Harry Potter - Hævnens time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 21 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til den store fan-fiction konkurrence) 20 år efter kampen mod Han-Som-Ikke-Må-Benævnes og hans tilhænger, findes uroen stadig sted i den magiske verden, da Harry Potter, en dag bliver meldt savnet. Samt bryder dødsgardister - de som overlevede kampen- fri fra Azkaban, hvilket skaber kaos i Ministeriet for Magi. Orenda Roberts, journalist på Profettidende, tager sagen i egen hånd, og får en hjælpene hånd af selveste Albus Potter. Ginnys - og Harrys søn. Sammen kæmper de om at finde Harry, mens mørke tider går i møde. Mon om hele menneskeheden og den magiske verden er i alvorlig fare, når de finder ud af, at ondskaben lurer om hjørnet?

5Likes
12Kommentarer
874Visninger

3. 2.

Kapitel 2 ϟ

Jeg havde slet ikke lyst til at vende tilbage til Hogwarts i år, da vi ankom til banegården, King Cross stationen. Det var ikke det samme uden min far. Da han forsvandt for snart en uge siden, har tomheden fyldt i vor alles sind. Min mor holdte ud for vores skyld, selvom man tydeligt kunne se, hvor bekymret hun var for ham.

Han plejede aldrig at forsvinde på den måde, og da især ikke på denne tid, nu hvor det nye skoleår blev skudt i gang. Han skulle jo byde os velkommen til et nyt år, og fortælle os om det kommende år, der gik os i møde.

Der gik rygter om, at mørket var vendt tilbage, men hvad, havde ingen svaret på. Det var sikkert endnu en af de falske rygter, som sommetider gik i omløb. Uroen var dog uheldigvis til at se i alle troldmænd og hekse, samt væsner. Den uro min far havde fortalt mig om, da han var på min alder.

I den her tid, for omtrent de 22 år siden, havde Han-Som-Ikke-Må-Benævnes, begyndt at samle en hær. Alle vidste han var tilbage, efter ministeriet havde set ham i atriumet, hvor Albus Dumbledore og min far havde befundet sig.

”Albus, klokken nærmer sig de elleve, så du må se, at sætte farten lidt op” hørte jeg mors stemme ved min side. Det gik op for mig, at jeg stod limet fast til jorden, med min bagage på vognen. Lily Luna, min lillesøster, som stod nogle meter længe henne, var også stoppet op, for at se spørgende på mig.

Inden jeg nåede at sige et ord, lagde mor en hånd på min skulder, og trykkede den blidt, så varmen susede ind i årene, og tøede mig op.

Jeg kiggede op på hende, og anede et smil i det sørgmodige blik. Med tiden som tikkede af sted, fik jeg gang i mine ben, så vi kunne nå at komme til perron ❾¾.

Inden længe havde Lily sat farten op, og susede ind i væggen med vognen foran hende, der trillede hen ad det ujævne flisebelagte gulv. Da hun var ude af syne, stillede jeg mig klar, overfor væggen, mens jeg kunne mærke hvordan mugglerne gik forbi os i sin egen lille verden.

Det var først, da min mor gav mig et skub i ryggen, at jeg satte i løb, og kom igennem murstenene, så synet forandres for mit blik.

 Ikke længe efter, stod hun ved min side igen, og sammen gik vi hen til de velkendte skikkelser. Vi snoede os forbi en flok første års elever, samt deres forældre, mens summende stemmer, fyldte mine øregange.

Et par gange hørte jeg nogle bekymrede forældre snakke med hinanden, og børn som spurgte ind til alverdens spørgsmål, omkring det kommende skoleår.

Vi nåede hen ved siden af Hermione og Ronald, hvor deres børn stod klar til at stige på det enorme tog. Jeg fik øjenkontakt med lille Hugo, som var førsteårselev- deres mindste barn. Han havde ildrød hår, og fregner hen over næsen.

Deres ældste, var en pige ved navn Rose. Hun var på alder med mig, og lignede Hugo en smule, dog var hendes hår mere til den lyse side, og havde den samme struktur, som Hermiones. Hun var også lige så Snarrådig, principfast som Hermione, hvor Hugo var drilsk, og havde lettere til distrahering.

”Der er 5 minutter til afgang” råbte en mørk stemme, hvilket fik mig til at se mig omkring. De fleste var gået ind, mens andre havde svært ved at komme afsted – sikkert første års eleverne.

