Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22468Visninger
AA

14. No Control - part 2

IKKE RETTET IGENNEM - SORRY

”Waking up

Beside you 

I'm my loaded gun

I can't contain this anymore
I'm all yours I've got no control
No control”

Publikum skreg, da Louis sluttede sangen med de ord.

Jeg kunne ikke lade være med at smile ironisk, over sangens tekst. Det var jo præcis sådan jeg havde det med Louis. Bortset fra, at han jo ikke ligefrem vidste noget om det, og heller aldrig kom til det. Det kan godt være at jeg havde lovet Helene at acceptere det, men det havde jeg altså ikke tænk mig at gøre. Der er massere af fisk i vandet, eller hvad man nu siger, og Louis kunne da umuligt være den eneste, jeg kunne blive forelsket i. Jeg havde taget en beslutning om, ikke at sige det til nogen. Heller ikke Liam. At Helene vidste det, var jo lidt irriterende, men jeg vidste så også, at hun aldrig ville sige det videre til nogen. Louis var en stor del af mit liv igen nu, ja, men kun fordi han var min ven. Bedste ven. Intet andet.

”God aften Torontooo” råbte Niall ind i sin mikrofon, og fansene gik amok igen.

”Er i klar til at skyde Made in the A.M tour i gang?” spurgte Liam. De svarede, ved at skrige – om muligt – endnu højere. Harry og Louis, så på hinanden og knækkede sammen af grin. En varm følelse spredte sig i hele maven, da jeg så det. De elskede virkeligt hinanden, alle 4. Intet synes at kunne splitte dem ad, lige meget hvad der skete. Og de havde da ellers været igennem lidt af hvert sammen skulle jeg hilse at sige. Men de fik det altid løst, og det gav mig en følelse af lykke i maven. Jeg var en del af det de havde. Selvfølgelig var jeg ikke så tæt knyttet, som de var, men det føltes næsten sådan. Og det skulle jeg jo ikke ødelægge, bare fordi jeg crushede lidt på Louis. Så egoistisk var jeg simpelthen ikke.

Musikken til ’Midnight Memories’ startede, og pigerne skreg. Igen. Jeg rystede grinende på hovedet, og gik ned backstage igen.

”Er de sindssyge derude?” spurgte Paul.

”Fansene eller drengene?” jokede jeg.

”Begge faktisk…” indrømmede han. Jeg begyndte at grine, og satte mig ned.

”Hvad laver vi så nu?” spurgte jeg. Det kunne da godt gå hen og blive ret kedeligt hvis vi skulle sidde her og lave ingenting i 3 timer. Der var godt nok en pause efter hver time, men alligevel.

”Slapper af” sagde Lou og Helene i kor. Jeg lænede mig tilbage, og det kunne nok godt ses at jeg allerede kedede mig.

”Hvis du keder dig, så kan du eventuelt hente noget mad til drengene. De plejer at være ret sultne når de når til pausen.” sagde Paul. Jeg nikkede ivrigt og rejste mig. Jeg havde seriøst alt for meget krudt i røven til bare at sidde og lave ingenting. Derfor greb jeg min jakke og taske, og gik hen mod døren.

”Pas nu på dig selv, ikk?” sagde Helene bekymret.

”Det gør jeg altid” lovede jeg, og gik ud i gangen, hvor Helene og jeg lige havde snakket. Jeg skyndte mig ned ad trapperne, og fik med lidt besvær åbnet døren ud til den kolde Oktoberluft. Jeg kiggede lidt til højre og venstre, for at orientere mig. Et Nandos skilt, kunne svagt anes et par kilometer længere fremme, så jeg besluttede mig for at blive Nialls nye gudinde, og gik i den retning. Eftersom det var lørdag aften i Toronto, var der godt gang i gaden, og jeg passerede natklub efter natklub, hvor folk stod i lange køer udenfor. Jeg fik en pludselig trang til at drikke mig i hegnet, en følelse jeg ikke havde haft i snart 3 år. Louis havde altid været ham jeg havde drukket med, og uden ham havde jeg ikke haft lyst. Jeg havde selvfølgelig gjort det, men ikke fordi jeg ville. Jeg skrev en hurtig note i mit hoved, om at vi skulle i byen på et tidspunkt.

