Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
469Visninger
AA

1. Videoen

Jeg så flyet lette lige så stille. Flyet med min bedste ven. Jeg hørte Mary snøfte lidt ved siden af mig. Hun lænede sig op ad mig og tog min hånd. Langsomt lagde jeg mit hoved på hendes. Mit syn var sløret af tårer. En tåre trillede lige så stille ned ad min kind og flere fulgte efter. Flyet var oppe i luften nu. Jeg vendte mig for at stige ind i bilen. Jeg fik sat både Mary og mig selv ind i bilen. Langsomt kørte vi væk fra landingsbanen. Jeg fugtede mine læber og pressede dem sammen. Med en stor anstrengelse fik jeg stoppet tårene. Vi var ikke nået langt før den lille skærm, der var tænkt til GPS, tændte uden nogen af os rørte den. Jeg stoppede bilen. Et billede af Moriarty blev vist på skærmen. Det rystede lidt. Imens hørte man hans stemme sige:
"Miss me?"

Min hjerne gik i baglås. Mary var den første af os til at komme sig over chokket. 
"Vi skal tilbage. Mycroft skal vide de her!" sagde hun og vendte sig mod mig. Hurtigt fik jeg vendt bilen og i løbet af ganske kort tid var vi tilbage hvor vi havde stået og taget en sørgelig afsked. Jeg havde kun lige stoppet bilen inden Mary hoppede ud og skyndte sig, så godt hun kunne, hen til Mycroft, der sad i sin bil. Jeg fulgte efter hende. Hun havde en utrolig hastighed på trods af graviditeten. Da vi nåede bil sad Mycroft som forstenet med mobilen i hånden. Han havde taget hånden halvvejs ned. Vi bankede på ruden. Han vågnede med det samme af hans trancetilstand og skyndte sig ud af bilen. Hurtigt forklarede Mary hvad der var sket.
"Jeg ved det. I er ikke de eneste," svarede han. Min lægelige forstand sagde mig, at han stadig var under chok. Mens han sagde det, vendte flyet og landede.
"Hvad mener du med, at vi ikke var de eneste?" spurgte jeg Mycroft. Men han stirrede bare med en hvis glæde på flyet der sagtnede farten.
"Det er sket i hele England!" råbte Mycroft til mig da flyet stod stille, men det larmede stadig så meget, at selvom han stod næsten lige ved siden af mig, kunne jeg næsten ikke skelne ordene fra hinanden. "Indenrigsministeren ringede. Alle skærme i hele England viser den video. Derfor har jeg kaldt Sherlock tilbage. England har brug for ham."

Vi løb ind i flyet. Sherlock sad der og lignede at han sov. Vi ruskede i ham. Han mumlede nogen ord om en brud og nogen selvmord. Så sagde han både mit og Marys navne. Til sidst nævnte hans også Mycroft. Hans øjenlåg gled ganske langsomt op. Han så helt forslået ud. Han mumlede nogen ord om en sag og noget med at løse den. Øjnene gled i igen og det tog yderligere to minutter for ham at vågne. Så kiggede han forbløffet på os. 
"Jeg ved det!" sagde han noget omtåget.
"Hvad ved du?" spurgte Mary ham mens hun kiggede undersøgende på ham. Så begyndte han at fortælle om en gammel sag fra det nittende århundrede. En uløst. I hvert fald indtil nu. Han mente at have løst den. Det var noget med en brud der gik rundt og dræbte folk. Men hun havde begået selvmord. Og hun var hele tiden i lighuset under opsyn. Jeg fik ikke helt løsningen med, da mit hjerte var ved at briste af glæde over, at han ikke skulle afsted alligevel. Men jeg lod det ikke skinne igennem. Sherlock prøvede at rejse sig, men det lykkedes ham ikke. Mycroft farede frem.
"Hvor er listen over alle ting, Sherlock? Hvor er den? Sherlock! Hvor er listen over alle ting?" spurgte han ham, mens han gentagne gange prøvede at holde Sherlock vågen. Han begyndte at rode i Sherlocks lommer, uden resultat. Så kiggede han sig omkring. Jeg havde aldrig set ham med så meget energi. 
"Listen over alle ting?" spurgte jeg ham. Jeg var forvirret. Over alle ting? Det gav ingen mening for mig.
"Sherlock har lovet mig altid at lave en liste over alle de stoffer han tager. Til gengæld skal jeg, hver gang jeg finder ham, ligegyldig hvor, hvornår og hvordan hjælpe ham. Men det er kun muligt hvis jeg ved hvilken gift han nu har proppet sig med. En eller anden dag går det galt. Og det er dét det handler om at forhindre."
"Det er aldrig gået galt. Jeg kender mine grænser, Mycroft," sagde Sherlock til Mycroft. Jeg kunne se, at han kæmpede for at holde sig vågen. 
"Nej, du gør ej, Sherlock!" svarede Mycroft mens han søgte videre. Sherlock lukkede øjnene og landede i endnu en trancetilstand. Han ansigt viste tydeligt, for os der kendte ham, at han havde taget nogle heftige stoffer. Det kunne godt være, at han virkede afvænnet, men i virkligheden var det bare en djævel der sov. Den var ikke bekæmpet. Mycroft gav et glædesudbrud fra sig. Han holdt en lap papir i hånden hvorpå der stod diverse hårde stoffer. Vi fik hurtigt fat i en ambulance og transporteret ham på hospitalet. 