Ved synet af dem, mindes jeg om min første tur til Hogwarts. Jeg havde det på præcis samme måde, da jeg skulle afsted. Dog var min far god til at berolige mig, da jeg var bange for, at blive placeret i Slytherin. Til mit held blev jeg placeret i Gryffindor uden den mindst tøven fra fordelingshatten.

Jeg huskede tydeligt dens ord.

”Du må været Harry Potters søn. Din far er en stor troldmand, og ville aldrig glemmes i magi verdenen. Jeg kan mærke, at der ventes store ting af Dem, som med din far. Dog er jeg ikke i tvivl om, at De skal placeres hos Gryffindor”

En fløjtende lyd kom fra toget, og straks blev jeg opmærksom på, at jeg måtte se at komme afsted.

”Vi ses nok snart” skyndte jeg mig at sige til Ginny, men inden jeg nåede at tage fat i min vogn, tog hun armene omkring mig, og holdte godt om mig.

”Han skal nok klare den. Du minder mere om ham, end du tror. Jeg kan se det i dine øjne, og jo mere tid der går, bliver tvivlen mindre. ” hviskede hun ind i mit øre, inden hun gav mig det sidste klem.

Inden jeg steg ombord, hørte jeg Hermione sige, at hun gerne ville snakke med hende. Mere hørte jeg ikke, da døren blev lukket, og toget gav den sidste lyd fra sig, inden den begyndte at sætte i gang.

Jeg havde på ingen tid fundet rummet, hvor de andre befandt sig Jeg nåede lige at vinke farvel, inden perronen forsvandt, og toget kørte af sted.

Min mors ord gav ekko i mit hoved, hvilket gjorde mig munter. Der var ikke nogen andre jeg hellere ville være som, end min far.

Hans gå på imod, og frygtløse historier fra da han var på min alder, gjorde mig til en stolt søn. Det der ærgrede mig mest var, at jeg ikke kunne leve op til alle de forventninger folk havde, når de så mig.

Vi sad alle tavse, og så ud af vinduet mens den flotte udsigt af natur og bjerge susede forbi os. Mine tanker lå på fremtidens udsigter. Jeg havde det med, at se fremad, hvilket somme tider bragte ubehag. Far havde altid fortalt mig, at jeg måtte leve i nuet, og se tiden an.

”Albus, har du lært nogle nye besværgelser her i ferien, som du vil vise mig? ” spurgte Hugo nysgerrigt, mens han lænede sig hen til mig, og kiggede op på mig med hans store øjne, og bedende smil.

Jeg lo en smule over hvor ubekymret han var, og hvordan han viftede frem og tilbage med hans fødder, da han ikke helt kunne nå gulvet.

”Kig godt efter” sagde jeg lavmælt til ham, og tog min tryllestav frem. Jeg kiggede hen på Rose, som sad med en platugler i den ene hånd, mens hun i den anden hånd sad med et samle kort. Hun snakkede med Lily imens, hvilket fik mig på en god ide, for at imponere Hugo

”Accio samle kort” hviskede jeg tydeligt, og pegede med staven hen mod kortet, så det frigjorde sig fra Roses hænder, og blev placeret i skødet på Hugo.

Han grinte højt, hvilket fik dem til at reagere hurtigere på min uvisse handling. Jeg gemte min tryllestav i min kappe, selvom de allerede havde opdaget min narrestreg. Rose himlede med øjnene, og tog en bid af den fortryllede chokoladefrø, mens Lily lagde hænderne over kors, og sendte mig et skarpt blik. Man skulle tro hun var den ældste af os, men det skulle lige siges, at der var to års forskel på os. Jeg kiggede ned på kortet, som Hugo havde i hånden, og så, at Ron var derpå.

”Rose, far er på kortet! ” sagde han højt af begejstring, mens hans øjne lyste af forvirring.

”Jeg har mange kort med ham. Hvis du ikke allerede er klar over det, så er far en berømt troldmænd i historien” mindede hun ham om. Endelig faldt det på plads for Hugo, og imens han spise løs af slikket der lå ved siden af os, kiggede han drømmende på kortet. Hvis ikke jeg tog fejl, så ønskede han, at han en skønne dag også var på sådanne kort.

Hele turen gik med, at vi tavst fortærede af det slik vi havde købt af den halvgamle solide dame, der var kommet forbi med en rullevogn hvorpå lækkerierne befandt sig.

 ⚯͛ 

Den store egetræsdør åbnede sig ind til indgangshallen, hvor marmor trapper, tændte fakler, døre og ikke mindst de fire gigantiske timeglas fyldt med ædelsten, mødte os.

