Harry Potter - Hævnens time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 21 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til den store fan-fiction konkurrence) 20 år efter kampen mod Han-Som-Ikke-Må-Benævnes og hans tilhænger, findes uroen stadig sted i den magiske verden, da Harry Potter, en dag bliver meldt savnet. Samt bryder dødsgardister - de som overlevede kampen- fri fra Azkaban, hvilket skaber kaos i Ministeriet for Magi. Orenda Roberts, journalist på Profettidende, tager sagen i egen hånd, og får en hjælpene hånd af selveste Albus Potter. Ginnys - og Harrys søn. Sammen kæmper de om at finde Harry, mens mørke tider går i møde. Mon om hele menneskeheden og den magiske verden er i alvorlig fare, når de finder ud af, at ondskaben lurer om hjørnet?

5Likes
12Kommentarer
887Visninger

4. 3.

Kapitel 3. ϟ 

Med hastige skridt fór jeg ned af de mange trin ned i krypten, hvor eliksir-undervisningen fandt sted. Jeg havde mine nye bøger under den ene arm, som var skrevet af den afdøde professor Schnobbevom. Ham som dengang underviste min far i 6. semester. Han siges at have været en klog ældre mand. Eliksirer var i al fald langt fra hans svage side.

Mine hår rejste sig på armene, da den kølige luft fik kuldegysningerne frem. Her var langt koldere ed resten af slottet. Jeg åbnede forsigtig døren op til rummet hvor timerne foregik. Et skummelt velkendt lokale kom til syne, samt få elever der havde fundet sig til rette på deres sædvanlige plads.

 Jeg dumpede ned ved siden af en pige ved navn Carla Almeta, Hun var en af de kvikke elever i dette fag, og sad altid forrest i klassen. Vi begge interesserede os for faget, så det var oplagt, at vi sad sammen, som vi havde gjort hele sidste skoleår.

Mens jeg ventede på, at timen ville starte, lod jeg blikket glide rundt i det skumle og indholdsrige store lokale. Væggene var af mørke solide mure sten. Op ad dem stod høje og fyldige skabe. Derpå befandt glas med dyr i sprit og flydende præserveringsvæske, samt ingredienser og sære væsker. Ovre i hjørnet løb der iskold vand fra en Gargoils mund, ned i et lille rundt bassin.

”Velkommen til jeres tredje semester. I dag skal vi have om planten kokleare, bedre kendt som Nyserøllike. ” fortalte professor Dorothy, som var vores underviser i dette fag. Hun rettede lidt på hendes filtrede brune hår, og smilede ud til os alle.

”Undskyld professor Dorothy, men vi er altså ved vores femte semester” rettede Marius Figg hende. En høflig dreng, der til tider kan blive lidt anstrengende.

”Åh ja, det må I sørme undskylde. Tiden flyver af sted. ” beklagede hun, og fumlede med nogle ingredienser henne i et af skabene.

”I er sørme også blevet voksne at se på” tilføjede hun, da hun havde fået lagt de ting frem, vi skulle bruge til timen.

Hun tog en af de små flasker helt op til hendes ansigt, for at læse, hvad der stod på etiketten. Bagerst i lokalet kunne man ane et par små fnis, da hun endnu engang, havde glemt at få sine briller på.

”Mon ikke det ville hjælpe, at tage dine briller på? ” spurgte Marius højligt, så det ikke skulle lyde som endnu en kritik af hendes forglemmelser.

Denne gang nikkede hun bare bekræftende, og skubbede hendes briller–som befandt i hendes filtrede hår – ned på næsen. Det tog sin tid, at få viklede brillerne med det tygge glas, ud. Så i mellemtiden, fik vi af vide, at vi skulle slå op på kapitel 2 – Alt om planten Kokleare.

”Er der en af jer, der kan fortælle mig om Kokleare planten? ” spurgte hun, da alle fumlende havde slået op i bogen. Den eneste som rakte hånden op, var Carla. Det var slet ikke en overraskelse, og heller ikke for professor Dorothy. Hun så sig omkring i lokalet, inden hun nikkede til hende.

