Den Sidste Våbenmester

‡-<*>-‡Den sidste overlevende våbenmester, Lillice, og hendes nye sjælven, Marion, Drager ud på eventyr for at finde det sidste våben i verdenen som der kan dræbe våbenmestre‡-<*>-‡ Forfatters note: Hej du ^-^ Denne historie er noget som jeg har lavet i min fritid, fordi at jeg godt kan lide at dele mine historier med andre som måske også finder dem interessante! Det kan være at jeg retter lidt på historien en gang i mellem, så vær ikke overasket hvis der pludselig er lavet en ny ændring. Jeg ved godt at jeg er dårlig til at skrive historier, men jeg øver mig! Øvelse gør mester ;) Siden at historien er noget jeg selv har valgt at lægge op, er kommentarer og kritik helt tilladt! i må også gerne skrive hvis der er noget som i er utilfredse med. Håber at i kan lide min historie ^-^

3Likes
9Kommentarer
287Visninger
AA

2. Lillices Historie

Senere samme dag

 

”Engang fandtes der 5 klaner. Bjørneklanen, Ørneklanen, Tigerklanen, Ulveklanen og Hjerteklanen. Dyreklanerne var krigere og Hjerteklanen var forsyningen. Hjerteklanen og Dyreklanerne var skilt fra hinanden med en 20 meter høj mur som der gik hele vejen rundt om Hjerteklanen. De 4 andre klaner var delt rundt om Hjerteklanen.  I Hjerteklanen fandtes der Troldmænd, Mana laverer, Naturlige (dem uden magi), Farmere og Våbenmestre. Troldmænd kunne fortrylle rustninger, som vil gøre ejerne stærkere, Mana laverer kunne lave og give ekstra Mana (den source som der giver magi), Farmere forsynede med mad, og så var der Våbenmestre.

Våbenmestrene var de vigtigste i krigens verden. De lavede levende våben, som var det stærkeste våben man kunne have. De levende våben, som også var kendt som sjælvåben, blev lavet ved at man lader et våben og en sjælven udvikle sig til en. Sjælven er en som der har lavet en kontrakt hvor man sværger evig beskyttelse med sin ejer, med andre ord, sjælvenner dør når ejere dør. Det havde været sådan i flere hundrede år, men Tigerklanen havde fået en ny hersker, og han var misundelig. Han var vred og drevet af had. Han syntes at det var uretfærdigt at Hjerteklanen kunne få næsten alt det de ville have mens dyreklanerne skulle arbejde af helveds til bare for at kunne gå mætte i seng. Han allierede sig med Bjørneklanen og dermed var dyreklanens to stærkeste klaner blevet til en. Novumklanen. Novumklanen var ikke tilfredse og ville ændre verden til den perfekte verden. En verden hvor de herskede. Derfor planlagde de et oprør som skulle ødelægge hele verdenen, og dermed kunne de lave deres eget rige. Hjerteklanen havde fået besked på hvad der skete udenfor murene og de havde ikke noget andet valg end at gøre klar til krig. Våbenmestrene som var udødelige begyndte at træne til at blive til krigere, og gjorde klar til kamp.

2 år efter begyndte Manakrigen. Hjerteklanen havde tydeligvis fordelen med deres udødelige krigere. Eller det troede de. Novumklanen havde på deres territorium et træ. Et enkelt træ som der kunne dræbe våbenmestre. Og det var hvad der var støttepælen til Hjerteklanens nederlag. De var hjælpeløse. Novumklanen havde meget mere erfaring end Hjerteklanen, og de blev alle sammen udryddet næsten med det samme. Alle udover mig.”

 

Marion stirrede. ”Altså, jeg kender godt historien, men var det ikke bare et legende?”

Lillice rystede på hovedet. ”Der er ikke så mange legender i denne verden som ikke er sande. Videre med historie timen!”

”Vent, hvornår blev det her til en historie time?” Marion sukkede.

