Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22460Visninger
AA

9. Treat you better

Da jeg vågnede den følgende morgen, havde jeg stadig den boblende følelse af lykke inden i. Det lod til at det hele faldt på plads inden i mig. Jeg havde ferie i et halvt år, som jeg skulle tilbringe med mine yndlingsdrenge, jeg skulle snart se Helene igen, og vigtigst af alt, så havde jeg fået Louis tilbage. Jeg stolede stadig ikke på ham, og der skulle meget til før jeg kom til det. Men havde vist at han ville prøve at vinde mig tilbage, og det betød mere end noget andet. Stadig smilende fandt jeg det eneste sæt tøj der var tilbage i mit skab (alt andet var pakket ned til touren), og gik ud i køkkenet. Der var stille i huset, så jeg gættede på at drengene stadig sov. De havde også brug for det, for de fik ikke så meget søvn det næste stykke tid. Min ryg smertede allerede ved tanken om at jeg skulle sove i en bus de næste 6 måneder. 

"Nå, du har fået noget tøj på hva'?" jeg hoppede ca 10 meter op i luften. Jeg havde stået i min egen verden og lavet morgenmad, så jeg havde ikke hørt at drengene var stået op. Harry's morgenhilsen gjorde mig dog så forlegen at jeg kom til at skubbe den tallerken med bacon, jeg lige havde stegt, på gulvet. 

Fuck. 

"I kommer ikke til at glemme det lige foreløbigt, huh?" jeg var knaldrød i hovedet, og sørgede for at holde mine øjne på den bacon jeg var i gang med at samle op fra gulvet. Jeg vidste at jeg ville dø af skam hvis jeg skulle se dem i øjnene. 

De grinede bare af mit svar. Jesus hvor er mit liv pinligt. Tilsidst kunne jeg dog ikke udskyde det længere. Jeg satte maden på bordet, og så op. De så alle sammen på mig. Jeg blev, om muligt, endnu mere rød i hovedet. 

"Chess slap nu af. Det er ikke fordi, vi aldrig har set en pige nøgen før." Louis slog mig blidt på skulderen. 

"Hvorfor kan i så ikke lade det være? Hvorfor skal i altid blive ved med at gnide salt i såret?" gav jeg igen, og sendte ham et flabet smil. 

"Fordi du er så pinligt berørt over det. Jeg mener, vi bor sammen nu. Det skulle jo ske før eller siden, så det skal du ikke være ked af." jeg rullede med øjnene af ham, men kunne ikke lade være med at fnise.

"Årh lad dog være Louis! Jeg synes bare ikke i behøvede se min krop. Jeg mener, i har set så mange flottere. Modelkroppe i ved. Så det må da komme som et chok for jer at se min." Min krop var ikke som sådan grim, men den var bare ikke i den liga de højst sandsynligt var vant til. 

Niall og Harry fnøs af min kommentar. Liam rystede på hovedet, og Louis så bare på mig som om jeg var sindsyg. 

"Hvad?" jeg skævede mellem dem. 

"Joker du eller hvad?" Niall sendte mig et blik der minnede om Louis'. 

"Joker med hvad?" jeg var ret forvirret. 

"Med det du lige sagde om din krop. Du har sgu da den lækreste krop i hele London, Chess." den tår juice jeg lige havde taget, fik jeg galt i halsen, så det røg ud over hele bordet. Jeg stirrede bare vantro på ham.

Mig? Lækreste krop i London? 

Ja, fed joke drenge. Haha. 

Da jeg stadig lød som om jeg var ved at dø pga. juicen, dunkede Liam mig blidt i ryggen. De tre andre sendte bare hindanden et blik der alt for tydeligt udtrykte undring. 

"Tak Niall, men det er altså ikke den 1. April..." hostede jeg, men blev hurtigt afbrudt. 

"Chestie, hvis du ikke selv kan se det, så få dig lige et par briller okay?" Harry så næsten irriteret ud. Jeg forstod dem ikke. Det var da meget smigrende, i sær når det kom fra dem. Men de skulle ikke snakke om min krop på den måde. Jeg mener, for det første er den yngste af dem kun 2 år ældre end mig, og for det andet var de jo mine bedste venner. Som mine brødre. Desuden troede jeg ikke på dem. Jeg havde aldrig modtaget et kompliment om min krop i hele mit liv. Og nu sad de her, og roste den til skyerne. 

Weird.

"Sorry så,"mumlede jeg og fortsatte med at spise. De grinede bare igen, men spiste så også videre. 

 

***

 

"Hvor meget tøj skal du lige have med?" Niall stirrede måbende på mine tasker. Okay, jeg indrømmer at det måske er lidt overdrevet at have 6 takser fyldt med tøj og sko med, men nu skulle vi jo også være væk i ret lang tid. Jeg ignorerede ham, og begyndte at smide mine tasker ind i bilen. 

"Øhh, hvor er resten af jeres tasker?" der lå bare 4 almindelige sportstasker, og ikke andet. 

