Faded - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
En gang var Chestie Steward og Louis Tomlinson udadskillelige, som bror og søster. Men efter en X-factor audition og et nyt band, skrottede Louis Chestie, i den sværeste tid i hendes liv. Hun følte sig alene, brugt og ude af stand til at komme videre i sit liv. Så hvad sker der, når hendes veninde tilbyder hende en billet til en One Direction koncert? Hun havde svoret, at hun aldrig i sit liv ville have noget med Louis at gøre igen, men tingene har det med at ændre sig...

30Likes
17Kommentarer
22248Visninger
AA

16. Empire State of Mind

Jeg kunne mærke en person ruske i min skulder, og jeg vendte mig utilfreds den anden vej. Problemet var bare, at jeg sad i et flysæde, så det var ret svært. Derfor slog jeg irriteret øjnene op, og så lige ind i Louis’ smilende ansigt, som var få centimeter fra mit, hvilket fik min mave til at gå amok.

Igen!

Jeg løftede øjenbrynet, for at spørge hvorfor i al verden han havde vækket mig.

”Vi lander nu” svarede han med et smil. Jeg vendte igen hovedet, og så et fantastisk syn. Klokken var 5 om morgenen, hvilket ville sige at det var piv mørkt. Eller det var det faktisk ikke, for under mig lyste flere millioner lys, og indikerede Manhattans skyline.

”Wow!” mumlede jeg, og var lige pludselig taknemmelig for at Louis havde vækket mig.

”Det er flot ikke?” spurgte han, og selvom jeg ikke vendte mig for at kigge, kunne jeg høre smilet i hans stemme. Men okay, hvornår havde Louis ikke et smil i stemmen?

That’s right, aldrig.

Jeg var så hypnotiseret af lyshavet, der rykkede tættere og tættere på under os, at jeg ikke lagde mærke til drengenes samtale, men det var noget med at Harry skulle et eller andet klokken 13. Jeg havde planer om at sove, for derefter at tage ud og få det hele af New York med. Vi skulle kun være her i 3 dage, så jeg nægtede simpelthen at spilde tiden.

”Første koncert er i aften ikke?” spurgte Niall, så jeg ikke kunne undgå at blive revet ud af mine tanker.

”I er seriøst de eneste jeg kender, der ikke har styr på hvornår de skal optræde” grinede/fnyste jeg. Men ærligt, overraskede det så nogen?

”Nu er vi jo også de eneste kendte de kender…” pointerede Harry. Jeg grinede, for det var jo rigtigt nok.

”Men nej Nialler, det først i morgen” sagde jeg, for at svare på hans spørgsmål fra før.

”Nårh ja. Det vidste jeg da godt.” prøvede han at redde den med.

”Yeah right!” sagde vi alle i kor, og Niall så såret ud.

”Det er fordi jeg er irsk, ikke?” spurgte han fornærmet.

”Jo” svarede jeg, og prøvede at holde masken, hvilket failede totalt da han sendte mig en grimasse.

”I det mindste kan jeg da synge” gav han igen.

”Og det siger du, at jeg ikke kan?” jeg spillede fornærmet, men vi vidste godt alle sammen, at når jeg sang, lød jeg som en døende hvalros, hvilket ikke lyder kønt til info.

Derfor fnyste alle drengene også bare.

”Årh vil i da holde op!” grinede jeg. Jeg var seriøst overtræt, jeg grinede hele tiden. Men så indså jeg, at det var sådan jeg også havde været før i tiden, før alt det med Louis og jeg. Jeg fik en ubeskrivelig lykkefølelse i maven, ved tanken om, at alt var ved at blive som det gamle. Dog med en lille ændring.

Okay, en stor ændring.

Men det var somsagt ligemeget.

”… glæder sig til at møde dig Chess” sagde Harry, men jeg havde været så dyb i mine tanker, at jeg ikke havde hørt starten af hans sætning.

”Hvem? Hvad?” spurgte jeg forvirret.

”Helt ærligt, det er anden gang du overhører det! Hvad tænker du på?” grinede Harry.

”*host* Louis i håndklæde *host*” ’hostede’ Niall. Jeg sendte ham et dræberblik, men blev selvfølgelig knaldrød i hovedet.

”Hvad er det vi skal, og hvem glæder sig til at møde mig?” spurgte jeg, og ignorerede Niall, og drengenes grin.

”Når du ikke høre efter, så må det jo blive en overraskelse” sagde Harry og smilede smørret. Han vidste godt, at det værste jeg vidste, var overraskelser.

”Ej, undskyld! Jeg lover at lytte nu!” bad jeg.

”Niksen du. Du må vente til i aften” grinede han. Jeg rullede med øjnene af ham.

I det samme, mærkede jeg at flyet gav en ordenligt ’bump’ fra sig, og jeg kiggede forskrækket ud. Så gik det op for mig, at det bare var fordi vi var landet. Vi trillede i ufatteligt lang tid, for at komme hen til selve lufthavnen. Alt imens sad jeg, og prøvede at sprænge de propper, der var kommet i mine ører.

”Tyggegummi?” spurgte Louis og rakte mig pakken.

”Tak” jeg tog i mod det, og begyndte at tygge, hvilket heldigvis hurtigt hjalp.

”Lou, fortæl lige hvad det er vi skal!” sagde jeg så utålmodigt. Jesus det ville blive en lang dag, jeg ville ikke kunne tænke på andet!

”Sorry Love, men du må vente til i aften” grinede han. Jeg rullede med øjnene, og spillede tøsefornærmet.

”Stop det der!” sagde Louis, med en alt for alvorlig stemme, hvilket fik mig til at kigge underligt på ham. Så flækkede vi begge to af grin.

Okay, hvis nogen her var i tvivl, så var vi vidst tilbage ved det gamle. Det gjorde mig dog ingenting overhovedet!

”Hvad griner i af?” spurgte Harry.

”Dig” svarede jeg iskoldt, og blinkede til Louis uden Harry så det.

”Av av hva’ Harold!” grinede Niall.

Harry skulede olmt på mig. Han var ikke vant til at blive afvist og disset på den måde af en pige, og jeg vidste det gik ham på. Præcis ligesom de ikke kunne fortælle mig noget om den overraskelse, gik mig på.

