Livet er unfair, Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til fandom konkurrencen. Mit bidrag er baseret på serien 'Sherlock'. Moriartys lille video blev vist på alle Englands skærme. Midt i glæden over, at Sherlock ikke skal på MI6 missionen opstår der tvivl, mistanker og ikke mindst kaos. Hele England ved nu, at århundrets største forbryder ikke alligevel er død. Eller er han? Situationen er ikke bare slem for Mycroft, men for hele landet. Måske hele Europa.

4Likes
15Kommentarer
479Visninger
AA

2. Bakerstreet

En time senere sad Mary, Sherlock og jeg i Sherlocks stue i Bakerstreet. Eller rettere sagt Mary og jeg sad. Sherlock vandrede op og ned ad gulvet og mumlede hen for sig selv mens han lavede en masse håndbevægelser. Han satte sig i hans yndlingslænestol. Jeg sad i 'min' og Mary sad på 'klient' stolen. Hun havde stillet den hen ved siden af min. Sherlock lænede sig tilbage i stolen og satte hænderne sammen, så håndrødderne og fingerspidserne mødtes, og støttede albuerne på armlænene. Sådan sad han et stykke tid og tænkte. Ingen af os turde afbryde ham. Mary sendte mig et lidt undertrykt smil og jeg sendte et tilbage. På vores interne sprog, i den her situation, betød det: "Sherlock har fundet sig en værdig modstander". Efter et stykke tid sprang han op med hans sædvanlige energiske måde.
"Har du fundet ud af hvordan Moriarty kan leve?" spurgte jeg ham.
"Indtil videre har jeg tre teorier," svarede han fraværende og lavede en viftende håndebevægelse som om han ville fjerne usynlig støv på en usynlig genstand. Han begyndte igen at vandre op og ned ad gulvet. 
"Og hvordan lyder de?" spurgte Mary nysgerrigt mens hun smilede med øjnene. Hun var glad for, ligesom mig, at Sherlock var tilbage i topform.
"Teori nummer et er, at hans bror James, der ligner ham på en prik, var der istedet for Moriarty personligt. Nu hvor jeg tænker nærmere over det virkede han ikke som sig selv den dag på taget. Han er ikke dum, han ved hvordan man snyder folk. Men helt gjorde han det ikke ved mig," mens han sagde alt det holdt han hans hænder lidt til ventre for ham selv. Som om han ville holde infoen fast der. Da han var færdig drejede han sig lidt og holdt hænderne direkte foran sig. "Min anden teori er, at han lod som om han skød sig selv i munden og havde en til at skyde lige i nærheden, så lyden stadig var der. Så havde han en godt gemt blod-pude på baghovedet, ligesom man gør i filmindustrien. Han fik nok ideen fra sagen jeg løste i flyet. Den med bruden. Hun gjorde det samme. Jeg kunne se, at i ikke hørte efter. Derfor nævner jeg det. Jeg skal nok fortælle det mere detaljeret senere," nu rykkede han hans hænder til venstre. "Min sidste teori er, at han faktisk begik selvmord men efterlod planer og lavede vidoen. De planer fører hans bror nu ud i verdenen." Så afsluttede han hans mini tale.

Jeg sad lidt og fordøjede alt den info. Jeg kunne se, at Mary prøvede at finde ud af den rigtige løsning. Sherlock blev ved med at gå frem og tilbage, igen med hænderne samlet. Sådan sad vi et stykke tid. Jeg kiggede på klokken. Den var ved at være mange. Jeg var ved at blive træt. Mary sad og var ved at falde i søvn op ad min skulder.
"Æhh... Sherlock, jeg tror vi skal hjemad nu. Vi er begge ved at falde i søvn," sagde jeg forsigtigt.
"Jeg er ikke ved at falde i søvn. Jeg er helt frisk," sagde Sherlock eftertænksomt mens han sad på ryglænet af hans stol og støttede hovedet med de tre første fingre og med lille- og ringefingeren foran hans mund. Han gjorde en fejende bevægelse med hånden hen imod mig da han sagde det.
"Sherlock, med 'vi' mente jeg Mary og mig," sagde jeg forsigtigt, men en smule irriteret.
"Åh!" sagde han og kiggede op med store øjne og åben mund, som om han var slået bagfra med en spade. Den tanke fristede mig en smule. Bare komme bagfra og så slå til... Der stoppede min tankegang. "Sådan er Sherlock nu engang. Ingen eksisterer i hans verden ud over ham og hans jakke og kindben," tænkte jeg. 
"Vi ses snart igen, Sherlock. Og lad være med at gøre dumme ting! Hverken Mary, Mycroft, Molly eller jeg gider til at hente dig på Scotland Yard," sagde jeg med et glimt i øjet, som han åbenbart ikke forstod.
"Jeg er over atten og myndig! Jeg har ikke brug for en der henter mig," sagde han en smule fornærmet.
"Det siger vi bare. Men lad være med at rode dig ud i alt for meget dumt," sagde jeg og mente det. Jeg ville ikke til at miste ham igen. For tredje gang. Jeg fik stablet Mary på benene og læsset ind i bilen. På vejen hjem sov hun. Lige i tiden var hun hele tiden meget træt. Jeg havde ondt af hende.