"Vi har ikke mere med end det," nu var det min tur til at tabe underkæben. Hvordan skulle de klare sig i et halvt år med den bagage? De grinede bare af mit ansigtsudtryk. Hold nu kæft, det drenge kunne grine af alt. Jeg tvivler ikke på at de ville flække af grin, hvis 3. verdenskrig brød ud altså. 

"Jamen... I kan da ikke optræde i det samme tøj. Det er da for klamt!" jeg havde hørt historier om hvor meget de svedte når de stod på scenen. Om muligt grinede de bare endnu mere. Jeg rullede med øjnene igen.

"Chess, det er jo ikke vores eget tøj vi optræder i. Det er noget stylisterne har valgt for os, og det skifter lidt fra koncert til koncert." fik Louis lige ud mellem sine grin. 

Okay, det havde jeg så ikke lige tænkt over... Ups. 

Jeg stod bare og åbnede og lukkede munden et par gange, uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Tilsidst rystede jeg dog bare på hovedet og satte mig ind i bilen. Drengene fulgte grinende efter. Vi skulle to stop inden lufthavnen. Først skulle vi lige forbi Em og sige hej, og så skulle jeg forbi mine forældres gravsted. Jeg plejede at være der en gang dagligt, fordi det var det bedste sted at være, hvis ens tanker skulle renses. Og eftersom jeg ikke kunne komme derhen de næste mange måneder, ville jeg forbi en sidste gang inden. 

 

***

 

"Hun var da meget rolig," sagde Niall da vi igen var kommet ud i bilen, efter at have sagt hej til Em. Jeg havde faktisk også været overrasket. Jeg mener, hun var altså ret stor fan, ikke sådan stalker-agtigt, men hun elskede deres musik. Men jeg kunne godt se at hun inderst inde fangirlede helt vildt. Men hun havde holdt det inden i, og havde snakket normalt med drengene og jeg.

Det havde været fantastisk at se hende. Det havde varet alt for lang tid, og når nu jeg ikke så hende før til April igen, var det jo obligatorisk at hun skulle møde dem, der tog mig fra hende i så lang tid. 

"Hvor lang tid er der til at vi skal flyve?" spurgte jeg. Vi startede i Canada, så U.S.A, Mexico, Sydamerika, Australien, Asien, og så Europa. Jeg havde fundet ud af at det eneste sted vi skulle bo i en bus var i Europa, men eftersom det var 3 af månederne var det også slemt nok. 

"Øhh altså det letter klokken 16.30, så hvad end klokken er nu." svarede Liam. Jeg så på mit ur. Der var 3 timer til. Det vil sige en halv time på kirkegården, og så resten af køreturen ud til lufthavnen. 

Bilen holdt knapt stille foran den velkendte kirke, før jeg sprang ud. Jeg ville have så lang tid som muligt deroppe, alene. Drengene forstod åbenbart godt hentydningen, og lod være med at følge efter. Mine ben gik den vante rute, indtil jeg stod foran den velkendte gravsten. Jeg satte mig imellem det sted, hvor deres kister ikke var. Jeg stirrede på navnene, der stod på stenene. Mine øjne gled hen over datoerne. 

'Det var for tidligt de blev taget fra os' havde alle sagt til mig. Det var det også. De blev kun 46 år gamle, og var så fuld af liv. Så mange projekter, så mange rejser, og så mange planer der aldrig blev til noget. Minderne skyldede ind over mig, og så kunne jeg ikke holde det inde længere. Tårerne væltede ud af øjnene på mig. De tårer jeg havde holdt inde den sidste måned, og de tårer jeg ikke kunne komme ud med det næste lange stykke tid. 

"U-u-unskyld jeg ikke kunne redde jer. Jeg savner jer så me-me-meget. Cille er bare S-SÅ tapper. Hun pr-prøver virkelig at komme videre, li-ligesom alle har fortalt os. Me-men vi sa-savner jer så meget. Je-jeg kan ikke få mig selv til at..." jeg kunne ikke færdiggøre min sætning. Jeg græd som pisket, og jeg var i tvivl om jeg nogensinde kunne stoppe. Jeg tog en dyb indånding, for at fortælle dem om Louis. 

"Jeg har tilgivet Louis. Han har sagt undskyld, og jeg har givet ham en chance mere. Jeg ved godt, at jeg svor aldrig at gøre det. Men han heler det hul jeg har i hjertet." jeg hulkede en enkelt gang, men fortsatte "Jeg skal med dem på verdenstourné nu. Det er derfor jeg ikke kommer forbi det næste halve år. Men i kan virkelig godt være stolte af ham! Han har virkeligt nået sine drømme, og lever dem fuldt ud. Jeg ville ønske i kunne se ham." tårerne afbrød igen min talestrøm. Louis havde været som en søn for dem, og de havde været lige så stolte, som hans egne forældre da han gik videre i X-factor, med resten af drengene, så de fortjente at vide det. 

Jeg havde ingen fornemmelse af tiden, jeg sad bare og græd hos mine forældre. Mine øjne var sikkert mega røde og hævede, men jeg var ligeglad. Fuck om der var paparazzier og fans i lufthavnen, jeg ville have lov til at være mig selv i dag. Jeg hørte skridt i gruset bag mig, og så hen mod lyden. Louis kom forsigtigt gående hen mod mig. 

