Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
482Visninger
AA

13. Sherlyn

"John!" sagde en fjern stemme. "John! Det er mig. Mary. Vågn op, John!" 
Det var Marys fortvivlede stemme. Den var fyldt med gråd. En eller anden ruskede i mig. Langomt åbnede jeg øjnene og så i Marys tårevædede ansigt. Det lyste med det samme op, da hun så mig åbne øjnene.
"Åh John! Du lever!" hulkede hun glad.
"Ved du hvor Sherlock er, John?" spurgte Mycrofts stemme bekymret. Jeg så et kort glimt af hans frygtsomme ansigt. Først havde jeg ingen anelse, men kom så i tanke om det.
"O ... o-o-op," fik jeg frem. Mary og Mycroft så op. Alle etager var brast sammen under mit fald, og man kunne nu kun se den etage Moriarty og Sherlock havde været på mens jeg faldt. Mycroft så opgivende og fortvivlet derop. Så tog han hans mobil og begyndte at ringe en eller anden op. En mægtig træthed faldt over mig og jeg lukkede øjnene. Kort efter hørte jeg i det fjerne sirener og flere menneskestemmer.

Jeg åbnede forsigtigt øjnene. Et skarpt lys ramte mine øjne og blændede mig. Jeg glippede med øjnene og så mig omkring. Jeg lå på et sygehus i en seng. Jeg var tilsluttet til forskellige apparater. Der kom regelmæssigt et lille bip. Ude på gangen hørte jeg nogle gå forbi og småsnakke. Jeg så til min anden side. Ved siden af min seng stod Mycroft og Sherlock. Mycroft smilte, og det var første gang jeg så et 'rigtigt' smil på hans læber. Ved siden af ham stod Sherlock. Han havde en stor forbinding på hovedet og en på det ene håndled. Han havde en sår ned langs den ene kind med et plaster på.
"Godmorgen, John," sagde Mycroft og så ned på mig.
"Hvor er jeg? Hvilken dag er det?" spurgte jeg forvirret med en grødet stemme.
"Du er på Charing Cross Hospital, og det den 7. september. Så det er to dage siden dit fald" svarede Sherlock.
"Hvor er Mary?" spurgte jeg forvirret.
"Jeg er lige her," sagde Marys stemme. Hun kom hen til mig med et lille barn på armen.
"Lad mig introducere dig til vores lille datter," sagde hun og så ømt på det lille barn i hendes arme. "Hun er kun tolv timer gammel."
"Mary nægtede at forlade sygehuset før du kom dig. Og da du var i bedrene tilstand fik jeg ordnet det sådan, at hun måtte blive. Selvom det ikke var helt nemt. Nå, men lægerne sagde, at du kunne vågne hvert øjeblik for en god halv time siden, og nu er du her," svarede Mycroft. Jeg kørte sengen op, så jeg ikke lå ned og førte en samtale med dem. Mary rakte mig den lille pige.
"Ved i, hvad hun skal hedde?" spurgte Sherlock. 
"Sherlyn," sagde Mary og jeg som en mund. Vi havde enedes om det lang tid forinden.
"For at ære dig, Sherlock," uddybede Mary. Taknemmelighed og glæde fyldte Sherlocks øjne, selvom jeg kun kunne se det, fordi jeg kendte ham så godt. Et kort øjeblik syntes jeg, at jeg så fugtige øjne, men de var hurtigt væk.  
"Lige en helt anden ting," sagde jeg, og fjernede mit blik ganske kort fra Sherlyn for at se op på forsamlingen, der stod rundt om min seng. "Der er jo stadig problemet med Moriarty."
"Nej, det er der ikke. Sherlock fortalte mig om Moriartys plan da vi fandt ham," sagde Mycroft og fik igen det syrlige smil. "Så vi kunne nå at stoppe ham i tide."
"Jeg placerede en GPS tracker på Moriarty da jeg overfaldt ham, så han kunne spores. Nu sidder han på Scotland Yard i en celle, og venter på at komme i retten," sagde Sherlock lidt ligegyldigt.
"Og hvordan fandt i os?" spurgte jeg undrende.
"Jeg fik en fornemmelse af, at der var sket dig noget, så jeg skrev og ringede til dig utallige gange. Men du svarede ikke. Du svarer altid, og jeg vidste at du havde din mobil på dig, så jeg trackede din mobil," sagde Mary og så glad på mig.
"Det er fordelen ved at kende hinandens adgangskoder," lo jeg. De andre hoppede med på den, ud over Mycroft. Han stod forstenet ved siden af min seng og så ud som om han led frygteligt.

