Harry Potter - Hævnens time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2016
  • Opdateret: 21 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til den store fan-fiction konkurrence) 20 år efter kampen mod Han-Som-Ikke-Må-Benævnes og hans tilhænger, findes uroen stadig sted i den magiske verden, da Harry Potter, en dag bliver meldt savnet. Samt bryder dødsgardister - de som overlevede kampen- fri fra Azkaban, hvilket skaber kaos i Ministeriet for Magi. Orenda Roberts, journalist på Profettidende, tager sagen i egen hånd, og får en hjælpene hånd af selveste Albus Potter. Ginnys - og Harrys søn. Sammen kæmper de om at finde Harry, mens mørke tider går i møde. Mon om hele menneskeheden og den magiske verden er i alvorlig fare, når de finder ud af, at ondskaben lurer om hjørnet?

5Likes
12Kommentarer
886Visninger

2. 1

Kapitel 1 ϟ

29. August

 

Den halvkolde sensommervind blafrede mit hår til den ene side, mens jeg slentrede hen ad Londons gader. Stedet vrimlede med mugglere, der fór travl af sted. Jeg satte tempoet en anelse op med fokus på fortovet, da jeg var iført pastel blå højhælede sko.

Sommetider var de upraktiske iblandt mugglerne, for jeg kunne ikke ligefrem hive mine nyvaskede flade sko op ad min lille skuldertaske, når jeg færdes rundt her i disse områder.

Som altid, skimtede jeg hver og en på gaden, inden jeg trak mig hen til, den næsten altid tomme gadehjørne. Her var intet lys, især ikke, når solen var gemt bag uvejret, der fandt frem på himlen. Dog vidste jeg, at her var graffiti på den tilsnavsede gade.

Med tasken klamrende til mig, fortsatte jeg hen til den røde telefonboks, som man ikke ville misse, når man gik forbi.

Stille åbnede jeg for døren, og lukkede den lydløst i. Jeg begyndte at tast nummeret ind.

62442

En person lød i røret, den velkendte stemme, af damen som bød en velkommen, og bad efter oplysninger, for at sikre, at muggler ikke skulle havne her.

Det ville blive en katastrofe, og selvfølgelig var det sket før. Men med en magien i luften, vil forglemmelsen hurtig finde sted.

Det gav et ordentlig ryk, og knagede begyndte elevatoren, at køre nedad. Da jeg landede på fast jord, steg jeg ud af boksen, og blev mødt af atriumet, hvor hekse og troldmænd susede forbi.

Jeg gik hen ad det mørke lakeret træ gulv, og observerede hvordan de fleste kom og gik fra kaminerne, der var i begge sider. De var overtrukket med et tyndt lag guld, og fragtede en hen, til en anden kamin. Jeg banede mig vej igennem den enorme mængde, og fandt vej hen til springvandet –omringet af statuer-  som lå i midten i atriumet. 

Jeg gik forbi det, og fortsatte hen mod vagttroldmanden Eric Munch, som stod henne ved den gyldne port.

”Velkommen til, ræk mig din tryllestav” sagde han montomt, og tog imod min stav, som jeg uden tøve rakte frem til ham.

Han skyndte sig at registrer den, og rakte mig den igen, inden han tog imod de næste, som stod bag mig. Den gyldne port åbnede sig. Slentrende forsatte jeg hen ad det skinnende gulv, som førte hen til en lille gang, hvor elevatorerne befandt sig.

Jeg rettede mit blik op fra gulvet, og mødte Hermione Gangers brune øjne, der så alvorlige ud. Hun havde opdaget mig for længst, og stod og ventede henne ved en af elevatorerne.

Hermione og jeg har haft et godt kammeratskab siden jeg kom til England fra Frankrig, og arbejde som journalist i main office, der befandt sig i Diagonalstræde. Vi begyndte at snakke godt sammen, den dag hvor jeg fik tilbuddet at interview dem, et halv år efter Anden Troldmandskrig.

I starten holdte de sig meste for sig selv, men efter, at jeg bevidste min loyalitet, ved ikke, at røbe de personlige ting i Profettidende. Dér gik det op for hende, at jeg ikke var endnu en modstander, selvom sladder sommetider var fornøjeligt at bringe ud. 

Da jeg nåede hende, gik vi tavst ind i elevatoren. Det sorte gitteret trak for, og vi stod alene i det lille rum, mens vi kunne ane forbipasserende.

”Godt du kunne komme” sagde hun eftertrykkeligt, og nikkede til mig, mens et smil trak i hendes mundvig.

”Selvfølgelig” sagde jeg lavmælt, og sendte hende mit genkendelig smil, der var fyldt med blandede følelser.  

Elevatoren gav et ryk, og straks forsvandt atriumet for os. Først blev vi skubbet bagud, så jeg måtte holde mig tættere op ad gelænderet. Derefter kørte vi nedad til niveau 4.