"Chess vi skal til at afsted," sagde han forsigtigt. Jeg skyndte mig at nikke, og rejste mig. Så bøjede mig ned og kyssede gravstenen, ligesom jeg altid gjorde før jeg gik. Så vendte jeg mig mod Louis, og tørrede mine øjne. Jeg ville ikke græde mere nu. Nu skulle jeg være glad, og klar på den fedeste oplevelse i mit liv. Vi gik i tavshed ud af kirkegården. Ikke en ubehagelig en, bare i hver vores tanker. Louis tog min hånd, og gav den et klem. Jeg så ind i hans blide, blå øjne, der - for en gangs skyld - ikke havde et spor af humor i sig. Bare varme. 

Da vi nåede bilen, hoppede jeg ind igen og Louis forsvandt om til bagagerummet. Drengene smilede bare varmt, men også lidt nervøst til mig. 

"Er du okay?" spurgte Liam bekymret. Jeg nikkede, og sendte dem en smil. Jeg var okay. Bare lidt følelsesladdet, men det var jeg altid efter at have været på kirkegården. Desuden skulle de ikke bekymre sig om mig. Louis satte sig ind på sædet ved siden af mit, og lukkede døren før han rakte mig et brilleetui. Jeg rynkede brynene, men tog imod dem. Jeg åbnede det, og så der lå et par solbriller i. Endnu mere undren. 

"Tak, men hvad skal jeg bruge dem til? Solen skinner jo ikke," min stemme lød overraskende stærk, i forhold til jeg lige havde grædt uafbrudt i en halv time. 

"Det er bare til at skjule dine hævede øjne. Der er nok ret mange paparazzier derude og fans. Det er selvfølgelig dit valg, men jeg tænkte at det kunne være rart." en varm følelse spredte sig nede i min mave. Jeg slog armene om ham, og begravede mit hoved i hans skulder.

"Tak Lou!" det var virkeligt sødt af ham! Jeg begyndte stille og roligt at kunne genkende, den Louis der havde været min bedste ven i så mange år, inde i ham. Jeg slap ham igen, og kiggede så rundt på de andre drenge. 

"Lad os høre noget musik!" foreslog Niall, og satte sin mobil til radioen. Han valgte en sang, og den fyldte hele bilen. Jeg kiggede lidt undrende på drengene, der begyndte at synge med. De havde sat 'History' på. Altså deres egen sang. Jeg havde troet at de sange efterhånden hang dem så langt ud af halsen at de gled i dem, men jeg tog åbenbart fejl. Da de nåede omkvædet, fik Louis en solo.

 

"You and me got a whole lot of history.

We could be the greatest team,

that the world has ever seen.

You and me got a whole lot of history.

So don't let it go,

we can make some more,

we can live forever."

 

Han så udelukkende på mig, imens han sang det. Jeg kunne igen mærke tårerne presse sig på, men jeg havde lovet mig selv ikke at græde mere. Så i stedet sendte jeg ham bare et svagt smil. 

"Det ryger lige på Twitter det der!" udbrød Harry. Jeg skyndte mig at se over på ham. 

"Ej Haz, det filmede du ikke vel?" spurgte Louis lidt irriteret. 

"Chillax bro, jeg tog bare et billede. Jeg tagger dig lige Chess." og få sekunder efter kunne jeg hører det lille fløjt, der kom fra min mobil. 

@Harry_Styles: "Guess who's back? Wuhu, and she's going with us on the #mitam tour! @Chestiesteward #chessisback #everyoneshappy #especiallylou #wehavemissedyouchess #greatyourbackintheteam"

Efterfulgt af billedet af mig og Louis, der ser hinanden i øjnene. 

"Sød tekst alligevel." grinede Louis. 

"Fuck i er goals på det billede!" brød Niall ind. Vi så bare alle sammen mærkeligt på ham. 

"Årh hold dog op!" begyndte han "I ville være det perfekte match!" Harry og Liam brød ud i grin, mens mig og Louis bare stirrede endnu mere på ham. 

WTF Niall Horan?

Louis rystede på hovedet af ham. Jeg blev bare ved med at se mærkeligt på ham. Han sendte mig et skævt smil, før han begyndte at syne med på sangen, der nu spillede.

Sært alligevel. Louis og mig var jo bror og søster. Var. Måske blev vi det igen, men jeg havde aldrig set ham som noget andet. Men nu hvor Niall havde sagt det, kunne jeg ikke skubbe tanken væk igen. Jeg prøvede dog at lægge den bagerst i mit hovede, og fokuserede nu på drengenes snak. 

"De kommer og ser os i L.A, Paris, og så når vi holder slut-koncerten i London," sagde Liam. 

"Hvem kommer?" spurgte jeg nysgærrigt. 

"Vores familier," forklarede Harry. 

"Og Cheryl," indskød Liam. 

"Hyggeligt! Så vil jeg glæde mig til at se dem igen. Og møde Cheryl selvfølgelig!" Liam sendte mig et stort smil.