Jeg nåede Nandos, og gik ind. Der var heldigvis ikke specielt mange mennesker, men alligevel kunne jeg mærke, at folk kiggede genkendende på mig. Jeg ignorerede det, og stillede mig i den korte kø.

Da jeg havde bestilt og stod og ventede på maden, så jeg lidt rundt, og fik øje på to piger på 14-15 år, stå og hviske et eller andet, mens de kiggede på mig. Først fik jeg en halvdårlig fornemmelse i kroppen, men så indså jeg, at det var fordi jeg hang ud med One Direction. Så jeg burde nok bare vænne mig til det, selvom det var svært. Derfor sendte jeg pigerne et smil, som de dog ikke gengældte. Jeg ignorerede det, selvom det føltes lidt som en mavepuster. Jeg kunne ikke regne med at alle bare elskede mig, eftersom nogen mente at jeg stjal drengenes frihed, eller hvad det nu var de synes. Heldigvis var langt de fleste søde, så fuck nu dem, der ikke var.

”Værsågod. Hav en rigtig god aften!” sagde den pige, der havde betjent mig. Jeg smilede varmt til hende, og ønskede hende det samme, og gik så udenfor igen. Jeg begyndte at gå hen ad gaden, hvor der af en eller anden grund, pludseligt var helt mennesketomt. Jeg lod det dog passere, og så hurtigt på mit ur. Jeg havde et kvarter til drengene kom ud til pause, så jeg skulle skynde mig lidt. Derfor satte jeg tempoet op, og begyndte at gå ned mod stadionnet. Jeg følte pludseligt at nogle overvågede mig, og vendte hovedet med et ryk. Så kunne jeg ikke lade være med at fnyse lidt af mig selv. Der gik en mindre pigegruppe bag ved mig, men det var også det. Jeg skulle seriøst lære, ikke at være så paranoid hele tiden. Mens jeg fortsat gik i mit næsten-løbe tempo, kunne jeg høre at pigerne rykkede tættere og tættere på mig. Pludseligt grinede en af dem højt. Det var bare ikke en varm latter, men en, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Sekundet efter, mærkede jeg hånd på min skulder, hvorefter hånden rev mig rundt, så jeg vendte 180 grader, og stod med front i mod dem. Jeg genkendte straks den pige, der havde revet i mig, inde fra Nandos. Hendes veninde stod lige bag hende, og det havde fået selvskab af et par stykker mere.

”Hvad laver du?” spurgte jeg en smule irriteret. Jeg havde ikke noget imod at blive stoppet af folk, der ville have et billede eller snakke med mig, men det gjorde mig ret pissed, at de brugte ’vold’. Specielt eftersom jeg var 3-4 år ældre end dem.

”Du er Chestie ikke? Chestie Steward?” spurgte pigen, der stadig havde fat i min skulder. Det lød ikke tilbedende eller venligt. Hendes stemme var fuld af afsky, og en smule.. had? Jeg kunne ikke helt bedømme det, men det var på ingen måde et positivt tonefald.

”Jo” svarede jeg koldt. Jeg var normalt ret venlig og imødekommende, men hvis de skulle være nogle bitches, så kunne jeg også lege den leg!

 ”Jeg tror ikke du skal være så flabet” truede pigens veninde, og de andre grinede. Bange anelser skyllede ind over mig. Det kunne godt være at de var meget yngre end mig, men de var 5 mod 1, og hvem vidste hvad de kunne finde på. Jeg nægtede dog at vise min frygt, og spillede igen kold.

”Jeg har faktisk noget jeg skal nå, så hvis i lige gad…” hentydede jeg til. Pigen slap mig dog stadig ikke, men tog derimod hårdere fat.