”Lad mig høre” sagde hun, og gav ordet til Carla.

”Altså Kokleare er en plante med fire korsformede kronblade. Den kan leve i flere år og bliver som regel mellem de 25-60 cm høj. Vi havde sidste år haft til opgave at lave en eliksir, hvor denne plante var iblandt. Og der havde vi udtrykkeligt fået af vide, at nogle dele af planten var giftig. ” sagde hun uden tøven. Jeg huskede ikke vi havde fået det af vide i sidste semester, og hvad jeg kunne tyde i de andre elevers blikke var, at de var lige så blanke som jeg selv. At lave eliksir var fornøjeligt, men når det kom til at huske hver ingrediens, kneb det en smule med hukommelsen.

”Det er nemlig rigtig. Er der andre, der har noget at tilføje til frøken Almetas eminente præsentation? ” kom det fra professor Dorothy der pillede lidt ved en plante, der lignede Koklearen, som Carla havde beskrevet.

Da ingen gjorde tegn til at række hånden i vejret, valgte hun at gå videre.

”Hr. Potter vil du være sød at læse afsnit to, linje 5 op? ” det lød mere som en ordre, end et spørgsmål. Jeg rømmede mig en anelse, og gik straks i gang, så tavsheden ville blive brudt.

”Hvis man smager på de korsformede blade, vil det smage rigtigt syrligt, og det vil have en smag af sennep og karse. Disse blade kan nogen gange bruges til salater, da plantens procent af C-vitamin er højt. Planten er til at finde i Nordeuropa, hvor den er vildtvoksende… ”

”Tak hr. Potter. Nogle der har nogle tanker omkring emnet, som i har tænkt jeg at dele med os andre? ” spurgte hun håbefuldt, mens hendes blik lå på mig.

”Ja, hvorfor er det så vigtigt, at vi lærer om denne plante? ” spurgte Marius undrende, og rettede sig op på stolen, efter at have lænet ind over bogen af kedsomhed.

”Sikke et relevant spørgsmål. Ser i, næste gang vi mødes skal vi lave Forvirrings og Beruselsesdrikken, hvor Koklearen er en af de vigtigste ingredienser” lyden af hendes ord fik hele klassen til at vågne fra deres dybe tanker.

Det kunne godt være professor Dorothy var diffus, men når det kom til eliksir og planter, var hun en kvik gammel dame.

Efter første Lektion fik jeg fat på Kotkel, som stod henne ved trapperne ned til krypten, ved indgangshallen. Da han opdagede mig kom gående, trak hans mundvig op i et lille smil. Han var lige ved at gå videre til næste lektion, men jeg nåede at gribe fat i hans kappe. Han vendte sig om imod mig, og kiggede undrende på mig.

”Jeg har brug for din hjælp” sagde jeg lavmælt, da jeg havde trukket os over i et hjørne.

”Sig frem” sagde han nysgerrigt, og så afventet på mig.

”I går aftens fik jeg et brev fra Orenda Roberts sendt fra hendes ugle. Hun ville gerne have en fortrolig snak med mig, men jeg ved endnu ikke, om jeg skal tage hen til det mødested, som hun havde skrevet om i brevet” forklarede jeg ham, mens jeg kunne mærke, hvordan hans tålmodighed stille blev brugt op. Anden lektion var gået i gang, og Botanik var hans yndlingsfag.

”Du mener hende journalisten, ikke? ” spurgte han. Jeg nikkede ivrigt, idet han forsatte, ”altså hvis du føler det er det rigtige at gøre, så vil jeg ikke afholde dig fra at stikke af. Jeg skal nok finde på en realistisk undskyldning til professor Longbottom denne gang. ”

”Jo tak Kotkel, men sagen er jo den, at jeg ikke ved hvad der føles rigtigt” mindede jeg ham om, og sukkede en anelse, mens jeg kiggede ud i den store indgangshal. Her var ingen at se, og lyden af vores stemmer gav ekko. 