Det var bestemt ikke første gang, jeg var i ministeriet for magi, men gang på gang overraskede det mig, hvor meget fart der var på de elevatorer.

Da vi kom til niveau 4, førte Hermione mig videre - forbi kontoret for nissesamarbejde - hen på hendes kontor, som lå henne ved en gang til højre. På den anden side var gangen, hvor Bureauet for Information om Skadedyrsudryddelse, befandt sig.

Da vi kom ind på hendes hyggelige lille kontor, med mørke tæpper og lysestager alle vegne, trak hun sin stav frem. Hendes hånd gav et lille sving, og strakt klikkede låsen i til døren.

Jeg dumpede ned på den brune lakerede stol, hvor sædet var betrukket med et detaljeret mønster af små blomster, der viklede ind i hinanden.

Jeg havde kun få gange været herinde, og Hermione havde fået lavet om herinde en del siden. På en af væggene fyldte en hel reol med gamle bøger fra retssager om dyr, skabninger og ånder, samt forhistorie, der straks sig flere hundrede år tilbage. Og ikke mindst regnskaber og regler inden for afdelingens område.

”Jeg har set forsiden på Profettidende her til morgen” henvendte hun til mig, så min opmærksomhed blev rettet mod hende. Hun sad overfor mig, ved det lange arbejdsbord, hvor papir og dokumenter flød over alt i små bunker, der var sat op i systemer.

”Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er tilfældigt, at Harry er væk. Han har, i alle de år jeg har kendt ham, ikke haft i sinde om, at forlade dem han holder kær. ” bekendtgjorde Hermione og ærgrede sig over situationen. Jeg nikkede forstående, og flettede mine hænder sammen, efter jeg havde placeret min lille slidte taske på mit skød.

”Jeg forstå din sorg og ikke mindst hans families. Jeg må desværre tilstå, at jeg ikke ved mere, end hvad jeg har skrevet i artiklen. Jeg kan forstå på minister Kingsley, at de er fuld i gang med at finde spor, men som du nok ved, er de lette at skjule, hvis dem der står bag Harrys forvindende, er i besiddelse af magi. ” mindede jeg hende om, og tog hendes hånd i min, som hvilede på bordet.

”Som jeg bedst kender Dem, så har du ikke tænkt dig, at give op. Jeg ved hvor tætte Ronald(Ron) og dig er med Harry. Jeres venskab er uovervindeligt, og jeg har ikke tænkt mig, at sidde på mit kontor med tankerne om, at i endnu engang skal igennem en svær tid. ”

”Det er betænksom af Dem Orenda, men hvad skal vi stille op? ” spurgte hun om, selvom hun godt vidste, at svaret ikke var på min tunge.

”Måske kunne vi kontakte hans familie, som en begyndelse. Måske var de vidne til noget? ” kom jeg op med, hvilket fik Hermiones eftertænksomme blik frem. Uden at sige noget nikkede hun bekræftende.

Vi blev hurtig enig om, at Hermione besøgte Ginny, for at se hvordan, det stod til med hende, mens jeg tog kontakt til Albus potter, som var søn af Harry -og Ginny Weasley Potter. I morgen skulle han starte på sit femte år på Hogwarts; skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Jeg havde endnu ikke mødt hans dreng, men han siges at ligne sin far en del udseendemæssigt. Om han var som ham, var ikke til at sige.

Vi blev afbrudt af et bank på døren.

”Hvem der?” spurgte hun Hermione halvhøjt.

”Amos Bones, jeg har noget vigtigt at drøfte med Dem” sagde personen, og man kunne tydelig høre irritationen i hans stemme. Dog viftede Hermione straks med sin stav, så låsen gik op, og den tunge sorte dør åbnede. Ved døråbningen stod en lav bastant mand, med sin brune kuffert ligene taske i hånden.

Han havde lyst hår, og skægstubbe, og var iklædt en lang gråbrun frakke, hvid skjorte, med et blåstribet slips, og et gråt halstørklæde med sort mønster, der hæng løst hen over hans skuldre

Han placerede sine briller en anelse længere ned på næseryggen, mens hans bittert blik rettede sig mod Hermiones.

”Jeg så dit dokument, De havde lagt på mit bord her til morgen, og jeg er aldeles ikke enig med Deres beslutning om din naragtige, ’ vi skal tænke på husalfernes arbejdsvilkår’ ” plaprede han løs om, så Hermione endte med at sukke, og rejse sig fra stolen, mens hun rettede på hendes tætsiddende nederdel.

”Lad os tage den diskussion i enerum” afsluttede Hermione bestemt, mens hun kiggede hen på mig med et undskyldende blik.

”Jeg er nødt til at smutte, vi ses snart igen” beklagede hun, og tog fat i en bunke papir, hvorpå der stod med stor skrift: Husalfens rettigheder.

Vi gik sammen ud af hendes kontor, og inden jeg fik set mig om, gik hun og Amos diskuterende hen ad en gang, jeg ikke kendte til.