”Jeg tror ikke du skal nogen steder, før vi lige har fået fortalt dig en ting eller to” sagde en af de piger, der stod lidt i baggrunden. Jeg rullede mentalt øjnene.

”Hvad er det så, der er så vigtigt jeg får afvide?” spurgte jeg kort.

”Hvorfor er du begyndt at hænge ud med One Direction igen? De havde det meget bedre uden dig! Du ødelægger det kun for dem, og desuden så var det din skyld Zayn meldte sig ud. Helt ærligt forstår jeg ham godt, det havde jeg fandeme også gjort hvis  jeg skulle være sammen med dig hver dag. Det der overrasker mig mest, er at de andre ikke er skredet endnu. Men det prøvede de jo også på engang…” Hendes ord, ramte mig som en knytnæve lige i maven, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

Hvordan kunne nogle være så respektløse og lede? Jeg vidste godt de udelukkende sagde det, fordi de var jaloux på mig, men de ramte det ømmeste punkt jeg havde, og de ramte det hårdt.

”Lad mig være!” hvislede jeg ud igennem mine sammenbidte tænder, taknemmelig for at jeg kunne holde mine følelser skjult. De skulle på ingen måde se, hvad de fik mig til at føle!

”Kun hvis du lader drengene være. Hvis ikke du gør, bliver det værst for dig selv!” sagde pigen, og slap mig endelig, men kun for at køre pegefingeren i en streng hen over halsen, for at vise at de mente det alvorligt. Så vente dig sig, og gik tilbage af den vej, de var kommet. Jeg fattede mig hurtigt, og satte i løb hen mod koncerten. Jeg havde svært ved at styre mine følelser, og da jeg mærkede noget vådt glide ned ad min kind, gik det op for mig at jeg græd og jeg tørrede den hurtigt væk.

Jeg måtte vænne mig til, at få hate. Selvfølgelig var dette ekstremt, men det nyttede ikke noget at græde over det. Det var heller ikke det, der ramte mig. Det, der ramte mig var, at de havde stukket så dybt, ind i noget ekstremt personligt og sårbart for mig.

Hvad nu hvis det rent faktisk var min skyld at Zayn var smuttet? Jeg vidste godt, at han skred flere måneder før jeg fandt tilbage med drengene, men alligevel nagede tanken mig.

Og så var der det, der havde sagt om at drengene havde forsøgt at trække sig fra mig én gang, men at det var mislykkedes. Det kunne jo sagtens være, at de følte sig tvunget til at være sammen med mig igen, selvom det nu ikke ligefrem virkede sådan. Men man kunne jo aldrig vide, og jeg var lige pludselig blevet bragt i tvivl.

 

***

 

”Godnat lads. Vi ses i morgen.” Niall stak hovedet ind af døren til Louis og mit værelse.

”Godnat Nialler. Godt sunget i dag! Sov godt” sagde jeg og sendte ham et svagt smil. Han smilede tilbage, men havde et bekymret udtryk i hans blik samtidig. Jeg skyndte mig at vende ryggen til, så han ikke gennemskuede mig. Siden jeg kom tilbage til koncerten, var jeg blevet spurgt om der var noget galt eller om jeg var okay, mindst hvert 2. minut. Nogen gange var det virkelig en ulempe, at alle her kendte mig så godt. Ja, gu fanden var der da noget galt! Jeg havde fået en dødstrussel af 5 sindssyge piger, der synes jeg skulle lade drengene være og at jeg var skyld i at Zayn havde forladt One Direction. Men det skulle de ikke have noget som helst af vide om! For det første, ville det bare gøre dem endnu mere stressede og bekymrede end de var i forvejen, og for det andet var jeg nødt til at kunne klare mig selv, for en gangs skyld.

