Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22482Visninger
AA

5. My house

"Tillykke med fødselsdagen Tulle!" min moster og onkels glade stemmer mødte mig i det jeg trådte ind i køkkenet. Jeg smilede træt til dem og satte mig ned på en stol. 

Der var gået 2 uger siden koncerten, og jeg havde ikke rigtigt lavet noget siden. Andet en bare at tænke. På ham. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke få ham ud af hovedet. Det var det samme i månederne efter han havde cuttet båndet til mig. Men denne gang var det anderledes. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg havde en følelse af at jeg havde noget at frygte. Ikke at jeg skulle frygte ham, men mere at jeg skulle passe på havd jeg gjorde fremover. Passe på mig selv

"Vi har en lille ting til dig." min onkels stemme afbrød mine tanker. Jeg kiggede smilende på ham.

I dag var det min 18 års fødselsdag, og jeg var endelig blevet myndig!

"Nu må du ikke misforstå det!" indvendte min moster hurtigt. "Det er ikke fordi vi vil af med dig! Men vi tænkte at nu hvor du var blevet myndig, kunne du måske godt bruge lidt alene tid." Min moster så lidt nervøs ud. Hun rakte mig en fin æske med et stort "C" på. Jeg åbnede forsigtigt æsken, og nede i lå en husnøgle med en stor rød sløjfe omkring. Jeg kiggede gispende op. 

"Vi må hellere lige forklare" begyndte min onkel "Det er ikke din egen lejlighed. Det har vi ikke råd til. Men det er en meget stor lejlighed, hvor der bor 4 andre unge mennesker. De har lige fået et værelse ledigt, og det er lige dig!" 

Jeg sprang op fra min stol og krammede dem. 

"Tusinde, tusinde tak! Hvor er i søde! Jeg kan aldrig takke jer nok!" jeg græd ned i min mosters skulder, før jeg gav min onkel et stort knus. 

Jeg kunne ikke fatte det! Også selvom det ikke var 100% mit eget, så havde jeg mit eget sted nu. Det blev sikkert også mega hyggeligt at bo sammen med 4 andre. Det ville nok også få afledt mine tanker fra ham. 

 

***

"Det var så den sidste kasse" min onkel satte den sidste kasse tungt ned på gulvet i mit nye værelse. Det var et kæmpe stort, lyst rum med udsigt lige til Themsen og London Eye. 

"Tak for hjælpen!" jeg smilede varmt til min moster, onkel og søster. Hun græd, men prøvede at skjule det. Jeg fik dårlig samvittighed. 

"Hey musling, det skal nok gå! Jeg klare mig. Og det gør du bestemt også!" jeg trak hende ind i min favn, i et stort knus. Hun hulkede, men jeg kunne mærke at hun nikkede. "Desuden, så bor jeg jo kun 10 minutter væk. Jeg kommer og besøger jer så tit som jeg kan, det lover jeg!" Hun så op på mig med våde øjne, men smilede heldigvis. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende på håret. 

Hun var kun 7 år da vores forældre døde. Jeg var 16, og var mere afklaret med det, da jeg havde vidst det i lang tid. Hun vidste godt at de var syge, men troede det ikke var så slemt. Og selvom vores moster og onkel havde taget i mod os som deres egne, så havde hun det stadig svært. Jeg kunne mærke den dårlige samvittighed samle sig i min mave. 

"Har du styr på alt?" jeg nikkede som svar på min mosters stemme, da jeg ikke var sikker på at min stemme ville bære ordene. 

"Så lader vi dig pakke ud i fred. Du skal bare ringe hvis du har brug for noget, så kommer vi med det samme!" hendes stemme knækkede sidst i sætningen. Hun gav mig et langt, varmt knus. Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om, at jeg nu skulle være uden hende i min hverdag. Hun slap mig efter nogle minutter, og så var det min onkels tur. 

"Nu lover du at ringe hver dag ikke?" jeg kiggede på ham med himmelvendte øjne, som han bare grinede af. Så gav han mig et kys på kinden, og de begyndte at gå ud mod hovededøren. Jeg gik med. 

"Vi ses! Pas nu på dig selv!" 

"Det skal jeg nok! Jeg elsker jer!" råbte jeg da de forsvandt ned af trappen. 

Jeg vendte mig og lukkede døren. Men så fik jeg øje på hvad klokken var, og skyndte mig at hente min taske, så jeg kunne komme på arbejde.