"Hun glæder sig virkeligt meget til at møde dig!" jeg blev helt målløs. Tænk at Cheryl glædede sig til at møde mig?!

"Min telefon vibrerede, og jeg så ned på skærmen. Helene havde sendt mig en snap, og jeg skyndte mig at åbne appen for at se den. Jeg kunne virkelig ikke vente med at skulle se hende igen! Jeg havde savnet hende så meget!

Da jeg så det var en video, tyssede jeg på drengene, og åbnede den. 

Fuck.

"Holy fucking shit!" udbrød Louis, der havde set med over min skulder. Jeg kunne ikke være mere enig i hans valg af ord. Hun havde taget en video af hvordan det så ud foran Heathrow Lufthavn. Jeg ville i hvert fald gætte på at det var der hun var, men man kunne faktisk ikke se det. Der var sort af skringene piger. Som i sort. Aldrig havde jeg set så mange mennesker, samlet på ét sted. Det var fuldstændigt vanvittigt. Hun havde skrevet "Be prepared guys" på videoen. Ja tak skæbne, vi skulle være forberedte! På at blive mast ihjel! 

"Hvad sker der?" spurgte Harry en smule bekymret. Jeg genafspillede videoen, og rakte telefonen, så ham, Liam og Niall kunne se den. 

Liam fløjtede langtrukkent og lavt. Niall grinte bare, og Harry gik i indvendigt koma så det ud til. 

"Hvad skal der ske altså?" sagde Niall stadig grinene. 

"Det der er jo vanvittigt! Jeg kan ikke forestille mig hvor slemt det er indenfor..." Liam rystede på hovedet. 

Jeg tog et billede af Harry, der stadig så pænt død ud i hovedet, og sendte det tilbage til Helene med teksten "Harry's preparing mentally". Og derefter en selfie af Louis og jeg, der begge så lidt skræmte ud.

"Chess sørg lige for at holde en af os i hånden. Ellers forveksler vagterne dig bare med en fan, og det gider vi ikke lige" advarede Niall mig. Jeg grinede bare af ham. 

"Okay, det skal jeg nok Hr. børnehaveleder." grinede jeg, og indskød "Men på den anden side, at være sammen med jer, er stort set det samme som at være i en børnehave." før jeg havde tænkt mig om. 4 par fornærmede øjne blev rettet mod mig. Harry var åbenbart vågnet fra sin koma. 

"Oh no you didn't!" udbrød Louis. Jeg sendte ham et uskyldigt smil. 

"På hende!" råbte Liam, og før jeg vidste af det havde de spændt deres seler op, og begyndte at kilde mig.

"Stop!" skreg jeg. Jeg HADEDE at blive kildet. Jeg vred og vendte mig i mit sæde, sparkede med ben og arme, men ligemeget hjalp det. 

"Sig undskyld!" råbte Harry ind i mit øre. 

"Undskyld. Undskyld!" skreg jeg. 

"Du mener det jo ikke!" grinede Niall

"Undskyld drenge! Jeg mener det!" jeg var snart ved at dø af luftmangel. Men de stoppede ikke. Jeg sparkede endnu engang ud med benene, og ramt denne gang noget. Mine skrig blev overdøvet af et, der lød som en pige på 5 år. Drengene stoppede øjeblikkeligt, og vi vendte os allesammen og så hen på Harry, der lå på gulvet i smerte. Hans hænder var foldet rundt om hans...

Åh fuck! 

Jeg havde lige, med alle mine kræfter, sparket Harry Styles lige i skridtet! De tre andre brød sammen af grin, mens Harry lå, og kom med små klynk.

"Undskyld Harry! Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld! Det var virkeligt ikke med vilje! Undskyld!" råbte jeg forfærdet, mens panikken spredte mig i min stemme. 

"Det går..." han blev afbrudt i sin sætning, af endnu højere grin for drengene. Jeg forstod dem nu godt. Den var lige så skinger, som det skrig han havde udstødt var. Jeg ignorerede dem, og så ham i stedet i øjnene, hvor små tårer var begyndt at samle sig i øjenkrogen.

"Fuck man! Undskyld!" udbrød jeg igen, og kastede mig ned for at kramme ham. Han klappede mig blidt på ryggen og rømmede sig.

"Det går nok Chess. Og please lad så være med at sige undskyld! Det driver mig til vanvid, jeg ved jo godt det ikke var med vilje" hans stemme var stadig ikke helt normal, men bedre. 

"Undskyld..." fløj det ud af munden på mig, hvilket fik Harry til at grine sammen med de andre drenge. 

Argh fml, hvorfor var jeg så pinlig? 

Bilen stoppede langsomt op, og jeg kunne gætte mig til at vi var fremme. Louis og Niall, der lå i latterkramper nede på gulvet fik, med besvær, rejst sig. Liam hjalp Harry op og stå, og prøvede at stoppe med at grine. 

"Ihh sikke nogle gode venner i er?" mumlede Harry.

"Årh lad dog være Haz!" udbrød Louis, hoppede op på skuldrene af ham, og kyssede ham på kinden. I det samme gik døren ind til os op, og vi blev mødt af det, der lød som et bombeangreb, borset fra at disse skrig var glade. 

