Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22475Visninger
AA

11. Loved you first

Vi ankom til hotellet klokken 21 lokal tid, men da der var 5 timers tidsforskel var vi alle helt bombede. Især efter vores kamp igennem de fans der stod i lufthavnen og ventede på drengene. Jeg havde godt hørt rygter om, at det var i Canada fansene var værst, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville være så slemt.

De råbte og skreg og maste og skubbede. Det tog os en time at komme fra flyet og ud i bilen, på trods af at vores bagage blev kørt direkte til hotellet, så vi ikke skulle vente på den.

Jeg var lige ved at dejse om af træthed, og jeg kunne knap nok holde mig vågen i elevatoren på vej op til værelset. Da vi langt om længe trådte ind af døren, til den kæmpe store lejlighed, som vores værelse var, havde jeg mest af alt lyst til at ligge mig ned på gulvet for at sove. Men jeg kæmpede imod trangen, og tænkte at om 10 minutter kunne jeg krybe ned under den varme dyne, og sove ligeså længe jeg ville.

”Godt så, vi har kun 7 værelser, så der er 2 der er nødt til at gå sammen om et rum.” sagde Helene. Jeg så rundt i lejligheden. Ud over de 7 værelser var der en kæmpe stue, et køkken og et badeværelse.

ET badeværelse! Åh gud, det skulle nok blive kaotisk. Men vi skulle kun være her i et par dage, og så skulle vi videre.

”Kan i to ikke gå sammen?” spurgte Harry træt og så på Helene og jeg.

”Er det ikke lidt synd for Hel hvis vi tager i byen, og hun bliver vækket af mig når jeg kommer hjem? Jeg kan bare tage sofaen. Det er ikke noget problem.” sagde jeg, men min ryg smertede allerede ved tanken.

”Ej Chess, det gør altså ingen ting! Du må hellere end gerne sove inde hos mig.” lovede Helene.

”Tak Hel, men det skal du altså ikke. Du er på arbejde, og jeg er på ferie, så det går nok!” sagde jeg og smilede træt.

”Okay, Hel sover alene, men du skal altså ikke sove på sofaen Chess. Du kan sove med mig, hvis ikke det gør dig noget.” sagde Louis. Jeg så hen på ham og smilede.

”Så gør vi sådan!” sagde Harry, tydeligvis ved at omkomme af træthed.

Jeg stillede mine tasker ind på det nærmeste værelse, og fandt min tandbørste frem. Så gik jeg ud på badeværelset og børstede mine tænder grundigt. Da jeg var færdig, så jeg mig i spejlet, og rettede på mit hår, uden og vide hvorfor. Jeg havde jo ikke rigtig nogen grund til at se godt ud, eftersom jeg bare skulle sove.

Da jeg gik ind på værelset, så jeg Louis var i gang med at tage den ene dyne og pude af sengen.

”Hvad laver du?” spurgte jeg undrende.

”Jeg sover på gulvet” sagde han og sendte mig et varmt smil.

”Hvorfor vil du dog det?” spurgte jeg og rynkede brynene.

”Jeg vil ikke være for påtrængende…” sagde han stille. Jeg grinede bare.

”Hvis der er noget du ikke har været de sidste 2 år, så er det da påtrængende” sagde jeg sarkastisk. Han kiggede bebrejdende og undskyldende på mig.

”Sorry” fnes jeg. ”Men seriøst, læg dig nu bare i sengen, det er ikke fordi vi ikke har sovet sammen før.” sagde jeg alvorligt. Han smilede taknemmeligt og kastede dynen og puden tilbage på sengen. Så krøb jeg ned under dynen, og slukkede lyset.

”Godnat Lou.” sagde jeg, og vendte mig så jeg lå med ryggen mod mig.

