Den Sidste Våbenmester

‡-<*>-‡Den sidste overlevende våbenmester, Lillice, og hendes nye sjælven, Marion, Drager ud på eventyr for at finde det sidste våben i verdenen som der kan dræbe våbenmestre‡-<*>-‡ Forfatters note: Hej du ^-^ Denne historie er noget som jeg har lavet i min fritid, fordi at jeg godt kan lide at dele mine historier med andre som måske også finder dem interessante! Det kan være at jeg retter lidt på historien en gang i mellem, så vær ikke overasket hvis der pludselig er lavet en ny ændring. Jeg ved godt at jeg er dårlig til at skrive historier, men jeg øver mig! Øvelse gør mester ;) Siden at historien er noget jeg selv har valgt at lægge op, er kommentarer og kritik helt tilladt! i må også gerne skrive hvis der er noget som i er utilfredse med. Håber at i kan lide min historie ^-^

3Likes
7Kommentarer
263Visninger
AA

3. Den Sovende By

De nåede en skov nogle få kilometer væk, og Marion faldt ned af træthed og landte på sin mave. Han trak vejret hårdt og dybt. Lillice som ikke engang så det mindste forpustet ud, satte sig ned og så undrende på Marion. 

"Hvaaa... er du ved at dø?" spurgte Lillice.

Marion havde ikke luft til at give en forklaring så han svarede bare "Ja..." 

Lillice stak sin hånd ned i sin taske. Marion kiggede væk fra Lillice og ind mod skoven. Hvor var de henne? Han mærkede noget koldt på sin kind og fandt en vandflaske, som Lillice holdte, da han mærkede efter. Han satte sig op og drak det hele i en kæmpe slurk. 

"Klar til at gå?" Lillice tog sin taske på ryggen igen.

"Gå? Hvorhen?" Marion som kunne trække vejret lidt bedre nu, gav flasken tilbage til Lillice. 

"Over mod min hjemby. Den sovende by." Lillice rejste sig op og trak Marion med sig. De gik længere ind mod skoven.

"Hvor langt er der?" Marion prøvede at se skovens ende, men der var kun træstammer, træstammer og atter træstammer. 

"Bare rolig, der er ikke så langt, kun omkring 97 Km." sagde Lillice mens hun hoppede op og ned fra træstammer som var faldet og lå ned på jorden.

"Okay... VENT, 97 KM?? Hvordan skal vi kunne gå så langt?!!" Marion blev træt, bare ved at høre hvor langt der var.

"Det kommer kun til at tage omkring 15 timer hvis vi går hurtigt, så skynd dig lidt." Lillice trak hårdere i Marions arm. 

"Okay..." Marion gav et kæmpe suk. En pige som han havde mødt for mindre end 10 timer siden havde reddet ham fra døden, gjort ham til sin sjælven, fået ham til at begå en "Dine and dash" og trukket ham med sig på vej til sin hjemby. Kunne det blive værre?

Efter 13 timer kunne Marion næsten ikke gå længere.

"Hey, Lillice, kan vi ikke holde en Paus..." Lillice trak Marion ned og holdt ham over munden. Han kiggede tilbage på Lillice for at give hende et 'Hvad-skulle-det-til-for-blik' men stoppede med at bevæge sig efter at han så hendes ansigt. Et udtryk som han aldrig havde set før, fyldt med seriøsitet og koncentration. Efter et stykke tid kunne han høre nogle raslen i buskene omkring dem. Det lød som om at Lillice var stoppet med at trække vejret. der var helt stille. Marion vendte sig om for at se til hende men...

 

Hun kunne høre dem lade deres mana pistoler. Hun hoppede over på det næste træ, og 3 mænd kom til syne. Sikkert skov røvere. Hun prøvede at komme lidt tættere på, indtil at deres pistoler kom til syne. De så meget dyre ud, måske til en pris af 40.000 Jc (Jace) per styk. Hun blev ved med at nærme sig indtil at hun var lige over dem. Det så ud som om at de havde opdaget Marion, sådan som de kiggede hans vej. De kom jo her for at røve Lillice, så hvorfor røver hun da ikke bare dem. Hun tog sin hjemmesmedet kniv frem og gjorde klar til at angribe. Hun tog tre dybe vejrtrækninger, og lænede sig forover.

Hun landede på ryggen af den mest til højre. 