 

LOUIS' SYNSVINKEL

"Hvornår var det hende den nye kom?" drengene og jeg var på vej op ad trapperne til vores lejlighed, og der skulle vidst flytte en ny pige ind på et af værelserne. Det var Harry der spurgte. Han ville sikkert gerne vide hvornår han kunne invitere hende ud. 

"Pas. Synes i ikke det er lidt underligt at hun skal bo i Zayn's værelse? Og bo sammen med 4 drenge hun ikke kender?" Niall rynkede brynene da jeg havde afsluttet min sætning. 

"Ej Louis stop nu med at være så pessimistisk! Man bliver sgu helt bekymret for dit helbred. Hun er da sikkert mega sød!"

"Det sagde jeg jo heller ikke, at hun ikke var! Jeg synes bare det er mærkeligt." det var ikke min mening at vrisse af ham, men jeg havde en lidt kort lunte her for tiden.

"Hun har måske ikke så mange penge, og vi lejer det billigt ud. Tag dig sammen mand! Man skulle næsten tro du havde menstru.."

"Louis og Niall! Drop det!" Liam afbrød vores diskusion. 

"Sorry mate" sagde jeg og sendte Niall en grimasse. Han grinede bare og himlede med øjnene. 

"Fifa?" Niall så spørgende rundt. 

"Ja" Harry var hurtigst. 

"Guys, jeg smutter over til Cheryl nu. Skriv når hende den nye er kommet, så kommer vi og siger hej." han gik ned af trapperne igen.

"Ses babe!" jeg sendte luftkys efter ham, og fulgte efter de andre ind i lejligheden. De havde allerede crashet sofaen, så jeg gik ud i køkkenet for at hente noget at spise, før jeg gik tilbage ind i stuen. 

"Ryk lige din fede røv, så jeg også kan være her." Harry rykkede så jeg også kunne være der, og fokuserede så igen på skærmen. 

Vi var alle tre fuldt opslugte, indtil vi hørte døren gå op ude i gangen. Vi så på hindanden, og rejste os så på samme tid. Vi begyndte at gå derud, men hun var hurtigere. Hun trådte rundt om hjørnet, ind i stuen og så så hen på os.

Holy fuck.

Det var hende. Hende jeg engang forlod, til fordel for min karriere. Det var hende, der var skyld i at jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. Det var hende, der havde hjulpet mig på de sværeste tidspunkter i mit liv, men som jeg skrottede da hun havde allermest brug for mig. 

Chestie

Hun så lamslået og forfærdet på os alle tre. 

Ingen sagde noget. 

 

CHESTIE'S SYNSVINKEL

Da jeg endelig havde fået fri fra arbejde, var klokken 18. Heldigvis lå den Starbucks jeg arbejdede på, ikke specielt langt fra mit nye hjem. 500 meter maks. Da jeg gik hjem, kunne jeg ikke lade være med at blive nervøs. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at mine nye roomies var hjemme, og det skræmte mig lidt.

De var sikkert søde og alt det der, men alligevel. Hvad hvis det blev akavet? Eller endnu værre: hvad hvis vi slet ikke kunne sammen? Vi skulle trods alt, bo, spise, og dele toilet sammen. 

Da jeg nåede hoveddøren til lejligheden, stoppede jeg kort op. Der blev ikke sagt noget på den anden side, men jeg kunne fornemme at nogen var derinde. De smågrinede. 

Jeg åbnede nervøst døren, og kunne med det samme høre, at de rejste sig inde fra stuen. En kildende fornemmelse boblede rundt i min mave, og jeg bed mig nervøst i læben. Så tog jeg en dyb indånding og trådte rundt om hjørnet, og så op på....

Nej! Nej nej nej nej nej nej nej!!!

N-E-J!

Det kunne simpelthen ikke passe. Det måtte være en joke. Skjult kamera. 

Fuck mit liv. Fuck alt. Fuck Fuck FUCK!!!!

Jeg gik i stå, og stirrede bare på dem. 

Det kunne Gud bare ikke gøre mod mig det her. Havde jeg ikke haft nok lidelse i mit liv? Hvorfor fanden skulle jeg trækkes igennem det her?

Utallige sekunder gik, og jeg stod bare og blev ved med at stirre.