”Godnat Chess.” sagde han, og rykkede lidt, så han lå en lille smule tættere på mig. Det gav mig igen den underlige fornemmelse i hele kroppen, og jeg følte at hele min krop var elektrisk. Og selvom jeg var sikker på at jeg ville falde i søvn idet mit hoved ramte hovedpuden, kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på alt hvad der var sket inden for de sidste 48 timer. Alt var blevet vendt op og ned. Jeg havde fået min bedste ven tilbage, og lige meget hvor meget jeg hadede at indrømme det, så var vi i gang med at få bygget noget op igen. Og så tænkte jeg på Louis’ øjne, og hvordan de havde været i flyveren, da han havde holdt fat om min kæbe. Det havde været som om, de var blevet blødere og mere dybe i det. Det var svært at forklare, men det var ikke noget jeg havde set i hans øjne før. Men hvad betød det? Og var han selv klar over det? Jeg havde ingen idé, og det gjorde mig udelukkende mere forvirret end jeg allerede var. Hvad nu hvis alting var ved at ændre sig? Som i, vores venskab. Selvfølgelig ville det ændre sig, det kunne ikke undgås, men lige nu var jeg i tvivl om mine følelser, og jeg blev kun mere forvirret af Louis’ tilstedeværelse. Og tanken om at han lå mindre end 1 meter fra mig, gjorde mig helt ør i kroppen. Men det var jo latterligt, eftersom vi havde sovet sammen mere end 100 gange før. Men noget var ved at ændre sig, og jeg ville ønske jeg vidste hvad.

Jeg havde ligget i mine dybe tanker, men jeg lå vildt dårligt. Jeg lå og overvejede om jeg skulle vende mig. Jeg ville ikke vække Louis hvis han lige var ved at falde i søvn, men det lød som om han sov, så jeg begyndte at trille om på den anden side. Da jeg lå ordenligt ville jeg kigge op på ham, men jeg fik et chok da jeg så at hans øjne var åbne, så jeg gav et halvkvalt skrig fra mig og væltede ned på gulvet.

”Av for satan!” udbrød jeg, da mit hoved var smadret direkte ind i natbordet.

”Fuck” mumlede Louis, og jeg kunne hører at han rejste sig. Jeg skyndte mig op og stå, lige idet han nåede mig.

”Er du okay?” spurgte han bekymret.

”Jaja” svarede jeg, og sendte ham et svagt smil imens jeg gned mit hoved.

”Sorry. Jeg havde mange tanker i hovedet.”

”Me too” sagde jeg stille. Jeg lagde mig ned i sengen igen, og trak dynen over skuldrene, så kun mit hoved stak over. Louis lagde sig tungt ved siden af mig og pustede tungt ud.

Vi lå lidt i tavshed og kiggede rundt i det mørke værelse. Jeg ville gerne spørge Louis om noget, men jeg turde ikke. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det formuleret ordenligt, og jeg var bange for, at det kom til at blive opfattet forkert.

”Hvad tænkte du på?” hans spørgsmål kom bag på mig. Jeg lå og overvejede hvad jeg skulle svare, men besluttede mig for at være ærlig. Hvis vi skulle have noget op og stå igen, så var ærlighed den vigtigste ting.

”Os” sagde jeg stille og kiggede ind i hans øjne. Han hævede spørgende øjenbrynet.

”Du ved… Hvor vi står. Hvad vi er. Hvad det bliver til.” forklarede jeg. Han nikkede for at vise at han forstod.

”Hvad er du så noget frem til?” spurgte han. Jeg var ærlig igen.

”Jeg ved det ikke. Jeg er forvirret, og lidt… bange.”

”Bange for hvad?” hans stemme var en smule bekymret.

”Det ved jeg ikke. Jeg er glad for at vi er i gang med at få et venskab igen. Men jeg føler…” begyndte jeg, men afbrød mig selv. Han skulle under ingen omstændigheder vide, hvad der foregik i min krop når han sagde mit navn eller rørte ved mig. Han ville jo komme til at tro at jeg var syg i hovedet eller sådan noget.

”Føler hvad?” prøvede han.

”Ikke noget. Det er lige meget.” sagde jeg bestemt. Han så ud som om han ville komme med en indvending, men droppede det heldigvis.