”Luk Chestie, du elsker mig” vrissede han. Det var jo ikke løgn.

”Selvfølgelig gør jeg da det Haz” sagde jeg, og sendte ham et luftkys. Han smilede tilfreds, og Niall rullede med øjnene.

”Du lader ham slippe alt for nemt Chess” brokkede han sig.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en lille svaghed for Harry Styles” sagde jeg og blinkede kækt med det ene øje. Jeg lod mærke til at Louis spændte i hele kroppen ved siden af mig, og kiggede derfor væk fra Harrys forundrede men smigrede ansigt, for at se hvad der gik af Louis. Han lod mærke til mit blik, og sendte mig et smil. Det var bare et rimeligt ikke-Louis smil, eftersom det aldrig nåede i nærheden af hans øjne.

”Jeg vidste det!” råbte Harry triumferende, og havde vidst ikke lagt mærke til Louis’ anspændte holdning.

”Men altså jeg har også en svaghed for små børn. Men det er jo også stort set det samme” sagde jeg, og holdt masken. Og denne gang lykkedes faktisk! Niall slog en høj latter op, og jeg kunne se at Louis holdning blev mere afslappet, og det trak i hans mundvige. Harry så bare sur ud igen.

”Jeg er ældre end dig” mumlede han.

”Måske på papir, men helt ærligt. Du synes slet ikke selv at du minder om en 16 årig dreng en gang i mellem?” spurgte jeg drillende. Han rystede bare stolt på hovedet.

”Okay, så leger vi da det” sagde jeg og trak ligegyldigt på skuldrende, men jeg vidste at det pissede ham af. Men på en god måde selvfølgelig. Harrys og mit ’forhold’ var bygget op på at disse hinanden. Han var som en lillebror for mig, selvom han var 2 år ældre end mig. Men jeg elskede ham, og jeg elskede at vi kunne disse hinanden, uden nogen blev sure eller fornærmet for alvor over det.

”Hvis du er så sikker på at du er så meget mere moden end mig, hvad siger du så til et lille vædemål?” spurgte han, mens en sleskt smil spillede om hans læber. Jeg vidste han havde en pervers bagtanke med det, eftersom det er Harry vi snakker om.  

”På!” sagde jeg, hvilket måske kom en smule bag på ham. Dog smilede han endnu mere smørret end før.

”Ingen af os må lave noget seksuelt med en person. Den der bryder løftet først, har tabt, og vinderen har håneret for altid.” sagde Harry, og hurra, jeg vandt lige en million kroner, for at have gættet det, med den perverse bagtanke.

Hvad fanden var det også for et vædemål? Det var da præcist sådan noget en 16 årig ville sige.

”Ej okay Harry, det der viser da præcist hvor umoden du er. Du tænker mere på sex, end en dreng, der lige har fået boner på for første gang” svarede jeg og fnøs.

”Så du tør ikke?” spurgte han udfordrende om, og smilede sit vinder-smil. Og han vidste at der ikke skulle mere til.

”Selvfølgelig tør jeg da det!” svarede jeg.

”Du kommer til at fortryde du gik ind til det her”
sagde han hånligt, og rakte hånden frem, for at give håndslag på vædemålet.

”Årh Harry, jeg tror du kommer til at fortryde mere. Jeg har ikke været sammen med nogen i over 4 måneder. Hvad med dig? 2 uger?” sagde jeg, og smilede hånligt tilbage. Harrys smil blegnede.

”Ooow! Det kommer til at gøre ondt Haz!” grinede Louis, og viftede med hånden, som om han havde brændt sig. Sikke glad han pludseligt var igen.

Wierd…

”Det kan jeg da sagtens!” sagde Harry selvsikkert, men vi vidste godt alle sammen, hvor svært det blev for ham. Faktisk blev det umuligt.

”Så er der jo ikke noget problem” smilede jeg. Harry kunne ikke styre sig længere, så han begyndte at grine helt hysterisk, og det smittede selvfølgelig af.

Det gik op for mig at flyet langt om længe holdt stille, hvilket betød at folk omkring os rejste sig. Jeg var ikke sen til at følge deres eksempel, så jeg greb hurtigt min taske, og begyndte at gå efter drengene mod udgangen. Der var lidt masen og skubben, da alle gerne ville ud først, men Paul havde heldigvis situationen under kontrol.

Jeg kiggede rundt, og for de jeg havde en følelse af, at vi havde glemt noget. Det havde vi også.

”Guys, hvor er Liam?” spurgte jeg forundret. De så alle sammen rundt, men han var ikke sammen med os.

”Fuck…” mumlede jeg. Jeg begyndte at gå ned igennem rækkerne. Han kunne da ikke bare sådan forsvinde? Tænk nu hvis han var blevet kidnappet af en fan? Åh Gud. Jeg kiggede ned til højre, og kunne ikke stoppe et grin, ved det syn, der mødte mig. Liam lå krøllet sammen i fosterstilling, og sov tungt. Han så SÅ kær ud!

”Liam” sagde jeg lavt, og ruskede i hans ben.

Ingen reaktion.

”Liaaaam” sagde jeg lidt højere og ruskede lidt hårdere. Han mumlede noget, sikkert for at brokke sig, og prøvede at vende sig om, præcis ligesom jeg havde gjort.

”Vi er landet, vi skal ud nu” sagde jeg og smilede. Han nikkede træt, og gned sine øjne. Så fik han hurtigt pakket sine ting, og vi gik op til drengene igen. Helene og Lou smilede venligt til os da vi kom gående, og Paul så mest af alt bare lettet ud. Harry, Louis og Niall var til gengæld ved at brække sig af grin. Niall havde ligefrem tårer i øjnene.

”Du… hahahaha… Du glemte….” grinte han, men han kunne ikke færdiggøre sætningen. Liam så forvirret ud.

”Hvad er jeg gået glip af” spurgte han.

”Chestie… hahahahaha… glemte dig hahahaha” hiksede Louis.

”Det var da ikke min skyld” indvendte jeg hurtigt.