Med tankerne, der kørte rundt, fandt jeg vej til mit næste møde, som foregik i niveau 2: Aurorhovedkvarteret.

Da jeg nåede indgangen, var det der hang på aflukkerne, det første jeg bemærkede. De var tildækket med efterlysningsplakater, personalefotografier, Quidditchplakater og mere til. Det jeg først bemærkede, var de nye efterlysninger, hvorpå der var billeder af fangerne, der var sluppet fri fra Azkaban.

Jeg genkendte tydeligt en af dem, ved navn Fenrir Greyback. Han var halv varulv, og tilhænger af Du-Ved- Hvem. På billedet havde han gråt hår, og meget lyst hud.  

En hånd blev lagt på min skulder, og straks trak jeg min stav op af min lille taske. Uden jeg kunne nå at tænke mig om, holdt jeg min tryllestav få centimeter hen imod en høj skikkelse, der var foran mig.

”Åhh rolig nu Orenda Roberts, det bare mig” sagde en mørk stemme, og sænkede min tryllestav, med hans ene hånd.

Jeg rømmede mig let, da jeg så op i nogle store lyseblå øjne.

” John Dawlish” lettede jeg op, ”Lov mig aldrig at give mig sådan et chok igen, tænk hvis jeg havde gjort dig ondt” mindede jeg ham om, så han sendte mig et skævt smil. Dog blev han hurtig alvorlig igen, og førte mig ind i et lille kontor, for enden af en lurvet gang.

”Jeg har ventet Dem i over en time nu, hvor blev De af? ” spurgte han, med det ene øjenbryn trukket op i panden. Han så ikke fornærmet ud, men mere mistænksom.

”Det må De undskylde, jeg blev en smule forsinket, da jeg faldt i snak med en anden” undskyldte jeg, og lagde det ene ben over det andet.

”Nå, jamen så lad som kommer i gang. ” sagde han hurtigt, og så afventet på mig.

Jeg fandt hurtigt min notes blok frem, og min selvskrivende Kvikskribler frem, der er yderst brugbar for mit arbejde.

”Okay, lad os starte med, hvad minister Kingsley Shacklebolt havde ringet og fortalt mig.” startede jeg ud. Han gav et nik fra sig, hvilket fik mig til at forsætte, mens kvikskribleren strøg hen over blokken.

”Er det sandt, at De vil overtage Hogwarts skole? ”

”Ja, men det skal lige understreges, at overtager, menes som, at jeg i midlertidig har fået tildelt Harry Potters job som rektor” sagde han bestemt og tydeligt, så intet skulle misforstås.

Kvikskribleren havde det med nogle gange, at omformulere ordene, men nu var Profettidende jo også et sladderblad. Dog holdte jeg mig for det meste til sandhederne, da mine andre kollegaer havde det med, at lukke usande historier ud, på de andre sider i avisen.

”Men har han udvalgt Dem til jobbet? De er jo en Auror, og ikke specialiseret inden for lærerområdet, eller for den sags skyld, en rektor. ”

”Det kan De have helt ret i, men jeg tager alt seriøst, og sætter mig ind i det miljø, jeg får besked på at færdes i” understregede han igen med en rolig stemme, som slet ikke fik mig til at tvivle på hans ord.

”Det lyder fornuftigt, men der må da være en særlig grund til, at hr. Shacklebolt vælger netop Dem?” forsatte jeg med at udspørge ham, og kunne tydeligt mærke, at han helst ville lukke samtalen her.

”Jeg viser min loyalitet overfor ham, og nu da det haster, nu hvor eleverne starter i morgen, kunne jeg lige så godt komme til hjælp. ”

”Vil Hogwarts blive noget andet i år? ” spurgte jeg, og mærkede hvordan nysgerrigheden boblede i mig.

”Det er ikke til at sige med sikkerhed, men vi må bevare håbet, og tro på, at Harry snart vil dukke op. Det er ikke nogen hemmelighed, at han bliver prioriterede højt i vor alles hjerter ”afsluttede han, og støttede sine arme til borede, så han kunne komme op på benene.

”Tak for Deres tid, jeg må se at komme videre, så jeg kan få nyhederne ud” informerede jeg ham om, og pakkede blokken og kvikskribleren væk, inden jeg rejste mig fra stolen, for at tage afsked.

Jeg var uden tvivl sikker i min sag; jeg måtte hjælpe Harry, og løse problemet, så uroen kunne svinde, og den gode humør kunne komme frem i alle troldmænd og hekse. Og ikke mindst de levende væsner der var i blandt os.

I morgen ville henvende mig til Albus, for noget sagde mig, at han ville blive en god hjælp. Jeg var ikke Auror, og at løse problemer var ikke min specialitet, men når man kunne mærke de mørke tider gå i møde, måtte man gøre noget ved det. 


19-07-2016

_________________________________________________________________

Tak fordi du læste 1. Kapitel :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...