Jeg viklede et hånklæde om min nøgne krop, og igennem stuen, hen til badeværelset. Der var heldigvis ikke nogen derinde, så jeg skyndte mig ind og låste døren. Jeg skruede højt op for temperaturen, og trådte ind under de varme stråler. Jeg nød varmen omkring min krop, og sæbede mit hår godt til. Jeg følte mig uren, efter hende pigen havde rørt ved mig, og jeg måtte vaske alle sporene af denne aften væk. I morgen var det videre i livet, en ny dag, hvor drengene havde fri, hvilket betød bytur!

Da vandet var begyndt at blive en smule koldt, slukkede jeg og trådte ud i det rene damp. Jeg kunne ikke engang se spejlet, på trods af jeg vidste det var mindre end en meter fra mig. Jeg tørrede hurtigt min krop, og satte mit sjaks våde hår om i en rodet knold. Jeg vidste at jeg ville fortryde det i morgen, når mit hår var en afro, men ligenu orkede jeg ikke gøre noget ved det. Jeg ville bare ind og sove, så det hurtigere kunne blive morgen, og dermed en ny dag, hvor jeg havde glemt alt om pigernes trussel.

Da jeg havde trukket i mit undertøj og den t-shirt jeg havde med til at sove i, gik jeg igennem stuen igen. Harry sad og snakkede med Helene i sofaen, så jeg gjorde alt for ikke at se dem i øjnene. Men selvfølgelig skulle de afbryde deres snak.

”Chestie..” begyndte Harry, men jeg afbrød ham.

”Godnat. Vi ses i morgen!” og så skyndte jeg mig at lukke døren ind til mig og Louis’ værelse. Jeg var ret sikker på at han sov, så jeg var i sikkerhed. Så forsigtigt jeg ikke kom til at vække ham, lagde jeg mig ned under dynen, som allerede var brandvarm af Louis’ krop. Jeg vendte mig, så jeg lå med fronten i mod ham, og fik et chok, da jeg kiggede lige ind i hans grå/blå øjne, der var millimeter fra mine. Men denne gang undgik jeg da i det mindste at falde ud af sengen.

Jeg havde en grim fornemmelse af, hvorfor han stadig var vågen.

”Har du tænkt dig at sige hvad der er galt?” spurgte han, og bekræftede min teori og bange anelser.

Jeg sukkede dybt.

”Der er altså ikke noget i vejen!” sagde jeg for mindst 236. gang i dag. Han fnøs.

”Lad nu være! Det kan godt være du kan narre de andre, men du burde da vide, at jeg ved når der er noget galt. Spyt ud Chest…” sagde han.

”Louis, der er ikke noget i vejen! Fat det nu forhelvede! Jeg. har. det. fint!” udbrød jeg før han nåede at færdiggøre sin sætning. Jeg kunne mærke at irritationen steg. Var det virkeligt nødvendigt at skære det ud i pap for ham?!

”Hold nu op! Hvorfor kan du ikke bare sige det?” udbrød han, og jeg kunne mærke at han også var en smule irriteret.

”Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad?” gav jeg igen.

”Fordi du betyder alt for mig for fucks sake! Du kan ikke lukke mig ude Chestie. Jeg ved ikke hvad fanden der er sket, men du er nødt til at fortælle det til mig! Er du klar over hvor svært det var for mig, at koncentrere mig om at stå og performe, når jeg vidste at du sad ude bag ved, og ikke var okay?! Det dræber mig indvendigt at vide der er noget der plager dig, uden jeg kan hjælpe dig med det.” sagde han.

Jesus fucking Lord! Fattede han ikke, at det netop var det her, jeg gerne ville undgå?! At han bekymrede sig? Argh!!!

”Louis William Tomlinson, nu siger jeg det for sidste gang! Der er ikke noget galt, og hvis der var, så bestemmer jeg fandeme selv, om det er noget du skal indblandes i! Du klarede fint ikke at vide noget om hvad, der foregik i mit liv i 2,5 år, så du overlever nok også det her!” jeg fortrød, så snart de var sluppet over mine læber. Jeg vidste hvor ondt det gjorde på ham, og det havde seriøst ikke været min mening at sige dem! Jeg var bare blevet så irriteret over at han ikke lod det ligge. Men det jeg havde sagt var langt over grænsen, og det var jeg udmærket klar over.

