Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
488Visninger
AA

8. Møde med 'de store'

Halvandet døgn hørte jeg ikke en lyd fra Sherlock. Jeg var ved at blive bange. Var der mon sket ham noget? Hvorfor havde han ikke meldt sig ved mig? Tankerne og spørgsmålene farede rundt i mit hoved, mens jeg prøvede at forme en tilfredsstillende teori. Jeg kom så til det resultat, at han måtte have låst sig inde i hans lejlighed, stoppet med at spise og sove og så, som prikken over i'et, ikke bevæge sig mere end allerhøjest nødvendigt. Hvis det var sådan, ville han sidde og finde resultatet. Men en stemme sagde dybest inde i mig, at det ikke var sådan denne gang. Den blev ved med at fortælle mig det, men jeg ignorerede den bare. "Jeg kender Sherlock. Han sidder bare i hans stol med lukkede øjne, hænderne samlede og tænker," tænkte jeg, for at berolige mig selv lidt. Så bippede min telefon. Jeg fandt den frem og læste sms'en:

Hold fri resten af i dag. Måske også i morgen. Kom til Bakerstreet med det samme.
Forklarer senere...

SH

En sten faldt fra mit hjerte da jeg læste sms'en. Han var stadig i live. Det var i det mindste noget. I hvilken tilstand kunne jeg ikke regne ud. Han var utilregnelig. Jeg tog med det samme afsted. Mary virkede til at være overlykkelig over, at Sherlock havde meldt sig. Hun havde hele tiden ment, at jeg ikke skulle bekymre mig. Jeg havde trods alt lært ham en smule om at være menneske. Men lige inden han havde meldt sig virkede hun også bekymret. 

Ikke lang tid senere sad jeg i min gamle stue og kiggede på Sherlock, der sad fordybet i tanker. Han mumlede nogle gange uforståelige ord og lavede små håndbevægelser i alle retninger. Alt ved ham tydede på, at jeg havde haft ret med min teori. Hans hår var uvasket, der var kaffe- og tepletter på hans kongeblå slåbrok. Han havde en gammel, udvidet trøje og et par grå joggingbukser på. Der gik en god halv time inden han åbnede øjnene og hoppede op, som om han havde fået en fantastisk ide. Han stod op i stolen et par sekunder, så forsvandt lyset fra hans ansigt, som om et lys var blevet slukket, og han hoppede ned på hug i stolen.
"Hej John," mumlede han fraværende, da han sad ned.
"Hvorfor bad du mig om at komme?" spurgte jeg og lænede mig tilbage mens jeg støttede hovedet med mine fire første fingre og lillefingeren foran munden.
"Hvor mange er klokken?" spurgte han lidt mindre fraværende og så på mig et kort øjeblik og gled så tilbage i hans tanker.
"Lidt over ti," svarede mens jeg kiggede på uret og løftede øjenbrynene i forbløffelse over hvor mange klokken var.
"Godt! Mycroft vil have os med til et møde klokken elleve, der omhandler sagen," sagde han med fornyet energi og satte sig ordentligt i hans stol.
"Så får du travlt. For jeg går ikke ud af den her lejlighed med dig, hvis du ikke får noget andet på og får dig et bad. Du er ikke præsentabel," sagde jeg. Efter en kort diskussion fik jeg ham til at gå i bad og skifte tøj. Han brokkede sig over det og mumlede noget med, at det kunne rage regeringen hvordan han rendte rundt.

Af den grund sad vi en time senere ved et møde med statens vigtigste personer og Mycroft, som blev anset af både Sherlock og mig selv som Englands regering. 
"Vi har fundet nogle teorier, skyldige og mistænkte, som jeg tror Sherlock vil fortælle," sagde Mycroft, som svar på indenrigsministerens spørgsmål. Jeg skubbede til Sherlock, for at fortælle ham, at det var nu han skulle sige noget. Vi havde en aftale om, at jeg skulle puffe til ham, hver gang han skulle sige noget, for at han ikke afbrød nogen og dermed lavede en pinlig situation.
"Lad os starte med vores teori og de kendsgerninger, der hænger sammen med den. I forgårs, under en samtale mellem John, Mycroft og mig, ringede Moriarty til mig. Han fortalte, at han kendte til den her hemmelige opgave, hvordan han har fundet ud af det ved jeg ikke og kan kun gætte mig frem til det, og at han overlevede. Af den grund regne vi med, at han brugte en metode, der allerede blev brugt af en organisation af unge kvinder i slutningen af det nittende århundrede," sagde han helt uforstyrret. Ordene flød bare ud af ham. Da han nåede til den gamle sag puffede jeg med foden til hans og gav ham et blik, der skulle fortælle ham, at han ikke skulle til at give et resumé af sagen. Åbenbart forstod han meningen med mit blik og fortsatte uberørt:
"Jeg vil ikke til at kede jer med den historie. Teorien er, at han holdt en tom pistol op i munden og trykkede på aftrækkeren, mens en anden i nærheden skød op i luften eller ned i jorden. Siden det er Moriarty vi snakker om, kan det også have været et hoved. Han lod sig så falde, og havde en gemt blodpude på baghovedet, som så sprang da han landede og dermed lod blodet flyde. 
Jeg tror personligt selv, at han nu mener det mere alvorligt. Moriarty vil gerne magt. Derfor vil han prøve at få kontrol over regeringen og størstedelen af borgerne. På hvilken måde kan jeg ikke sige. Min teori er, at han vil findes. Under jagten vil han så føre planen ud verdenen, fordi han ved, at I for alt i verdenen vil have fat i ham. 
Med hensyn til de skyldige har vi jo Moriarty, som uden tvivl står bag alt det her. Vi har kunnet finde nogle mistænkte. Vi mistænker dem meget stærkt, da de allesammen har opført sig mærkeligt i løbet af de sidste to uger og alle var på arbejde da videoen kom frem. De arbejder alle i efterretningstjenesten. Der er et mønster i hvornår de tog hjem fra arbejde. Her er listen," han rakte ind i hans inderlomme i blazeren med højre hånd og fandt nogle stykker papir frem. De var pænt foldet sammen. Han foldede dem ud. Lige med det samme genkendte jeg dem. Det var de papirer med arbejdstiderne for de mistænkte og nogle uskyldige. Det var dem fra de sidste tre uger. Der var også tilsvarende rapporter om, hvad de havde nået. Sherlock havde lavet cirkler rundt om de mistænktes navne. Han begyndte at række dem i Mycrofts retning, der sad på den anden side af ham ved bord enden. Hele stakken af arbejdstider startede han med at række rundt. Derefter rapporterne om hvad de havde lavet i den periode. Mens papirene blev rakt rundt så jeg flere og flere forbløffede, næsten rystede eller forfærdede, blikke. Da begge stakke ankom til mig rakte jeg dem til Sherlock, som pakkede dem væk igen. 