Stille gik det op for mig, hvad løsningen på min situation kunne være.

Sidste semester var Kotkel dumdristig nok, til at udfordre en af de større elever til en dyst. Han havde længe ønsket sig Felix Felicis – drikken som gør modtageren heldig. Da han så havde fundet ud af, at en af eleverne havde fået den som præmie efter en eliksir time, ville han hjertens gerne havde fat i den. Og der opstod duellen mellem den mere erfarende elev, mod den dumdristige, mindre erfarende fjerårselev. Men som uventet vandt Kotkel stort, da han af sin far – der arbejdede på ministeriet for magi – i sommeren havde lært ham besværgelsen ’lammer’. Han endte med en eftersidning, eftersom modstanderen havde fortalt en af lærerne, at han uventet havde udøvet magi på ham. Dog endte han stadig med at få Felix Felicis drikken med stolthed.

Jeg vidste, at han stadig havde mere tilbage af den- Sagen var bare den, om han ville forære mig noget af den.

”Albus, er du der?” spurgte kotkel om, og ruskede mig let på skuldrene. Det var først nu, jeg blev opmærksom på, at jeg havde været helt væk i mine tanker. Jeg kiggede ind i hans halv irriteret blik, da jeg trak tiden ud.

”Kan du huske Felix Felicis drikken fra sidste semester? ” gik jeg lige til sagen. Han nikkede forsigtigt, og jeg var ikke den mindste i tvivl om, at han stille forstod hvad det var jeg hentydede til.

”Er du klar over hvor svært det er at få fat på. Det skal bruges med omhu. Det tager omtrent de 6 måneder at brygge, samt er det en avanceret proces at begive sig ud i” mindede han mig om. Han sendte mig et blik; som var jeg gået fra forstanden.

”Det er jeg udmærket klar over, men det her er yderst nødvendig at vide. Hvis den virkelige Orenda Roberts vil have fat på mig, og vælger at sende mig et pergament med usynlighedsblæk, må der være noget om sagen. Jeg vil bare gerne være sikker på, at det ikke skulle vise sig, at være en svindler. Jeg er trods alt søn af en far, som er en af de mest kendte troldmænd.

”Det er ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe dig, jeg ville bare sikre mig, at du ved hvad du beder om. ” forsikrede han mig, og gav mig et skvæt smil, som var han ikke glad for at skulle sige ja. Han rømmede sig en smule, og nikkede ganske langsomt.

”Okay så. Jeg vil ikke give dig mere end et par dråber, da det er nok til en halv times tid. Du ville jo bare gerne vide, om det følelse rigtig at dukke op” besluttede han sig for, og jeg nikkede bare bekræftende, da jeg ikke anede hvor meget der skulle til, før man fik en overdosis.

Han trak en lille flaske op af lommen, hvori væsken lignede flydende guld. Selv synet fik en til at længdes efter dens indhold.

Han rakte den til mig, da han havde taget proppen af.

”Husk, kun et par dråber” mindede han mig om igen, inden jeg satte den op til munden, og lod et par dråber lande på min tunge. Inden længe kunne jeg mærke hvordan en følelse af beslutsomhed lagde sig over mig. En svag følelse af, at kunne klare alt susede i mine åre, mens jeg smilede overdrevent hen til Kotkel.

”Hvordan føles det?” han så indtrængende på mig.

”Virkelig godt. Nå men du må hellere gå til time nu, jeg har noget jeg skal ordne” sagde jeg friskt og begyndte at gå hen til den hemmelige gang, som min far havde fortalt mig om. Den førte hen til en lem i Kandisbaronens kælder, i Hogsmeade. Ingen måtte opdage, at jeg forlod skolens område.

”Jamen okay så, jeg skal nok finde på en god undskyldning med din fravær til professor Longbottom, hvis du lover at fortælle mig det hele, så snart du er tilbage igen” råbte han efter mig idet jeg skulle til at dreje af ved hjørnet.

Jeg nåede lige at nikke til ham, inden jeg skyndte mig videre.