”Godnat Lou. Sov godt.” sagde jeg efter lidt tavshed.

”Sov godt Chess.” hviskede han. Jeg gled ind i en dyb og drømmeløs søvn, selvom mit hoved stadig var proppet til randen med tanker.

 

LOUIS’ SYNSVINKEL

Selvom klokken var blevet næsten 23 før Chestie og jeg var faldet i søvn i går, og jeg havde været sindssygt træt, vågnede jeg allerede klokken 7 næste morgen. Mit hoved var et stort kaos af følelser og tanker.

Jeg vidste godt at jeg havde lavet en masse lort i den dengang jeg var skredet fra Chestie. Jeg havde fortalt hende, at det var fordi hun ikke var kendt, og at hun derfor ikke passede ind. Men det var ikke derfor. Jeg var sgu da pisse ligeglad med om hun var kendt eller ej.

Sandheden var nemlig den, at jeg var forelsket i hende. Ja, forelsket. Og jeg ved virkeligt ikke hvorfor, jeg så valgte at skubbe hende væk, men jeg kunne ikke bære tanken om at hun ikke gengældte det, og jeg skulle være sammen med hende hele tiden i den viden. Jeg havde troet det ville hjælpe, men nej. Det gjorde det kun værre, og nu hvor jeg hele tiden var i nærheden af hende, kunne jeg snart ikke holde det inde længere. Men jeg vidste, at hvis jeg fortalte det til hende, ville tingene bare blive endnu mere komplicerede, og det var ikke hvad vi havde brug for lige nu.

Jeg lå bare og kiggede på hende. Hendes smukke ansigt, der var fuldstændigt afslappet og uden bekymring. Hendes hår, der bølgede blidt ned over hendes skuldre. Hendes vejtrækning, der var regelmæssig og dyb. Hendes duft, den søde sommeragtige duft, der altid havde og altid ville være omkring hende.

Da jeg havde ligget sådan i over en time og bare ladet mine tanker gennemstrømme mit hoved, besluttede jeg mig til at stå op. Jeg gjorde det så stille som muligt, og fik taget noget tøj på. Jeg gik ind i stuen og tændte fjernsynet, og zappede lidt rundt mellem forskellige kanaler. Jeg var faldet i en James Bond film, da Harry trådte ind i stuen.

”Godmorgen Haz” smilede jeg varmt. Han smilede træt og satte sig tungt ned ved siden af mig.

”Hvad ser vi?” spurgte han træt.

”Quantum of Solace tror jeg” svarede jeg.

”Uh, den har jeg ikke set. Er den god?” spurgte han.

”So far, ja” svarede jeg.

 

***

 

Vi sad alle sammen inde i stuen, med undtagelse af Chestie, som stadig ikke var stået op. Vi havde gang i planlægning af dagens program, og hvad vi skulle i morgen inden den første koncert. Jeg hørte døren ind til mit og Chestie’s værelse, og hun trådte ud. Min krop reagerede straks da jeg så hende. Sommerfuglene hoppede rundt inde i min mave, og alt andet end hende blev sløret. Jeg sendte hende et skævt smil, som hun hurtigt gengældte, inden hun satte sig ned ved siden af mig. Jeg løsrev mit blik fra hendes, og så på de andre, der så afventende på mig.

”Hvad?” spurgte jeg. Jeg var vidst gået glip af noget.

”Ville det være fint med dig hvis vi ikke laver noget særligt i dag?” spurgte Liam. Jeg nikkede ivrigt. Jeg hadede at være offentlige steder i Canada, da fansene her, ikke respekterede os overhovedet. Ikke ret mange af dem i hvert fald.

”Er det også okay med dig Chess?” spurgte Niall.

”Ja, det er helt fint” svarede hun.

”Har i spist?” spurgte hun lidt efter.

”Nope, vi ville vente på dig” svarede Helene.

”Ja, og nu hvor du er kommet, så lad os komme af sted!” sagde Niall utålmodigt, hvilket fik os alle til at grine.