”Det er da dig, der skal holde styr på os” sagde Harry halvkvalt. Vi begyndte at gå ud igennem gaten, før vi tilsidst endte i bagageudleveringen. Jeg småsnakkede lidt med Paul, i mens vi ventede på alles kufferter var kommet. Da jeg fik øje på den sidste af mine, samlede jeg den hurtigt op, og så var det ellers bare med at komme ud.

Det var lettere sagt end gjort.

Da vi kom ud af toldområdet, mødte der os et syn, jeg aldrig vil glemme. Jeg tror seriøst at samtlige af New Yorks teenagepiger stod og ventede på drengene. Jeg gik bagerst sammen med Louis og Niall, og jeg kunne høre skrigene starte, så snart Helene og Lou viste sig i døren. Derefter kom Paul og de andre vagter, sammen med Harry og Liam. Til sidst kom vi, og jeg var mere end glad for, at vi var bag ved vagterne.

”Louis! Niall! Harry! Liam!” skreg de alle sammen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og så op på Louis, der også smilede stort.

”Kom!” råbte han for at overdøve fansene, og rakte mig sin hånd. Jeg tøvede, bange for hvilke overskrifter det ville give, hvis jeg holdt ham i hånden i offentligheden. Han så sigende på mig, så jeg tog den til sidst. Så sendte han mig et kærligt smil som fik min mave, til at virke som 100 sommerfugle. Han trak mig igennem menneskemængden, men stoppede jævnligt, for at få taget billeder eller skrive autografer. Jeg blev også spurgt om billeder, og det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til.

Da vi endelig nåede frem til bilen, der holdt og ventede på os, havde det taget over en time at komme fra flyet og herud.

Jeg sprang ind efter Liam, og satte mig til rette i den store bil. Vi begyndte langsomt at køre, men eftersom trafikken var tætpakken hele vejen fra JFK til Manhattan, så gik der næsten to timer før vi var fremme. Jeg sov selvfølgelig, men jeg var ikke den eneste. Da jeg vågnede lå jeg halvt inde over Harry, mens mine ben lå hen over Louis’. Hvordan jeg kom til at ligge sådan, var mig en gåde, men jeg havde sovet og det var det vigtigste. Jeg fik kæmpet mig og sidde uden at vække Harry og Louis, og gned træt mine øjne.

”Hvornår er vi der?” spurgte jeg træt.

”Altså vi er på 5th nu, vi skal bare op til Central Park” svarede Lou. Jeg nikkede træt, og kiggede ud af vinduet. Butikker som Versace, Fendi, Bottega Veneta og så videre gled langsomt forbi. Jeg ville ønske jeg havde pengene til bare at gå amok i de butikker, men det var desværre ikke tilfældet, som måtte holde mig til de mere basic butikker.

”Chess vækker du drengene? Vi er her nu” spurgte Lou, i mens hun prøvede på at vække Helene.

Jeg begyndte at ruske lidt i drengenes skuldre, men det fik jeg ikke meget ud af. Da det stadig ikke var lykkes efter to minutter, så jeg opgivende på Lou og Helene.

”Jeg har en idé” sagde Paul, og smilede lumsk.

”Oh my, ikke igen Paul…” mumlede Helene, men kunne ikke lade være med at grine.

”Chess, du vil nok gerne holde dig for ørene nu” sagde Paul, men jeg så bare undrende på ham.

Hvad foregik der?

Mit spørgsmål blev besvaret sekundet efter, da en høj lyd, der bragede ud fra højtalerene, fik mig til at fare op. Jeg slog hurtig hænderne for ørene, men det hjalp ikke meget. Drengene var også vågnet med sæt, og så træt rundt.

”Paul vi er vågne, sluk det lort!” råbte Niall gnavent igennem musikken. Paul grinede, men slukkede dog hurtigt. Lettet fjernede jeg hænderne fra mine ører.

”Told you so” sagde Paul, og smilede varmt. Jeg gengældte hans smil, og hoppede ud af bilen.

”Wow!” var alt jeg kunne få frem. Foran mig, tårnede The Plaza sig op, og jeg måbede. Jeg havde set det hotel så mange gange på TV, drømt om en dag at stå i New York for at se det, selvom jeg vidste at jeg ikke engang havde råd til en cupcake derinde.

”Det er lidt vildt ikke?” spurgte Helene, og lagde armen om mig. Jeg nikkede, men kunne ikke fjerne blikket.

”Hvad er vildt?” spurgte Louis, da han hoppede ud af bilen.

”Det der” mumlede jeg og pegede. Louis grinede.

”Har du glemt hvem du rejser med eller hvad?” spurgte han, og puffede mig drillende i siden. Endelig løsrev jeg blikket, og så på ham.

”Du skal lige huske, at jeg er vokset op i Doncaster, og at jeg aldrig har været ude for Europa” svarede jeg ham.

”Du vænner dig til det” sagde Harry, der åbenbart også var kommet ud, og klappede mig i ryggen, inden han begyndte at gå over mod hotellet. Han kom dog ikke så langt, for der var en gruppe piger, der havde fået øje på os, og løb skrigende hen til os.

”Oh my God!” råbte de skingert, i mens de stod og hoppede om og ned. Liam og Niall kom ud i samme øjeblik, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Liam lignede jeg ved ikke hvad, og Niall så ud som om han gik i søvne.

”Luk” sagde Niall bare og skulede til mig.

”Årh hva’ Nialler” drillede jeg. Han rullede med øjnene, men lagde så sin arm om min skulder, og gik hen i mod drengene, der var i fuld gang med at kramme fansene. De rystede og græd, og jeg synes det var SÅ sødt! Tænk at drengene betød så meget for dem, uden de overhovedet kendte dem personligt.

Drengene blev så småt puffet hen mod døren til hotellet, inden hele New York kom rendende. Jeg gik sidst ind sammen med Lou, og blev endnu engang overvældet da jeg trådte indenfor i lobbyen. Der var lysekroner i loftet, guld på væggene og gulvtæpperne var blødere end min seng. Jeg var stadig hypnotiseret da vi gik igennem gangene, for at finde vores værelser.

”Samme fordeling som sidt?” spurgte Liam. Alle nikkede som svar, men det var nok også mest mig og Louis spørgsmålet var henvendt til. Men jeg var cool med det, og det virkede det til, at Louis også var.

