par dage, må der være noget omkring, som har en betydning for hans forsvinden. Det er ikke tilfædigt det her. Godtnok er han en stor troldemand, men der ligger noget bag. Jeg har på fornemmelsen at den som har taget ham, er ude efter noget som kun Harry ved hvor er”

Lily sad helt paf, da hun endnu ikke havde mødt Orenda endnu. Det slog hende hurtigt, og rakte derefter hånden udmod Lily, som tøvede en smule.

”Hej med dig, jeg hedder Orenda Roberts og jeg er Journalist på Profetidende. Du må være Lily Luna Potter, ikke sandt?” præsenterede Orenda sig meget høftligt. Lily nikkede og smilede en smule, idet hun trak sin hånd til sig igen.

Orenda skulle lige til at åbne munden igen, men Colby – vores anden husalf – var hurtige til at bryde ind.

”Uh har vi gæster!” kom det fra Colby, som kom til syne i døråbningen. Han havde en lille slidt kost i hånden, og en lidt renere pudebetræk hen over sin tynde krop.

Han gik med små hurtige skridt hen til Orenda, og bukkede elegant, mens han præsenterede sig selv. Derefter tilbød han en kop te, og mere til. Dog rystede Orenda smilede på hovedet, overrasket over hvor venlig en husalf kunne være. Colby gjorde sit arbejde bedre end nogen anden. Nogle gange så meget, at selv den mest dovne troldemand ville takke nej til al den service at tilbød.

Til sidst førte mor Orenda ind i et andet rum, hvor de kunne snakke under fire øjne. Men også så de kunne få lidt fred for Colbys lidt for venlige og hjælpsomme sjæl.

Jeg elskede at benytte mig af hans frivillige service, og bad om en stor kop te, samt min bog om dødsregalierne, der lå ovenpå på mit værelse.


21-08-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...