 

***

 

”Louis? Hallooo?” Harry afbrød endnu engang mine tanker. Vi havde ikke rigtigt lavet noget i dag, udover at spille spil, spise og se lidt TV. Men jeg havde mest af alt været fordybet i mine tanker om Chestie, og hvordan jeg skulle få hende det fortalt. Drengene, Helene, Lou og Paul havde været nødt til at gentage deres spørgsmål flere gange til mig, og det begyndte at blive pinligt.

Jeg kiggede spørgende på Harry.

”Altså hvad fanden er der med dig for tiden? Du er helt fjern.” sagde han. En blanding af irritation og bekymring var at spore i hans stemme.

”Hvad mener du?” jeg rynkede panden, og lod som om jeg ikke vidste hvad han mente.

”Du er helt væk. Det er især når Chest..” han afbrød sig selv, og det så ud til at noget var gået op for ham, og hvad det var, var ikke svært at regne ud. Jeg skyndte mig at flytte mit blik fra hans øjne, ned i gulvet, så han ikke kunne se det i mine øjne.

”Louis, er du…” han nåede ikke at færdiggøre sætningen. En velkendt skikkelse trådte ud fra badeværelset, og mine øjne fløj automatisk derhen. Hun havde kun et håndklæde om sin krop, og jeg kunne mærke min krop reagerede på det med det samme.

Harry åbnede munden og skulle til at komme med en bemærkning, men hun kom ham i forkøbet.

”Nej Harry. Bare nej” sagde hun og hentyde tydeligvis til den anden dag, hvor vi næsten havde set det hele. Jeg begyndte og grine, og Harry kunne heller ikke lade være. Hun smuttede ind på værelset og lukkede døren efter sig. Harry vendte igen sin opmærksomhed mod mig.

”Ikke her. Jeg vil gerne sige det, men ikke her” kom jeg ham i forkøbet. Jeg rejste mig og gik ud mod gangen, hvor jeg begyndte at tage mine sko på. Harry fulgte efter, og vi skulle lige til at gå ud, da døren gik op og Niall og Liam trådte ind.

”Hvad så? Hvor er i på vej hen?” spurgte Niall glad.

”Louis har tænkt sig at fortælle mig hvorfor han er så sær her for tiden. Skal i med?” sagde Harry. De nikkede, og vi gik ud.

”Hvor går vi hen?” spurgte Liam. Jeg trak på skuldrene.

”Et privat sted” sagde jeg stille. Jeg kunne mærke de sendte hinanden blikke, men jeg forstod dem godt. Jeg var aldrig sådan her, og jeg kunne mærke det bekymrede dem. Jeg fandt et tomt lokale lidt længere nede af gangen, og gik ind. Da drengene var kommet inden for, smækkede jeg døren, og så på dem.

”Hvad sker der Lou?” spurgte Niall bekymret. Jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle sige, så jeg så på Harry for at få hjælp.

”Louis er du virkelig forelsket i hende?” spurgte han.

”Hvad?!” udbrød Liam og Niall i kor. Jeg så på dem, og nikkede så kort.

Jeg kunne ligeså godt fortælle det til dem. De var mine bedste venner, og det ville helt sikkert hjælpe, at de vidste det.

”Forhelvede Lou.” mumlede Niall.

”Jeg ved det godt Niall. Men jeg kan ikke gøre for det. Tro mig, hvis jeg kunne gøre noget for at forhindre det, ville jeg gøre det.” For det ville jeg. Ikke at jeg ikke ville elske at være hendes kæreste. Der var intet jeg hellere ville. Men lige nu skulle jeg prøve at blive hendes ven igen, og så var det rigtig dumt at jeg var forelsket i hende, eftersom jeg ikke kunne være 100% som en ven for hende.

”Tag det roligt Lou! Vi hjælper dig. Bare vær som du er over for os, så går det hele nok. Og så, efter noget tid, kan du fortælle det til hende. Men ikke endnu. Det ville ødelægge det i lige har bygget op igen” sagde Liam fornuftigt.