”Louis… Undskyld, det var ikke rimeligt” mumlede jeg. Jeg så ham i øjnene, og kunne se at hans blik var en smule sløret. Han var tæt på at græde! Åh gud, hvad havde jeg dog gjort? Da det gik op for ham, hvad jeg havde set i hans blik, skyndte han sig at blinke et par gange.

”Jeg fatter dig virkelig ikke” sagde han stille, og vendte sig så om, så han lå med ryggen til mig. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på igen. Jeg lå bare og stirrede på hans nøgne ryg, ude af stand til at tænke på andet, end hvordan jeg kunne få sagt undskyld til ham.

”Louis…” hviskede jeg stille ud i mørket. Jeg vidste at han ikke sov, for hans vejrtrækning var uregelmæssig og let, så da han ikke svarede kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg græd lydløst og stille, så han ikke hørte det, selvom han alligevel nok ville være ligeglad. Tilsidst fald jeg dog i søvn.

 

***

 

Da jeg vågnede om morgnen, tog det mig ikke lang tid, at finde ud af, hvorfor jeg havde en ulykkelig følelse i kroppen. Jeg drejede forsigtigt hovedet til højre, og følte en blanding af lettelse og uro, da jeg så at pladsen var tom. Jeg steg langsomt ud af sengen, og fandt noget tøj at tage på. Så åbnede jeg døren ind ud til gangen, og satte retningen mod stuen. Da jeg nåede døren til Harrys værelse, kunne jeg høre højlytte og tydeligvis oprevet stemmer derinde fra. Jeg ville ikke lytte, og skulle til at gå videre, men da jeg hørte mit navn blive nævnt, kunne jeg ikke dy mig.

”Louis, du kan ikke tvinge Chestie ud i noget. Hvis hun ikke stoler fuldt ud på dig endnu, så må du vente og vise hende den tillid, der skal til!” Det var Harry der snakkede, og han lød en smule irriteret.

”Men hvordan fanden skal jeg vise hende tillid, hvis hun ikke viser tillid til mig?!” råbte Louis. Jeg bed mig hårdt i læben. Jeg havde ikke udvist ham tillid?! Jeg havde for da helvede ikke udvist andet end tillid til ham! Irritationen i min krop steg igen.

Liam var åbenbart også derinde, få nu var det hans tur til at råbe.   

”Louis for fanden da! Hun laver sgu da ikke andet end at vise dig tillid? Hvad nu hvis det var noget enormt personligt eller privat for hende? Jeg er enig med dig i, at hun bliver nødt til at snakke med nogen, men måske har hun brug for at det er Helene, eller Lou, eller Gems eller et andet hunkønsvæsen! Hun har brug for, at du er der for hende, og støtter hende. Når Cheryl er ked af det, så får jeg heller ikke altid af vide hvad det er. Jeg støtter hende, og trøster hende i stedet for. Det er det et forhold går ud på! Og lad os nu ikke glemme, at du ikke har været helt ærlig over for hende heller.”

Vent!

Klap lige hesten engang!

Forhold?

Forhold?!

Hvad fanden var det dog drengen snakkede om.

Og hvad var det Louis ikke havde været hel ærlig omkring over for mig? Jeg troede ligesom vi havde alt redt ud. Men det kunne selvfølgelig være noget jeg ikke skulle blande mig i, præcist ligesom han ikke skulle blande sig i mit.

”Jeg kan jo ikke fortælle hende sandheden om, hvorfor jeg gik dengang! Det ville ødelægge alt! Hvad fanden skal jeg gøre?” sagde Louis, og jeg blev helt forskrækket da det gik op for mig at han græd.

Men hvad fanden var det lige, der forgik derinde?

Hvilken sandhed, om hvorfor han gik?

Hvad fanden i fucking satan i helvede snakkede de om?