Der var nu gået et døgn. Og Sherlock lå stadig i sengen og rørte sig ikke meget. Flere gange mumlede han mit navn. Ofte også Mycrofts, Marys og Mollys. Mary og jeg var kommet da hospitalet havde ringet til os. De havde sagt, at de regnede med at han vågnede snart. Vi havde nu sat der forhåbningsfulde i en time. Intet var sket ud over en masse mumlen fra Sherlocks side. Lestrade havde været forbi dagen forinden og sat der en god time sammen med Mary, Mycroft og mig. Der stod også smukke blomster i en vase ved siden af sengen. De var fra Molly. Men hun virkede ikke glad da vi sidst havde set hende. Døren ind til stuen gik op. Ind kom Molly. Hun tog en stol og satte sig ved siden af Mary. Senere kom Mycroft også. Han stillede paraplyen op ad væggen og stillede sig for fodenden af sengen. Han gav os et lidt tvunget smil og tog derefter også en stol. Han satte sig på den anden side af Sherlock og kiggede nedtrykt og betænkt på Sherlock. Som om han var bange for, at hans bror ikke skulle vågne.
"Er der nogen der ved hvor mange klokken er?" spurgte Molly på hendes lidt nervøse måde. Sådan talte hun altid når Sherlock var i nærheden. Hun var altid en smule nervøs i hans nærværelse. Vi vidste alle godt hvorfor.
"Atten minutter over tre," svarede jeg da jeg kiggede på mit ur. Jeg fugtede mine læber og pressede dem sammen. Jeg begyndte at blive en smule nervøs. Vi havde sat og ventet i to timer på at Sherlock skulle vågne. Mary virkede også til lige så stille at miste modet. Det lignede hende ikke. Hun sukkede og lænede hovedet mod min skulder. Jeg lagde mit hoved ovenpå hendes. 

Der gik endnu en halv time. Mycroft rejste sig langsomt på hans nonchalante måde og skulle til at gå, da Sherlock åbnede øjnene.
"Hvor skal du hen, Mycroft?" spurgte han med et drillende smil om læberne og et glimt øjet. Jeg kunne mærke, at han ikke helt var sig selv, men prøvede at være det. Smilet var ikke helt det samme som det plejede at være, men det var et tegn på liv. Mycroft stivnede og vendte sig med et ryk. Et smil brød frem på hans læber da han så hans lillebror i live. Han satte sig igen uden at sige noget. Mens Mycroft satte sig var jeg den første til at finde ordforrådet igen.
"Du er vågnet!" sagde jeg og lagde armene om halsen på Sherlock. Han gengældte mit kram. Jeg satte mig igen. "Vi troede du ikke ville vågne! Hvor jeg glad for at se dig i live!" Ud af øjenkrogen så jeg jeg en tåre trille ned ad Mollys kind.
"Jeg er også glad for at være i live," sagde han og kørte sengen op, så han sad op. "Mycroft, hvorfor har du fået sat mig fast til de her slanger? Jeg kunne godt have klaret mig!" Mycroft gav bare Sherlock hans syrlige smil. 
"Nej, det kunne du ikke. Du undervurderer altid dine evner, men overvurderer din egen styrke!" sagde han mens han smilte både hånligt og syrligt. 
"Bl-bl-blomsterne på bordet er fra Lestrade o-og mig," sagde Molly nervøst og pegede på blomsterne. Nu hvor han var vågnet var hun langt mere nervøs. Hun smilte lidt nervøst. Jeg kunne se, at Sherlock skulle til at sige noget om blomsterne. Noget Molly sikkert ikke ville vide. Jeg gav ham et strengt blik. Ud af øjenkrogen så jeg, at Mycroft og Mary gjorde det samme. Sherlock så ud til at forstå vores blikke. Han smilte til Molly.
"Tak," sagde han. Mollys ansigt lyste op.
"Det var s-så lidt," sagde hun og smilte. "Jeg skal nok også lade det gå videre til Lestrade."
"Ved nogen af jer hvornår jeg kan blive befriet fra det her?"
"Jeg skal nok sørge for det. Der er brug for dig andetsteds nu," sagde Mycroft og rejste sig. Han lod stolen stå og tog hans paraply. Da han gik ud svingede han den som sædvanligt og kiggede sig ikke tilbage. Åbnede bare døren og forlod rummet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...