"Desuden, ved vi jo ikke hvordan Chestie har det med alt det her. Hun er altså også lidt fraværende, når du er i nærheden." sagde Harry. 

"Det har jeg faktisk også lagt mærke til" sagde Niall. Jeg smilede ved tanken om at Chestie skulle være forelsket i mig. Også selvom jeg godt vidste, at hun ikke var det. Langt fra. 

 

 

CHESTIE’S SYNSVINKEL.

 

Jeg sad og snakkede med Paul da drengene kom ind i lejligheden igen. De grinede og fjollede og havde det vidst meget fedt. Paul så lidt surt på dem.

”Hvor har i været?” spurgte han.

”Bare lige ude og snakke” svarede Louis hurtigt. Måske en lille smule for hurtigt, men det var nok bare mig.

”Hmm, okay. Kan i ikke lige se hvis i går en anden gang?” spurgte Paul. De nikkede alle fire.

De smed sig i sofaen, Niall og Louis på hver deres side af mig. Jeg benyttede mig straks af muligheden, og lagde mit hoved på Louis’ lår, og smed benene over Nialls.

”Ligger du godt?” grinede Louis.

”Meget!” sagde jeg og lukkede øjnene. Han begyndte at nusse mit hår, ligesom han havde gjort i ’gamle dage’. Men i modsætning til den gang, gav det her en følelse af 100 sommerfugle der væltede rundt i min mave og den sitrende fornemmelse i hele min krop. Hvad var det lige der skete med mig? Jeg vippede med fødderne, for at gøre tegn til Niall om at han skulle give mig fodmassage.

”Du kan glemme det kan du” grinede Niall.

”Ej Niall, please!” bad jeg. Han sukkede og rullede med øjnene, men i stedet for at massere dem, begyndte han at kilde mig. Jeg skreg og skulle lige til at sparke ud, men kom i tanke om hvad der skete sidst jeg gjorde det. I stedet satte jeg mig op, og skubbede til Niall.

”Du bad selv om det” grinede han.

”Fuck dig!” sagde jeg, men kunne ikke lade være med at grine.

Jeg lænede mig tilbage igen, og lagde mig til rette i Loui’ skød igen. Denne gang trak jeg dog fødderne op under mig, så jeg lå i fosterstilling.

”Hvornår skal vi køre herfra i morgen?” spurgte jeg

”Pas” sagde drengene.

”Helene?” råbte jeg.

”Jaer?” lød det fra badeværelset.

”Hvornår skal vi køre i morgen?”

”Det ved jeg da ikke. Det er dig der har det job” råbte hun tilbage.

”Okay, det havde jeg så ikke fået af vide” mumlede jeg.  

”Du er jo en del af teamet nu. Du er ikke bare på ferie!” grinede Harry.

”Jamen har i så styr på hvornår koncerten starter?” spurgte jeg.

”Klokken 21” sagde Liam.

”Godt så, så skal vi være der klokken 17, hvilket vil sige at vi køre herfra senest 16.30” besluttede jeg. Jeg havde lavet deres tidsplaner før, og jeg havde åbenbart ikke glemt det.

”Ayay boss” mumlede Louis. Jeg slog ham blidt på brystet, men han greb fat i min hånd. Sommerfuglene gik amok igen idet hans fingre ramte mine.

”Hov hov du, ingen vold mod superstjernerne” sagde han ironisk.

”Hvis ikke det havde været for mig, ville ’superstjernerne’ stadig stå i tax-free i Heathrow.” svarede jeg flabet. De skulede til mig.

”Sorry guys” sagde jeg, og sendte dem et skævt smil. ”Men i ved det passer” og de trak på skuldrene. Jeg grinede kort.

”Har vi noget mad?” spurgte Niall efter lidt tid. Jeg rystede på hovedet. Han så skuffet ud.

”Er du sulten?” spurgte jeg. Han så på mig som om jeg var fuldstændig idiot.

”Skal vi så ikke tage ud og spise?” foreslog jeg.

”Jo, lad os gøre det” svarede Liam.

”Så lad os komme afsted!” udbrød Niall utålmodigt.

