Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
472Visninger
AA

12. Kammeret

Næste dag sad jeg igen i Bakerstreet. Sherlock sad over for mig i sin stol og spillede på violinstrengene. En underlig ro lå over hans ansigt. En ro, som jeg længe ikke havde set.
"Hvorfor skulle jeg komme?" spurgte jeg og vækkede ham fra hans tankeverden. Med et sæt kom han tilbage til virkeligheden.
"Åh ja! Jeg skulle have dig til at se på denne sms. Desuden får jeg brug for din hjælp," sagde han roligt og rakte mig telefonen.

Big Ben, Sherlock. Klokken 12:00.

Det var det eneste der stod. Nummeret var skjult.
"Hvad skal du bruge min hjælp til?" spurgte jeg efter at have læst teksten igennem utallige gange.
"Vi skal til Big Ben," svarede Sherlock og rejste sig, lagde violinen med stor kærlighed på skrivebordet og tog hans jakke på. 

Snart stod vi ved foden af Big Ben og så op på det høje tårn. Uret slog det tolvte slag, og vi så os om. Der var ingen. Vi ventede et minut. Stadig ingen. Ud over nysgerrige turister og folk, der gik forbi.
"Sherlock, måske bliver selve tårnet set som et ur. Så skyggen er viseren," sagde jeg eftertænksomt. Sherlock hev mig i ærmet og trak mig mens vi løb over på den stik modsatte side. Dér var der næsten ingen. Kun os to og en anden. Det var en høj, barkst udseende mand. Da han så os begyndte han at løbe. Vi fulgte efter. Først løb han på en lidt større gade. Der var ikke særlig mange mennesker, men nok til, at vi løb imod strømmen. Manden så sig flere gange tilbage, for at se om vi stadig var i hælene på ham. Så løb han ind af en sidegade. Vi fulgte efter, men afstanden blev hele tiden større. Sherlock trak mig ind i en lille gyde, hvor manden løb foran os. Vi løb hurtigere nu. For enden af gyden drejede den til højre. Da vi havde drejet, kunne vi ikke længere se manden. Gyden delte sig i to. Sherlock tjekkede hver vej, uden resultat. Et minutstid stod vi og fik vejret igen. 
"Vi deler os," sagde Sherlock stakåndet. Jeg løb ind af gyden til højre, Sherlock ind af den til venstre. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Snart drejede den smalle gyde til venstre. Gyden var fugtig og kold. Solens stråler kunne ikke nå den. Små vandpytter lå overalt. Husenes mure var fugtige og smuldrede. Snart blev mine bukseben fugtige og fyldt med mudder. Fugten nåede ind gennem mine sko, så mine fødder blev våde og kolde. De begyndte næsten at gøre ondt af kulde. Luften helt stille i den smalle gyde. Jeg stoppede op for enden af gyden. Den delte sig i to. Jeg stoppede op og så i hver retning. Til min egen stor forbløffelse, så jeg en mand stå i hver side. De hoppede hen til mig. Jeg prøvede at forsvare mig, men det var umuligt. Pludselig sortnede det for min øjne.

Jeg vågnede op et stykke tid efter. Mit hoved gjorde frygteligt ondt. Jeg glippede med øjnene. Det pludselige lys skar mig i øjnene. Alt rundt om mig virkede så lyst. Jeg prøvede at tage mig til hovedet, men opdagede, at mine hænder var bundet bag min ryg. Så opdagede jeg, at jeg var bundet for munden og mine fødder var også bunde. Jeg begynde at vride mig, for at se om jeg kunne løsne snorene lidt op og, måske, komme fri.
"Det kan du godt glemme alt om," sagde en grov stemme bag mig. Jeg sukkede for mig selv. Nu var jeg fanget, igen. Det mindede mig om dengang jeg var en levende bombe. Tanken om det gjorde mig bange. Og jeg rørte ikke så meget som en finger længere. Jeg sad længe uden at røre mig. To grove stemmer talte lavmælt sammen bag mig. Jeg begyndte at se mig omkring; jeg sad i et lille kammer. Væggene var træbeklædte. Træet var gammelt og støvet. Der var spindelvæv over det hele. Gulvet var af træplanker, der knirkede ved hvert skridt. De var mindst lige så gamle som træbeklædningen på væggene. Nogle få af dem var dog helt nye og havde stadig den gule farve friskt træ har. Der var ikke så meget spindelvæv på dem. Over for mig var der en tynd træstige af samme alder som gulvet. Lidt ved siden af den var der et hul i gulvet, hvor der ragede en stige op fra. Den stoppede ikke mere end en halv meter over gulvet. I det lille kammer stod der nogle gamle stolper, der var med til at holde loftet oppe. Jeg hørte pludseligt knirkende trin. De kom nærmere og nærmere. Mændende bag mig lod til også at have hørt dem, for de stoppede med at snakke. Først stak Moriartys hoved op af hullet i gulvet. Hans ansigt lyste op i et ondskabsfuldt smil da han så mig. han klatrede helt op og stillede sig så foran mig, og nød synet af mig bundet. Ikke mere end nogle få sekunder efter, viste en brysk udseende mand sig i hullet. Da han kravlede lidt højere op, så jeg, at han havde en bevidstløs Sherlock over skuldren. Jeg 
"Sæt ham der og giv ham lidt at drikke. Jeg får brug for ham," sagde Moriarty til manden med Sherlock over skuldren. Han satte Sherlock ned med et bump og hældte noget fra en lommelærke ind mellem Sherlocks læber.

