Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
482Visninger
AA

10. Sidste mand

De næste afhøringer bragte os intet nyt. Ud over en masse rapporter at skrive. Sherlock anså dem alle for skyldige. Med et blik vidste han det. Og deres livshistorie. Klokken var ved at være tre, og vi manglede kun at afhøre en, da Sally Donovan stak hovedet ind.
"Der er telefon til dig, freak," sagde hun og rakte Sherlock telefonen. Vi sad inde i rummet ved siden af afhøringslokalet. Sherlock gik hen i den anden ende af rummet og vendte ryggen til os. En grov stemme lød i den anden ende, og vi hørte den halve samtale:
"Hvem er du?" spurgte Sherlock. Der lød et brummende svar, der så ud til ikke at tilfredsstille Sherlock.
"Hvad vil du?" igen blev der brummet et svar. Den her gang lød det mere truende og var længere. Sherlock blev en smule bleg, men tog sig åbenbart sammen og fik farven tilbage.
"Hvem arbejder du for?" spurgte han fast. Jeg kunne ikke høre den grove stemme.
"Hvem arbejder du for?" spurgte han med en hævet stemme. Intet svar. 
"Hvem arbejder du for?" råbte han og vendte sig i sin frustration om mod os. Blodet steg ham til vejrs og gav hans hoved et rødt skær. Så lød der et langt duuuut. Og igen. Og igen. Hvem end, der havde ringet, lagde på. Sherlock gav et forarget udbrud fra sig, som normalt egentlig ikke skete. Så rakte han Sally telefonen, som forlod rummet og lukkede døren. Sherlock vandrede frustreret op og ned af gulvet i det lille rum, mens han, med knyttede næver, fægtede rundt i luften.
"Slap af, Sherlock," sagde jeg og så på ham. Han så forvirret på mig.
"Hvorfor skal jeg det? Hvorfor skal man altid slappe af? Hvorfor rider vi ikke bare på muldyr gennem hele Scotland Yard?" svarede Sherlock fuld af frustration.
"Du skal slappe af, fordi den sidste du skal afhøre kan komme hvert øjeblik," svarede jeg roligt og vendte mig om i stolen.
"Desuden er jeg allergisk over for muldyr," sagde Greg og vendte sig om mod Sherlock med et bedrevidende blik.
"Hold kæft! Begge to! Hold kæft! Stop med at tænke, John! Du forstyrrer!" råbte Sherlock, mens han så op ad og holdt hænderne oppe ved hovedet, som om han ville symbolisere et fyrværkeri i hans hoved. Jeg sukkede.
"De har ret. Du er en psykopat," sagde jeg lettere opgivende med let hævede øjenbryn.
"Lige mine ord," gav Lestrade mig ret.
"Jeg er en højfunktionel sociopat, og det ved i begge," sagde Sherlock og flyttede hovedet for at se ned på os med et selvklogt ansigtsudtryk, som om han talte til Anderson. Både Lestrade og jeg sukkede opgivende og holdte vores mund, så Sherlock kunne tænke.

"Sherlock!" sagde jeg, denne gang højere end sidst, og ruskede i ham. Med et sæt kom Sherlock tilbage til virkeligheden og virkede helt tumult. 
"Hvad er der?" spurgte Sherlock og så forvirret på os.
"Du skal afhøre en," sagde Greg på hans sædvanlige, lidt selvfede, måde.
"Åh, ja!" sagde Sherlock og virkede genoplivet. Med ny energi gik han ud af rummet, og ikke mange minutter senere så vi ham gå ind af døren med den sidste mistænkte. Denne gang var det en mand. Han så ud til at være i slutningen af fyrrene, men var sikkert yngre. Hans hår var gråsprængt og rynker var begyndt at danne sig i hans ansigt. Manden så en smule urolig ud. Han famlede hele tiden ved sine fingre, der rystede en smule.
"Sæt dig," sagde Sherlock, nu mere afslappet, og gestikulerede med hans ene hånd hen mod stolen længest væk fra døren, hvor alle andre mistænkte også havde sat. Manden satte sig og sad lidt kejtet i stolen.