”Okay, 3-2-1 NU!” sagde Louis og Harry, og slog de store dobbeltdøre op.

Okay, hvis jeg havde synes lobbyen var flot, så… WOW! Det var ubeskriveligt. Der var 7 enorme værelser, der alle havde udsigt ned over Central Park. Stuen var på størrelse med vores hjemme i London, hvilket altså var meget for en hotelstue!

 

***

 

Jeg havde sovet lidt mere, så nu var jeg klar til at tage i byen. Eller næsten. Helene havde lovet at tage med, men hun var først hjemme om en halvtimes tid. Drengene sov stadig, mens Harry var ude og lave et eller andet.

Og når man snakker om solen, så kunne jeg høre Harry’s stemme ude fra hovedøren.

”…ser lige om hun er oppe” Han snakkede med nogen, og først troede jeg det var over telefon, men så hørte jeg en melodisk stemme.

”Okay” sagde stemmen.

”Chessiiiiie” sang Harry skingert.

”Ej nu stopper i! Jeg gik med til ’Chess’, men ikke ’Chessmis’ eller ’Chesser’ eller hvad fanden i ellers har kaldt mig” sagde jeg. Han grinede bare.

”Jeg kan se du er oppe” smilede han, og sendte mig et skævt smil.

”Kom bare ind!” råbte han så, til personen der stod ude i gangen. Jeg hørte dæmpede trin, før personen trådte rundt om hjørnet.

Holy. Fuck.

Det var, mine damer, Kendall Jenner, i egen smukke, høje person.

KENDALL JENNER!

Og ja, jeg er fan. Hun er mit girlcrush.

Jeg tabte kæben, og stod bare og stirrede. Hun var endnu kønnere i virkeligheden!

”Hej” smilede hun, og trådte frem med udstrakt hånd.

”Jeg heder Kendall.” hun smilede stadig. As if i didn’t know!

Hun og Harry grinede.

Fuck, havde jeg lige sagt det højt?

Men altså helt ærligt, hvordan havde i reageret hvis Kendall fucking Jenner stod foran dig.

”Undskyld.” mumlede jeg, og tog hendes hånd.

”Jeg hedder…” begyndte jeg.

”Chestie. Jeg har hørt så meget om dig! Hvor er det dog dejligt endelig at måde dig!” sagde hun. Om muligt tabte jeg kæben endnu mere. Jeg stirrede på Harry, der smilede smørret.

”Hvad? Jeg blev da nødt til at fortælle hende om dig. Du er trodsalt bossen i familien, og min super-irriterende-ikke-beslægtet-men-alligevel-lillesøster” grinte han. Jeg skulede til ham.

”Tro mig, jeg har den dybeste respekt for dig. Hvem end, der kan holde de drenge i ørene, fortjener dronningens tapperhedsmedalje” grinte Kendall. Jeg kunne ikke lade være med at grine og nikke for at give hende ret.

”Heey!” sagde Harry fornærmet. Så kom jeg i tanke om noget.

”Haz, nu husker du vores vædemål ikke? Eller giver du allerede op?” grinte jeg.

”Ej nu holder du! Jeg har sagt, at vi bare er venner” sagde han, og tog hånden på hjertet. Jeg løftede øjenbrynet.

”Okaaay” sagde jeg tøvende. Jeg troede faktisk på ham. Kendall så forvirret ud.

”Hvilket vædemål?” spurgte hun.

”Harry synes at vi skulle afgøre vores modenhed, ved at se, hvem der kunne være ikke-seksuelt-aktiv i længst tid” sagde jeg sarkastisk. Hun løftede øjenbrynet.

”Good luck on that one Styles!” grinte hun.

”Aha, pigerne rotter sig sammen ser jeg. Sødt” smilede han, med en ironisk undertone.

”Nå anyways, Chestie, jeg kom for at spørge dig om noget” sagde hun, og så på mig.

”Fyr løs” smilede jeg. Jeg fangirlede stadig helt vildt over, at Kendall Jenner rent faktisk kendte mit navn, og at hun talte til mig, men hun var enormt nem at snakke med, fordi hun var så meget nede på jorden.

”Jeg har fødselsdag her om 2 uger, så jeg holder kæmpe fest i aften. Og så ville jeg høre om du har lyst til at tage med? Drengene tager også med, men det er selvfølgelig kun hvis du vil!”

Stop en halv!

WHAT?

What the actual fucking fuck sker der?

Var jeg rent faktisk lige blevet inviteret med til Kendall Jenners fødselsdag?!

Let me have my fangirl moment please!!

AAAARGH!!!!!!!!!!!

For tredje gang på 5 minutter måtte jeg samle min kæbe op.

”Mener du det?!” spurgte jeg.

”Ja da. Men kun hvis du vil selvfølgelig!” skyndte hun sig at sige.

Om jeg ville?

Øhh hallooo?

”JA!” råbte jeg næsten. Hun grinede.

”Så ses vi i aften.” smilede hun, og trak mig ind i et knus, som jeg hurtigt gengældte.

”Vi ses senere Haw” sagde hun og gav Harry et hurtigt kys på kinden, inden hun smuttede igen. Da jeg hørte døren smække, vendte jeg mig i mod Harry.

”Skete det der lige?” spurgte jeg som i en trance. Han grinte, og nev mig i armen.

”I guess so”

”Luk ørene” sagde jeg hurtigt, og så skreg jeg. Jeg hoppede op og ned, og pludselig forstod jeg pigerne vi havde mødt ude foran hotellet. Det var jo sygt! Jeg havde altid set sygt meget op til hende, og nu mødte jeg hende fandeme. Som om det ikke var nok, så var jeg lige blevet inviteret med til hendes fødselsdag. Da jeg endelig stoppede, var Niall og Louis dukket søvndrukne op i dørene, og Harry lå på jorden i latterkramper.

”Hvad foregår der?” spurgte Louis om.

”Jeg… Oh my god!” jeg skreg igen.

”Hun…. HAHAHAHAHAHA… Kendall” fik Harry lige ud imellem sine grin. Louis lignede en, hvis juleaften lige var blevet aflyst.

”Ej, jeg ville se hendes reaktion” sagde han skuffet.

