Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22460Visninger
AA

6. Sorry

Jeg sad i min vindueskarm på mit nye værelse, og så på regnen, der væltede ned udenfor. Efter Liam var kommet hjem, havde det hele været underligt. Jeg havde savnet ham og de andre. Også Louis. Og det var det der fyldte mit hovede. Hvordan kunne jeg savne ham, når jeg var så vred og knust over hvad han havde gjort og sagt? 

Jeg kendte godt svaret, men jeg ville ikke indrømme det. Never in a million years! 

Jeg kunne hører grin og glade stemmer inde fra stuen, og fik en trist følelse i maven. Jeg boede alene, sammen med 4 drenge jeg burde afsky som pesten, men som alligevel betød hele min verden. 

3 bank på min dør, rev mig ud af mine tanker. Jeg så op, lige i tide til at se Liam's hovede titte ind. 

"Kan vi lige snakke?" hans spørgsmål overraskede mig. Jeg nikkede kort, og så væk fra ham. 

Han lukkede døren, og satte sig hen ved siden af mig. 

"Chestie, jeg ved godt at du hader os..." jeg afbrød ham.

"Jeg hader jer ikke. Jeg må indrømme, at tanken om at skulle bo sammen med jer, ikke just gør mig lykkelig! Men jeg hader jer ikke. Ikke engang Louis." jeg hviskede det sidste.

"Please lige lad mig snakke færdigt. Selvom du så ikke hader os, så er det her jo stadig ikke et drømmescenarie. Men du skal vide, at vi alle sammen er klar til at lukke dig ind i vores lille familie! Du var så stor en del af vores hverdag, og du var den person, der holdt os nede på jorden. Og da du havde forladt os, var det som om en del af os manglede..." jeg afbrød ham igen. En vrede og sorg jeg aldrig før havde følt, skød igennem mig.

"Forlod jer? Jeg forlod jer?! Sorry to disapoint you Liam, men hvis der var nogen der blev forladt, så var det kræftedeme mig! Har du nogen som helst idé om, hvordan det er at blive efterladt på den måde? Blive fucket så dybt op af den person, der skulle forestille at være din bedste ven, bare fordi du ikke var kendt? For det tror jeg ikke du har! Jeg var knust! Jeg elskede jer fandeme! Og det var takken?" jeg fortrød mine ord, så snart de var sagt. Eller nok nærmere råbt. 

Liam så på mig med et blik, der udelukkende udviste dårlig samvittighed.

"Undskyld Liam. Jeg ved godt at du prøvede at tale Louis til fornuft dengang. Sorry." hviskede jeg, og så på ham med tårer i øjnene.

"Det skal du ikke undskylde for. Hvis der er nogen her, der skal undskylde, så er det os. For du har ret.Vi skred, vi røvrendte dig og vendte ryggen til dig, da du havde aller mest brug for en ven. Men hvis du vidste, hvor dårligt vi alle sammen havde det med det. Specielt Louis. Han spiste ikke noget i flere uger efter, og han sov ikke om natten." jeg fnøs hånligt, da Liam sagde det. 

Liam var den eneste, der gerne ville have mig her, det vidste jeg, hvilket jeg også fortalte ham.

Han sukkede dybt inden han svarede mig

"Det passer ikke Chestie. Kom selv med ud og se." Han rejse sig, og rakte mig en hånd. Modvilligt tog jeg den, og fulgte efter ham ind i stuen, hvor Harry og Niall sad og spiste. De så begge op, da vi trådte ind.

"Guys, fortæl lige Chestie, det vi snakkede om lige før. Hun tror vi ønsker hende ude af vores liv igen." Niall og Harry så på mig med store øjne, da Liam havde talt færdig.

"Er du syg man?" begyndte Harry, men Niall afbrød "Da du ikke var her, var der tomt. Du manglede. Vi savnede dig. Så selvfølgelig skal du blive her! Du får slet ikke lov til andet!" Harry nikkede ivrigt, før at gøre sig enig med Niall. 

