Little girl, big world and R5

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
I lidt over år har Riley - med hendes lillebror Jude i hælene - rejst rundt i verden og spillet musik. Da de lander i Danmark for de noget af en overraskelse, der ændre deres liv. På samme tidpunkt møder de et ganske bestemt rock/popband - nemlig R5. De fire søskende og deres ven falder straks for Riley, og lidt efter har de hevet hende og Jude med på turné. Venskaber og kærlighed opstår, og Riley for chancen for at opleve verden på en helt ny måde. //Denne historie forgår i 2015, men følger ikke rigtig hvad R5 lavede i det år.//

2Likes
3Kommentarer
245Visninger
AA

2. Lufthavne, lejligheder og Tivoli

Rileys POV:

Vi løb gennem Paris’ lufthavn. Der var mennesker overalt. Små piger der græd, ældre damer der skældte vagterne ud, søskende der skændtes over legetøj, kyssende kærestepar og folk med øjnene klistret til deres telefon. Flyet til KBH fløj om en 20 minutter. Jeg havde min lille mini kuffert i den ene hånd, og Jude i den anden. Han gloede efter al den chokolade og kage der var, og plagede løs.

 “Nej Jude, vi har lidt travlt…. Nej… Jude, nej… Nej, du må ikke få chokolade… Nej, jeg så ikke den butik… Nej, Jude…” 

Jeg prøvede på at banke faktummet at vi havde travlt, ind i hovedet på ham. Det gik ikke så godt. Vi løb ind og ud mellem mængden af mennesker, og blev nødt til at råbe

“Undskyld… ej, det er jeg ked af.. undskyld os…”

konstant. Endelig. Vi var nået frem. Jeg slap Judes hånd og knækkede sammen af sidestik, da flydamen bad os om at smutte ind i flyet. 

 

… 

 

“Glæder du dig?”

Spurgte jeg Jude, da vi havde sat os til rette i flyet. Han sad bare og gloede Instagram.

“Hvad?”

Han kiggede undrende op på mig.

“Glæder du dig til at se Danmark?”

“Nåååå. Nhhaa, er det ikke bare ligesom alle andre steder?”

Han løftede et øjenbryn og vendte så blikket ned mod telefonen igen. Jude var ved at være træt af at rejse, hvor jeg i modsætning til ham, stadig er fuld af tørst efter at se verden. Det to et par timer at flyve. Jeg sad og hørte musik under hele turen, kiggede ud af vinduet og spiste M&Ms. Er det bare mig der synes, at noget af det mest fascinerende i verden er at man kan flyve? Jeg synes det er helt vildt. Du ved, man flyver jo! Over jorden!

 

 

Vi gik rundt på Frederiksberg og ledte efter den lejlighed vi skulle bo i. Det var et hyggeligt og stille kvarter, fuglene fløjtede også selvom det var mega koldt. Hmpf, norden.

“64, 64, 64… Her er det!”

Jeg ringede på, og der kom et BIIIIIIIIP, hvorefter en lyst stemme bød os velkommen. Jeg åbnede døren, og begyndte at bestige alle trapperne op til fjerde sal. Lejligheden vi skulle bo i var lille og meget hyggelig. Pigen der ejede den hed Hannah, og skulle åbenbart til Tyskland med sin kæreste, og lejede derfor lejligheden ud. Det første jeg gjorde da Hannah var gået, var at smide mig i den store dobbeltseng med min computer selvfølgelig. Jeg gloede lidt youtube, og besluttede mig før at det var tid til at tage ud i byen. 

 

 

Judes POV:

Vi gik rundt i Tivoli, der duftede skønt af popcorn, og jeg prøvede at gnave mig igennem en kæmpe is. Ikke nemt, men dog muligt. Riley og jeg snakker lidt, hvorefter hendes mobil ringede. Hun tog den selvfølgelig, og jeg fokuserede bare på min is. Efter lidt tid stoppede Riley op. Hun fik et blankt udtryk i øjnene, og stirrede bare ud foran sig mens tårerne trillede ned af kinderne. Jeg viftede med hånden foran hende, råbte hendes navn, ruskede i hende, men der skete ikke noget. Efter lang tids grædning, satte hun sig ned på en bænk i nærheden, jeg luntede efter og satte mig ved siden af hende.

“Riley, hvad sker der? Hvorfor græder du? Hver sød at sige noget Riley...”

Ikke en lyd. Da jeg er elleve er der ikke rigtig noget der for mig til at græde længere. Men det gjorde. Jeg var bekymret for hvad der var sket, og begyndte at snøfte.

“Riley! Riley hvad, *snøft* hvad sker der! RILEY!”

Jeg råbte. Jeg kunne ikke styre mig, men jeg blev nødt til at vide hvad der forgik. Meget stille, og meget langsomt fremstammede Riley endelig noget.

“Mor og far. De var ude for en bilulykke. De… De er døde.” 

Det åbnede sluserne. Jeg græd, Riley græd. Folk spurgte hvad der var sket, men det interesserede dem ikke nok til at insistere. Der sad vi så og græd, mens min is langsomt begyndte at smelte.

 

..........................................................................................................

Så kom vi lidt ind i Riley og Judes liv. Et kort kapitel, men jeg ville så gerne ud med det jeg havde skrevet! <3

BTW, dette er ikke rettet, så hvis i finder fejl er det derfor.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...