”Så er det godt at jeg filmede det” fik Harry lige ud, inden han skreg af grin igen.

”Du gjorde HVAD?” spurgte jeg, og holdt straks inde med mine grin.

Nu grinte Louis og Niall også.

”Lad mig se!” råbte Louis, og gik hen i mod Harry.

”Chek Twitter” fnes han. Jeg stirrede på ham.

”Det gør du ikke!” hvislede jeg.

”Åh jo, det gør jeg.” smilede Harry. I det samme lød der små fløjt fra 3 mobiler, og jeg hev min frem, og skyndte mig ind på Twitter.

 

@Harry_Styles: Guess who just got invited to Kendalls party? #shemadeittotheAlist.

 

Med ærefrygt, trykkede jeg play på videoen, og med det samme fyldte mit skrig hele stuen igen. Denne gang, kom det bare fra min telefon. Jeg hoppede op og ned som en sindssyg. Lidt efter stoppede jeg, og så rundt. Harry havde filmet over på Louis, da han spurgte hvad der skete, og nu kom mit skrig igen.

 

Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget så pinligt! Kendall ville se det. Hele fucking verden ville se det.

Argh skyd mig en eller anden.

”Løb!” hvislede jeg til Harry, der straks blev alvorlig. Så satte jeg efter ham, og jagtede ham rundt i hele stuen, ud i køkkenet, for til sidst at ende i stuen igen. Så var der noget der slog mig. Jeg stoppede op, og mærkede langsomt panikken gribe mig.

”Hvad sker der?” grinte Niall. Jeg så på ham.

”Åh Gud! Hvad skal jeg tage på?” spurgte jeg. Jeg havde kun hverdagstøj med, eftersom jeg ikke ligefrem havde regnet med at blive inviteret til kendisfest. Drengene grinte.

”Ej seriøst! Jeg har ingenting med! Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg har intet tøj med til den fe..” begyndte jeg.

”Rolig Love, tænk dig lige om. Du er i den største storby i verden. Du bor på 5th Avenue. Tror du ikke at der kan købes kjole og sko der?” spurgte Louis drillende. Jeg så på ham.

”Jo men… Jeg sgu da ikke råd til noget i de butikker der ligger her.” wuhu, næste problem var fundet.

”Så vent 10 minutter, så går jeg med dig derned” sagde Louis, og forsvandt ind på værelset igen. Forundret gik jeg efter ham.

”Altså det lyder hyggeligt, men hvad vil du gøre ved det? Du kan ikke ligefrem sætte priserne ned” sagde jeg og rynkede brynene. Han så på mig som om, jeg havde misset noget Jeg så med store øjne på ham, da det gik op for mig hvad han mente.

”Louis nej!” sagde jeg hurtigt. Han skulle simpelthen ikke betale for mit tøj, og da slet ikke i de butikker.

”Chess, jo. Det er det mindste jeg kan gøre” sagde han og smilede. jeg rystede stift på hovedet. Han sukkede opgivende.

”Godt vi er to om at bestemme det så.” sagde han, og greb sin jakke.

”Skal du med?” spurgte han så. Modvilligt tog jeg min jakke og taske, og gik efter ham. Uanset hvad, så kunne vi jo godt have det hyggeligt. Jeg kunne bare skrive og spørge Helene eller Lou om de havde noget jeg kunne låne. Apropos Helene.

To: Helene

Hey Hel, going out with Louis now, can we meet at Empire State in a couple hours?

 

Så skyndte jeg mig ind i elevatoren sammen med Louis, og vi kørte ned mod stueetagen. Da vi kom udenfor, stoppede han op og kiggede rundt. Han fik øje på en af Pauls kollegaer, som straks kom hen til os.

”Kan du tage med os?” spurgte Louis. Vagten nikkede.

”Hvor vil du starte?” spurgte han så, henvendt til mig.

”Louis, jeg lader dig ikke beta…” begyndte jeg, men han viftede mig af.

”Så starter vi bare fra en ende af.” besluttede han, og begyndte at gå ned af gaden. Jeg holdt mig tæt ind til ham.

 

***

 

Vi havde været inde i mange butikker, hvor jeg normalt kun drømte om at stå i. Jeg havde fundet så mange smukke og fantastiske kjoler, men jeg nægtede bare at prøve dem. Louis skulle ikke bruge flere tusinde dollars på mig, lige meget hvor meget han end ønskede det.

”Uh Fendi!” udbrød jeg uden at tænke mig op. Da Louis trak mig hen i mod butikken fortrød jeg ret inderligt.

Da vi trådte indenfor, kom der straks en assistent hen.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun med sit smil påplastret.

”En kjole, der siger spar to” sagde Louis inden jeg kom med nogen indvendinger. Damen smilede sødt til mig.

”Så lad os se på tingene.” sagde hun, og gik forbi taskerne. Jeg gik forbi og så drømmende efter dem.

”Det her er fra vores vinterkollektion. Vi har lige fået dem hjem i dag.” smilede hun, og afslørede et væld af fantastiske kjoler. Jeg turde næsten ikke røre dem. Jeg så ned mod Louis, der havde sat sig ned med sin mobil.

”Se den her for eksempel. Den er dog lang, så jeg ved ikke om det er noget?” spurgte hun. Jeg skulle til at svare, men kiggede i stedet over damens skulder, og fik øje på en mannequindukke, der stod med den mest fantastiske kjole jeg nogensinde havde set på. Den slog alle de kjoler vi havde set på i dag, gange 10! Damen fulgte mit blik, og smilede da hun så hvad jeg savlede over.

”Åh ja. Det er vores chefsdesigners kreation. Der er kun blevet lavet 5 af dem i hele verden.” sagde hun.

”Den er…” begyndte jeg, men ude af stand til at afslutte min sætning.

”Jeg ved det” grinede damen.

”Kunne det måske være en mulighed?” spurgte hun så, og gik hen i mod den. Jeg fulgte efter, helt fascineret af kjolens skønhed. Jeg nikkede bare fraværende. Jeg rakte tøvende ud efter den, og mærkede på stoffet. Den var florlet.

