Den Sidste Våbenmester

‡-<*>-‡Den sidste overlevende våbenmester, Lillice, og hendes nye sjælven, Marion, Drager ud på eventyr for at finde det sidste våben i verdenen som der kan dræbe våbenmestre‡-<*>-‡ Forfatters note: Hej du ^-^ Denne historie er noget som jeg har lavet i min fritid, fordi at jeg godt kan lide at dele mine historier med andre som måske også finder dem interessante! Det kan være at jeg retter lidt på historien en gang i mellem, så vær ikke overasket hvis der pludselig er lavet en ny ændring. Jeg ved godt at jeg er dårlig til at skrive historier, men jeg øver mig! Øvelse gør mester ;) Siden at historien er noget jeg selv har valgt at lægge op, er kommentarer og kritik helt tilladt! i må også gerne skrive hvis der er noget som i er utilfredse med. Håber at i kan lide min historie ^-^

3Likes
7Kommentarer
250Visninger
AA

1. Kontrakten

1. Ianuarius – x587

 

Lillice tog tasken på ryggen og kiggede ud over de snedækkede bjerge. Hendes fødder dinglede hen over kanten af den klippe hun sad på. Hun lukkede øjnene og mærkede den kolde vinterblæst i ansigtet. Hun tog en dyb indånding. Solen var ved at forsvinde og forlod et karminrødt skær over himlen. Det fik hendes lange snehvide hår og blege hud til at ligne en ildstorm. Hun kiggede tilbage, over alle de blodige kroppe hen til landsbyen, eller det som der engang var en landsby. Den så rimeligt forladt ud. Landsbyens larmende stilhed gav hende kuldegysninger.

Lillice rejste sig op og lagde sin kæp ned på jorden. Den dryppede stadig lidt af blod. Hun gik over til en brunhåret, halv-død dreng, som lå lidt væk fra de andre døde kroppe, og satte sig på hug ved siden af ham. Hun prøvede at finde hans puls, men anede ikke hvor den var. Den brunhårede dreng som hed Marion, løftede sin hånd.

”..em er du?” mumlede han med en svag rystende stemme. Lillice smilede.

Hun tog Marion op i armene og begyndte at gå ned mod landsbyens smedje. Smedjen var en af de eneste bygninger som stadig stod oprejst. Der var dog kommet huller i væggen. Hun sparkede den allerede ødelagte dør op. Der stank af gammelt skod og mug. Der havde sikkert ikke været nogen herinde i årevis. Hun kiggede sig omkring for at se om der var noget brugbart. Hun stjal meget tit fra andre smede siden hun ikke selv havde penge nok. Hun fandt en rusten hammer, men lagde den ned igen og gik væk. Den var alt for gammel og rusten til at den kunne bruges til noget. Der var intet brugbart. Hun sukkede og lagde Marion ned på en bænk midt i smedjen. Han var overraskende lille og let at bære af en 16 årig at være.

Marion rystede over hele kroppen, Hverken af kulde eller skræk, men fordi at han var døden nær. Lillice slog sig ned på bænken lige ved siden af ham og lagde hans hoved i hendes skød. Han havde et dybt sår hen over sin mave, og hans ene ben var helt slidt op. Hans grå uldtrøje var næsten helt gennemblødt af blod. Marion var langsomt begyndt at hive efter vejret mens tårer af smerte formede sig i hans øjne.

Hun ruskede lidt i hans gylden brune hår. ”Marion Vermus Xellion, 16 år gammel, en tidligere lejemorder af ulveklanen, du har nu to valg. Et, du kan ligge her og dø, hvilket ingen af os har særligt meget lyst til. To, du kan blive min Sjælven og leve for evigt. Så, hvad vil du helst?” Hun kiggede ind i hans Lysegrønne øjne. Svaret var ret klart. Marion rakte sin rystende hånd op. ”…eg vil leve” hviskede han med en svag stemme. Lillice kiggede sig lidt omkring for at se om der var nogen, men alle var døde. ”Okay, den så jeg komme”

Hun fandt sin taske, tog den op ved siden af hende og fumlede lidt i den hvor hun fandt en guld og sort farvede kniv frem. ”Det kommer altså til at gøre lidt ondt så prøv lige at holde smerten ud, det kommer ikke til at tage så lang tid” hun løftede kniven over hans bryst. ”hva…” Marion kiggede skræmt på hende. hun rejste sig op og lod guldkniven falde ned. Den ramte hans bryst og lige igennem hjertet. Marion hostede lidt blod op og lignede en der prøvede på at skrige mislykket, men ikke længe efter opløste kniven sig, og guldstøv begyndte at snurre rundt om Marion.

Lillice tog nogle skridt bagud mens hun så den magiske cirkel brede sig ud under ham. Marions krop begyndte langsomt at svæve op, skinne og blive opløst og blev en del af guldstøvskuglen.

Guldstøvet blev blæst ud af sin cirkelform, hvor det så fløj lidt rundt over det hele. Efter et stykke tid var støvet blevet hvidt, hvor det derefter blev mast sammen og tog form af en le på størrelse med Lillice. Støvet, eller Leen begyndte at lyse op og den magiske cirkel forsvandt. Leens farver blev synlige. Et hvidt rundt skaft med lysegrønt bånd og et grønt og hvidt blad.

”Whoooaa… hvor er du flot” hviskede hun til sig selv. hun smilede stolt op ved synet af hendes værk. Leen faldt direkte ned i hendes hånd hvor hun så greb det helt perfekt. ”Marion…? Er du der?” hun kiggede lidt rundt på bladet. ”Ja, jeg er her” sagde Marion med en forvirret stemme. Et øje ved bladet og skaftets skæring åbnede sig og et skinnende grønt øje kiggede på Lillice.

”Sidder jeg så fast i denne her form for evigt?” Han så lidt skræmt ud. Lillice smilede og knipsede med fingrene, hvorefter at Marion begyndte at lyse. Det tog ikke lang tid før at var han tilbage i menneskeform. Helt uden sår. Marions ansigt lyste op og han mumlede et eller andet til ham selv.

"Nårh ja, dit hår er altså blevet hvidt, på grund af kontrakten med mig, som der har hvidt hår, men det ser godt ud på dig" Lillice gav Marion et blink. "Hvidt hår? hvad med mine øjne?" Marion så ikke ud til at være særligt overrasket over sin nye hårfarve. Lillice stirrede ham i øjnene i et stykke tid. "Dine øjne er stadig grønne, men lidt lysere end før" Marion trak på skuldrende. ”Kom, lads gå” Sagde Lillice smilende til ham.

 

Kapitel 2:  Lillices Historie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...