"Du er mistænkt for at være med til, ulovligt, at offentliggøre denne video," sagde Sherlock og rakte manden tabletten med videoen på og lod den spille. Det var den samme procedure som ved de andre. Manden virkede uanfægtet ved at se videoen. Sherlock pakkede tabletten væk og lænede sig fremad i stolen. Han satte hænderne sammen og støttede hovedet på tommelfingrene og satte pegefingrene foran munden. Undersøgende så han på manden, mens han mønstrede ham og fandt ud af hele mandens livshistorie og personlighed.
"Hvor længe har du arbejdet for efterretningstjenesten?" spurgte Sherlock uden at bevæge andet end sin underkæbe.
"Fire år? Tror jeg," svarede manden usikkert.
"Rigtigt. For at være præcis 4 år og tre måneder," svarede Sherlock, som om det var en eller anden quiz.
"Hvorfor spurgte du om, hvor længe jeg har arbejdet der, når du godt vidste det?" spurgte manden forvirret og så med undrene øjne på Sherlock.
"A da da da da!" hyssede Sherlock. "Det er mig der stiller spørgsmål, og du svarer. Ikke omvendt!"
Manden sukkede opgivende og rullede med øjnene. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at le. Sherlock lod ikke til at more sig så meget over mandens øjenrullen, og antog derfor et lettere frustreret ansigtsudtryk.
"Hvad siger dette billede dig?" spurgte Sherlock og rakte manden tabletten igen. Denne gang for at vise ham et billede. Jeg kunne ikke se hvad billedet skulle forestille, men det havde åbenbart en virkning på manden, som blev bleg og hvis hænder begyndte at ryste. Med sitrende hånd rakte han Sherlock tabletten tilbage.
"Hvad siger billedet dig?" spurgte Sherlock igen og tog imod tabletten og lagde den til siden uden at fjerne sit blik fra manden. 
"Jeg har set noget o-o-o-ovre på arbejdet, d-d-d-der ser s-sådan ud," stammede manden nervøst frem.
"Har du nogen sinde hørt navnet Moriarty?" spurgte Sherlock.
"Nej!" svarede manden alt for hurtigt. Et smil bredte sig på Sherlocks læber.
"Nå, så det har du ikke? Så har vist heller ikke hørt navnet Jim Moriarty?" fiskede Sherlock videre.
"Nej, faktisk ikke," svarede manden og virkede mere selvsikker, men også mere nervøs.
"Hvad så med James Moriarty? Siger det dig noget?" spurgte Sherlock med utrættelig ro.
"N-n-n-nej," stammede manden nervøst frem. Smilet på Sherlocks læber blev nu bredere.

"Hvad siger Holmes dig så?" spurgte Sherlock efter en kort pause.
"Jeg har hørt navnet før. Men jeg ved ikke hvor," svarede manden og virkede ærlig, men ikke som om hele sandheden kom frem.
"Hvad så med Mycroft eller måske Sherlock Holmes?" gravede han utrætteligt videre. Noget lod til at sige klik inde i mandens hjerne, for hans væremåde forandrede sig med det samme. Han blev langt mere nervøs og rystede over hele kroppen. En stor angst lod til at fylde hans krop.
"I-i-i-i-intet," fremstammede han under voksende nervøsitet.
"Er du sikker på det?"
"Ja, det e-e-e-er jeg. Tro mig!"
"Godt, godt. Hvad har du så arbejdet på de to uger op til videoens offentliggørelse? Rapporterne mener, at du ikke har nået meget, men jeg vil gerne høre fra din egen mund hvad du har gjort."
"Jeg havde n-n-n-nogle dårlige uger," svarede manden forsigtigt og fortvivlet.
"Det er mærkeligt. For det sagde Ella, Jonathan, Charlie, Merle og Noah også," sagde Sherlock og ramte dermed et ømt punkt hos manden. Han brast i gråd mens hele hans krop rystede.
"Jeg tilstår! Hvorfor har jeg dog været så dum! Jeg tilstår!" grædte manden fortvivlet. 
