Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
470Visninger
AA

6. Møde i klubben

"Ja, det har jeg, Mycroft. Og med rette. Jeg var på biblioteket og printede beretningerne ud," sagde Sherlock og fandt et bundt papirer frem fra hans inderlomme. "Her er de og nogle beretninger om hvad der er sket under de seks måneder, som du sendte til mig, Mycroft."
"Jeg mente, at de kunne blive til nogen nytte for dig,"
"Det er de også. For prøv at se her," han bredte papirerne ud på bordet. Jeg lænte mig ind over bordet for at se bedre og Mycroft stillede sig bag Sherlocks stol med den ene hånd på ryglænet. Sherlock pegede på nogle papirer. "Der er nogle stykker der i løbet af de sidste to uger har været usædvanligt meget på arbejde, og det på mange af skiftene. Desuden har de faktisk ikke nået noget. Alt hvad de laver bliver rapporteret, og de her har næsten intet, og det de har er meget enkle ting."
"Så har vi altså fundet de skyldige!" sagde jeg.
"Nej, John. Det har vi ikke," svarede Mycroft roligt.
"Hvorfor ikke? Hvad har de par stykker lavet når de var på arbejde? Selvfølgelig forberedt videoen!"
"Det tager ikke så lang tid, John. Der er en mulighed, til nødstilfælde jeg slet ikke vil tænke på, hvor alle skærme kan kontrolleres. På den måde må videoen være blevet slukket. Dog er der ingen der har rapporteret det. Men man kan ikke kun tænde og slukke alle skærme, men også vise ting. Det er tænkt til nødstilfælde hvor alle skal underrettes. De skal bare være kommet derhen, hvilket alle kan, og have tilsluttet et USB stik med videoen på," sagde Mycroft og kiggede på papirene og på mig. "Men det er indrettet sådan, at man kun kan tilslutte et USB stik hvis man melder sig ind med ens kort. Alle medarbejdere har et kort, og for at gå ind i nogle rum eller betjene nogle ting skal de bruge kortet for at vi kan se hvem der har været hvor og hvornår. Det mærkelige er bare, at der ikke har været meldt nogen. Men den eneste måde at kunne styre alle skærme er der."

