Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22460Visninger
AA

4. I hate u, i love u

Tag dig sammen Chestie! Det er én aften. Vis alle at du er ligeglad.

 

Jeg himlede med øjnene af mig selv. Man kunne ikke lyve for sig selv. For jeg var jo ikke ligeglad. Langt fra. Hvis jeg var, havde der jo ikke været noget at overbevise sig selv om.

Og det var jo ligesom det der var problemet. Jeg var ikke ligeglad. Jeg ville ønske jeg var en af de personer, der bare kunne hade en person. Men det kunne jeg ikke. Jeg så altid noget godt i folk, og nogen gange var det fandeme en belasting!

 

Ikke engang efter alt hvad han havde gjort og sagt kunne jeg hade ham. Var jeg sur? Ja. Var jeg skuffet? Ja. Var jeg sønderknust? Ja. Betød han stadig alt for mig? Jeg bed mig selv i læben, og ville ikke indrømme det. Men så kom jeg i tanke om at man ikke kan lyve for sig selv.

 

Ja…

 

Av, det gik lige i hjertet. For jeg vidste at han ikke gengældte det. Han havde højst sandsynligt også glemt alt om mig. Det var også bedst sådan. Out of sight, out of mind. Hvorfor kunne jeg så ikke glemme ham? Komme videre i livet? Jeg kendte godt selv svaret, men det ville jeg aldrig indrømme. Det ville blive over mit lig.

 

”Er du klar tulle?” jeg fjernede mit blik fra spejlet, og så på min morsters spørgende ansigtsudtryk. Jeg nikkede kort, sukkede så let og gik efter hende ned af trapperne.

 

 

Louis’ synsvinkel

 

Drengene og jeg ankom til Wembley en time inden koncerten startede. Jeg så ret meget frem til det, eftersom det snart var et halvt år siden vi havde holdt en koncert. Vi kørte direkte hen til døren til vores opholdsrum, og hoppede ud. Omkring seks piger så os, og begyndte at skrige. Vi vinkede alle fire til dem, og gik så indenfor.

 

Vi havde været her før, så det var nemt at finde rundt. Jeg kunne svagt høre at de var begyndt at fylde plæne og sæderne neden under os, og så derned. Det gav mig en underlig følelse at være her, hvorfor vidste jeg ikke. Det var en støttekoncert for Kræftens Bekæmpelse, som ELO (Englands Leukæmi Organisation) havde stablet på benene. En smerte jog igennem min krop da jeg tænkte på sygdommen. Den mindede alt for meget om noget jeg engang havde gjort for efterhånden et par år siden.

 

”Chestie” mumlede jeg lavt. Niall så op på mig med et løftet øjenbryn

 

”Sagde du noget Lou?” Jeg rystede åndsfraværende på hovedet. Jeg havde brug for noget frisk luft. Lige nu.

 

”Jeg har brug for en smøg” sagde jeg. Nu så tre par meget spørgende øjne på mig

 

”Louis…” begyndte Harry. Liam afbrød

”Lou du ryger da ikke”

 

”Næ” mumlede jeg bare, og gik ud. Jeg tog trapperne ned to trin ad gangen, og var snart ude på parkeringspladsen. Jeg kiggede rundt. Ingen fans, kun en pige, der tydeligvis burde være inde på stadion lige nu, men som alligevel sad herude. Jeg overvejede at gå hen til hende, men lod være. Jeg ville bare gerne være alene. I det jeg vendte mig, for at gå den anden vej, kunne jeg mærke hun kiggede op, men jeg vendte mig ikke om, før jeg nåede døren. Jeg kiggede over skulderen, men hun var væk.

 

Underligt tænkte jeg ved mig selv.

 

 

Chesties synsvinkel

 

Jeg var gået fra Em da vi havde fundet vores pladser. Jeg ville ud. Nu sad jeg her, midt på parkeringspladsen, og vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne jo ikke sidde her for evigt, men jeg ville under ingen omstændigheder tilbage til min plads.

 

En bevægelse fik mig til at se op.

 

En høj, mørkhåret fyr var på vej den anden vej, end hvor jeg sad. Hvorfor så han bekendt ud? Den ryg, den holdning, måden han svingede med armene når han gik.

 

Oh fuck! Det var ham. Hvad fuck lavede han her? Okay jeg vidste godt det var ham der skulle spille, men jeg mener her. På parkeringspladsen? Men der var ingen tvivl. Det var ham. Jeg var 110% sikker.

 

Havde han set mig? Det havde han nok, eftersom han højst sandsynligt, var kommet ud af den dør, han var på vej tilbage til. Men havde han genkendt mig? Forhåbentligt ikke, men altså på den anden side, hvis han havde, skulle det ikke undre mig, om han stak halen mellem benene og gik. Igen.

 

Jeg skyndte mig at gå hen til indgangen igen, og gik ind på min plads igen. Mere forvirret og tom end nogensinde før. I det jeg dumpede ned ved siden af Em, så hun op på mig, og blev forskrækket.

 

”Hvad er der galt? Er der sket noget?” Jeg rystede bare på hovedet som svar. Hun skulle til at sige noget mere, men blev heldigvis afbrudt af lyden af flere 100.000 piger der skreg. Og no surprice de skreg. For hvem stod på scenen? Det gjorde de selvfølgelig. De smilede ud på deres publikum.

 

”Tusinde tak fordi at i alle sammen er kommet!” jeg sprang næsten op fra min plads af forskrækkelse. Hans stemme gav genlyd på hele Wembley. Jeg kiggede forfærdet op på scenen, og så tomt på ham. Han smilede da alle pigerne gik amok igen. Han smilede hans søde smil. Hans jeg-redder-Chestie-og-smiler-for-hun-er-trist smil. Eller… det plejede at være det smil. Mit smil. Men det var det ikke længere. Ligesom ham.

_________________________________________________________________________________________________

 

Hey alle, og tusinde tak fordi i læser med! Det er første jeg jeg skriver sådan noget her, så jeg håber det er okay. Jeg ved godt at den ikke er så spændende endnu, men jeg lover at der sker noget snart, enten i næste afsnit, eller afsnittet efter det. Håber i vil blive ved med at læse!

Knus <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...