Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
471Visninger
AA

3. Hjælpen

"Jeg skal bruge din hjælp til at finde ud af hvordan Moriarty overlevede," sagde Sherlock og lænede sig tilbage.
"Og hvordan har du tænkt dig det, Sherlock? Der er jo ikke andet end videoen, som nok ikke kan forfølges tilbage til hvor den kom fra, da det er Moriarty og ikke en amatør. Han lever af det,"
"Har du slet ikke lært noget ved sagerne vi har løst sammen? Han vil opdages hvis han gør sådan noget. Moriarty ved godt, at jeg har muligheden for at finde ud af hvor videoen kommer fra. Han vil spille et spil, ligesom dengang med Carl Powers og de andre. Det er hans mening, at vi finder ham. Vi er hans små marionet dukker. Små brikker i et puslespil,"
"Så du vil gerne finde afsenderen af videoen?"
"Jep! Jeg har allerede sat Mycroft til at finde ud af hvor videoen kommer fra. Kun efterretningstjenesten har adgang til alle skærme. Derfor må der være en fejl, som sikkert kan findes," hans mobil ringede lige da han var færdig med at fortælle. Han mimede papir og blyant til mig. Jeg gav ham det. Hurtigt kradsede han nogle ord og tal ned på papiret. Han lagde på.
"Hvem var det?" spurgte jeg og satte mig i stolen igen.
"Mycroft,"
"Og hvad sagde han?"
"At de ikke kunne finde nogen fejl i nogle systemer,"
"Så jeg havde altså ret,"
"Det kan ikke passe! Fejl! Hvor er fejlen?!" han sprang op fra hans stol og gik igen frem og tilbage på gulvet. Han gestikulerede med hænderne oppe ved hovedet, så det lignede lidt, at han mimede fyrværkeri der flyver ud af hans hoved, eller at hans hoved eksploderer. Det gjorde han altid når han ledte febrilsk efter svar. "Åh! Sådan!!"
"Ved du hvad fejlen er?"
"Der er ikke nogen fejl!"
"Du har jo lige fundet fejlen?" sagde jeg en smule forvirret og rynkede brynene.
"Det er jo lige det er er fejlen!" sagde han og gik helt tæt på mit ansigt og lavede igen 'hoved-eksplotion' gestikulationen. Han gik så tæt på, at jeg skulle rykke mig tilbage. Jeg fik et endnu mere forvirret udtryk.
"Fejlen er, at der ikke er nogen fejl!" sagde Sherlock og rettede sig igen op.
"Ok." sagde jeg meget langsomt.

Sherlock satte sig ikke igen men greb hans jakke og tørklæde. Han tog som sædvanligt jakken på og 'klappede' kraven op og tog halstørklædet på. Jeg tog min jakke, som jeg havde hængt hen over ryglænet på stolen, og tog den på.
"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg da jeg havde fået jakken på.
"Mycroft. Nå ja, har du en pistol? Vi kommer, højest sandsynligt, bagefter i nogle farlige situationer,"
"Sherlock, to ting: Jeg har ikke min pistol med, da den ligger i en låst skuffe derhjemme," længere nåede jeg ikke, da han afbrød mig.
"Nej, den ligger her," sagde han og åbnede hans skrivebordskuffe, og ud trak han min pistol. Jag trak vejret dybt.
"Tak. Hvordan? Den ligger jo derhjemme? Ligemeget. Sherlock, ting nummer to: Jeg skal også på et tidspunkt hjem. Jeg har faktisk et arbejde,"
"Det er ligemeget,"
"Ligemeget? Jeg kan ikke bare blive væk fra arbejde eller komme for sent, bare fordi jeg skulle fange forbrydere med Sherlock Holmes!"
"Jeg beder dig heller ikke om at blive væk fra arbejde i morgen. Bare at du kommer med mig,"
"Og så løbe rundt gennem Londons gader indtil en gang i nat. Så komme sent hjem, sove over sig og komme for sent til arbejde,"
Det har jeg heller ikke sagt at vi skal. Bare at det bliver farligt. Meget farligt," sagde han og begyndte at gå ned af trappen. Han havde igen overtalt mig. Jeg sukkede og fulgte efter. Jeg vidste godt, inderst inde, at det ikke var helt klogt, men alligevel fulgte jeg efter.

Vi sad i en almindelig taxa og kørte gennem Londons travle gader. Hele tiden tættere på vores mål. Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Vejret var gråt. Gaderne var ved at tømmes lidt. Det var nu folk kom hjem fra arbejde. Snart ville alle festglade komme ud på gaden for at gå til fest. Om et par timer ville gaderne være tomme. Kun med få mennesker på vej hjem. 
"Hvad skal vi egentlig hos Mycroft?" spurgte jeg Sherlock da vi var nået lidt over halvvejs.
"Henvise ham til fejlen," svarede han halvt tilstedeværende og halvt fraværende. Som om jeg lige havde revet ham ud af en af tankerækkerne.
"Tror du ikke, at han allerede har tænkt på fejlen?"
"Det kan godt være. Men da jeg snakkede med ham i telefonen lød han lidt stresset, og du ved godt, at Mycroft næsten ikke kan blive stresset,"
"Så du mener, at han måske ikke har tænkt sådan på fejlen?"
"Ja,"
"Ok.," svarede jeg og kiggede igen ud af vinduet. Resten af turen foregik i stilhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...