Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
481Visninger
AA

4. Fejlen

Vi ankom til Mycrofts kontor få minutter senere. Hans sekretær viste os ind. Da vi kom ind fik jeg et chok; Mycroft sad med hovedet støttet til hænderne. Der stod en skål med rester der lignede morgenmad, et glas vand, diverse tomme krus og et stort krus, næsten en kande, med kaffe stod ved siden af ham. Men det var ikke det første jeg lagde mærke til. Det første var hans udseende. Det ellers altid så perfekt satte hår var rodet, så ud som om det var tyndet ud og strittede i alle retninger. Han havde store, næsten sorte, poser under øjnene, der var på én gang spærret og sløve på samme tid. Hele ansigt lagde i bekymrede folder. Hans jakkesæt var krøllet og havde kaffepletter. Hans ene sko havde han på, den anden lå i et hjørne. Han hang med skuldrene og tænkte slet ikke på hans holdning, som han normalt gjorde. Ved siden af ham lå en fastnet telefon og hans mobil. Rundt om ham stod der små bunker af papirer og et par computerskærme, allesammen med strategier, meddelelser, beregninger og én med videoen på, som bare kørte og kørte. En gang efter den anden. Igen og igen. Hele tiden Moriartys stemmer der sagde:
"Miss me?" og nogle gange lød det som: "Did you miss me?"

Straks efter sekretæren havde lukket døren åbnede Mycroft munden en smule og proppede en Panodil i munden og derefter et glas vand. Sherlock så ud som om han tjekkede op på alt hvad Mycroft havde lavet.
"Hvor længe siden er du har sovet, Mycroft?" spurgte jeg ham.
"37 timer. Sidst han sov var i forgårs ud fra hans jakkesæt. Det er det samme som det han havde på da jeg vågnede på sygehuset. Han ville aldrig tage det samme på flere dage i træk og desuden er det utrolig krøllet, men ikke de samme krøller som når man sover på det. De krøller man får af at sidde i et varmt rum i lang tid. Der er også indtørrede kaffepletter på hans tøj der må være mindst 24 timer gamle. Mycroft spilder aldrig kaffe, ud over når han er stresset, hvilket ikke kan være sket inden han forlod sygehuset, da han der ikke havde tegn på stress," svarede Sherlock halvt fraværende.
"Ok.," svarede jeg fraværende. "Hvorfor forklarede du din arbejdsproces når jeg ikke havde spurgt dig?"
"Det ville du alligevel have spurgt om ud fra dit ansigtsudtryk at dømme,"
"Ok.," sagde jeg og tænkte på, hvor dum jeg egentlig var. Selvfølgelig vidste Sherlock, at jeg ville have spurgt ham hvordan han regnede de 37 timer ud. Mens jeg tænkte på min egen dumhed gik Sherlock hen til Mycroft.

"Mycroft! Vågn op!" sagde Sherlock med hævet stemme og ruskede i Mycroft.
"Hvad er der?" spurgte Mycroft lidt halvvågen med en grødet, træt og udmattet stemme.
"Der er en fejl i systemet,"
"Jamen der er jo ingen fejlmeldinger,"
"Det er jo dét der er fejlen! Kan du ikke se det?"
"Åh!" sagde Mycroft og vågnede med ét sæt op af den trance han havde været i. "Så må der være en forrædder. En der har arbejdet for Moriarty hele tiden! Det kan også forklare andre ting!"
"Hvilke andre ting, Mycroft?" spurgte jeg nysgerrigt og forvirret.
"Nogle af vores agenters dæknavne er blevet givet til vores fjender, der nu ved, hvem der har hvilke dæknavne," svarede han. "Men nu skal vi se hvem der var på arbejde da videoen blev vist!" Med det samme begyndte han at skrive på tastaturet og logge ind på en base, hvor han kunne se alle der var på arbejde i hele landet. Han gik ind under efterretningstjenesten og valgte den rigtige dato. Sherlock stod på den ene side af Mycroft og jeg på den anden. På skærmen dukkede der en masse navne og tidspunkter op. 
"Så det er dem der var på arbejde. Hvor mange er det?" spurgte jeg.
"578 siger tælleren," svarede Mycroft og cirklede med fingeren rundt om en tæller.
"Hvordan vil i finde ud af hvem der er skyldig?" spurgte jeg igen.
"Det ved jeg ikke endnu, John. Men vi må finde ud af det," svarede Sherlock og var allerede på vej ud. Jeg fulgte efter og sagde farvel. Lige inden Sherlock var gået helt ud af døren vendte han sig så bunden af hans jakke drejede med, som om det var en kjole. "Og Mycroft, send lige listen, som du lige viste os, til mig. Du kender min mail."

Vi tog tilbage til Bakerstreet uden at sige et ord til hinanden. Der sagde vi så farvel og jeg kørte hjem. Mary lå i sofaen og så fjernsyn. Hun kiggede op over ryglænet da jeg kom ind i stuen.
"Der står noget suppe i køleskabet. Bare varm det. Hvordan gik det egentlig hos Sherlock?" spurgte hun.
"Tak. Og det gik egentlig meget fint. Han fandt en fejl," sagde jeg og gik hen og kyssede hende på panden. Derefter gik jeg ind i køkkenet der var forbundet med stuen og varmede en portion suppe.
"Hvad var fejlen så?" spurgte Mary da jeg stod og varmede suppen i mikrobølgeovnen.
"Mycroft havde ringet og fortalt, at der ikke var en fejl i systemet. Efter lidt betænkningstid fandt Sherlock ud af, at fejlen var, at der ikke var en fejl," svarede jeg og tog min skål ud af mikrobølgeovnen og satte mig i sofaen efter Mary havde trykket hendes ben en smule til sig. Jeg sukkede. "Nu har jeg glemt en ske! Dummere kan man vel ikke være!"
"Du kan jo også prøve at spise din suppe med fingerene!" sagde Mary med et smil.
"Det ville ikke komme til at godt," sagde jeg og fandt en ske i skuffen med bestik. Jeg satte mig igen. "Hvad ser du?"
"Fjernsyn,"
"Det kan jeg godt se. Men hvad er det du ser?"
"En eller anden dokumentar om nogle indbyggere i en eller anden by,"
"Ok.,"

Resten af aftenen sad vi bare og småsnakkede lidt mens dokumentaren blev kedeligere og kedeligere. Havde vi været normale mennesker havde vi måske fundet det spændende, men vi havde begge oplevet så mange farer, at det bare var billeder og lidt lyd for os. Klokken ti fik vi bevæget os seng og lagt os til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...