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg vidste at de ikke løg. De bredte begge armene ud, og gjorde klar til et gruppe kram. Liam kom fra den anden side, og snart var jeg fanget i mellem dem. Men det gjorde ingen ting, for jeg følte mig for første gang i 2,5 år rigtig glad. Men jeg manglede stadig Louis, til at fuldende mig helt.

Jeg håbede på, at han ville tage fat i mig for at snakke. Men det var ham der skulle tage fat i mig, og ikke omvendt. Og han skulle ikke regne med en tilgivelse lige foreløbigt. Han skulle arbejde hårdt og længe, hvis han ville have mig som ven igen. 

Og ligesom jeg tænkte dette, kom det sidste medlem af One Direction ind i stuen. Jeg gjorde mig løs fra drengenes kram, for at kunne kigge på ham.

Han stod med sine hænder begravet i sine lommer, og kiggede med et (MEGET) nervøst blik på mig.

"Hey" mumlede han lavt. 

Drengene, så på hinanden, slap mig, og forlod stuen. De lukkede døren efter sig, så jeg nu var helt alene med Louis. 

Jeg stod bare og kiggede på ham. Jeg kunne ikke sige en lyd.

"Kan vi lige snakke sammen?" hans stemme rystede. Jeg stod stadig lammet, ude af stand til at svare. Jeg kunne ikke engang nikke. 

Han stod lige der. Lige foran mig, med et forpint udtryk i øjnene, og en holdning der udtrykte alt andet, end den selvsikkerhed jeg ellers så tit havde beundret ham for. Og så gik det langsomt op for mig. 

Jeg kunne ikke snakke med ham. Jeg skyldte ham ingenting, og at give ham lov til at undskylde, ville bare få ham til at føle, at hvad han gjorde var okay, og at jeg ikke var sur.

Men det var jeg. Og jo længere tid, han bare stod der, blev jeg mere og mere ophidset. Rasende faktisk. 

Og så tog fanden ved mig. 

"Hvad er der at sige?" min stemme var isnende kold, og det kom tydeligvis bag på ham. Han bakkede i hvert fald et skridt væk fra mig.

Lige før havde jeg ønsket at han tog fat i mig, for at snakke, så vi kunne blive gode venner. Og jeg ville også gerne blive venner med ham igen. Jeg turde bare ikke. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne holde til det, hvis han valgte at røvrende mig igen.

"Je-jeg ville bare undskylde. For alt hvad jeg har gjort og sagt." han var forvirret, og det var klart. 

"Spar mig Louis." min stemme dryppede af gift. "Du er ikke ked af det du gjorde. Det eneste du er ked af, er at du nu bliver nødt til at face the music. Du står ansigt til ansigt, med hende, der skulle forestille at være dit et og alt, men som du stak i ryggen, til fordel for en karriere. Og så prøver du at spille så fucking hellig, ved at sige undskyld. Men nu skal jeg fortælle dig en ting! Jeg er færdig med det! Og jeg er færdig med dig!" Med de ord, vendte jeg ryggen til ham, og trampede ud af stuen. 

Jeg rev døren ud til gangen op, og så med det samme 3 forfærdede og forskrækkede ansigter kigge mod mig. Fedt nok. De havde hørt det hele. Men jeg var ligeglad. Den gamle Chestie var væk, og her var den nye. Hun var ligeglad med hvad de tænkte om hende. Jeg sendte dem et falskt smil, og gik ind på mit værelse. 

De kunne bare vente sig. Han kunne bare vente sig. Der skulle godt nok 2 til tango, men kun én person til den plan, der langsomt begyndte at tage form i mit hovede. 

____________________________________________________________________________________________

Undskyld for det korte kapitel, men jeg følte det var et godt tidspunkt at stoppe. 

Hvad synes i ind til videre? Hvad kan jeg gøre bedre? Jeg vil meget gerne høre jeres mening, og hav i synes ville være interessant at der skete. 

Btw, så 1000 tak til alle jer, der følger med. Det betyder så meget for mig!

Knus xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...