Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22452Visninger
AA

7. What now?

Der var næsten gået en måned siden jeg var flyttet ind hos drengene. Jeg havde ikke sagt meget til dem, jeg havde faktisk bare forholdt mig iskoldt. Det var dog mest Louis dette var gået ud over, jeg kunne ikke få mig selv til at være så led over for de 3 andre. De havde faktisk kun hjulpet mig.

Desuden skulle Louis virkeligt føle sig fravalgt og tilsidesat, præcis ligesom jeg havde haft det. Som jeg faktisk stadig har det... 

At jeg hele tiden skulle køre den facade, med at jeg var ligeglad, tog hårdt på mig. Jeg kunne ikke være mig selv, heller ikke selvom det kun var Niall, Harry og Liam jeg snakkede med. Jeg ville ikke vise dem, hvor hårdt det her i virkeligheden var for mig. Når Louis var i samme rum som os andre, var jeg bare kold. Jeg værdigede ham ikke et blik, og var røv ligeglad med ham.

Det var i hvert fald hvad jeg ville have ham til at tro. 

Men i virkeligheden var jeg jo ikke ligeglad. Langt fra. Han betød stadig hele min verden, selvom han havde såret mig. 

Jeg elskede ham jo forhelvede stadig.

Det var svært at indrømme. Faktisk tæt på umuligt. Men det var også kun mig, der vidste det. Og fandeme nej, og jeg nogensinde ville sige det til nogen.

Never. Ever. 

Men det at jeg ikke kunne være mig selv, og ikke kunne komme ud med mine tanker, var voldsomt svært. Jeg havde normalt en 'græde dag' en gang om ugen, men eftersom jeg ikke havde haft sådan en i en måned, var jeg ret emotional.

Og det gjorde det jo ikke ligefrem bedre at jeg skulle glo på Louis hver eneste fucking dag. 

Men, i aften havde drengene deres første koncert på deres nye tour, hvilket betød at jeg havde hele aftenen til at få tømt mit hjerte, og græde mine øjne ud. 

Apropos det, skulle jeg lige ned for at få købt en bøtte Ben & Jerry's. 

De eneste drenge, der var rigtigt til at stole på.

Tre bank på min dør forstyrrede mine dybe tanker. Jeg så på mit ur, og blev forvirret. Klokken var 16, og jeg vidste at vi skulle spise klokken 17.30, så det tidelige tidspunkt overraskede mig.

"Kom ind.." min stemme var vidst ikke helt overbevisende. 

Niall stak sit hovede ind af døren. 

"Kan du ikke lige følge med nedenunder? Vi skal lige snakke med dig." Han så nervøs us, og prøvede at smile, men ærligt talt så lykkedes det ham ikke rigtigt. 

Jeg rynkede brynene mens jeg rejste mig, og fulgte med ham nedenunder.

Hvad nu? Hvad skete der? 

Jeg var helt lost, men ret nervøs samtidig. 

Det lignede ikke ligefrem Niall at blive nervøs. Og da slet ikke, at drengene ville snakke med mig. 

Altså, de snakkede jo med mig, men som i 'vi skal snakke med dig'. Det lød alt for seriøst til at have noget med One Direction at gøre.

Jeg trådte ind i stuen, og blev kun mere nervøs, da de alle sad og så på mig. 

Louis så nu mest igennem mig virkede det til, men jeg var ligeglad. Udadtil i hvert fald. 

Men det lignede at han var i chok. 

Fuck mig, hvad fanden sker der?

"Sæt dig lige ned, Chess." Harry's stemme var nervøs.

Endnu mere fuck. Hvad skete der lige?

Det lignede dem slet ikke at være på denne måde. Det var næsten som om de var bange for mig. 

Men jeg gjorde som han sagde, og satte mig ned. 

Liam rømmede sig, men så så på mig. 

"Chess, vi skal lige snakke..." han sank en klump, inden han fortsatte "Som du jo ved, starter vi vores ny tour i aften, og vi skal jo rejse jorden rundt i et halvt år. Men altså, vi tænkte derfor... Du ved..." han gik i stå.

Jeg hævede det ene øjenbryn, som tegn til at han skulle forsætte.

Han sukkede dybt, men besluttede sig så for at fortsætte inden han fortrød.