”Kan jeg prøve den?” røg det ud af mig. Damen nikkede hurtigt, og lynede forsigtigt den lille lynlås i siden ned. Jeg bed mig i læben, og fortrød allerede at jeg havde bedt om at prøve den. Jeg vidste udmærket, at hvis jeg først tog den på, så ville jeg aldrig have den af igen. Men det var for sent nu.

”Vil du have din kæreste med?” spurgte hun. Jeg kiggede forvirret på hende, så hun nikkede ned mod Louis.

”Nårh. Vi er ikke kærester. Og nej” sagde jeg. Jeg vidste at han bare ville insistere på at købe den til mig.

”Gud, det må du undskylde” sagde damen og smilede stadig. Jesus at hun ikke blev træt i kæberne.

”Det gør da ingenting” skyndte jeg mig bare at sige. Jeg kunne jo godt lide tanken.

”Bare kald når du har brug for hjælp til lynlåsen” sagde hun og trak forhænget for. Jeg sukkede dybt, og begyndte så at tage mit tøj af. Med ryggen til spejlet, tog jeg langsomt kjolen af bøjlen, og var yderst forsigtig da jeg trak den over hovedet.

”Har du brug for hjælp?” spurgte damen.

”Ja tak” sagde jeg. Hun åbnede og gispede.

”Gud hvor er den smuk på dig!” udbrød hun og tog hånden op foran munden. Genert løftede jeg armen, så hun kunne lyne den. Jeg kunne mærke hvordan den snoede sig ind til min krop, som om den var syet efter min figur.

”Kig dig engang i spejlet” sagde damen. Modvilligt vendte jeg mig med lukkede øjnene. Langsomt åbnede jeg øjnene, og kunne ikke tro mine egne øjne. Det var afgjort. Jeg måtte tage et lån i banken, for jeg nægtede simpelthen at leve uden denne kjole!

”Hva-hvad koster den?” min stemme rystede da jeg spurgte. Jeg frygtede det værste.

”Den vejledende pris er 3.998 $”

Jeg jamrede mig indvendigt. (Det er over 22.000 kroner!)

”Er der et problem miss?” spurgte hun, da hun så mit ansigtsudtryk. Åh ja, du skulle bare vide. Som om nogen nogensinde ville låne mig så mange penge! Og da slet ikke til en fucking kjole.

”Det… Øhm…” jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det. I det samme lød et lavmælt fløjt bag mig. Jeg så op og fik øje på Liam, der stirrede på mig. I et øjeblik glemte jeg fuldstændig kjolen.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg overrasket.

”Louis blev nødt til at tage til krisemøde med Lou om et eller andet. Så han spurgte om jeg kunne tage over” svarede han. Jeg nikkede.

”Nå, se at komme ud af den kjole så vi kan få betalt. Vi har travlt husker du nok? Ifølge Louis har du hverken sko, taske eller er blevet stylet endnu.” sagde han. Jeg så dumt på ham.

”Men Liam jeg har ikke råd til den her kjole!” indrømmede jeg, og så undskyldende på damen. Hun smilede mærkeligt nok bare forståeligt.

”Så er det godt jeg har” sagde han bare.

”Liam, jeg har sagt den til Louis og nu siger jeg det til dig. I skal ikke købe sådan nogle ting til mig. Faktisk skal i slet ikke købe noget til mig!” sagde jeg opgivende.

”Lad nu være Chestie! Du ligner en million, og desuden har vi stadig ikke givet dig en fødselsdagsgave. Betragt det som en fødselsdagsgave og en lille bonus for dit hårde arbejde.” sagde han bare.

”Liam…” begyndte jeg.

”Vi du ikke hjælpe hende ud af den? Og gerne put den i en klædedragt så den ikke går i stykker på vej hjem” sagde han til damen, og ignorerede mig fuldstændig. Jeg sukkede.

”Det er nogle søde venner du har dig der” mumlede hun. Jeg nikkede. ALT for søde. Jeg vidste godt hvor mange penge de havde, men ærligt talt så fik jeg dårlig samvittighed over det. Jeg hoppede i mit normale tøj igen, da damen gik ud til Liam, så han kunne betale. Jeg så mig selv i øjnene, og rystede så opgivende på hovedet.

Jeg gik ud i selve butikken, og så Liam stå med en pose i hånden. Vel vidende om hvad den indeholdte og at det var min kjole, gjorde mig helt høj.

 

***

 

”Vi er tilbage!” råbte Liam i det han trådte indenfor på hotelværelset igen. Jeg sukkede lettet, da jeg kom indenfor og kunne smide skoene. Vi havde været på shopping uafbrudt i 5 timer, og selvom jeg elsker at shoppe, så var det hårdt. Desuden skulle jeg diskutere op til flere gange med Liam, hvorvidt jeg skulle have de ting han fandt eller ej, hvilket var totalt latterligt, eftersom det altid endte op med at Liam overhørte mine protester, og købte det til mig alligevel. Han havde brugt over 8.000 $ på mig i dag, og jeg havde virkeligt dårlig samvittighed over det, og jeg havde så meget tænkt mig at betale ham tilbage. Selvom jeg allerede vidste, at han ikke ville tage i mod mine penge.

”Hey guys!” råbte Helene inde fra stuen, og jeg skyndte mig derind.

”Sorry jeg blev nødt til aflyse Hel, men nogen synes at vi skulle ind i samtlige butikker på 5th” skyndte jeg mig sige.

”Ja, det kan jeg se” grinte hun, og hentydede til mine mange poser. Ud over mit fantastiske outfit til i aften (link i kommentaren), havde Liam også insisteret på mere normalt tøj.

”Men det er helt okay Chess. Vi gør det bare i morgen. Det er trodsalt ikke hver dag man bliver inviteret med til Kendall Jenners fødselsdag” sagde hun, og prøvede at kvæle et grin.

Fedt! Hun havde altså også set videoen. Alle havde set den video, og min Twitter var gået amok. Folk elskede mig åbenbart for min reaktion, selvom jeg havde lyst til at skyde mig selv. Jeg rullede med øjnene, og vendte mig for at stille mine poser ind på værelset. Forsigtig satte jeg poserne med min kjole, sko og taske på sengen. Så så jeg på klokken, og fik stress. Klokken var 18, og vi skulle afsted om mindre end to timer. På den tid skulle jeg i bad, lægge makeup, sætte hår og i tøjet.

