Hogwarts - det første år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 22 aug. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til Fandom konkurrencen (Harry Potter) Rachel skal starte på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab. 20 år efter kampen mod Voldemort og hans tilhængere. Hvordan vil det gå? Og er Hogwarts virkelig tilbage til det normale? Eller sker der mystiske ting, som på ingen måde er til at kunne forklare, i en verden af magi?

3Likes
5Kommentarer
610Visninger
AA

3. Hvem gjorde det?

Den første tid var på alle måder fantastisk. Selv de tidspunkter som var fyldt med diverse lektier og opgaver der skulle laves til timerne. Rachel elskede det hele og fik hjælp til at finde rundt på slottet af hendes brødre. De viste hende endda de små smutveje hen til de forskellige timer fra Hufflepuff kollegiet.
Allerede nu viste det sig at Rachel elskede Forvandlings timerne med Professor Windsor som lærer. Den måde hun underviste på, havde en måde at fange alle eleverne så de lyttede til det hun sagde. Rachel glædede sig til de timer. Mindst ligeså meget som at tilbringe tid med Ziva og Gina.
En almindelig fredag aften sad Rachel sammen med Ziva og Gina i Hufflepuff opholdsstue. De sad alle tre og snakkede om hvem de hver især syntes var den pæneste dreng på deres årgang.
”Hvem syns du Rachel?” spurgte Gina. Ziva fniste.
”Hmm, det ved jeg ikke rigtig.” svarede Rachel. Hun tænkte sig godt om, men inderst inde vidste hun alligevel godt hvem hun var blevet lun på. Rachel syntes at det var Jacob Troyan der var den pæneste.
”Kom nu, Rachel. Vi kan se det på dig.” fniste Ziva. Men så langt kom Rachel ikke, da tre personer kom ind i opholdsstuen. To drenge, der holdt en pige imellem sig. Pigen i midten ømmede sig. Rachel genkendte hende som Dianne McFryer. En af hendes klassekammerater blandt førsteårs eleverne og Hufflepuff. Gina, Ziva og Rachel delte værelse med hende.
Drengene, Sam og Stefan, gik begge på femte årgang. Alle der sad i opholdsstuen omringede Sam, Stefan og Dianne. Drengene satte Dianne i en af lænestolene. Dianne så ufatteligt bleg ud, hev efter vejret og rystede over hele kroppen.
”Hvad er der sket?” spurgte Rachel. Hun var den første der spurgte, men alle tænkte det.
”Vi fandt hende lige uden for Professor Windsors kontor. Vi prøvede at finde ud af hvad der var sket med hende, men hun er ude af stand til at svare.” svarede Sam. Alle kiggede på hinanden og tilbage til Dianne.
”Hvorfor tog i hende ikke hen til hospitalsfløjen?” spurgte Ziva.
”Tro mig. Det ville vi også gerne, men Dianne nægtede at komme derhen.” svarede Stefan.
”Hvorfor?” spurgte Ziva. Der kunne høres at folk mumlede med hinanden.
”Jeg ved det ikke. Hun sagde noget om at hvis vi tog hende med derhen, så ville Madam Pomfrey finde ud af hvad der var sket og sige det videre til rektor. Resten kunne jeg simpelthen ikke finde hoved og hale i. Det lød som en værre omgang vrøvl.”, svarede Stefan. Dianne var faldet hen i en let søvn, mens hun stadig sad i stolen.
”Gad vide hvad hun mente med det?” spurgte Rachel. Hun kunne ikke lide at Dianne ikke ville ned til hospitalsfløjen. Specielt ikke når hun var ligbleg, ikke kunne stå på sine ben og sygnede hen i en stol, blandt hendes kammerater der ikke vidste hvad de skulle gøre.
”Jeg ved det ærlig talt ikke.” svarede Stefan. Noget måtte de da gøre. 
”Mærkeligt nok hørte jeg at Professor Windsor bad Dianne om at blive efter den sidste time i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men måske har det noget med det at gøre?” sagde Lisa, en anden førsteårs elev. Alle kiggede på hinanden. Tænkte muligvis det samme.
De stod og diskuterede det i et stykke tid omkring det at Dianne var fundet udenfor Professor Windsors kontor, uden de opdagede at Professor Windsor var kommet ind i opholdsstuen.
”Hvad sker der her?” spurgte Professor Windsor. De vendte sig alle sammen om mod hende. Ingen vidste hvad de skulle svare, indtil at Sam endte med at forklare situationen. Med undtagelse af det mistænkelige omkring hvad Professor Windsor kunne have med Diannes tilstand at gøre. De lod Professor Windsor komme hen til Dianne.
”Det er alt vi ved, Professor.” afsluttede Sam. Alle stod bag ham og så på professoren se til Dianne. Hun rejste sig op, da hun var færdig.
”Hvorfor tog i hende ikke med hen til hospitalsfløjen? Det hjælper hende på INGEN måde at sidde her. Da slet ikke i den her tilstand. Hvad tænkte i dog på?” henvendte hun sig direkte til Sam og Stefan i en meget hård tone, da det var dem der havde bragt hende herhen. Bare lyden af hendes stemme gave gåsehud, helt ind til knoglerne. Professorens øjne lynede og det var tydeligt at hun var gal og skuffet over at de ikke havde handlet bedre i situationen.