Sammen blev hvert kollegie ført hen til spisesalen, da vi som sædvanlig skulle byde førsteårs eleverne velkommen. Inden måltidet gik i gang, skulle fordelingshatten få dem placeret, hvor de hørte til: Hufflepuff, Ravenclaw, Slytherin og ikke mindst Gryffindor, hvor jeg hørte til.

Dog var det anderledes i år. Vi alle havde fået sat os, til rette, og en ukendt mand kom ind, og stod dér, hvor min far plejede at stå, når han skulle byde os velkommen.

Da han stod dér og ville have ordet, var alle tavse. Det var først nu, jeg lagde mærke til, at personen ved siden af mig, prøvede at få min opmærksomhed.

Hurtigt vendte jeg mig om imod personen, og blev mødt af min ven Kotkel Fihothar. En langhårede dreng, med lyse slangekrøller der puffede ud til alle sider.

Lige siden vi begge startede på Hogwarts, og kom på samme kollegie, havde vi været tæt knyttet. Han er lidt af en spøjs fyr, men meget behagelig at begå sig med.

”Jeg har hørt det med din far. Det gør mig ondt. ” hviskede han til mig, inden den nye rektor tog ordet. Jeg nåede kun at give et nik fra mig, inden jeg vendte mig mod stemmen.  

”Må jer byde jer velkommen til endnu et år på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Mit navn er John Dawlish, Auror i ministeriet for magi.  Som I nok har set i Profettidende, er Professor Potter blevet meldt savnet. Jeg vil derfor være jeres midlertidige rektor. De fleste af jer er formentlig nysgerrig omkring situationen, og savnet til Professor Potter er til at finde i vor alles hjerter. Dog skal dette ikke forhindre os alle i, at få et godt år på Hogwarts. Jeg kan, som jeres rektor og Auror, forsikre jer om, at vi arbejder på højtryk med at få sagen afklaret. Så lad os få ceremonien i gang, og byde velkommen til fordelingshatten. Samt taget godt i mod de ny ankommende førsteårs elever. ”

Da han havde talt, fik uroen lov at fylde i det uhyre store lokale. Mens de nye elever blev placeret rundt omkring på de fire lange borde, lod jeg opmærksomheden være på det forheksede loft, som afspejlede himlen udenfor. Grå skyr svævede over os, mens få stjerner var til at tyde. Hvis ikke jeg tog fejl, vil her inden længe regne. Uden de mange svævende stearinlys, ville spisesalen være, som at færdes udenfor i den her tid af døgnet.  

Lyden af smaskene elever, foruroligede stemmer, samt gafler der konstant skar i tallerknerne, gav ekko i den store spisesal. Jeg kiggede hen mod lærerne, der befandt sig ved et højbord på tværs af lokalet, som var hævet op på en platform.

Mit blik mødtes Ronald Weasley, som sad blandt de andre lærere. Han underviste i magiens historie, et fag som jeg først ville beskæftige mig med i år. 

Lige siden jeg var lille, havde jeg besøgt Ronald, Hermione og deres to børn, så at skulle kald ham Professor Weasley var noget af en tilvænning. 

Jeg kunne se sorgen i hans øjne, og det måtte gøre umådeligt ondt, at se på mig, da jeg lignede min far en del. Lige nu havde jeg allermest lyst til, at lægge maden fra mig, og gå op til ham; men jeg måtte beherske mig. Jeg kunne ikke fortage mig andet, end at lade ministeriet om, at opklare sagen. De var trods alt en del bedre til at udøve magi, end jeg var.

”Hey Albus, har du hørt rygterne om genopstandelsesstenen? ” spurgte Kotkel pludseligt om, hvilket fik mig til at reagere. Hermione havde flere gange fortalt mig om Dødsregalierne, når jeg var på besøg hos hende. Og ikke nok med det, fortalt hun mig også, hvor de to ud af de tre magiske objekter befandt sig. Og en af dem, som hun ikke vidste hvor var, var genopstandelsesstenen.  Ingen havde set eller talt om den siden den nat hvor Anden Troldmandskrig fandt sted.

”Du mener den genopstandelsessten, som er med i Dødsregalierne? ”

”Øh sikkert” sagde han lidt småforvirret, men forsatte hurtigt, da han ikke kunne holde rygtet inde meget længere. ”det siges, at stenen er blevet fundet. ”

”Hvor? ” var det første der faldt mig ind, da hans ord pludselig fik en nysgerrighed frem i mig.

”Jeg har ingen anelse. Det eneste jeg har fået fortalt er, at den er blevet fundet. Af hvem og hvor, er ukendt”

”Hvem fortalte dig det rygte? ” spurgte jeg ham lavmælt, så andre ikke skulle finde vores samtale interessant.