Cirka en million spørgsmål farede igennem mit hovede. Men jeg kunne ikke åbne munden. Min stemme ville ikke lystre. Mit blik flakkede bare i mellem de 3 drenge der stod foran mig. 

Da der var gået omkring et minut og ingen endnu havde sagt noget, rømmede Niall sig. 

"Ch-Chestie?" fik han fremstammet. Jeg så over på ham og nikkede en enkel gang.

"Hvad laver i her?" jeg kendte inderst inde godt svaret, men jeg håbede på at jeg tog fejl. 

"Vi.. Vi bor her, agtigt" Harry smilede svagt til mig. Jeg lukkede øjnene hårdt i. 

Det kunne simpelthen ikke passe det her. Det var et mareridt, og jeg ville vågne lige om lidt. Men da jeg åbnede øjnene igen, stod de der stadig.

Min første indskydelse var at pakke mine ting ned igen, og flytte hjem til min moster og onkel igen. Men en lille stemme i mit hovede mindede mig om, at de havde købt det værelse til mig, så det var ikke en mulighed.

Men hvad så?

Hvad fanden i fucking helvede skulle jeg gøre? 

"Nå..." var mit eneste svar. Jeg bed mig i læben. Jeg ville gerne sige noget mere, men min stemme ville ikke lystre. 

Jeg kiggede op på dem igen. Harry og Niall smilede forsigtigt til mig. Da mit blik faldt på Louis, kunne jeg ikke bære det længere. Han så direkte på mig, men jeg kunne ikke tyde hans udtryk. Tårer prikkede i mine øjne, men jeg ville ikke græde mere over ham. 

Jeg kiggede derfor på Harry og Niall. Jeg skulle lige til at sende dem et koldt blik, men kom så i tanke om at de jo faktisk aldrig havde gjort mig noget, så jeg prøvede at smile til dem. Det blev mest til et en grimasse følte jeg. 

Så gik det op for mig at der manglede en. 

"Hvor er Liam?" røg det ud af mig før jeg fik tænkt mig om.

"Han er hos Cheryl." da jeg kiggede undrende på Harry skyndte han sig at sige "Hans kæreste"

Han så ud som om han var kommet i tanke om noget, for han gik ud af stuen. Lidt efter hørte jeg ham snakke i telefon, og Liam's navn blev nævnt. 

Liam

Liam, der altid havde været der for mig. Det havde Louis også, men Liam havde ikke vendt ryggen til mig. Han havde ringet til mig dagligt i over en måned efter Louis var skredet, for at høre hvordan jeg havde det. 

Lige indtil jeg havde fortalt ham, at han ikke behøvede ringe mere. Han var nu blevet ved, men jeg havde bedt ham lade være til sidst. Ikke fordi jeg ikke ville snakke med ham længere: der var intet jeg hellere ville. Men han havde stadig bandet, og jeg synes ikke han skulle snakke med en pige, som hans bedste ven ikke gad længere. 

Men jeg savnede ham. Meget!

"Liam kommer nu" Harry var kommet ind i stuen uden jeg havde lagt mærke til det. Jeg nikkede bare og smilte lidt genert til ham. 

Det var ret underligt. For 2,5 år siden havde jeg været en del af bandet, og havde kunne snakke med dem om alt. Nu stod jeg så her, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men jeg kendte dem jo heller ikke længere, præcist som de ikke kendte mig. 

Endnu mere tavshed. 

"Har du pakket alt ud? Eller er der noget du skal have hjælp til?" Niall's stemme var varm og imødekommende. 

Jeg rystede bare på hovedet. 

I det samme kom der liv i Louis, som for ud af stuen. Kort tid efter hørte vi en dør smække ude fra gangen. Harry så undskyldende på mig, og gik så efter ham. 

Jeg så forvirret op på Niall.

"Han har det fint. Det er bare lidt overrumplende for ham." skyndte han sig at sige. Jeg nikkede bare kort. 

"Vi-Vi-Vil du hjælpe mig med noget?" spurgte jeg med rystende stemme.

"Selvfølgelig!" Han lyste op i et smil, og fulgte efter mig, da jeg gik ud i gangen, og hen mod mit værelse. 

Men før vi nåede så langt, gik døren op, og jeg hørte en stemme.

"Hey Niall, Harry sagde hende den nye var kommet, så jeg..." han stoppede da jeg vendte mig og så på ham.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...