STRESS!

Jeg klædte mig hurtigt af, og viklede et håndklæde om kroppen. Så småløb jeg igennem stuen, men stak hurtigt hovedet ind på Lous værelse på vejen. Hun var i fuld sving med at klippe Harry, og Niall og Louis så ud som om de sad i kø.

”Lou har du på nogen måde tid til at lægge min makeup og sætte mit hår?” spurgte jeg lettere panisk.

”Selvfølgelig!” sagde hun med sammenbidte tænder, pga den kam hun havde mellem læberne.

”Super, tak!” råbte jeg, men var allerede ude på badeværelset. Jeg skyndte mig at få shampoo i håret, og da det var skyllet ud, puttede jeg et tykt lag balsam i, som fik tid til at pleje, i mens jeg barberede min krop. Jeg var grundig da jeg skulle skylde balsammen ud af håret, så der ikke sad nogen rester tilbage. Da jeg havde tørret mig og sat mit hår op i et hånklæde, samt viklet min krop ind i et, løb jeg igen ind på mit værelse. Jeg panikkede igen, da jeg ikke kunne finde noget undertøj, der matchede. Ikke at nogen skulle se det, men jeg havde det bare bedst med at det var ens. Da jeg endelig fandt en stropløs BH med matchende trusser, tog jeg det hurtigt på, Så viklede jeg en af de lækre morgenkåber omkring mig, tog poserne, og gik ind til Lou.

 

***

 

”Så, Tulle, det var det sidste” sagde Lou en times tid efter. Jeg åbnede øjnene langsomt, og så mig selv i spejlet.

”Wow Lou! Du er simpelthen en mirakelmager!” udbrød jeg. Min øjenmakeup var enkel og mørk, men fremhævede mine øjne, og sad spot-on. Desuden så min hud perfekt ud, og jeg blev lidt roligere. Så var der mit hår. Det var ubeskriveligt. Det var sat op i en blanding af små fletninger og så en flot knold, nede omkring min nakke. Lou havde dog ladet nogle totter hænge løst på siden af it hoved, og som indrammede mit ansigt flot, efter hun havde krøllet dem let.

Jeg rejste mig og krammede hende forsigtigt, uden at skubbe eller ødelægge noget. Jeg tog forsigtig min pose, hvori min kjole lå, og tog den langsom op. Jeg åbnede klædedragten, og sukkede da jeg fik øje på den. Den var SÅ smuk!

”Wow” mumlede Lou, da hun så den. Jeg nikkede bare.

”Vil du hjælpe mig?” spurgte jeg. Hun skyndte sig at nikke. Hun holdt den forsigtigt ud, så jeg kunne tage den nedefra, så jeg ikke ødelagde mit hår eller makeup. Så lynede hun den og sukkede. Jeg tog forsigtigt mine nye stiletter op af Valentinoæsken, og tog dem forsigtigt på. Til sidst fandt jeg den lille clutch-taske, der satte prikken over i’et. Jeg lagde hurtigt min mobil og lipgloss deri, og vendte mig så mod spejlet.

Jeg kunne næsten ikke kende mig selv! Jeg ville ikke komme til at være udenfor hvad tøj angik i aften i hvert fald!

Heldigvis.

”Hold nu kæft hvor er du smuk!” smilede Lou, og så kærligt på mig. Jeg smilede genert, og kiggede ned på mit ur. Vi skulle køre om 5 minutter, så jeg skulle til at komme ud til de andre.

”Tak igen Lou” sagde jeg, i det jeg åbnede døren. Jeg så tilbage på hende, og hun sendte mig et varmt smil.

Jeg vendte mig, og så hen i mod drengene, der stop og snakkede. De havde alle jakkesæt på, og de så bandgodt ud! Jeg så på Niall, der stod og stirrede på mig med let åben mund. Liam fulgte hans blik, og smilede stort da han fik øje på mig. Harry drejede hovedet, og så på mig, for så at vende sig igen. Så stivnede han, og så tilbage på mig, hvorefter han fløjtede lavt. Jeg rødmede selvfølgelig, og kiggede forlegent på mine sko.

Louis havde stået og fortalt et eller andet, og da de gik op for ham, at ingen længere hørte efter hvad han sagde, vendte han sig, for at se hvad de kiggede på. Da han fik øje på mig, stivnede hans smil, og han spærrede langsomt øjnene op.

Jeg behøver ikke nævne mig mave vel? Godt så.

”Wow Chestie, du… Wow” var alt han kunne sige. Jeg blev om muligt endnu mere rød i hovedet. Jeg gik hen i mod dem, og kiggede genert op på dem.

”Vi skrider” råbte Harry igennem stuen.

”God tur!” råbte Helene, Lou og Paul i kor. Vi gik ud af døren, og jeg trak det lille sjal jeg havde over skuldrene, lidt sammen. Jeg ville tage det af så snart vi ankom, men det var rart nok at have med, eftersom det var røvkoldt.

”Du ser ubeskrivelig ud!” lød en hvisken i mit øre. Hans ånde kildede under mit øre, og om muligt blev mine følelser forstærket. Det var dog utroligt!

”Du er heller ikke værst selv” grinede jeg, og prøvede at skjule min reaktion. Han smilede varmt.

Fansene havde efterhånden fundet ud af hvilket hotel vi boede på, så da vi kom ned i lobbyen, var der ikke mindre en 5 vagter, der stod og ventede på at eskortere os sikkert, de 10 meter hen til bilen. Jeg frygtede allerede at skulle igennem mængden, bange for at jeg faldt i mine stiletter. Heldigvis var der styr på det hele, så det var ingen sag, at komme hen til bilen.

Bilen, som var en limousine! Ja, det kan godt være at det er One Direction jeg er sammen med, men jeg vænner mig aldrig til det! Dog prøvede jeg ikke at flippe over det, eftersom der var ret mange mennesker, og jeg allerede havde ydmyget mig selv nok i dag.

Vi begyndte at trille stille og roligt i den tætpakkede trafik, men Kendalls lejlighed var kun et par gader væk, så vi var der efter 5 minutter. Da chaufføren trak ind til siden, kunne jeg mærke nervøsiteten melde sig.