”Altså Niall, nu ved jeg ikke med dig, men jeg skal altså lige have noget andet tøj på” grinede jeg. Vi sad alle sammen i joggingbukser og løse t-shirts.

”Nå ja” mumlede han, og rejste sig. Vi andre fulgte hans eksempel, og jeg gik ind på mit og Louis’ værelse for at finde noget nogenlunde præsentabelt tøj. Jeg valgte at tage en sort blondetrøje på, hvide jeans og et par sorte stiletter på. Enkelt men flot. Så gik jeg ud på badeværelset, for at lægge noget make-up.

Jeg var i gang med at lægge eyeliner, da det bankede hårdt på døren.

”Chess, få nu lettet røven så vi andre kan komme til!” lød det utålmodigt fra Harry.

”Sorry sorry” sagde jeg da jeg havde åbnet døren. Harry, Niall og Liam trådte ind og overmandede spejlet, så det var umuligt for mig at få lagt noget make-up.

”Øhh gutter, jeg er altså ikke færdig.” sagde jeg.

”Seriøst? Du har været herude i over 20 minutter! Hvor lang tid kan det lige tage at gøre sig klar?” spurgte Niall.

”Lang tid når du skal have make-up på og sætte hår” mumlede jeg. Jeg ville seriøst hoppe ud af et vindue, hvis ikke der var mindst to badeværelse på det næste hotel.

”Det behøves du altså ikke bruge tid på. Du er smuk som du er!” sagde Harry, og jeg kunne mærke at blodet skød op i mine kinder.

”Aww bliver du lidt forlegen?” drillede Niall.

”Luk røven Horan!” sagde jeg spydigt.

”Hov hov du!” han rettede sin finger truende mod mig, men kunne ikke lade være med at grine.

”Er i snart færdige eller hvad?” spurgte jeg utålmodigt.

”Jeps. Hvis ikke du er ude i gangen om 10, så går vi altså uden dig” truede Harry. Jeg rullede med øjnene af ham, og trådte hen på hans plads foran spejlet.

Da jeg havde lagt det sidste mascara og rettet mit hår, trådte jeg ud fra badeværelset. Paul, Helene og Lou sad stadig i sofaen i ført hygge-tøj.

”Skal i ikke med?” spurgte jeg.

”Nej, i skal have en aften bare jer unge.” smilede Lou. Jeg smilede igen, og ønskede dem en god aften. Jeg kunne høre at drengene var ude i gangen, så jeg gik direkte derud.

”Skal vi gå?” spurgte jeg

”Hvis du siger det boss” sagde Liam, og vi trådte ud i gangen. Louis gik op på siden af mig, og sendte mig et varmt smil.

”Du ser godt ud!” komplimenterede han.

”Illigemåde.”  sagde jeg og smilede varmt. Han havde godt nok bare jeans, en t-shirt og en læderjakke på, men han var gude lækker som altid. Hans smil sendte en masse signaler rundt i min krop, og jeg kunne mærke den, nu efterhånden, velkendte sitrende følelse i hele kroppen. Jeg vidste bare stadig ikke hvad det betød.

 

***

 

Da vi havde spist og betalt, besluttede vi os til at gå hjem. Vi havde taget en taxa ud, men nu hvor det var blevet ret sent, tænkte vi at vi kunne gå i nogenlunde fred og ro.

”Fuck jeg glæder mig til at komme hjem!” sagde Louis og gabte.

”Er i klar til i morgen?” spurgte jeg.

”Næh. Men det bliver vi nok” sagde Harry og trak på skuldrene. Jeg rystede grinende på hovedet af ham.

”Tænk at i kan holde ud at leve sådan der. Jeg ville dø, hvis ikke jeg havde lagt en plan når jeg skulle så meget” sagde jeg.

”Så er det jo godt vi har dig, til at gøre det for os” drillede Niall. Jeg grinede bare. Jeg fik øje på et stort apotek-skilt, og kom i tanke om noget.