Da vi kom hjem gik vi begge direkte i seng. Jeg havde lige lagt mig ned og var ved at falde i søvn da der kom en sms:

Kom til Bakerstreet i morgen klokken 18. Hvis det ikke passer, så kom alligevel.
SH

"Hvad vil han nu?" tænkte jeg for mig selv. Men jeg vidste, at han ikke ville hoste op med det inden jeg sad i Bakerstreet.

Næste dag cyklede jeg som sædvanligt på arbejde. Mary blev hjemme. Hun var på barsel. På arbejdet skete der ikke noget spændende. Kun en masse patienter. Efter arbejde cyklede jeg hjem og kørte til Bakerstreet. Mary havde insisteret på at blive hjemme. Jeg var ikke glad for det. Hun var langt i graviditeten, og jeg lod hende derfor ikke gerne ude af syne.

Da jeg ankom i min gamle lejlighed vandrede Sherlock igen op og ned ad gulvet. Han opdagede ikke min ankomst. Mrs. Hudson gik ned af trappen.
"Åh! Hej John," sagde hun og stoppede op.
"Hej! Mrs. Hudson, hvor længe har han været sådan der? Altså hvor længe er han bare gået frem og tilbage?" spurgte jeg hende hviskende og kiggede uroligt på Sherlock.
"Hele dagen. Han har vist ikke gjort andet. Det er sikkert en god måde at komme af med kalorier!" hviskede hun tilbage. Jeg sagde tak og farvel og hun fortsatte ned af trappen. Jeg gik lige så stille ind. 
"Hej John! Jeg spørger dig nu igen, siden du ikke hørte efter før; gide du lige række mig min telefon?" mens han sagde det blev han ved med at gå videre. Han kiggede ikke engang på mig. Han kunne sikkert genkende mine skridt.
"Hvornår spurgte du?"
"For omkring tre timer siden,"
"Jeg var her ikke for tre timer siden. Der var jeg på arbejde. Vi bor ikke længere sammen. Har du glemt det?"
"Nårh ja! Sådan nogle småting glemmer man når man tænker på alt muligt andet,"
"Småting!?" jeg lænede mig lidt frem i min frustration. Hvordan kunne han glemme det? Jeg var flyttet ud næsten et år forinden.
"Ja, småting. Måske er det ikke i din sentimentale verden, men det er det altså," jeg trak vejret dybt med lukkede øjne og rettede mig op igen.
"Hvor er din telefon så?"
"Skrivebordet,"
"Du skal kun strække din hånd ud efter den. Det kan du jo gøre med lukkede øjne!"
"Telefon. Nu," jeg trak igen vejret dybt. Gik hen til skrivebordet og rakte ud efter hans telefon og rakte ham den da han gik forbi.
"Tak," sagde han og gik nu frem og tilbage og skrev på hans mobil. "Sådan!" sagde han efter at have skrevet sms'en færdig. Han rakte mig hans mobil fraværende da han gik forbi. Jeg gav ham et forbistret blik og rullede med øjnene. Jeg lagde den der hvor jeg havde fundet den.
"Der må være en anden grund til at du har hentet mig herhen end den, at jeg skulle række dig din mobil," sagde jeg og satte mig i 'min' lænestol.
"Jeg har brug for din hjælp," sagde han og satte sig i den sorte lænestol. Han hoppede mere ned i den end satte sig.
"Du har brug for min hjælp," sagde jeg og lænede mig en smule tilbage mens jeg støttede mit hoved med mine fire første fingre og lillefingeren foran munden. "Til hvad?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...