Hvad fanden skulle jeg gøre og sige? Deroppe var der fyldt med kendte mennesker, jeg har drømt og drømt om at møde, og nu sker det.

”Vil du med?” spurgte Louis med en drillende klang. Jeg smilede og nikkede. Han rakte mig sin overarm. Jeg fnes og rystede på hovedet, men lagde så min hånd på hans arm, som om vi skulle giftes. Vi gik op af den røde løber, og kameraerne blitzede i mine øjne.

”Louis, Louis, her ovre!” blev der råbt. Louis smilede bare undskyldende, og fortsatte ind i bygningen. Vi tog elevatoren op, og trådte ud, i noget der mindede om et mellemøstisk pallads. Det var KÆMPE stort. Og der var mennesker overalt. Jeg nåede ikke at få studeret dem ordenligt, for Louis og de andre drenge hev mig over mod hvad der måtte være stuen, hvor Kendall stod med en lille gruppe mennesker. Da jeg fik studeret dem ordenligt, opdagede jeg hvem det var.

Holy.

Det var såmænd ingen andre end Kylie Jenner og Kim Kardashian. Indeni gik jeg amok, men jeg tror faktisk det lykkes mig at skjule det okay.

”Hey Babe” råbte Harry til hende, for at overdøve musikken.

”Harry!” skreg hun, og svang sine arme omkring ham. Hun trak også de andre drenge ind i varme knus, før hun vendte sig mod mig.

”Hej Ches.... WOW!” afbrød hun sig selv og stirrede på mig. Jeg smilede genert.

”Hold da kæft hvor ser du godt ud!” udbrød hun, og krammede mig forsigtigt.

”Illigemåde! Og tak fordi jeg måtte komme!” sagde jeg og sendte hende et blændende smil.

”Selvfølgelig. Jeg kunne se du blev glad” grinte hun. Åh Gud, skyd mig. Selvfølgelig havde hun set videoen. Jeg kunne mærke jeg rødmede, og jeg forbandede Harry inderligt i mine tanker.

”Jeg elsker din kjole!” lød det så fra højre. Jeg vendte mig, og så at Kim stod og smilede til mig.

”Mange tak! Og illigemåde!” smilede jeg, og prøvede på at styre min begejstring.

”Jeg er Kim” sagde hun og rakte sin hånd.

”Chestie” smilede jeg, og tog den. Vi gik lidt videre, og fik hilst på en masse. Selvfølgelig var de alle sammen kendte, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at skrige. Da Gigi Hadid pludselig stod foran mig, blev det altså for meget. Hun havde, som så mange andre, komplimenteret min kjole.

”Tak! Jeg er virkelig stor fan af dig!” udbrød jeg, før jeg fik stoppet mig selv. Hun grinte sit søde grin. Hun skulle vidst til at sige noget mere, men blev afbrudt, da en sorthåret fyr lagde armen om hende. En fyr jeg kendte lidt for godt. Jeg så rundt, og opdagede at drengene ikke var i nærheden.

”Hey Babe.” sagde han med sin karakteristiske, hæse stemme, og kyssede hende på kinden. Jeg bed mig i læben, og overvejede om jeg skulle gå. Jeg nåede dog ikke længere, før hans stemme igen lød.

Chestie?!” spurgte han overrasket. Jeg vendte mine øjne ind i hans, og smilede nervøst.

”Hej Zayn” sagde jeg lavt.

”Hold op hvor er det lang tid siden!” sagde han og trak mig ind i et knus, som jeg hurtigt gengældte.

”Hvad laver du her?” spurgte han så.

”Øhm, altså, jeg… Er her sådan med drengene” svarede jeg nervøst. Hans smil stivnede overraskende nok ikke, tværtimod smilede han større.

”Så du og Lou fandt altså ud af det?” spurgte han.

”Ja…” sagde jeg undrende. Det virkede som om han vidste, at Louis ville snakke med mig om det dengang.

”Hvor er jeg glad for at høre det!” smilede han. Jeg smilede igen, og vendte mig, da Louis kaldte på mig.

”Hey Zayn” sagde han da han nåede os, og trak Zayn ind i et venskabeligt kram.

”Chess, der er en du lige skal møde.” sagde han så til mig. Jeg nikkede, og vendte mig.

”Vi ses nok senere!” råbte jeg tilbage til Gigi og Zayn, som nikkede og smilede stort.

”Her” sagde Louis, og rakte mig en drink.

”Tak” smilede jeg, og satte sugrøret til munden.

”Justin, det her er Chestie. Chestie, Justin” sagde Louis, og var tydeligvis i gang med en præsentation. Jeg slap min drink med munden, og slog blikket op. Og jeg havde nær spyttet min drink ud over personen, der stod foran mig.

”Hyggeligt at møde dig!” sagde han.

Han.

Justin Bieber.

JUSTIN BIEBER!!!!

Det kan godt være at jeg var 18 år, og at jeg hang ud med One direction, men hvis vi skal være ærlige, hvem har så ikke en lille Belieber gemt inden i? Jeg havde i hvert fald.

Jeg stirrede

Jeg kom først til mig selv, da Louis puffede mig i siden. Så kom jeg i tanke om, at Justin Bieber rent faktisk havde snakket til mig.

”Illigemåde!” ordet faldt næsten ud af min mund, da jeg tog hans hånd.

”Har du lyst til at danse?” spurgte han mig så. Jeg så kort på Louis, der var med at dø af grin over min reaktion til den her fest.

”Hellere end gerne” smilede jeg så. Han tog min hånd, og førte mig ud på dansegulvet. Han var overdrevet til at danse, og eftersom det var Niall, der havde lært mig at danse, så lignede jeg en kæmpe kegle ved siden af. Men jeg havde det fantastisk, så det var sådan set lidt lige meget.

Det skulle nok blive en fantastisk og uforglemmelig aften, det var jeg overbevist om.

 

__________________________________________________________________________________________________

Jeg ved godt at det er en smule kedeligt, men i kan godt glæde jer til næste afsnit! Jeg siger ikke at der sker en masse, men det gør der nok!

Love uuuuu <3

Knus Xx

Ps. Tag jer ikke af sangtitlen, jeg kunne ikke finde en anden haha

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...