Jeg var fuldstændigt lost, og var så dybt i mine tanker, at jeg ikke hørte det første, af de Harry nu sagde.

”… -re gik det tid Lou.” Det var så lavt jeg knapt hørte det, men eftersom jeg havde overhørt første del af sætningen, gav det heller ikke meget mening.

Jeg kunne høre trin på den anden side af døren, og panikken skyllede ind over mig. Hvis jeg blev busted i at stå og lytte, så… Åh Gud, jeg ville slet ikke tænke på det! Derfor skyndte jeg mig at gå i mod stuen igen, og det var lige i tide, for sekundet efter gik døren op.

”Godmorgen Chestie” hilste Harry. Jeg vendte mig.

”Godmorgen” smilede jeg, og prøvede at skjule min forvirring.

”Godmor… wow!” Liam var dukket op bag Harry, men i det han fik øje på mig afbrød han sin morgenhilsen. Jeg undrede mig først, men kom så i tanke om mit hår, som sikkert stod ud til alle sider lige nu. De kunne ikke holde deres grin inde, og jeg forstod dem godt. Jeg måtte virkeligt ligne jeg ved ikke hvad lige nu, men det var lige meget. Jeg var trist, og jeg brug for ikke at skulle lave andet, end at slappe af i dag.

 

***

 

”Hvad vil du se?” spurgte Liam. Klokken var efterhånden blevet 22, og mens alle de andre var taget i byen, sad vi stadig på hotellet. Jeg havde mistet lysten til at gå i byen, og Liam havde sagt at han også helst sad over denne gang. Så nu sad vi og så film i stedte. Ikke at jeg så så meget, da mine tanker lå på Louis. Jeg havde ikke snakket med ham hele dagen, og det ødelagde mig fuldstændigt. Jeg var stadig irriteret på ham, men jeg havde brug for at få snakket ud med ham. Men han havde virket kold og ligeglad hele dagen, og jeg vidste at det var min egen skyld.

”Jeg er ligeglad” besvarede jeg Liams spørgsmål. Han så på mig med et bekymret blik, men lod det heldigvis ligge.

”Så ser vi den her” sagde han, og satte Divergent på, inden han igen satte sig tilrette i sofaen.

Da vi var ca en time inde i filmen, blev jeg nødt til at få svar. Jeg kunne ikke holde det ud længere.

”Liam?” spurgte jeg med en stille stemme. Han så på mig med det samme.

”Ja?” svarede han med en halvbekymret stemme.

”Er… Er det… Du ved… Er det min skyld at Zayn forlod bandet?” fik jeg endelig frem. Liam hostede de chips han lige havde taget i munden op, og så på mig med det vantro blik

”Hvad? Hvor har du dog fået den idé henne?” spurgte han med en stemme, med en stemme, der matchede hans blik.

Og så fortalte jeg ham det. Jeg kunne ikke holde det ud mere, jeg var nødt til at fortælle ham det, selvom jeg i sidste ende godt vidste, at det var dumt. Jeg græd og græd i mens jeg fortalte hvad pigerne havde sagt, og jeg følte mig som en 7-årig pige, der sladrede til sin mor fordi nogen havde drillet. Men jeg kunne ikke holde det tilbage, og da jeg endelig var færdig, følte jeg en lettelse, der strømmede ind over mig. Den følelse blev dog hurtigt erstattet af skyldfølelse, da jeg så på Liam igen. Han kiggede trist på mig, og trak mig ind i et knus. Jeg begyndte at græde igen.

”Shh. Shh.” hviskede han, og strøg mit hår. Jeg kunne mærke han skrev med en på sin telefon med den anden hånd, men kort tid efter lagde han den væk igen, og jeg tænkte ikke nærmere over det.