Fire dage senere sad Sherlyn, Mary, Sherlock og jeg i Bakerstreet og snakkede. Lille Sherlyn lå i Marys arme og sov trygt, mens Sherlock og jeg fortalte Mary hele sagen, da hun ikke havde været tilstede hele tiden.
"Så Sherlock mener så, at Mycroft er ved at blive svag, hvorefter Mycroft så svarer: At det første besøg var åbentlyst, men at han gerne ville vide hvad Sherlock havde lavet på biblioteket anden gang. Mary, du skulle have set Sherlocks ansigtsudtryk!" lo jeg og Mary lo med. Det var kun Sherlock der sad tilbage med et irriteret ansigtsudtryk.
"Det var ikke sjovt, John," sagde han og skulede hen til mig. Normalt ville det have skræmt mig en smule, men jeg kunne bare ikke lade være med at grine, på grund af hans forbinding på hovedet.
"Jo, det er det Sherlock. Om du vil eller ej!" kluklo Mary. Sherlyns åndedræt lød også som om hun lo, hvilket bare gav os mere grund til at grine. Sherlock kunne ikke ret meget længere sidde og skule hen på os og blev nød til at le med. Sådan sad Sherlock og jeg og fortalte Mary om vores lille eventyr i et par timer. Nogle gange var vi ved at falde af stolene af grin og andre gange havde vi alle sammen et strengt ansigtsudtryk. Lige så stille begyndte det at blive mørkt rundt om os, og vi lagde ikke mærke til det, inden det var blevet helt mørkt. Himlen var en marineblå farve og stjernerne var begyndt at kigge frem da vi opdagede mørket.
"Jeg tænder lige lidt lys, så vi ikke sidder i mørket," sagde Mary, da Sherlock havde gjort os opmærksomme på mørket. Hun gik rundt i stuen og tændte lampen på skrivebordet, to af gulvlamperne og loftslampen. "Det var bedre. Nå hvad skete der så efter i havde læst sms'en?"
Vi fortalte hende om jagten på denne mand og om mødet med Moriarty.
"Da Moriarty trak i snoren overfaldt jeg ham og fik ham væltet. Under mig hørte jeg John falde ned gennem gulvene. Da jeg havde fået Moriarty væltet anbragte jeg en GPS tracker på ham, som jeg altid har på mig efter aftale med Mycroft, for at han altid kan spore mig. Han har altid været meget overbeskyttende. Da jeg så havde anbragt trackeren på Moriarty begyndte jeg at blive forfærdeligt døset. Mit hoved blev til grød og jeg kunne næsten ikke se. Et eller andet bedøvende havde de hældt i mig. Det udnyttede Moriarty så og begyndte at tæve løs på mig. Så besvimede jeg, og det næste jeg kan huske er, at jeg blev vækket af Mycroft, fordi han ville vide hvad der var sket. Jeg kom så på sygehuset og bedrede mig i løbet af halvandet døgn. Det var kun med nød og næppe, at jeg fik lov til at gå ind til dig, John," fortalte Sherlock. Både Mary og jeg var grebet af hans beretning. Vi sad endnu og snakkede i en times tid. Så blev Mary og jeg nød til at tage hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...