Little girl, big world and R5

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
I lidt over år har Riley - med hendes lillebror Jude i hælene - rejst rundt i verden og spillet musik. Da de lander i Danmark for de noget af en overraskelse, der ændre deres liv. På samme tidpunkt møder de et ganske bestemt rock/popband - nemlig R5. De fire søskende og deres ven falder straks for Riley, og lidt efter har de hevet hende og Jude med på turné. Venskaber og kærlighed opstår, og Riley for chancen for at opleve verden på en helt ny måde. //Denne historie forgår i 2015, men følger ikke rigtig hvad R5 lavede i det år.//

2Likes
3Kommentarer
244Visninger
AA

4. Faster, Telefonsammentaler og Emails

Rileys POV:

 

Jeg lå i min dejlige store dobbeltseng, og snakkede med min faster. Jeg havde ikke rigtig haft kontakt med hende, da hende og min far havde være uvenner. Men nu hvor han var borte… Ja, nu havde hun fortrudt det hele. Det var et par dage siden vi havde fået det at vide, og jeg var selvfølgelig stadig helt knust. Jude var knust endnu mere, og havde ikke sagt så meget. Bare siddet og tænkt, hvilket altså ikke ligner ham på noget måde. Jeg var ret sikker på at han ikke ville kunne klare at komme hjem til en begravelse, det ville bare knuse ham endnu mere. Jeg snøftede højlydt, da min faster snakkede om alle minderne om mine forældre. Det var ikke til at holde ud. At miste dem. Det var hårdt.

 

 

Der var gået et par dage mere, og Jude var begyndt i det mindste at sige noget. Han gjorde fremskridt. Jeg kunne ikke på nogen måde sige at jeg var ovre det, men jeg havde det bedre. Prøvede at skubbe alle de negative tanker ud af mit hoved. Spille lidt musik, holde min hjerne igang. Vi sad og spiste frokost på en lille hyggelig café, da min telefon ringede. Ukendt nummer. Sidste gang det var ukendt nummer var vores forældre døde. Skulle jeg tage den? Hm, hvorfor ikke? Denne gang var det heldigvis ikke dårlige nyheder. Det var en af drengene fra det bandt vi mødte, R5. Det var Riker.

 

“Hey. Øhmm, jeg, eller vi, tænkte på om… om I måske kunne tænke jer at… at, øhmm, at komme til en af vores koncerter? Jeg ved godt at vi bare er fremmede for jer, men vi… vi hørte hvad der var sket, og vi ville gerne prøve at løfte jeres humør lidt…”

 

Han lød super nervøs, hvilket ikke lignede popstjerner. Jeg tænkte at det ville være rigtig godt at få Jude på nogle andre tanker, og koncerter er altid godt.

 

“Det vil vi meget gerne”

 

Sagde jeg så, og tog en tår af min cola. Jeg kunne høre Riker ånde lettet op, og sagde at han ville sende en email. Hvilket førte videre til at jeg gav ham min email, sagde farvel og lagde på. Jeg smilede til Jude, der sad og spiste en burger, så trist som en 11 årig dreng nu kan spise en burger.

 

“Vi skal til koncert i aften, Jude.”

 

Han nikkede bare ligeglad, og vente tilbage til burgeren. Jeg fik et stød af tristhed, da jeg så ham sådan. Det var som om det bare blev værre og værre. Det var ikke til at holde ud.

 

 

Rikers POV:

 

Jeg havde lige snakket med Riley. Jeg kunne ikke holde ud hvor meget jeg var skudt i hende, selvom jeg knap nok vidste hvem hun var. Jeg skrev emailen til hende, da Rydel kom ind af døren, men Ellington i hånden. Hun bukkede sig ind for at se hvad jeg lavede. 

 

“Hvem skriver du til?”

 

“Æææhh, Riley.”

 

“Riley, hvem?”

 

“Du ved, hende vi mødte i tivoli. Med de døde forældre.”

 

Rydels ansigt falmede. Hun kunne vidst tydeligt huske hvem det var, og jeg kunne også tydeligt huske hvordan hun havde det da vi tog hjem derfra. Hun havde simpelhen så meget medlidenhed med Riley, at det havde ramt hende hårdt. Hun rystede på hovedet, som for at slå tanken ud, og fortsatte så:

 

“Hvad snakker i om?”

“Øhhmmm, jeg kom på en måde til at sige at hende og hendes lillebror kunne komme til koncerten i aften. Du ved, gratis og sådan.”

 

Jeg prøvede at smile uskyldigt. Selvom jeg er den ældste, er Rydel for det meste den der har styr på os. Ellington og Rydel kiggede på mig med et blik, der hverken var vredt eller imponeret. Du ved, bare sådan lidt “Riker dit fjollede svin du er da også så forfærdelig sød ved folk, hvilket giver os problemer” Rydel grinede svagt, og sagde at hun ville snakke med nogle koncert folk om det, for derefter at trække Ellington med ud fra stuen igen. 

 

.......................................................................................................................

 

Endnu et kapitel, et meget kort og ret kedeligt et, men det er dog et kapitel. <3

 

Så er det snart weekende, hvor jeg nok har lidt flere muligheder for at skrive på historien. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...