⚯͛

Jeg gik op af den stejle træstige, som førte op til lemmen. Med forsigtige bevægelser, fik jeg skubbet den op. Til mit held var her ingen i kælderen, så jeg tillod mig, at snuse lidt rundt på hylderne, hvor nogle af varerne stod.

Jeg fik øje på en skål lavet af ler hvori cremede nougatstykker, samt fede honningfarvede karameller lå. Min mund begyndte at løbe i vand, da duften af honning og chokolade fyldte min næsebor. Ubehersket tog jeg en håndfuld, og lagde dem i min bukselomme.

En stik af dårlig samvittighed ramte mig, da jeg var på vej op til første sal hvor slikbutikken – kandisbaronen-  befandt sig.

Da jeg nåede der op, blev lyden af stemmer skærpet. Med lydløse skridt gik jeg forsigtig hen mod udgangen, da en stemme fik mig til at stivne.

”Hey, Hvad lavede De nede i min kælder? ” kom det fra en lys skarp stemme, hvilket fik hårene til at rejse sig i nakken.

Jeg vendte mig om mod personen, og blev mødt af en lang lyshåret pige, med de tykkeste og kulsorte øjenbryn jeg længe havde set. Hun så ung ud, men virkede ældre i hendes mimik og være måde.

 Jeg ville skyde på, at hun var omtrent de syvogtyve år. Hun var helt sikkert Ambrosius Flume datter, som havde overtaget hans butik. Han var også op i årende nu, da han havde arbejdet her, da min far var dreng

”Har De tænkt, at svare mig i dag? ” spurgte hun småsur, og lange armene over kors.

”Øhh, jeg gik vist bare forkert. ” brød jeg ud i en hvid løgn, og åbnede døren, så jeg kunne komme væk fra hende og butikken hurtig som muligt.

”Hvis jeg ser Dem snage rundt i min private del af butikken igen, skal jeg rolig sørge for, at du får lov at bøde for det” råbte hun efter mig, og lukkede døren i.

Jeg fandt hurtigt vej til De Tre Koste, hvor Orenda Roberts befandt sig. Hun var ikke svær at finde, på grund af hendes blomstrede kjole i skrigene farver, samt hendes røde læbestift. Da hun fik øje på mig henne ved indgangen, gik hun hen til mig i et rask tempo.

”Hej, De må være Harry Potters søn, Albus, ikke sandt? ” spurgte hun fascineret om, og gennede mig over til et bord henne ved en bås, længst væk fra alle de andre troldmænd og hekse. Jeg nikkede til hende, og sank den begyndende klump i min hals, da uvisheden gjorde mig en anelse nervøs. Dog var jeg lettet over, at det var hende, og ikke en svindler.

”Jeg er glad for, at De valgte at dukke op. Det var lige før, jeg troede, at De valgte at blive væk. Mit uventede brev må have været noget af en overraskelse. ”

”Ja det må man sige. ” sagde jeg kort og godt. Jeg dumpede ned på en af de brede træ stole, der helt sikkert var lavet af egetræ. Hun sagde endnu ikke, hvad hun kom efter, men valgte at bestille en ingefærøl til hende selv og en SirupKirsebærsode med is til mig.

 Hun tog en ordentlig slurk af det enorme kop, inden hun kiggede hen på mig med et besynderligt blik.

”Ser De Albus, jeg kendte din far særdeles godt, og det gør mig meget ondt, at han er… forsvundet. ” startede hun ud med at fortælle, hvilket undrede mig en del. Hvad mente hun med: kendte din far særdeles godt? ”

”Hvad mener De med, at De kendte min far særdeles godt? ”spurgte jeg, ”Hvis De mener igennem Profettidende, så er det ikke at kende til min far. ” Nåede jeg at tilføje, inden hun åbnede munden,

”Nej, nej misforstå mig ikke. ” skyndte hun sig at sige, ”Da jeg var på din alder, gik jeg på Beauxbatons Akademiet, som ligger i Frankrig. De kender sikkert stedet. Alle der gik på skolen, skulle bære fine lyseblå silkekjoler. Men nok om det. Har din far nogensinde fortalt om hans fjerde år på Hogwarts, da trekampspokalen fandt sted? ” fortalte hun og tog endnu en slurk.