”Her den anden dag, da jeg var i Diagonalstræde, da jeg skulle købe nogle nye ting til skolestart, kom en lav skæggede gammel mand hen til mig, og spurgte mig, om jeg kendte til stenen. Da jeg svarede nej, fortalte han mig rygtet, som var i omløb. Dernæst forsvandt han hen i sidegaden, Tusmørkegyden” fortalte han og trak på skuldrende, som var det ligegyldig information.

Han havde det sommetider med, at fortælle mig om de særeste rygter han hørte rundt omkring, men denne var yderst mærkværdig.

Lysten til at spørge videre ind til emnet var ikke til at stå imod, dog lod jeg vær, da en af eleverne overfor os havde siddet, og stirret på os i et godt stykke tid.

 ⚯͛ 

Mørket var faldet på, da jeg lå i en af de bløde lænesofaer i Gryffindors opholdsstue, som lå i det laveste niveau af tårnet. Pejsen var tændt, og ildens gløder varmede hele rummet op. Jeg var helt alene hernede, mens de andre var gået op på deres værelser, for at få en god nattesøvn. I modsætning til mig, som ikke kunne lukke øjnene i.

Lyden af baskende vinger, og kulden der tog til, fik min opmærksomhed rettet hen mod et af de mange vinduer. I vindueskarmen stod en sneugle: den var hvid, med enkelte brune aftegninger.

 Jeg kom hurtig på benene, da jeg opdagede, at den havde et brev hængene i en snor omkring dens hals.

Stille rakte jeg min ene hånd frem, for at få fat i brevet. Til mit held strittede sneuglen ikke imod, men drejede nakken til den ene side, så jeg lettere kunne binde snoren op, og få fat i det sammenrullede brev.

Mens jeg satte mig på lænestolen ved siden af, og åbnede brevet, undrede det mig, at sneuglen blev ved med, at stirre på mig. En kold vind blæste vinduet mere op, så vinden tog fat i mit halvlange hår, og blæste det ind over mit ansigt. Med brevet godt ind til mig, fik jeg det væk fra mit ansigt.

Jeg så ned på brevet igen, og kunne ingen ord ane. Det eneste der var til at se, var et blankt slidt pergament, uden den mindste blækklat på.

Det var først få minutter efter, at det gik op for mig, at det sikkert var skrevet med usynlighedsblæk.

”Aparecium” hviskede jeg, mens jeg holdte min stav direkte ned på pergamentet.  Som håbet, dukkede skriften, der var skrevet med skråskrift, frem.

 ”Kære Albus Potter. De har sikkert hørt om mig før. Mit navn er Orenda Roberts – journalist på Profettidende. Jeg vil gerne have en snak med dig under fire øjne. Du kan finde mig i Hogsmeade ved ’ de tre koste’ i morgen tidlig, efter din første lektioner. Åh ja, og min sneugle hedder for resten Marluz Hun er temmelig rolig, men kan godt bide fra sig, hvis du rører hendes stolte vinger. ”

Ved hendes navn, huskede jeg svagt hendes udseende, der vises i hver artikel hun skrev. Det var blandt andet hende, der havde skrevet om min far igennem årene, efter de mørke tider var ovre.

Jeg rullede brevet sammen igen, og bandt det forsigtigt sammen om Merluz igen, inden hun lettede, og forvandt ud i nattehimlen.

Tanken om, at hun ville se mig, undrede mig en del. Jeg vidste endnu ikke, om jeg skulle vælge at dukke op, for tænk, hvis det var en svindler. Min far var trods alt meldt savnet, og noget siger, at det ikke var en tilfældighed. Om jeg skulle risikere min sikkerhed af min nysgerrighed, eller om jeg skulle blive væk, var svært at forholde sig til.

Jeg måtte vente at se til i morgen. Måske kunne Kotkel komme op med en brugbar løsning. Hvis ikke, så måtte jeg udforske skæbnen.

Jeg lukkede vinduet i, og gik hen til pejsen for at slukke ilden med brandslukningsbesværgelsen. Derefter forlod jeg opholdsstuen, for at finde vej op ad trapperne til drengenes sovesal, så jeg kunne få en smule søvn i min himmelseng. 

23-07-2016

 

____________________

Så kom kapitel 2. Jeg håber, at ideen med, at skifte synsvinkel mellem karakterne, ikke er en forvirring for jer, men vil give en bedre forståelse. Tak fordi DU læste med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...