”Jeg er lige nødt til at gå derind” sagde jeg og pegede. Drengene nikkede, og stoppede op.

”Skal vi gå med?” spurgte Louis.

”Nej, bliv i bare her” skyndte jeg mig at sige. Jeg skulle ind og købe nogle flere P-piller, for selvom mit sex-liv var ikke eksisterende i øjeblikket, så skulle de jo stadig tages. Og godt nok kendte de drenge mig ind og ud, men lige indkøb af p-piller behøvede de nu ikke lige at være med til, synes jeg.

Da jeg trådte udenfor i den kølige luft igen, kunne jeg ikke se drengene, men derimod en stor flok af piger, og gættede på at de var i nærheden af den. Jeg havde ret, for da jeg gik hen i mod dem, vendte pigerne sig, og Harrys karakteristiske hår kom til syne.

”Omg! Det er Chestie!” udbrød flere af pigerne. Jeg smilede varmt til dem. Det var stadig helt vildt at blive set på, på den måde.

”Må vi få et billede mig dig?” spurgte de, og glæden lyste ud af deres øjne.

”Selvfølgelig” smilede jeg.

Jeg stillede mig ved siden af en høj, rødhåret pige, og lagde armen om hende. Hun så ud som om hun kunne dø hvert øjeblik det skulle være.

”Sig appelsiiiiin” smilede Liam, og jeg smilede alt hvad jeg havde lært. Pigerne hvinede da de så billedet, og skyndte sig at snakke om redigering og tags, så alle kunne se at de havde mødt One Direction. Og mig, kom jeg i tanke om.

”Tusinde tak!” fniste de.

”Selvtak piger! Vi holder øje med jer i morgen!” sagde Niall, hvilket fik dem til at hvine helt hysterisk.

”Fik du klaret hvad du skulle?” spurgte Harry. Jeg nikkede, og rystede med posen. Jeg drejede hovedet, og så hen på Louis, der stod og snakkede med en pige, jeg ville skyde på var 22-23 år. Hun var vidst ikke fan, men nok bare en storesøster til en af de andre piger. Hun grinede højt af noget han lige havde sagt, og lagde armen på hans skulder. Så lagde hun hovedet let på skrå og smilede flirtende. Louis blev ved med at sende hende nogle varme blikke imens han snakkede. Blikke, som jeg kun havde set ham sende til mig, og jeg mærkede et stik af jalousi. Men det var jo latterligt. Louis var min bedste ven, og ikke mere. Jeg havde set ham snakke med piger, en million gange før og jeg havde sågar afbrudt ham og Eleanor i et meget hedt øjeblik engang for lang tid siden. Så hvorfor blev jeg dog jaloux? Det var jo dybt latterligt.

Men så slog det mig. Det var som om, at det lille bitte stik af jalousi, var den brik der manglede, før jeg kunne se det. Hvad jeg ikke kunne se før. Den sitrende fornemmelse, varmen der spredte sig når han kiggede på mig og jalousien over han snakkede med andre piger. Det kunne ikke være noget andet.

Jeg var, uanset hvor meget jeg benægtede det, blevet forelsket i Louis Tomlinson. 

______________________________________________________________________________________________

Wuhu, endnu et kapitel. Og nu kan jeg så småt begynde at få knyttet noget drama ind. Jeg ved godt jeg lovede at det ville komme i det her afsnit, men det ville blive alt for langt hvis det skulle med, så i må vente lidt endnu. 

Og så skal det lige siges, at det ikke bliver noget vildt og overdramatiseret drama, bare lidt gnister på linjen eller hvad man nu siger, ellers synes jeg det bliver for uoverskueligt. 

OG! Så skal jeg altså lige have et øjebliks stilhed, for hvor overdrevet fantastiske i er!!!! 42 farvoritlister, og nummer 6 i denne genre!! Hallo, jeg kan ikke takke jer nok. Jeg tror ikke i har nogen idé om hvor glad jeg bliver, når jeg logger ind og ser at det bare stiger og stiger for hver gang. Så TAK!! Elsker jer!

Knus Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...