Jeg nikkede langsomt, da jeg havde svært ved at se, hvad det havde noget med sagen at gøre.

”Så ved de også godt, at man ved kampen, ville dyste med nogle fra andre skoler, da det er en tradition. Dengang var jeg iblandt en af dem, som kom til Hogwarts, de dage hvor kampen fandt sted. ” Fortalte hun i et roligt tempo. Alligevel begyndte overraskelsen at sitre i mig, da det hele gav bedre mening nu. Jeg gjorde tegn til at hun skulle forsatte.

”Da din far, uden for spillets regler, blev valgt ind i kampen, var alle chokeret. De fleste beskyldte ham for at snyde, men jo længere vi kom ind i kampen, jo mere begyndte folk at synes om hans tapperhed. Han var trods alt meget ung, i forhold til de andre deltager. De har vel nok hørt om den sidste udfordring, hvor Cedric Diggory fik kastet en forbandelse over sig og døde på stedet? ”

Jeg nikkede ivrigt, da jeg ville have hun skulle forsætte.

”Den aften blev det et ramaskrig for Ministeriet for Magi. Og som De nok ved, havde folk svært ved at tro på, at Du-Ved-Hvem var tilbage. Efter dette, i Harry Potters femte år på Hogwarts, så Ministeriet for Magi Voldemort i Atriumet. Dér blev de mørke tider atter bekendtgjort. ”

”Men hvor kommer De ind i billedet? ” spurgte jeg med forvirring i stemmen, og smagte på den søde is, som var ved at smelte.

”Da jeg var færdig med Beauxbatons Akademiet, rejste jeg til London, og blev Journalist på Profettiderne. Lige siden har jeg fulgt godt med i Harrys liv, og blevet gode venner med hans ven Hermione, som du jo kender rigtig godt. ”

”Det havde jeg ikke lige set komme. Men hvordan ved De, at jeg kender hende? ”

”Tro mig, Hermione har talt godt om dig lige siden du var helt lille. Det er bare først nu, jeg får æren af at se Dem” sagde hun med et smil på læben.

 Anstrengende gengældte jeg, og kiggede ud af båsen for at se, om nogle lyttede med.

”Men hvorfor ville du egentlig møde mig? ” spurgte jeg pludseligt, da jeg helt havde fortrængt det.

”Åh ja, det havde jeg helt glemt. Harry Potter har et fantastisk ry i troldmands verdenen. Og det gør mig urolig, at han er væk, da han bliver set som vores håb. Jeg er ræd for, hvad hans forsvinden kan gøre imod vor alles gåpåmod, og noget siger mig, at han lider en voldsom skæbne. Jeg tror næppe det bliver en mørk tid, som da Voldemort herskede, men noget er på vej, og det ved De også godt. ”

Fortalte hun, og jeg nikkede bekræftende, da jeg havde præcis de samme tanker.

”Jeg ville egentlig bare høre ad, om De ville tage sagen i egen hånd, og lede efter ham sammen med mig? ” Spurgte hun lavmælt, så jeg skulle anstrenge mig for at høre, hvad hun sagde.

Jeg tænkte lidt over muligheden, og valgte at sige ja. Måske ville vi være i stand til at finde ham. Med hendes hjælp til at færdes rundt i Ministeret for Magi, havde vi en fordel.

Jeg var ikke i tvivl om, at vi kunne få fat i nogle frivillige, der ville hjælpe os.

 

⚯͛

Efter mødet med Albus Potter, tog Orenda tilbage til hendes kontor. Da hun kom tilbage, havde de hørt nyt fra Ministeriet for Magi. Hun gik straks i gang med at skrive, da bladet skulle udgives om morgenen. 


27-07-2016

_____________________________

Mange tak til jer der har læst med, og tak for den feedback jeg har fået. Nu kom kapitel 3 endelig ud - og en del længere end de to andre! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...