 

”Efter at krigen sluttede var hele verdenen et kæmpe kaos. Forsyningerne var væk, og ingen vidste hvordan de skulle overleve. Der var ca. 200 ud af 500.000 af dem som var en del af Hjerteklanen som der overlevede, og de nægtede alle at lave noget til dem som havde slået dem ihjel, Inkluderet mad. Det endte med at klanerne var nød til at stoppe med at slås, og blive til normale fredfulde lande, for at kunne få forsyninger nok til at overleve, og det var her at den nye tidsregning startede. Nu er Novumklanen det dominerende land, men siden den nye hersker ankom har der næsten været ingen problemer.

 

”Har du flere spørgsmål Mari?” Lillice smilede hen til Marion.

Marion tænkte sig lidt om. ”Hvad skete der da du reddede mig? Og hvorfor Mari?” Han kiggede flovt over mod Lillice ved tanken om at hun bar ham.

"Kan du ikke huske det? Du, en lejemorder fra Ulveklanen var blevet taget i noget som du ikke havde gjort, og dermed smidt ud af dit territorium. Derefter havde Bjørneklanen sendt 18 kongelige vogtere efter dig for at tage dig til fange og gøre dig til en slave. Så simpelt, så godt. Og hvis du tror at de 18 personer døde, så nej, de sover bare lidt, og kommer til at vågne med lille bitte smule amnesi.”

Marion kiggede lidt nervøst på Lillice. "hahah... Bare lidt amnesi siger du... Du sagde også noget om en kontrakt. hvad er det for noget?" 

"En kontrakt? Vi lavede en da du blev min sjælven. og siden at jeg er udødelig er du også! udover at du dør hvis jeg dør."

Lillice kiggede op på Marion. Han lignede et spørgsmålstegn.

"Okay, Jeg hedder Lillice Maecentria Warrenta, jeg er 836 år gammel og stoppede med at vokse da jeg var 12."

Marion kiggede på Lillice, fra top til tå. "Oh, så det er derfor at dit bryst er så sm...AV!" Lillice slog Marion i hovedt med sin taske.

"Jeg blev født den 7. Novembribus x289 år før tidsregningen."

Lillice skulle til at åbne sin mund igen, men Marion afbrød.

"Et sidste spørgsmål: Hvad laver vi på en familie restaurant?" Marion var ret nervøs på grund af alle menneskerne rundt om dem.

Det var sikkert et ret dumt spørgsmål siden at man normalt kun er på en restaurant af en grund.

"Hm? Jeg er bare lidt sulten?" Lillice kiggede på Marion med et Hvad ellers-blik. Hun prikkede lidt til sin halv-spiste sandwich.

"Bare lidt sulten?" Marion kiggede på de 34 tallerkner ved siden af Lillice. 

"Hm? vil du ikke have noget? det er bedre at spise mens du kan!" Det var lidt svært at høre hvad hun sagde, for hun havde proppet sin mund med resten af sandwichen. 

Marion kiggede ned på sin suppe som der var ved at blive kold. "Jeg har noget her... og jeg er ret mæt nu." Han tog et kig på de 3 tallerkener ved siden af ham, og så på Lillices tallerkner, derefter på Lillice. Det var utroligt hvordan hun kunne være så tynd mens hun spiste så meget. 

Lillice sank resten af sin sandwich og tog Marions hånd. "Okay, hvis du er færdig, så lad os løbe!" Hun trak Marion efter sig og løb hen mod udgangen. "Hey, HEY, Skal vi ikke betale??" Marion Prøvede på at hviske højt og trække lidt i hende, men hun blev ved med at løbe. Da de nåede udgangen hørte de stemmer som der råbte efter dem bag ved dem. Der var også nogle tjenere der var løbet efter dem, men de stoppede ved udgangen og så til mens Lillice og Marion løb væk. "Hvem fanden har råd til at betale så meget??" Lillice så lidt irriteret ud. 

 

 

Kapitel 3: Den Sovende By

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...