"Omg Larry er sandt!" skreg nogle af de piger, der stod tættest på bilen. Drengene rystede bare grinene på hovedet af dem, og begyndte at hoppe ud af bilen. Louis tog min hånd, og slæbte mig med ud. 

Okay, det her var sygt! Flere tusinde piger stod på parkeringspladsen foran Heathrow Lufthavn, og skreg. Nogle skreg drengenes navne, andre skreg bare for at skrige. Jeg strammede mit greb om Louis' hånd, og gik tæt bag ham. Han vendte sig om, og smilede varmt til mig. 

"Hvad med taskerne?" udbrød jeg. Det var umuligt at få kæmpet sig tilbage til bilen nu, eftersom vi allerede var igennem 1/3 del af menneskemængden. Jeg nåede dog aldrig at få et svar, for i det samme hørte jeg mit navn blive skreget til højre for mig. Jeg kiggede derhen.

"Oh my god! Det er Chestie! Chestie Steward!" 

Okay, det skulle jeg altså lige vænne mig til igen. At folk kendte mit navn, og at de jublede når de så mig. Jeg smilede stort til pigerne, der havde sagt det, og vinkede med min frie hånd. De stod med deres mobiler, og var tydeligvis lige ved at dø over at have et billede af mig, der vinkede til dem. Jeg kunne ikke takke Louis nok for de solbriller! Mine øjne var stadig varme og hævede, og eftersom de billeder der blev taget, ville være overalt på nettet om få minutter, gjorde det mig ikke noget, at de var skjult bag det mørke glas. 

Jo tættere vi kom på lufthavnen, jo flere mennesker var der. Der blev skubbet, mast og trykket fra alle sider. Lige inden vi nåede dørene ind til ankomsthallen, fik jeg et hårdt skub i ryggen. Jeg faldt forover, lige ind i Louis, der heldigvis forhindrede mig i at falde. Han kiggede over skulderen, og jeg smilede undskyldende til ham. 

"Smatso, det havde du fortjent!" blev der råbt bag mig. Jeg vendte mig, og så en pige, der stod og kiggede ondt på mig. Tårerne pressede sig igen på, men jeg havde lovet mig selv ikke at græde mere. Men hvorfor skulle hun sige det til mig? Jeg forstod det virkelig ikke. Hvorfor kunne alle fans ikke bare være ligesom de piger,der havde skreget mit navn? Louis havde vidst også hørt det, for han gav mit hånd et klem, og trak mig med igennem de enorme dobbeltdøre, ind i ankomsthallen. 

Okay, hvis jeg havde troet det havde været slemt udenfor, havde jeg taget grueligt fejl! Der var mennesker overalt. Som i overalt! Nogle stod endda oven på skrankerne, hvor man checker bagage ind. Heldigvis havde de der lufthavnsmennesker sat linere op, så vi ikke skulle kæmpe os igennem de mange mennesker. Vi blev dog jævnligt stoppet af hænder der fløj ind foran os eller hvis drengene stoppede op for at få taget et billede, eller give en autograf. Louis slap dog ikke min hånd, hvilket gav mig en varm følelse i kroppen. Det Niall havde sagt om os i bilen, dukkede igen op i mit hovede. Men jeg var jo ikke ved at blive forelsket i Louis! Slet ikke! Jeg stolede ikke engang på ham. Han havde vist en masse tillid, bla. ved ikke at slippe min hånd herinde, eller som at give mig hans solbriller. Det var en start, men det var ikke nok. Langt fra! Og desuden var han jo som min bror. Det var bare en dum kommentar Niall var kommet med, og jeg burde lægge det bag mig, glemme den. Men af en eller anden grund, ville den ikke slippe mine tanker. 

Han slap dog min hånd, men der var vi også (langt om længe) kommet ind i et rum, med privat check-in, så vi ikke skulle gøre det ude ved alle fansene. Mit spørgsmål om vores tasker fra tidligere, blev besvaret, da jeg så at de allerede stod herinde. Paul og de andre vagter havde nok taget dem. Jeg så rundt i rummet, men opfattede ikke ret meget, før nogle lyse lokker et en velkendt duft blændede mig. 

"Helene!" skreg jeg og slog armene om hende. Hun krammede mig bare hårdere som svar. Åh gud, hvor havde jeg dog savnet hende! Og nu hvor jeg endelig så hende igen, gik det op for mig hvor højt jeg elskede hende. Men hun var også min ekstra mor, og hun var den kvinde jeg elskede højest på hele jorden. Jeg elskede også min moster uendeligt, men Helene og jeg havde bare altid haft noget specielt. Og eftersom hun ikke selv havde børn, havde hun valgt at "adoptere" mig som hendes datter. Hun trak sig ud af knuset, men kun for at kigge mig dybt i øjnene. Jeg gav hende det største smil jeg kunne, og hun kyssede mig blidt i panden. Så vendte hun sig om, og gav Louis et kram.

"Det lader til at i to har fundet ud af det hva'?" spurgte hun da hun havde sluppet Louis. Hun kiggede smilende fra ham til mig, og jeg nikkede ivrigt. 