De trak begge to på skuldrene og vidste ikke hvad de skulle svare. De var begge to pinligt berørte over at få skæld ud over noget de godt vidste, men alligevel havde de tænkt på hvad Dianne ville. Hvad skulle de ellers gøre?
”I seng med jer. Alle sammen.” sagde Professor Windsor og alle gjorde som hun sagde. Bortset fra en mindre flok af eleverne. Resten smuttede hurtigt i seng.
Dianne blev hurtigt derefter eskorteret hen til hospitals fløjen. Rachel, Sam, Stefan, Gina og Ziva var fulgt med derhen. Madam Pomfrey stillede på ingen måde nogen spørgsmål mens Professor Windsor var der. Professoren havde ved ankomsten forklaret hvad hun vidste. Professoren havde forklaret Madam Pomfrey at Dianne var besvimet ude på gangen efter at de havde snakket sammen efter timen i dag. Med hendes autoritet som professor på skolen, var der ingen bekymring.
Alle eleverne var dog alligevel blevet beordret udenfor døren, efter at flere havde protesteret mod den forklaring Professor Windsor kom med. Den hang ikke sammen med den forklaring de kom med, men de kunne heller ikke sige noget om de mistænkeligheder de havde snakket om inden professoren var kommet ind i opholdsstuen.
”Hvad gør vi nu?” spurgte Sam. ”Vi kan da ikke lade Professor Windsor tage kontrollen på den måde.”
”Vi har intet andet valg. Hun der den voksne.” svarede Gina. Rachel nikkede.
”Men det er jo åbenlyst hendes skyld at Dianne er endt i den tilstand.” sukkede Sam. Han gik frem og tilbage foran døren.
”Ja, det er hvad vi tror, men vi har jo ingen beviser for at det er hende der har gjort det. Og vi ved jo heller ikke hvad det egentlig er der er galt med Dianne.” sagde Ziva. Alle var frustrerede over det her. Det var sandt at de ikke vidste det og der var alligevel heller ingen chancer for at de ville få det at vide.
Efter næsten en time kom Professor Windsor ud fra hospitalsfløjen. Hun nikkede til dem uden så meget som et ord om hvad der var galt med Dianne og gik videre. Rachel lagde dog mærke til at Professor Windsor havde et smørret smil da hun passered dem. Det hang ikke sammen. Hvordan kunne hun have et smørret smil? Hvad var der sket derinde? Hvad var hun ude på? Rachel havde kun læst godt om hende i Profet tidende og havde beundret hende i timerne men det her var for mærkeligt.
De stormede alle sammen derind, men blev stoppet af Madam Pomfrey ved Diannes seng. Madam Pomfrey beordrede strengt om ingen løben herinde. Speciel med hensyn til patienter. Til deres store overraskelse sad Dianne op og så fuldstændig frisk ud. Som om intet var sket. Dianne smilede til dem og vinkede. Ingen af dem kunne finde hoved eller hale i det her. Hun havde kun været herinde i lidt over en times tid og så var hun frisk?
”Hej venner, dejligt at se jer. Hvad laver i her?” spurgte Dianne smilende.
”Er du okay, Dianne?” spurgte Rachel.
”Ja, jeg har det helt fint. Hvorfor skulle jeg ikke være okay?” svarede Dianne.
”Vi var bekymrede for dig. Du lignede en der seriøst var helt væk. Du var ligbleg, kunne knap nok snakke og besvimede, samtidig med at du nægtede at lade os tage dig herhen.” svarede Stefan. De havde omringet Dianne ved sengen.
”Virkelig? Men det var altså Professor Windsor der sørgede for at jeg kom herhen efter at jeg var besvimet i hendes kontor efter vores samtale. Det fortalte hun mig selv da jeg vågnede.” sagde Dianne. Rachel, Ziva og Gina måbede. Havde Professor Windsor virkelig bildt hende det ind?
”Nej, Sam og jeg fandt dig udenfor hendes kontor, hvor du var kulret i hovedet og helt væk. Der må være sket et eller andet mens du var inde på hendes kontor og snakkede med hende. Kan du slet ikke huske det?” spurgte Stefan.
”Nej, det eneste jeg husker var at jeg snakkede med Professor Windsor og så var alt sort. Da jeg vågnede, var jeg her.” svarede Dianne. Det var tydeligt for gruppen at der var sket et eller andet, men ingen af dem vidste hvad det var der var sket inde på det kontor.
”Er du sikker på at der ikke skete noget mystisk under jeres samtale?” spurgte Stefan. Dianne nikkede. Lige meget hvor meget de prøvede at få hende til at huske, var der intet at komme efter. Dianne huskede intet andet en at de snakkede og at hun pludseligt besvimede og alt var sort.
”Ja, jeg er ret sikker.” svarede Dianne. ”Men der var dog alligevel noget hun sagde, inden alt gik i sort, som ikke giver nogen mening. Jeg kan ikke huske hvad det var for noget. Det lød som en blanding mellem en vise og en remse.”
Alle kiggede på hinanden. Gad vise hvad det var for noget Professor Windsor havde sagt eller remset op. Ingen kendte hendes fortid. Kun de bedrifter hun havde opnået i sit voksenliv, efter hendes tid på en anden magisk skole end Hogwarts. Hvilken skole det havde været, vidste ingen.
Dianne kom på benene og fulgtes med de andre tilbage til Hufflepuff kollegiet, efter at Madam Pomfrey havde set til hende en sidste gang og sagt god for at alt var i orden. Godt alt var okay for nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...