Vi sad og grublede over det et stykke tid. Sherlock sad med sammenfoldede hænder og albuerne på armlænene og tænkte. Hans øjne farede rundt i hovedet på ham når de var åbne. Ellers sad han med lukkede øjne. Mycroft satte sig bag skrivebordet igen og kiggede ud i luften og tog nogle noter en gang imellem. Jeg sad med hovedet støttet i højre hånd og albuen på armlænet. Ventre arm lå på armlænet. Jeg kiggede skiftevis på Sherlock, Mycroft og papirene. Pludselig tog jeg papirene igen og kiggede på dem. Jeg fandt et mønster.
"Har i lagt mærke til, at der er et mønster for hvornår de møder ind og tjekker ud?" spurgte jeg og kiggede op. Jeg vækkede dem begge af deres tankeverden. De kiggede forbløffet på mig, som om en regnorm lige havde fortalt løsningen på et svært matematisk problem til en matematik professor i færd med at løse det.
"Der er ikke noget mønster, John," sagde Sherlock og tog papirene. Mycroft og jeg stillede os på hver sin side af Sherlock.
"Det er der. Se selv," jeg pegede på tidspunkterne. "I skal kigge på minutterne. De havde bestemte tidspunkter hvornår de tog hjem. Rytmen gik sådan her: 00:27, 01:54, 01:55, 03:43, 05:01 og 05:19. Hvis man altså tager midnat som udgangspunkt."
"Så de har altså planlagt hvornår de tog hjem. Gad vide om videoens timing bare var tilfældig eller planlagt," sagde Sherlock grublende. "Hvis den var tilfældig, så var England heldig. Hvis det var planlagt, hvilket jeg ser som mest sandsynligt, vidste nogen om min afrejse. Og om hvornår flyet var i luften."
"Så skulle der være flere med. Enten en der har fået sat en GPS sender på flyet og derved kendte positionen eller en der så flyet lette og rapporterede det videre," sagde Mycroft tankefyldt.
"Eller en på flyet der rapporterede, at jeg var lettet," sagde Sherlock mens han var halvt dykket ned i hans tanker. 
"Ja, det kan være,"
"Men hvordan har i tænkt jer at finde den skyldige?" spurgte jeg.
"Eller de skyldige. Og Moriarty. Han er jo den der bærer hovedskylden. Og vi skal finde ud af om han lever og hvordan han overlevede," svarede Sherlock.
"Ja, men hvordan har i tænkt jer at finde dem?"
"Vi må vel forhøre dem. Selvom vi ikke kan det uden politiets tilladelse," sagde Mycroft og studerede papirene.
"Så må vi have snakket med Lestrade," sukkede jeg og støttede min albue på stolens ryglæn og lagde hovedet i min hånd.
"Vi skal ikke have involveret politiet! Ingen offentlig skandale! Det er det sidste vi har brug for. Moriarty venter på en skandale. Han forbereder en. Og på grund af videoen er folk allerede oprørte. Den her sag bliver mellem os og fortrolige i regeringen," svarede Mycroft hastigt. Jeg havde aldrig oplevet ham sådan. Han var mere livlig. Eller måske bare mindre doven.
"Jamen hvad skal vi så gøre? Hvis vi venter for længe, er det umuligt at stoppe ham. Moriarty kender ingen grænser. Han er grusom. Selvom jeg hellere vil drikke te med ham end med Magnussen," jeg gøs da jeg udtalte det navn. Det havde den samme effekt på Sherlock. Men ikke Mycroft. Han stod bare stille med et udtryk i øjnene der viste sorg og afsky på samme tid. Jeg vidste ikke hvem afskyen var rettet mod. Magnussen eller Sherlock. 

Et halvt minut eller sådan var vi bare frosne. 
"Er der ikke en mulighed for at lave et hemmeligt program, der gør det muligt at undersøge det hele til bunds i hemmelighed?" spurgte jeg med en meget lav stemme.
"Det er der, John. Men det vil tage sin tid. Tid vi ikke har," svarede Mycroft med hans en smule adelige og meget overlegne attitude. "Men vi kan måske starte et eller andet i hemmelighed. Så længe jeg har størstedelen af den vigtige del af regeringen på min side."
"Men er det også en god ide?" sagde Sherlock eftertænksomt. "Det tager jo tid.2
"Ikke hvis jeg indkalder dem til et møde i morgen formiddag. Ved middagstid i morgen burde vi være i gang med at finde de skyldige. Og Moriarty." 
"Det ... Lyder som en god ide?" sagde jeg en smule spørgene. I det samme bippede min mobil. En sms fra Mary:

Hvor er du? Bekymret. Klokken er mange...

Jeg kiggede på klokken og sukkede. Den var ved at være halv ti. Jeg mærkede trætheden skylle ind over mig.
"Undskyld. Jeg skal hjem til Mary. Hun venter på mig. Farvel," sagde jeg og begyndte at gå ud efter at have givet Sherlock og Mycroft et nik. Da jeg kom ud i rummet med stolene og de små borde, hvor folk normalt sad, sad der måske to-tre ældre mænd. Den ene kiggede op fra hans avis da jeg gik forbi. Jeg nikkede til ham og kiggede væk. Jeg havde det hele tiden som om han kiggede på mig. Måske var jeg bare ved at blive en smule paranoid eller for træt. Jeg satte mig bare i min bil og tænkt ikke nærmere over det. Så kørte jeg hjem hvor jeg mødte Mary i godt behold. Hun lå og sov i fuld påklædning på sofaen. Jeg bar hende ind i seng og lagde dynen over hende. Så lagde jeg mig selv til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...