"Vi har besluttet at du skal med. Alt er clearet, og din moster og onkel er cool med det. Det var faktisk deres idé..."

WHAT THE FUCKING FUCK?! 

De 4 ord, lyste tydeligvist ud af mig, for han stoppede midt i sin sætning. 

Det var løgn. Det kunne simpelthen ikke være deres alvor. 

DET VAR KRÆDTEDEME LØGN!

"Vi ved godt det ikke lyder særligt fedt. Men vi er ikke så vilde med at skulle efterlade dig. Vi vil ikke miste dig igen." begyndte Niall tøvende.

Jeg fnøs hånligt og rullede med øjnene. 

"Det har ikke ligefrem været et problem førhen" mit isnende blik faldt på Louis. Han så ned i gulvet. 

"Chestie please vær lidt samarbejdsvillig her. Det er faktisk enormt hyggeligt. Og desuden, en mega fed oplevelse. Og hvis ikke for din egen, så gør det lige for os. Vi har jo ikke gjort det for at ødelægge dit liv. Vi vil bare gerne have dig som en del af teamet igen." Harry så bedende på mig. 

Fuck nej, om jeg havde tænkt mig at tage med. 

Aldrig nogensinde, om jeg så blev ramt af samtlige tropesygdomme og skulle spise 50 slanger, så ville jeg hellere det. 

"Helene skal også med. Hun savner dig, og hun glæder sig altså helt vildt til at du tager med, så hun ikke er alene. Du kan sikkert få bagtalt os en hel masse sammen med hende." det sidste mente han vidst som en joke. Jeg kunne bare ikke se nogen grund til at grine på nuværende tidspunkt. 

Han havde trukket de beskidte kort frem. Han vidste, at hvis han nævnte Helene over for mig, så var det deres sidste udvej. 

Men han vidste jo også godt, at hvis han nævnte hende, ville jeg være overbevist. 

Helene. Helene Hørlyck. Min anden mor. Hende der havde været der, da mine forældre døde. Og som havde været så pisse sur på Louis, da han skred. 

Aka. One Directions stemmecoach. 

Jeg havde ikke set hende i et halvt år, og jeg savnede hende så vanvittigt meget!

Desuden, så ville det jo nok ikke være så meget anderledes end det var nu. Udover at vi var i andre lande, og vi boede i en bus. Og at der var mange andre mennesker. 

Det sidste kunne jo kun være et plus. 

Jeg ville jo også savne dem sygt meget, når de tog afsted. De var jo stadig mine drenge, og det vidste de godt.

Jeg så opgivende på dem. 

Det gik op for dem at jeg havde overgivet mig. 

De sukkede lettet. Også Louis. Jeg så skeptisk på ham, og han smilede tøvende, men jeg skyndte mig at kigge væk. 

Jeg forstod ikke hvorfor de havde været så nervøse. 

Jeg synes måske ikke ligefrem, at det var verdens fedeste idé, men på trods af at de kun var en måned siden jeg havde fået dem tilbage, så stolede jeg 100% på dem igen, og de var mine bedste venner. 

Niall, Harry og Liam altså. 

Ikke Louis. 

Aldrig Louis. 

Jeg var også lidt forvirret over min egen reaktion. Men jeg tror nu mest, at det var det faktum, at jeg nu i yderlige 6 måneder, ikke kunne tømme mine tanker og græde ud. 

Og så selvfølgelig det med, at jeg nu skulle bo med Louis.

Jeg kunne lige klare det i en 500 kvadratmeters lejlighed, men i en bus? 

Impossible!

Men jeg måtte vel bare tænke kreativt.

***

"Org, Chestie? Lige en sidste ting..." 

Jesus Lord i den høje himmel, hvad nu Liam Payne?

Han var kommet ind på mit værelse i mens jeg stod og pakkede. Og eftersom vi skulle være væk i et halvt år, var det hele min gaderobe der skulle med. 

"Måske skulle i to lige få snakket sammen. Bare så bussen ikke eksplodere." jeg stivnede da ordene havde forladt has læber.

Jeg havde godt selv tænkt over det. Det var jo nok en ret god idé, men noget holdte mig tilbage. Hvad nu hvis jeg blev røvrendt igen? Jeg ville ikke kunne bære at miste Louis en gang til. Så hellere lade tingene være som de nu engang var.