 

 

LOUIS’ SYNSVINKEL

Folk var hammer stive, på trods af klokken kun var omkring de 22. Jeg sad og drak en øl stille og roligt, for jeg var slet ikke i mit sædvanlige festhumør. Alt jeg kunne tænke på var Chestie, og den måde hun havde været på i går. Jeg var ked af, at hun ikke betroede sig til mig, men Liam havde fået mig overbevist om, at hun nok skulle sige det til mig på et tidspunkt, hvis jeg bare gav hende plads. Og det havde jeg så gjort i dag, jeg havde faktisk ikke snakket med hende overhovedet. Jeg hadede bare at se hende såret, fordi det mindede mig om dengang, jeg forlod hende. Og det var også derfor, jeg virkeligt prøvede at beskytte hende og få hende til at snakke, netop fordi jeg hadede at se hende være trist. Men i går havde jeg endt med, at gøre hende så irriteret, at vi var blevet uvenner. Jeg skulle virkeligt få rettet op på det her i morgen! Hun var mit et og alt, og selvom hun aldrig blev min, så var hun det alligevel. Det var som om, min ’livsmission’ var blevet at passe på hende, fordi jeg engang havde såret hende så dybt som menneskeligt muligt.

Jeg skulle til at tage en tår mere af min øl, da jeg mærkede min telefon vibrere i min lomme. Jeg trak den hurtigt op, og fik fundet vej ind på mine beskeder.

 

From: Liam

Home now! As in right now!!

 

Jeg kunne mærke panikken gribe mig, og jeg rejste mig brat. Jeg fik hurtigt fundet Harry og Niall, der sad og snakkede med nogle piger. Jeg viste dem Liams besked, og de var lige så hurtige til at komme op og stå, som jeg havde været. Lou, Helene og Paul var taget på en eller anden bar et andet sted, så dem behøvede vi heldigvis ikke at finde.

Vi fik fat i en taxa forholdsvist hurtigt, men intet synes at være hurtigt nok i dette øjeblik. Jeg vidste det var noget meget alvorligt, ellers ville Liam aldrig skrive det på den måde.

Ingen af os sagde et ord, hverken i taxaen, eller i elevatoren på vej op til værelset. Niall bed sig konstant i læben, og Harry var bleg som et lig. Da vi smækkede døren op, kunne jeg høre nogen hulke inde i stuen. Okay, der var virkeligt noget galt. Da det sekundet efter, gik op for mig at det var Chestie, der græd, frøs alt mit blod til is. Jeg stivnede midt i gangen, og så på Harry, som sendte mig et bange blik. Sekundet efter trådte Liam ud i gangen, og han så helt forkert i hovedet.

”Hvad er der sket?” spurgte Niall, og panikken var tydelig i hans stemme. Jeg vidste, hvor meget de andre drenge også holdt af Chestie, og at høre hende græde, skar os alle i hjertet. Hun var som en søster for dem, og for mig en smule mere end det. Men jeg vidste, at vi alle var lige billige til at kæmpe for hende, kost det hvad det vil.

”I går løb Chestie ind i nogle piger, da hun var på vej tilbage til koncerten efter hun havde hentet mad. De var fans” Liams stemme var iskold, hvilket fik bange anelser til at skylle ind over mig. Han fortsatte

”De stoppede op, og spurgte om det var hende der var Chestie. De fortalte hende, at hun frarøvede os vores frihed, og at bandet var bedre stillet uden hende. Så fortalte de hende, at det var hendes skyld, at Zayn havde forladt bandet, fordi han ikke ville være sammen med hende. De fortalte hende, at vi alle sammen brude være skredet for længst, fordi hun var så forfærdelig at være sammen med, men at vi jo også havde prøvet at flygte fra hende, indtil hun kom ind i vores liv igen. Og at den eneste grund til at vi stadig var sammen med hende, var fordi vi var blevet tvunget til det af Helene.” da han havde sagt det, mærkede jeg et raseri jeg aldrig før havde følt, skyde frem i hele min krop. Jeg knyttede hænderne så hårdt, at mine knoer blev helt hvide. Åh min gode gud, hvor var jeg rasende. Ingen, og jeg mener ingen skulle komme og lade som om, de vidste hvad der var sket, siden jeg havde forladt Chestie den gang. Jeg var ikke typen der blev sur, men lige nu havde jeg brug for at finde de piger, og så smadre dem til ukendelighed. Aldrig i mit liv har jeg hadet nogen, og da slet ikke nogen jeg ikke kendte. Men de ’fans’, som de påstod de var, skulle virkelig ikke komme i nærheden af mig, hvis de ønskede at have et godt liv.