"Argh..." Hun stak kniven ind i hans nakke. De andre vendte sig mod Lillice og pegede deres pistoler over mod hende med det samme. Man kunne overhovedet ikke mærke noget frygt fra dem. Mere som, de var fyldt med selvtillid. Hun kunne høre Marion løbe væk, og fortrød lidt ikke at fortælle ham at han skulle sidde stille. Hun trådte fremad og dukkede sig, lige hurtigt nok til at hun undgik modstanderens skud. Ikke fordi at det gjorde noget hvis hun blev ramt, det ville bare gøre ret ondt. Før at de kunne nå at skyde igen, løb Lillice fremad, og stak den forreste i maven og lavede en 360º hen til den anden bare for at se professionel ud. Den anden udstødte et lille piv og bakkede bagud. Men forsent. Kniven var allerede nået frem til ham og ramte ham igennem halsen. Tricket er bare at det faktisk ikke dræber eller sårer dem, de falder bare om, mens de mister bevidstheden. Det er et sjælløst sjælvåben. Det kræver dog meget mana at lave, siden at det skal blive i sin form forevigt. Lillice kiggede sig omkring.

"Marion, hvor er du henne?" hun sagde det lidt højt, fordi, gud ved hvor langt væk han er.

"Jeg er her, uhm, omkring 16 meter til syd?" Lillice kiggede sig omkring.

"Vent, hvor fanden er syd?" Hun kunne stadig ikke se ham. Så hørte hun en raslen lidt længere væk.

"Der er du!" Hun løb lidt længere in i skoven og fandt Marion. Sammen med 4 andre mænd som han trak rundt.

"Eh, Marion? er de stadig i live?" Marion kiggede op på Lillice,

"Ja, de sover bare..." Lillice stod lidt mundlam. Hun havde måske undervuderet denne her lejemorder lidt...

"Eller, der er faktisk en som der spiller død, den tredje fra højre som jeg trækker rundt på" Lillice kiggede ned på ham som Marion havde udpeget. Det var faktisk ret tydeligt at han stadig havde bevidstheden. Han trækkede vejret unormalt, han bevægede sig en gang imellem, og han åbnede sine øjne engang imellem for at se hvor vi var. Men...

"Er det ikke lidt ondt at trække ham rundt hvis du ved at han er vågen??" Marion trak på skuldrene. Han så ikke ud til at tænke særligt meget over det. Lillice gik hen til den ubevidstløse mand, som der rystede. Sikkert af skræk nu da han vidste at vi vidste at han spillede død. Lillice løftede ham op i hans hår. 

"Hvor mange er I?" Lillice prøvede at se skræmmende ud, men hvem kunne også lige blive skræmt af en 12 årig pige? Han rystede, men prøvede at se stærk ud.

"Heh, som om at jeg vil fortælle jer det!" Han tog noget frem bag sin ryk. Et lille glimt, og knivens skikkelse kom frem. Lillice havde massere af tid til at dukke sig, men besluttede sig for at lade ham stikke hende. Så kunne han mærke noget ægte frygt. Kniven ramte lige i hjertet. Det gjorde mega ondt, men fandens han blev skræmt da Lillice smilte til ham efter at kniven var trukket ud. Nogle gyldne og skinnende hvide tråde kom ud fra hullet i hendes hjerte, og begyndte at heale hende. Lillice tog mandens kniv og pegede den mod mandens hals.

"Kom så, spyt ud!" Lillice's hvide kjole var blevet lidt sort af hendes sorte blod. men det forsvandt hurtigt, sammen med hendes sår.

"Ok-aay.. okay, jeg skal nok fortælle jer alt!" På en eller anden måde kunne han stadig spille rolig. Han tog en dyb indånding. Marion som havde hængt de andre mænd op i et træ, tæt på dem, kom over til manden og satte sig på hug foran ham.

"Igen, hvor mange er I?" Marion havde et drabeligt lejemorder blik. Han blinkede ikke en eneste gang. Selv Lillice blev lidt skræmt. Manden var begyndt at ryste mere.

"De- det er kun os som er her..." Lillice gik over til de andre mænd og tog deres ting. alt udover deres tøj. Hun kiggede ned på bunken af ting hun fik skravet sammen.

"Her er sikkert til omkring 200.000 Jc" Lillice lagde tingene ned i en sæk som hun også havde fundet.

"Hvorfor fanden vil du have penge hvis du alligevel bare stjæler?" Marion havde også hængt den sidste mand op på træet. Lillice svarede ikke, hun gik bare videre. Marion løb efter og ikke meget senere kunne han se skovens udgang. Han løb op til udgangen, bare fordi at han var ved at dø af nysgerrighed. Men...

"Er det her din hjemby?" Marion lød meget skuffet. Han kiggede ned på lillice som der sad på hug af en eller anden grund. Hun havde ikke sagt noget i et stykke tid. Det lignede lidt at hun rystede. Pludselig begyndte hun at skraldgrine.

"Forhelved Marion. Haha, byen er sgu nedenunder" Lillice var stadig igang med at grine da hun pegede ned på den by som Marion troede var hendes by. Det var ikke rigtigt en by længere, der var kun ruiner og forfaldne bygninger.

"Velkommen til min by!" Lillice var stoppet med at grine og smilede bare til ham.

 

Kapitel 4: Våbenmesterens Hjem

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...