"Vi må gøre noget! De skal stoppes og forhøres. Det må ikke blive ved," sagde en kvinde, der sad næsten i den anden ende af det aflange træbord.
"Lad os gøre det her hurtigt. Hvem synes, de skal forhøres?" sagde Mycroft på hans sædvanlige laidback og samtidig charmerende og nonchalante måde. Alle rakte hånden i vejret. Jeg tænkte på, om alle beslutninger skulle tages sådan, men Mycroft afbrød mine tanker:
"Så er det bestemt. De bliver forhørt. Hvem skal de forhøres af?" spurgte Mycroft, stadig uberørt af, hvor vigtigt det var, at tage den rigtige beslutning. Han tog det som om det var hverdag.
"De må komme med et forslag Mr. Holmes," sagde en ældre mand, der så ud til at have været i kabinettet i mange år. 
"Jeg foreslår min bror Sherlock. Det er trods alt hans sag. Mit forslag på et vidner lyder på John Watson her og en mand fra Scotland Yard. Min anbefaling er Greg Lestrade. Han har erfaring og en god dømmekraft," svarede Mycroft ædelt mens han kiggede enhver af os der sad ved bordet i øjnene. Da Mycroft var færdig med at fortælle var der total stilhed.
"Det lyder som en plan," sagde en brysk stemme. Det viste sig at være en middelaldrene mand, der så ud til at være godt ti år ældre end jeg selv. På det tidspunkt havde mødet varet halvanden time. Endnu to timer gik der inden det var slut. Det par timer blev brugt på at få enkeltheder på plads og groft lagt en strategi.

Når man kom ud fra det lydisolerede konferencerum gik man ud i en bred korridor med glastag. Til siderne var der lutter sidedøre. Jeg gættede mig frem til, at det måtte være flere konferencerum og nogle kontorer. De fleste af politikerne arbejdede i samme bygning, så de forlod turmultet i gangen, der var opstået af at vi alle skulle væk fra konferencerummet, før os andre. Os, der ikke skulle forblive i bygningen, brugte trapperne ned fra tredje etage, som vi befandt os på, ned til stueetagen. Der var der en slags 'velkomstrum' lige inden udgangen. Der stod en skranke hvor man tjekkede ind og ud. Alle tjekkede ud og fik en stempel på de kort alle havde, fordi Sherlock og jeg ikke havde dem fik vi nogle engangskort, og forlod bygningen. Sherlock og jeg var de sidste. En ældre dame sad bag skranken på en høj stol der gjorde, at hun virkede utrolig høj. Hun havde tyndt, hvidt hår, der var sat op i en knold på baghovedet. Da Sherlock tjekkede ud, han stod foran mig, kiggede hun ned på ham. Hun var godt og vel en fod højere end ham på den stol. 
"Hav en god dag," sagde hun og smilede. Hun havde gjort det ved alle nu. Det var sikkert noget rutinemæssigt.

Da jeg også havde tjekket gik ud Sherlock foran mig med hans lange storkeben. Jeg kunne næsten ikke følge med. Det var utroligt hvor hurtigt han gik. Jeg småluntede for at komme hen til ham og blev nød til at anstrenge mig for at holde hans fart. 
"Du løj da du sagde, at du ikke vidste hvordan Moriarty vidste, at vi havde startet et hemmeligt program, ikke?" spurgte jeg Sherlock.
"Selvfølgelig. Der er en forrædder blandt dem og jeg har allerede en i mistanke. Jeg ville ikke fortælle Moriarty gennem forræderen, at vi er på sporet af hans lille spion. Desuden holdt jeg mig tilbage med teorien og fortalte kun det Moriarty også må vide," svarede han og så på mig da han var færdig med at tale. Han blev nød til at dreje hovedet en del for at se mig. Jeg opdagede, at jeg var sakket bagud og luntede derfor hen til Sherlock, som satte farten en smule ned, så jeg kunne holde farten. Ikke lang tid efter fik vi fat på en taxa og kørte tilbage til Bakerstreet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...