”Det bliver værre endnu” sagde Liam. Jeg så vantro på ham.

Hvordan kunne noget være værre end det her?

”De sagde, at hvis ikke hun lod os værre, så ville det blive værst for hende selv. Og så…” Liams stemme knækkede over.

”Og hvad så Liam?” spurgte jeg igennem sammenbidte tænder.

”De truede hende Louis! De gav hende en dødstrussel!” råbte han, tydeligvis chokkeret og vred.

Og jeg som troede, at min vrede-grænse havde nået toppen.

Min krop føltes ligefrem hvidglædende af raseri. Jeg havde også fået voldsom hate, og Eleanor havde også fået dødstrusler med på vejen. Men aldrig var de blevet overrakt personligt. Og det at pigerne, havde opsøgt hende og truet hende med livet, gjorde det hele meget mere alvorligt og skræmmende. Desuden havde Chestie slet ingenting med det her at gøre. Det eneste  hun havde gjort, var at tilgive mig, og nu blev hun chikaneret på det groveste på grund af det. Jeg kunne mærke at Harry og Niall var stivnet, ligesom mig, i vrede af Liams fortælling. Liams øjne slog lyn, hvilket jeg aldrig havde set dem gøre før.

Jeg fattede mig før de andre, og knaldede døren ind til stuen op. Så så jeg hen mod sofaen, hvor et par øjne, jeg elskede højere end noget andet, kiggede forskrækket tilbage på mig. Men noget var galt.

Øjnene, der normalt udstrålede glæde og varme, var tomme og fyldt med sorg. Jeg havde aldrig i mit liv set hende så ked af det og fortabt. Ikke engang dengang jeg var skredet. Hun sad i Helenes favn (de var åbenbart kommet hjem), og jeg kunne høre Paul snakke oprevet i telefon.

I det jeg fik øje på hende sidde der, var det som om, al min vrede blev forvandlet til sorg. Jeg kunne mærke mine skuldre sænke sig og min krop blive slap. Jeg gik hurtigt hen i mod sofaen, hvorfra hun rejste sig. Så trak jeg hende ind i et varmt, langt knus. Hendes arme lå stramt om min talje, og mine lå om hendes nakke/skuldre. Det var som om jeg fik alt min uudtalte vrede og sorg ud i det knus. Jeg kunne mærke noget vådt sprede sig på mit bryst, og jeg vidste at hun græd igen. Det fik mig bare til at knuge endnu hårdere om hende, imens jeg mumlede beroligende ord til hende.

Selvom mit indre stadig kogte af vrede, så vidste jeg at jeg blev nødt til at trøste hende, i stedte for at være vred på de piger. Hun havde brug for kærlighed, og den skulle jeg nok give hende. Alt det hun ville have.

____________________________________________________________________________________________________

SÅ VENNER! Jeg har kæmpet, og kæmpet og nu er det endeligt klar!! Jeg har slettet, skrevet om, slettet endnu mere og skrevet det om endnu engang, så jeg håber det er godt!

Endelig lidt dramaaa. Jeg håber i er tilfredse med det, og at det virker fint. Det skal lige siges, at Louis og Chestie er blevet gode venner igen, hvis i ikke helt fik fat på det. Jeg hader nemlig, at fortsætte et skænderi til et andet kapitel, så det håber jeg er okay. 

Tak fordi i læser med og skriver sådan nogle søde kommentare!

Husk at like, hvis i ikke allerede har gjort det, og så skriv hvis i har nogle idéer til noget spændende, der kunne ske i historien. 

I er fantastiske!! Love u <3

Kæmpe knus Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...