Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
473Visninger
AA

14. Dommen

Godt to måneder senere gik jeg ind i gangen i Bakerstreet. Sherlock stod allerede og ventede. Jeg var ikke specielt overrasket over at se ham i hans grå joggingbukser og mørkeblå slåbrok.
"Jeg er klar til at tage afsted," sagde Sherlock muntert og begyndte at gå hen mod døren, men jeg stoppede ham.
"Nej, Sherlock, det er du ikke. Du kan ikke bare møde op i retten i slåbrok," sagde jeg og så strengt på ham.
"Hvorfor ikke? De kan da være ligeglad med hvad jeg har på," svarede han flabet og begyndte igen at gå hen mod døren. Igen stoppede jeg ham.
"Nej, de kan ikke! Du skal i retten, for helvede!" hvæste jeg ind i hans ansigt. Han fortrak ikke en mine. "Tag noget præsentabelt tøj på!"
Sherlock vrissede nogle forskellige bemærkninger om, hvor vidt de skulle blande sig i hans påklædning, mens han trampede op ad trappen. Mrs. Hudson kom farende ud fra hendes køkken.
"Hvad sker der, John?" spurgte hun forvirret.
"Sherlock skal med i kriminalretten for at udtale sig som vidne og offer, men han vil ikke tage noget præsentabelt på. Han tror, at han bare kan møde op i slåbrok," forklarede jeg. Mrs. Hudson rystede på hovedet.
"Det er vores Sherlock," sagde hun.
"Ja, det er vores Sherlock?" sagde jeg en smule tvivlene. Hun lod ikke til at lægge mærke til det og stillede heller ikke flere spørgsmål, hun gik bare ind i køkkenet igen. Ikke lang tid efter om Sherlock ned af trappen i et pænt jakkesæt og lod til at være i lidt bedre humør.
"Se, det gik jo," sagde jeg da han var kommet ned. Han havde lagt hans jakke over armen og var nu ved at tage den på.
"Kom vi går nu," sagde han og nærmest trak mig hen til døren. Mary sad på passager sædet i bilen og ventede med lille Sherlyn i armene. Sherlock satte sig bagi og jeg satte mig bag rettet.
"Godmorgen, Sherlock," hilste Mary.
"Godmorgen," svarede Sherlock.
"Er du forberedt?" spurgte Mary og vendte sig om for at se på ham.
"Selvfølgelig er jeg forberedt. Jeg er altid forberedt," svarede han. Så kørte vi afsted mod kriminalretten.

Ikke lang tid senere var vi i kriminalretten. Moriarty stod og så uskyldig ud på anklagerbænken. Ved siden af ham sad hans seks hjælpere. Lige nu stod Sherlock og fortalte om hans del af oplevelsen i kammeret. Lige nu stod han som offer og udtalte. Lige bagefter var det min tur. Vores historier var stort set identiske. Det hele tog mange timer, i al den tid sad Mary og ventede med Sherlyn på armen. Vores smukke datter sagde stort set ikke en lyd. Hun var utrolig rolig. Men de gange hun var vågen, var der et glimt i hendes øjne, der fortalte mig, at hun nok ville blive eventyrlysten.

Timerne gik og gik. Men ventetiden var ikke forgæves. For manden der tilstod, blev det et år i fængsel, tusind pund i bøde og afskedigelse fra efterretningstjenesten. For de fem andre lød dommen på et år i fængsel, to tusind pund i bøde og afskedigelse fra efterretningstjenesten. Moriarty fik den hårdeste dom. Femten år i fængsel og en bøde på fire tusind pund. Han var anklaget for overlagt vold mod Sherlock Holmes, mordforsøg på John H. Watson, trusler mod seks personer og organiseret hacking af efterretningstjenestens computere. De andre blev dømt for hacking af efterretningstjenestens computere.

Lige så snart vi bevægede os udenfor retten blev vi blændet af alle de store flashlights  fotograferne brugte. Der blev også stukket mikrofoner op i vores hoveder. Men det var værre for Sherlock end Mary og mig. Han var et kendt ansigt, og skulle derfor mase sig gennem alle journalisterne for at komme hen til bilen. Hurtigt steg vi ind og kørte til Bakerstreet. Der forlod Sherlock os, og Mary og jeg kørte hjem til os selv. 

Næste dag ville jeg købe noget ind, da jeg opdagede, at Sherlocks ansigt beklædte enhver avisforside. Der var overskrifter som:

Hatman og Robin har fanget superskurk
15 års fængsel til Moriarty
Sherlock Holmes har fået fat på endnu en kriminel
En kriminel mindre i London
Kriminel superhjerne idømt 15 års fængsel

Jeg blev fuldstændig overvældet af alle de overskrifter. Selvfølgelig havde jeg ikke regnet med, at sagen ikke blev nævnt i nogen avis, men alle skrev om det på deres forside. Hurtigt købte jeg en af dem for at tage den med hjem for at vise Mary det, og for at tilfredsstille min egen nysgerrighed. Ud af erfaring vidste jeg, at pressen ikke kendte meget til sagen. Sagen var blevet dømt bag lukkede døre. Da jeg tænkte nærmere over det, syntes jeg, det var mærkeligt, at dommen blev valgt så hurtigt. Normalt var sådan en sag for retten i flere måneder. Jeg noterede for mig selv, at jeg skulle spørge Sherlock om det næste gang vi så hinanden. Med lidt mere sindsro købte jeg ind hvad vi manglede og tog hjem.
"Det undrer mig ikke at aviserne er interesserede i den historie," sagde Mary da jeg fortalte hende om min oplevelse. Hun bladrede gennem avisen. "Utroligt at de kan få en intetsigende artikel til at fylde tre sider. Der står intet i artiklen ud over straffene og hvem du og Sherlock er. Åh! Her nævner de din blog, John."
Jeg gik hen og stillede mig ved siden af Mary.
"Ja, det gør de skam," sagde jeg.
"Den her sag er lige noget for din blog, John."
"Ja, men ikke endnu. Jeg skal lige have spurgt Sherlock om det er i orden for ham at jeg skriver et indlæg om det. Det hele skal nok også lige stilne lidt af."
"Det har du ret i," sagde Mary og så uinteresseret på artiklen. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...