Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22459Visninger
AA

3. Without you

"Louis! Stop det" mit skrig genlød i hele hans forældres hus.

Godt at der ikke var nogen hjemme, det kunne blive misforstået.

"Chess, lad nu være med at være kedelig" hans grin lød i min øregang.

Den bedste lyd i verden.

Men jeg burde være sur. Helt ærligt, han skulle IKKE kalde mig for Chess. Og han vidste det pissede mig af. Jeg var jo forhelvede ikke et skakspil. 

"Lou din cunt! Jeg for 117. gang IKKE ET FUCKING SKAKSPIL!"

"Lige nu er du ellers lige så kedelig som et." han grinte igen, og sprang væk, da jeg slog ud efter ham. Jeg skød underlæben frem, og slog blikket ned.

"Bare fordi jeg ikke er med i X-factor og alt muligt. Om et år er du sikkert skredet, og har glemt alt om mig." Han sukkede dybt. Jeg vidste det gjorde ham ked af det, når jeg sagde det. Men jeg elskede at drille ham, så jeg kunne ikke lade være. Jeg så op og grinede til ham. Han sendte mig et smil, og et opgivende blik.

"Chestie for fuck sake, selvfølgelig skrider jeg ikke fra dig! Aldrig nogen sinde. Og hvad angår det med at glemme dig, så bliver det fandme svært. Du er ligesom en hæmoride, der bare ikke skrider ud af ens røvhul!" Ew Louis! Too much information! Men svaret gjorde mig alligevel glad.

"Promise?" jeg rakte min lille finger mod mig, og han tog den med sin, med himmelvendte øjne. Så grinte vi begge.

 

Pinky-promise mig i røven! Men hvad havde jeg også regnet med? Da han sammen med hans band - jeg nævner ikke navnet, når jeg kan blive fri - havde erobret hele verdens pigehjerter, havde han selvfølgelig ikke tid til mig. Chestie Steward, en helt almindelig pige fra England. Jeg kunne ikke engang prale med noget fantastisk gyldent hår eller en lækker krop. Jeg var bare mig. Så selvfølgelig skrottede han mig. På trods af at jeg var som en søster for ham. At jeg havde været der for ham, da X-factor blev for meget, og da havde problemer med Eleanor. 

Da livet blev tough for mig, dengang min mor og far begge var uheldbredeligt syge af leukæmi, havde han vendt mig ryggen, fordi jeg ikke følte for at stå frem som en person jeg ikke var. Bare fordi, jeg havde afsluttet et forhold til trommeslageren i bandet, (som han btw havde sat op. Forholdet altså), kunne jeg ikke længere hænge ud med dem. Jeg var ikke sej nok længere. Nu var jeg jo bare Chestie fra Doncaster, og ikke Chestie der datede Josh fra One Direction. 

 

I mens jeg tænkte disse triste tanker, stirrede jeg bare ud på regnen. Jeg så intet, det hele var et slør, lige som mit liv. Gråt, fuld af sorg og sløret. Faded. Mine venner og det der var tilbage af min familie, troede selvfølgelig det var på grund af mine forældres død. De sagde alle sammen, at det nok skulle gå over. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg havde hørt sætningen tiden læger alle sår. Og jo, selvfølgelig savnede jeg mine forældre. Helt vildt! Men eftersom de var døde, og dermed ikke kom tilbage, var der ikke meget at gøre ved det. Det der gjorde mest ondt, var at vide at han var et sted derude, i levende live, og ikke kom tilbage. 

"Chessmis!" en skinger pigestemme rev mig ud af mine tanker.

"Em!!" jeg rejste mig fra min seng, og løb i mod hende. 

Emmalou, aka. Em aka. min bedste veninde, kunne altid få mit humør lidt op.

"Jeg hørte ikke du bankede på. Hvor lang tid har du stået ude i regnen?" jeg fik med det samme dårlig samvittighed over mine tanker havde været så dybe, at jeg ikke havde hørt hende banke på. 

"Øhh, 2 sekunder cirka. Din moster så mig i vinduet, og lukkede mig ind" 

"Jeg vidste ikke at hun var hjemme." jeg rynkede mine bryn, og råbte hej til min moster. Hun svarede med sin kvidrende stemme. Hun mindede om min mor, lige på det punkt. Jeg smilede sørgmodigt ved tanken om min mor. 

"Hvad så? Hvordan har min springer det?" Em havde lagt mærke til mit triste blik. 

Btw. blev jeg kaldt springer af hende. Hun startede med at kalde mig for Chess, men jeg bad hende lade være, det mindede mig simpelthen for meget om L-ham. Så det blev til springer, fordi jeg var fuld af krudt, tidligere springrytter og det var en brik i spillet. Skak altså. 

"Tjo. Du ved, sådan nogenlunde" jeg sendte hende et ikke så overbevisende smil, og som min bedste veninde gennemskuede hun det selvfølgelig med det samme. 

"Nå, men jeg har noget der får dit humør op! Vi to. Koncert. Fredag aften klokken 21. Wembley stadion." det var tydeligvis ikke noget jeg kunne sige nej til. 

"Uhh. Hvem spiller?" jeg håbede på Take That eller Justin Bieber. Hendes svar ramte mig som en lussing.

"One Direction. De spiller en støttekoncert for kræftramte." 

Okay, nu er i nok forvirrede. Havde jeg ikke fortalt min bedste veninde om hvad der var sket mellem mig og Louis? Svaret er nej. Den eneste der vidste det, var min søster. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke havde sagt noget, men jeg følte bare at det var bedst hvis jeg ikke snakkede med nogen om det. 

Som i overhovedet ikke. Som i slet ikke, på nogen som helst tænkelig måde.

Jeg sank en klump.

"On-One Direction?" jeg tøvede da jeg sagde navnet, bange for at bryde sammen ved tanken om dem

"Jepsi! Jeg ved godt du ikke hører deres musik, men de er faktisk okay. Og så er det jo i en god sags tjeneste" lokkede hun. Hun kunne jo sjovt nok godt mærke, at jeg ikke var så meget for det.

"Ems jeg ved ikke helt. Min moster har fødselsdag på lørdag, og jeg har lovet og hjælpe og..." hun afbrød min undskyldning.

"Karen?" Em råbte på min moster 

"Ja?" lød min mosters stemme, der var på vej op ad trapperne.

"Ville det være okay, hvis jeg tog Chestie med til koncert i London på fredag?" Em havde sin voksen-forretnings stemme på. Høflig og ydmyg. Jeg himlede med øjnene. 

Så moster! This is your moment! Sig nu nej, bare for denne ene gangs skyld! Please!

"Det lyder da som en god idé!" dang it! Fuck noget lort. Jeg ville virkelig ikke! Hvad skulle gøre når jeg så ham? Jeg kunne ganske enkelt ikke. 

"Fedt! Så er det afgjort" Em smilede triumferende til mig inden hun spurgte "Glæder du dig ikke?"

Nej

"Jo"

Fuck. Mit. Liv.

FUCK MIT FUCKING LIV!!

Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg havde svoret at jeg aldrig ville bakke op om dem. Og da slet ikke, aldrig i livet, nogensinde se på Louis igen. Sådan. Jeg sagde hans navn. 

Back to my problem. Hvad skulle jeg stille op? Når Em først satte sig noget i hovedet, kunne det ikke ændres. Jeg var fanget. Om jeg så lå død i en kiste, ville hun slæbe mig med alligevel. Men så ville jeg i det mindste for at høre deres stemmer og se på Lo-ham

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...