"Det er jeg glad for!" smilede hun endnu større. 

"Det er jeg også!" sagde mig og Louis i kor, så de andre grinede, inklusiv Louis. Jeg rødmede bare. Typisk mig. 

"Chess, check lige dine hundrede tasker ind så vi kan komme videre. Jeg er ved at dø af sult!" udbrød Niall utålmodigt. Vi grinede bare. 

What a surprice, Niall Horan var sulten. 

Da jeg havde fået alle taskerne sendt afsted og vist mit pas, gik vi i nogenlunde samlet flok ned til security. Helene og jeg gik og snakkede om alt det vi havde oplevet i den tid vi ikke havde været sammen, hvilket var ret meget. Så meget, at jeg først da jeg skulle lægge min taske op på båndet, for at den kunne blive scannet, opdagede at vi var i den security-check-ting, der tilhørte businessclass. Af gode grunde, kunne fansene jo ikke komme med op til security, men der var nok alligevel nogle der havde været sindsyge nok, til at købe en billet for at kunne følge efter dem. Så det var nok i virkeligheden en meget god idé, at vi var et lidt mere privat sted.

 

***

 

"Skal vi ikke bare mødes ved gaten om en time så?" spurgte Helene. Vi havde gang i en større diskution, om hvor vi skulle spise. Niall og Harry ville på Maccen, Helene, Paul og de andre "voksne" ville gerne noget mere sundt, og Louis, Liam og jeg var ligeglade, men vi gad hverken Maccen eller den Raw-food resturent Helene og co. havde udset sig. 

"Jo," besluttede jeg på vegne af os alle, da jeg kunne se at Niall var ret tæt på et sammenbrud af mad-mangel. Nu var sidst han spiste jo også hjemme hos Em, og det var jo 2 timer siden, så i Horan-optikken var det alt for lang tid uden mad. 

"Det er gate C45, Chestie, er du ikke lige hende, der sørger for at alle drengene kommer derud?" spurgte Paul. Jeg nikkede som svar, men Harry var tydeligvis blevet fornærmet.

"Vi kan altså godt selv finde rundt P." sagde han. 

"Det ved jeg, men hvis jeg kender jer fire ret, så ender i med at stå ude i gaten 10 minutter efter flyet lettede, fordi i liiiige skulle noget vigtigt" svarede han med et drillende smil. Gud hvor var deres reaktion priceless! De lignede små drenge, der var blevet snydt for den sidste Manchester-United trøje eller sådan noget. Men det var jo ikke løgn.

"Godt, Haz og Niall, så ringer i når i er færdige med at spise, så og så kommer vi hen til jer okay?" spurgte jeg. Harry var stadig småfornærmet, men Niall nikkede bare utålmodigt, og trak afsted med Harry i retningen af Mc Donalds skiltet. 

"Vi ses derude så!" bekræftede Helene, og så begav de sig i den anden retning. 

"Jeg tænker italiensk, hvad tænker i?" spurgte Louis mig. Liam var stadig ligeglad, og da jeg nikkede bekræftende, gik vi hen i mod den resturent, vi havde gået forbi tidligere. Jeg var overrasket over, at drengene endnu ikke var blevet stoppet af piger der ville have billeder. Men det gjorde mig nu ikke noget. Lige nu havde jeg bare brug for lidt ro omkring mig. Vores tjener, så dog ud som om hun var ved at besvime, da hun tog i mod vores bestillinger. Hendes hænder rystede fuldstændigt sindsygt og hendes stemme var mere skinger end den burde. Hun var også nødt til at lave en ekstra cola til Louis, fordi hun kom til at vælte den første, da hun satte den foran ham. Stakkels pige altså! Da hun kom tilbage igen, var hun tomatrød i hovedet og hun så ikke nogen af os i øjnene. Tilsidst fangede jeg dog hendes blik, og sendte hende et varmt smil. Hun så ud til at slappe lidt mere af, og hun smilede da også igen. Liam var ikke rigtig sulten, så han havde bare bestilt en let forret. Louis og jeg delte en pizza, eftersom vores apetit heller ikke var det store. Men det var himmel-lækkert. Specielt i forhold til at vi var i verdens travleste lufthavn. 

"Hvordan har Cille det?" spurgte Louis da jeg var i færd med at fortærer mit 3. stykke pizza. Cille, eller Cecilie som nu var hendes rigtigte navn, var min lillesøster. 

"Godt under omstændighederne." begyndte jeg, men fik en klump i halsen, da jeg kom i tanke om det jeg havde fortalt mine forældre. Men jeg havde lovet mig selv ikke at græde. "Hun er simpelthen så sej! Hun har virkeligt kæmpet tappert. Men hun er selvfølgelig stadig ked af det, ligesom mig. Men det var hårdest for hende, eftersom hun ikke havde forstået alvoren i deres sygdom." Louis nikkede forstående. Han vidste godt hvad jeg mente, eftersom han havde fået forklaringen før. Men at han stadig kunne huske det efter alle de år, gjorde mig glad.

