Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
492Visninger
AA

7. Et uventet opkald

Næste dag på arbejdet fik jeg tid til en meget trængt frokostpause. Mens jeg sad og spiste og snakkede med mine kollegaer kom en sms fra Sherlock:

Mycrofts klub klokken 16:30. Forklarer når vi mødes. 
SH

Jeg lagde mobilen i min lomme igen efter at have set sms'en. Jeg havde ikke tid til at svare, da min pause var forbi. Med et suk gik jeg tilbage til arbejdet.

Klokken 16:28 stod jeg foran klubben. Jeg gik ind og blev vist ind til besøgerværelset. Der sad Mycroft allerede bag det massive skrivebord.
"Godt at du kunne komme, John," sagde Mycroft mens han smilede det sædvanlige spidse smil.
"Hej," sagde jeg og kiggede mig omkring. Væggene var beklædt med mørke træpaneler og en masse malerier. Skrivebordet havde samme farve. Stolene var gammeldags og stuebordet havde den samme farve som træpanelerne. Gulvet var også i den farve. Den nuance fyldte rummet med varme. Jeg satte mig i den stol jeg sad i dagen forinden og ventede. Fra min plads kunne jeg ikke se det gamle ur der hang over døren, men høre det. For ikke længe efter jeg havde sat mig begyndte det at slå 16:30. Det var kun lige stoppet med at slå da døren blev åbnet. Jeg vendte mig og ind kom Sherlock. 
"Sæt dig," sagde Mycroft og spankulerede om på den anden side af skrivebordet. De gav hinanden elevatorblikket. "Hvad fandt du på biblioteket, Sherlock?"
"Noder. Du bliver svag, Mycroft," svarede Sherlock og satte sig i stolen over for mig efter at have vendt den så han kunne se både Mycroft og mig.
"Jeg mente jo også anden gang du var på biblioteket. Det er åbenlyst med første gang du var afsted,"
"Jeg fandt dem her," sagde Sherlock og fandt en plastikpose frem fra lommen i hans frakke, som han ikke havde taget af. I posen lå nogle gamle papirer. "Aviser fra sagen med den afskyelige brud. Jeg kom i tanke om den mens jeg sad i flyet. Jeg løste den også, men det er en anden sag. Det vigtige punkt er kvindens selvmord."
"Og hvad er specielt ved den?" spurgte jeg.
"Jeg kan give dig et kort resumé af sagen: En brud står på en balkon og skyder rundt på gaden. Hun har to pistoler. Hun tager så den ene og skyder sig selv i munden. I lighuset er hun hele tiden under opsyn. Alligevel opsøger hun hendes kommende mand om natten og skyder ham. Flere og flere mænd bliver opsøgt af hende og skudt. Sagen har været uløst længe. Jeg har fundet løsningen, men det interesserer dig nok ikke. Det jeg vil give opmærksomhed er hendes selvmord. For den ene pistol var tom. Den holdt hun op i munden og trykkede på aftrækkeren. Samtidig skød hun ned i jorden med den anden. Jeg har en mistanke om at Moriarty har fået lidt inspiration af den sag. Han er ikke helt dum,"

Jeg kunne godt se hvad Sherlock mente. Moriarty havde faked hans død ligesom Sherlock. Faktisk havde Sherlock allerede fortalt Mary og mig teorien, men nok ikke Mycroft.
"Det eneste jeg ikke kan finde en løsning til, er hvordan han sørgede for blodet," sagde Sherlock.
"En blodpude på baghovedet?" spurgte jeg.
"Så skulle den have været godt gemt. Jeg så ham flere gange bagfra. Det er stort set umuligt at snyde mig. Det ved han," svarede Sherlock og sad igen med fingerspidserne samlet og albuerne på armlænet. I det samme ringede hans mobil. Han tog den. Jeg kunne høre en stemme, men ikke nogen ord. Stemmen mindede mig om dengang i svømmehallen hvor jeg var en levende bombe. Stemmen havde en ondsindet, men stadig bydende og sukkersød attitude. Sherlock stivnede. Han spærrede øjnene op i skræk. Nu ændrede stemmen sig til ordrer. Sherlock tog hånden lidt ned og trykkede på højtaler.
"Har du gjort det, Sherly? Tak skal du have. Nu kan jeg snakke med både dig og dine venner," sagde Moriartys stemme. "Som i kan høre er det ikke kun jeres lille Sherlock der har overlevet. Også mig. Overrasker det dig, Mycroft? Jeg havde forventet mere af dig end at finde frem til mine små hjælpere. Åh nej! Jeg glemte jo jeres hemmelige program. Men jeg må rende. Vi ses Sherly. Hils derhjemme fra mig, John. Bye bye!" Vi sad som frosne et halvt minut.
"Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg og følte mig som en lille mus der blev jagtet af en stor flok katte.
"Jeg ved det ikke," svarede Mycroft og stirrede ud i luften. Sherlock brød ud i et smil og kiggede på hans mobil mens han kastede den op i luften og greb den igen et par gange.
"Nå, så du tror vi skal til at lege, Moriarty? Den er jeg med på. Spillet er begyndt. Og det slutter ikke før det er ude med den ene part," sagde Sherlock og gned sig i hænderne.
"Sherlock," sagde jeg hjælpeløst og tænkte på den chance, at Sherlock kunne tabe det spil. "Det er en dum idé."
"Hvorfor?"
"Hvis vores part ikke vinder den kamp dør vi og England bliver terroriseret af en intelligent og magtfuld psykopat!" sagde Mycroft ophidset. "Farvel. Jeg skal have fat i indenrigsministeren og få snakket det her igennem med hende," med de ord spankulerede Mycroft ud af rummet.
"Jeg tror også jeg skal til at vende hjemad. Farvel, Sherlock," sagde jeg mens jeg rejste mig. Jeg begyndte at gå hen imod døren. Sherlock sagde ikke en lyd og bevægede sig ikke. Han sad bare fordybet i hans egne tanker med hænderne samlet ligesom han plejede. Jeg skulle lige til at lukke døren da Sherlock viste tegn på liv.
"John," sagde han. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han havde nu løftet hovedet. "Har du fri i morgen?"
"Ja," svarede jeg med et forvirret udtryk i ansigtet. Hvorfor skulle han vide hvornår jeg havde fri? "Hvorfor spørger du?"
"Jeg ville bare lige vide det."
"Ok.," svarede jeg og forlod rummet. Jeg vidste godt, at det havde en eller anden bedre grund, men ud af erfaring vidste jeg, at han ikke ville sige det før han selv ville have, at jeg fik det at vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...