Ikke lang tid efter vågnede Sherlock og tog sig til hovedet. 
"Godt at du kunne vågne, Sherly. Jeg var lige ved at blive bange for, at vi havde mistet dig," sagde Moriarty med en sukkersød stemme, som dog havde en bitter undertone. Sherlock gav ham et ondskabsfuldt blik. Så opdagede han mig og virkede en smule overrasket. Jeg sendte ham et 'det-er-okay' blik. "Åh ja! Det havde jeg næsten glemt. Din lille ven dr. Watson inviterede jeg også."
Sherlock rejste sig noget fortumlet op.
"Hvis du så meget som krummer et hår på ham ..." formanede Sherlock med det mest ondskabsfulde blik jeg nogen sinde havde set.
"Så så så så så! Ikke så hurtig i omdrejningen, lille Sherly," sagde Moriarty med samme sukkersøde, men bitre attitude. "Drenge, jeg tror ikke, jeg har brug for jer mere."
Mændene gik, og snart var vi kun tre i det lille kammer.
"Hvad vil du?" spurgte Sherlock skarpt.
"Bare lige sige velkommen hjem. du skulle jo alligevel ikke på den MI6 mission. Ved du, det glædede mig, at få min legekammerat tilbage," sagde Moriarty og begyndte at kredse rundt om Sherlock.
"Nej, det er ikke det du vil. Du vil overtage England og udøve så meget smerte på mig som overhovedet muligt," svarede Sherlock med stor afsky i stemmen.
"Min lille Sherly har jo ret. Det er det jeg vil. I morgen er verdenen ikke sådan som den var i går. På en kommando fra mig, overtager jeg hele England," smilede Moriarty ondskabsfuldt. "Du vil sikkert vide hvordan, ikke? På min kommando, overtager jeg hele Englands netværk. Jeg kan styre alt i England, ved blot at give én kommando. Noget ismand og du ikke har mistænkt er, hvor flittigt nogle har været og hvor lidt andre har lavet. De to uger brugte jeg ikke på at forberede videoen, men på at forberede, at jeg overtog hele England. Jeg har hørt, at en af mine mænd har sladret. Men ham havde jeg heller ikke så synderlig meget brug for. Jeg ville bare se hvad Mary lavede. Og på den måde overvåge din, dig så kære, dr. Watson."
Den sidste kommentar gjorde mig vred. Meget vred. Jeg begyndte at vride mig igen. Men så opdagede jeg, at jeg på en eller anden måde var bundet fast, så jeg ikke kunne bevæge mig ud af flækken.
"Åh ja. Dig, John, har jeg fået sat fast, så du ikke kan flytte dig. Og det er der en god grund til," sagde Moriarty. "Når jeg hiver i den her snor, åbner faldlemmen under dig sig, og du falder ned til din, forhåbentlige, død."
Sherlock styrtede hen til mig, men Moriarty skubbede ham tilbage. Sherlock prøvede og prøvede, men han havde åbenbart fået noget lidt bedøvende at drikke, da de prøvede på at vække ham, da han blev holdt tilbage af Moriarty. Sherlock fik problemer med at holde balancen, men tog sig sammen.
"Rolig nu, lille Sherly. Vi vil jo ikke have, at du ikke har mere energi når du skal ned igen," sagde Moriarty, og på en eller anden måde havde han indflydelse på Sherlock, der stoppede straks. Men hurtigt fik han klarheden i hovedet tilbage og så intenst på Moriarty.
"Du har ingen ret til at gøre det!" sagde Sherlock med hævet stemme. 
"Livet er unfair, Sherlock," sagde Moriarty og trak i snoren. Det tog to sekunder inden lemmen åbnede, og i de to sekunder så jeg, hvordan Sherlock sprang på Moriarty. Så faldt jeg. Først ned på etagen under den hvor jeg før havde været. Gulvet kunne ikke holde til det, og det brast sammen. Det gjorde de næste etager også. Så blev alt sort.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...