Jeg vendte mig langsomt rundt og så ham i øjnene. 

"Liam, jeg.." prøvede jeg, men min stemme knækkede, og han afbrød.

"Chestie helt ærligt. Giv nu drengen en chance. Han var så knust over dig." Han hævede stemmen, da jeg skulle til at afbryde. "Jeg ved godt at det var ham, der skred, men hvis du vidste hvor mange nætter han bare lå og græd. Vi prøvede at snakke ham til fornuft, men han ville ikke lytte. Han lå bare og råbte og skreg om at nogen burde skyde ham, og at han ikke fortjente at leve længere. Han havde det SÅ skidt med det han havde gjort, jeg tror ikke du har nogen idé. Han tænkte uklart i et splitsekund, og det ødelagde ham i et halvt år efter. Han døjer stadig med det." Jeg havde fået tårer i øjnene af hans fortælling, men han fortsatte ufortrødent, som om han kun kunne få sig selv til at sige det her én gang.

"Da du så flyttede ind, blev han gladere. Han begyndte at opfører sig som han gjorde dengang du stadig var her. Og han vidste godt, at han ikke fortjente dig, men han ville ønske at i kunne snakke sammen. Han ved godt, at i højst sandsynligt ikke bliver venner igen, ikke lige foreløbigt i hvert fald. Han håber bare på, at du vil give ham en chance til."

Han så mig i øjnene, og hans blik blev straks fyldt af dårlig samvittighed. En enkelt tåre gled ned af min kind, og han trådte hen til mig, for at tørre den væk med sin hånd. 

"Men Liam, hvad nu hvis han..." min stemme knækkede over, og i stedet for ord, hulkede jeg bare resten. 

"Shh hon, selvfølgelig gør han ikke det. Og hvis han gør.." han fangede mit blik endnu engang "så slår vi ham ihjel, hvis ikke han selv når at gøre det først." Jeg kunne ikke lade være med at grine. 

Skønne Liam! Min Liam.

Så, før jeg fortrød, nikkede jeg. Han smilede og så lettet på mig, før han trak mig ind i et varmt knus. Da jeg stille og roligt begyndte at trække mig ud af krammet, gav han min hånd et klem, og så efter mig, da jeg gik ud af værelset. 

Jeg gik ned af gangen, og da jeg fik øje på døren ind til Louis' værelse, var jeg lige ved at vende om, og flygte ind på mit værelse. Men jeg tænkte på Liam, og havd han havde sagt, og jeg vidste at han ikke have løjet: Liam lyver aldrig. 

Så som i en trance, løftede jeg armen, og bankede på døren. 

"Kom iiiind" jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg hørte hans glade stemme. Jeg trak vejret dybt, talte til 3 og åbnede så døren. Han stod med ryggen til, og så derfor ikke at det var mig.

"What's up Nialler, skal du have dine..." han vendte sig om, og da han fik øje på at det var mig gik han i stå. Han glade smil, forsvandt, og han fik et usikkert udtryk i ansigtet. Det var jo slet ikke Louis. Han var alt for alvorlig, hvilket ikke lignede ham. Vi snakker seriøst om drengen, der grinte da han skulle skylde sin guldfisk ud i toilettet da han var 5 år. 

Jeg smilede ved tanken om alle vores minder, hvilket han forstod som et smil til ham. Han smilede tøvende igen. 

"Vil du stadig snakke?" min stemme var næsten ikke mere end en hvisken, og jeg var i tvivl om han havde hørt mig. Men da jeg så op, smilede han og nikkede.

_________________________________________________________________________________________________

SÅ er jeg tilbage! Fik lige pludselig en masse gode idéer, som jeg bare måtte ud med!

Jeg håber at historien forløber okay, jeg synes i hvertfald at den begynder at minde om den historie jeg ville have den til at være. 

Og så 1000 millioner mange gange tak for at i læser med!! Næsten 800 visninger, og 11 favoritter! I har inegn idé om hvor meget det betyder for mig!

Btw. har i så lagt mærke til at hvert kapitels navn, er en sang? Hahaha, lol.

Knus xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...