"Du kan jo invitere hende ind og se os i London?" foreslog Liam. 

"Er biletterne ikke udsolgt?" spurgte jeg dumt. De grinede bare. 

"Hun kan da bare komme med om backstage, og så får vi klemt hende og Gems ind foran." Gems, altså Gemma, elskede Cille. De havde mødtes en enkelt gang til Louis' 19-års, og Cille havde forgudet Gemma. 

"Årh Liam, det ville hun elske! Tusinde tak!" sagde jeg. Jeg skulle lige huske at ringe og fortælle min moster det, så hun kunne arrangere det. 

"Hvilken dato er det?" spurgte jeg. 

"Altså det er den sidste koncert på touren, så det må vel være den 17. april." svarede Liam, og spiste videre. Min mave slog en kolbøtte ved den dato. 

"Var... Var det ikke den dag..?" spurgte Louis stille, og kiggede hen på mig med et sørgmodigt blik i sine øjne.Jeg nikkede hurtigt som svar. Det var den dag mine forældre døde. Den 17. april 2012. Det ville være 3 år siden til den koncert. Og Louis scorede lige endnu flere point der. Tænk at han kunne huske det. Det gav mig en følelse af, at han virkelig prøvede at vinde mig tilbage, og det gav mig den der varme, sitrende følelse indeni.

"Hvis det er en dum idé med den dag, så kan vi altså bare..." begyndte Liam, men jeg rystede bare på hovedet. Han havde åbenbart godt forstået hvad der var med den dag, selvom det ikke var blevet nævnt direkte. 

"Jeg tror det er en god måde at aflede hendes tanker på. Så oplever hun det som en god dag, i stedet for en sørgelig dag." forklarede jeg ham. Han gav mig ret. Vi blev afbrudt af min telefon, der ringede. Det var Niall. 

"Det' Chestie" sagde jeg monotomt da jeg havde taget den. 

"Det er jeg godt klar over du" fnes Niall i den anden ende. Jeg rullede bare med øjnene af ham. 

"Vi er færdige med at spise nu. Kommer i hen til os?" spurgte han. 

"Jepsen, vi er der om 10!" svarede jeg, mens jeg gav tegn til Liam om at han skulle bede om regningen. 

"Super! Bare gå efter den store bunke piger der skriger, vi er nogenlunde i midten af dén" jokede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Så lagde han på, og jeg lagde min telefon ned i min taske. Liam var allerede igang med at betale, så jeg rejste mig og tog min jakke, der hang over stoleryggen. 

Da vi var på vej ud af restauranten blev vi stoppet af nogle piger, der gene ville have et billede med drengene. 

"Hvad siger bossen? Er der tid til det i din skarpe tidsplan?" spurgte Louis drillende. Jeg rullede bare med øjnene af ham, og rakte min hånd frem, som tegn på at jeg nok skulle tage billedet. Pigen så lidt forvirret ud. 

"Vi vil gerne have dig med" sagde hun lidt nervøst. Jeg blev overrasket, men glad. Tænk at nogen ville have mig med på et billede med deres største idoler. Pigens mor tog i stedet billedet, og pigerne takkede mange gange. 

"Altid!" sagde drengene da de gav dem et knus. Jeg gav dem også en krammer, og de så virkeligt glade ud. Jeg kunne slet ikke stoppe det smil, der bredte sig på mine læber. 

"Stort øjeblik i livet, huh?" sagde Louis, og lagde armen om min skulder, og gav den et klem. 

"Dét havde jeg så ikke lige forventet at der nogensinde ville komme til at ske" indrømmede jeg. 

Niall havde haft ret. Ham og Harry stod omringet af omkring ti piger, som tydeligvis allerede havde fået billeder, for nu stod de bare og snakkede med dem. Harry fik øje på os, og puffede Niall i siden. Han så op, smilede, og så så på pigerne igen. 

"Mine damer, det har været en fornøjelse, men nu er vores strenge chef kommet, så vi skal ud til vores fly. Men fedt i kommer til koncerten i London, vi holder øje med jer!" sagde han, inden ham og Harry gav pigerne et sidste kram. Så gik de hen til os. 

"Er det mig der er den strenge chef?" spurgte jeg en smule fornærmet. 

"Ja!" sagde ham og Harry bare glad. Jeg himlede med øjnene. 

"Det er en god ting Chess! Du er hende der holder styr på os, og vi kan ikke undvære dig.Aldrig nogen sinde igen!" lovede Harry mig. 

"Jamen... Så tak tror jeg" grinede jeg. Men det varmede det han sagde. De havde brug for mig. Og jeg var en del af deres team igen. 

Vi begyndte at gå men mod det sted jeg vidste gaten var. Jeg havde været her hundrede gange før, så jeg gik bare uden at kigge på skiltene. 

"Ej hallo, vi skal altså lige have noget slik til flyveren!" sagde Harry, da vi gik forbi Tax-free. Jeg så på mit ur. 10 minutter til vi skulle mødesmed de andre, og vi skulle stadig gå lidt. 

"Kan du ikke købe noget ombord?" prøvede jeg.