"Så så! Rolig nu," sagde Sherlock med hans mest engleblide og charmerende stemme, som han kunne lave, hvis han gad. Lestrade trak mig i ærmet og hev mig med ind til manden og Sherlock. Da manden så os komme ind så han endnu mere fortvivlet ud. Greg klappede de to klapstole ud han havde taget med i farten. Vi satte os.
"Fortæl hvad der skete," opfordrede Lestrade.
"Det hele begyndte for en måned siden, eller sådan, Jeg fik et opkald, fra en mand, der kaldte sig selv Moriarty. Han sagde, at han skulle bruge min hjælp. Jeg spurgte om hvad, og han fortalte det så. Da han var færdig, kom jeg i tanke om, hvor jeg havde set det navn. Engang på et blogindlæg, en eller anden Watson havde skrevet, havde der stået noget om en eller anden rådgivende kriminel ved navn Moriarty," snøftede manden frem. Jeg sendte Sherlock et sigende blik, som for at sige, at min blog faktisk lige havde hjulpet os i en sag, igen. Han sendte mig et træt blik tilbage. "Jeg takkede høfligt nej, og skulle til at lægge på, da denne Moriarty sagde, at hvis jeg ikke ville hjælpe ham, ville han gøre det af med mit højtelskede barn. Jeg kunne huske fra blogindlægget, at denne Moriarty ikke løj ved sådanne tilfælde, så hvis jeg var blevet kontaktet af den selv samme Moriarty, gjorde jeg bedst i at gøre som han sagde. Altså sagde jeg ja til tilbuddet. Der var planlagt et møde til næste dag.
Så dagen efter kommer nogle mænd og henter mig. Heldigvis var hverken min kone eller lille søn hjemme, ellers havde de fået deres livs chok. Mændene bandt mig for øjnene og kørte mig et eller andet sted hen. Ved det møde mødte jeg også de andre. Og Moriarty. Han så så ondskabsfuld ud med hans mørke øjne og ..." 
"Vi ved godt hvordan Moriarty ser ud," sagde Sherlock rettende.
"Jeg gør ikke," sagde Greg en smule såret.
"Jo, du gør. Det var ham der, der ville gøre det af med mig," sagde Sherlock.
"Åh ja! Ham! Sikke et afskyeligt kryb!"
"Hvad mener du med, at han ville gøre det af med dig?" spurgte manden forvirret og så fra den ene til den anden.
"Det er en lang historie. Fortæl din beretning færdig," svarede Sherlock henkastet.
"Ja, altså. Ved det møde fik vi at vide, hvad vi skulle vide. Denne Moriarty fortalte om en eller anden ond person hvis navn jeg ikke kan huske. Det var et eller andet med Sh," fortsatte manden.
"Sherlock. Sherlock Holmes og John Watson. Dine venner røbede mere end de selv tror," sagde Sherlock forbigående. Manden fik et forvirret ansigtsudtryk.
"Fortsæt med din beretning," sagde jeg en smule utålmodigt.
"Godt. Efter det møde havde vi alle fået vores opgaver. Min opgave var det, at udspionere en kvinde ved navn Mary Watson. Men samtidigt skulle jeg sørge for, at der kom rapporter fra mig om, hvad jeg havde nået. Så jeg lavede hurtigt nogle småting hver gang jeg var på arbejde, så jeg ikke virkede uaktiv. Moriarty havde lavet et mønster med, hvornår vi måtte tage hjem fra arbejde. Det skulle virke så tilfældigt som muligt. Vi startede alle på samme tid og tog på forskellige tidspunkter hjem. Dagen kom hvor Moriarty kom med et USB stik, og gav os anvisninger til hvad vi skulle gøre. Det blev Ellas opgave. Hun skulle, når tiden var inde, sætte stikket i den computer, hvormed man kan kontrollere hele Englands skærme. Han gav hende specifikke anvisninger til hvordan. Han sagde, at når et bestemt fly lettede, skulle hun gøre det. Så det gjorde hun. Efter ganske kort tid befalede han, at hun skulle forsvinde med stikket og slukke for videoen."
"Og resten af historien kender vi," sagde Sherlock uden at hans blik fjernede sig fra manden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...