"Nix" Harry og Niall var allerede gået på rov inde i butikken. Jeg rullede med øjnene, men Louis og Liam var gået efter dem, så jeg endte med at gå derind. 

"Skal du have noget Chess?" jeg nikkede til Liams spørgsmål, og fandt hurtigt noget tyggegummi og noget chokolade og lagde det op på båndet. 

"Kom nu Niall, vi har travlt!" skyndte jeg. Han stod og kiggede forvirret mellem to poser slik, og overvejde tydeligvis hvad for en han skulle tage. 

"Så tag dog begge to så vi kan komme videre!" udbrød Louis utålmodigt. Niall smilede tilfreds og fik lagt det op på båndet. Og så skyndte vi os ellers bare hen mod gaten. Det vil sige Liam og jeg skyndte os, de tre andre var stoppet ved Starbucks. 

'"Hvad nu?" Liam lød lige så irriteret som jeg følte mig

"Ingen flyvetur uden Starbucks!" svarede Louis, som om det var logisk. 

"Drenge vi boarder om 10 minutter, og vi skal være i gaten om 2!" forklarede jeg. 

"Så ring til Paul og sig at de skal vente på os" viftede Niall mig af. 

For fucks sake altså! Jeg skyndte mig at skrive til Helene, at drengene insisterede på Starbucks, og at vi derfor blev lidt forsinkede, men at jeg havde styr på det. Det følte jeg bare slet ikke jeg havde. 

"Hvad skal i have?" råbte Harry gennem lokalet. 

"Bare en almindelig latte" råbte Liam tilbage. Jeg nikkede for at bestille det samme. Da de stod og ventede på at få kaffen udleveret, smilede de uskyldigt til os. Jeg rullede med øjnene. 

"Godt så, afsti afsted, og det skal være i et vist tempo!" skyndte jeg igen. Vi nærmest løb ud til gaten. Da vi nåede den rigtige, stod en småirriteret Helene og ventede på os.

Da vi nåede hende, vendte hun sig for at gå hen og checke os ind. til min store forfærdelse, var vi de sidste. Men selvfølgelig havde de ventet på os, eftersom det var selveste One Direction der var forsinket. 

"Sorry Hel, jeg gjorde hvad jeg kunne." mumlede jeg, da vi var på vej ud i flyveren. 

"Tro mig, jeg ved hvordan det er. Jeg ved ikke hvad de havde gjort uden dig." smilede hun. Da vi kom ind i flyveren smilede jeg til stewardesserne, og begyndte at gå til højre, men en arm greb fat i min. Jeg vente mig om og så lige ind i Louis' blå øjne.

"Øh Chess, vi sidder den vej" sagde han og nikkede bagud, hvor jeg kunne se at Harry og Niall var ved at dø af grin, i mens Helene satte sig ind ved siden af Paul. 

Fuck. 

Hvor pinlig var det lige tilladt at være inden for 24 timer? Ret pinlig åbenbart. Nøgen foran One Direction, Sparke Harry i skridtet, falde ind i Louis, forsinke et fly og oven i købet gå ned mod den forkerte del af flyet, så ALLE stirrede på mig. 

Jeg nikkede bare tamt, og fulgte efter Louis. 

"Hvad så boss, har du styr på det?" lød det halvkvalt fra Harry. Niall grinede bare endnu mere, og selv Liam og Louis kunne ikke holde et grin inde. Jeg sendte ham et dræberblik, inden jeg satte mig ned på min plads. Vi sad to og to i de kæmpe store sæder, og jeg skulle sidde ved siden af Louis. Bag os sad Harry og Niall, ved siden af Paul og Helene, bag ved dem sad Liam og Lou (altså deres stylist). Jeg satte musik i det ene øre, og rakte Louis den anden dut. Så satte jeg min playliste på, uden at tænke over hvilken sang der var den første. Det gik dog op for mig, da Louis havde hævet sit ene øjenbryn og så spørgende på mig med et lille grin. 

"Er det stadig din yndlingssang?" spurgte han. Jeg nikkede. Deres, altså One Directions, sang 'Moments' havde været min yndlingssang lige siden den kom ud. Ikke fordi det var deres sang, men fordi jeg synes den var så god. Endnu engang huskede han noget, jeg havde forventet han havde glemt. 

Jeg lukkede mine øjne med et lille smil. 

"Træt?" spurgte han. 

"Mmhh, meget!" svarede jeg. Og før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn. 

 

________________________________________________________________________________________________

Så blev jeg (endelig!!) færdig med endnu et kapitel. Jeg ved godt der ikke sker så forfærdeligt meget i det, men det skulle altså med. Fordi det er så langt (6200 ord), så har jeg ikke lige magtet at rette det igennem, så jeg beklager hvis der er nogle fejl.

Jeg tager hjem fra ferie i morgen, så det er nok begrænset hvor meget jeg kan få skrevet på den, men jeg lover at gøre det så tit jeg kan! Problemet er bare, at på mandag skal jeg på en trænings-camp med min hest, og efter den flytter jeg på efterskole. Men jeg lover at prøve at få det til at hænge sammen!

 

Kæmpe knus og tak fordi i læser med! Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...